Ilden i mig - Anden bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2014
  • Opdateret: 29 maj 2014
  • Status: Færdig
The story goes on... Sarina er på vej ind i Safir Bismara med mod på sjælen ved tanken om at skulle møde sin mor. Det hele ender dog i et familierod, som Sarina aldrig havde troet, hun var en del af, og den eneste hun har tilbage at stole på er faktisk sig selv. Det er et drama med nye venner, familie og underlig kærlighed. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - anden bog ud af tre.

26Likes
8Kommentarer
2616Visninger
AA

23. Borgen Caprit

Borgen Caprit var større, end jeg nogensinde havde forventet. Pludselig kunne jeg forstå, hvorfor de kaldte den en borg i stedet for et slot. De store mure var ligefrem bygget, som om der ville komme et angreb, hvornår det skulle være med udkigsposter i hvert øverst hjørne, hvor sortklædte vagter stod og skuede over den sørgelige by.

    Aldrig havde jeg set en by som denne, hvor man skulle lede længe efter blot et barn, der smilede. Alle murer, bygninger, veje og stier var belagt med et slør af hungersnød og sorg. Det forekom mig uvirkeligt, at noget menneske ville finde på at gøre sådan noget mod sit folk. Det fik mig til at overveje, om Vatokan kvalificerede sig som et menneske, eller om hans mangel på menneskelig følelse satte ham i bås med et dyr.

    ”Hvad er planen?” spurgte Malum og satte sig langsomt på hug mellem buskene.

    Kan i se de store døre? Spurgte Sansan, og vi nikkede. Når I kommer ind af dem, er der en trappe som går ned lige inden for døren, og den føre ned til fangekælderen.

    ”Hvis vi går ind ad de døre, bliver vi taget med det samme og dræbt på stedet Sansan,” sagde Malum.

    Jeg kender en anden indgang. Omme på den anden side af borgen er der en smal dør, som altid er låst, og den er næsten forsvundet imellem buske og træer, der står omkring den. Den er faktisk så tæt groet fast, at ingen tænker på den mere, og de fleste ved ikke, den er der.

    ”Hvordan ved du så, den er der?” spurgte jeg. Jeg kom til at tænke på, at jeg jo aldrig havde fået Sansans rigtige historie.

    Jeg blev født på slottet, svarede han. Jeg kender alle udveje, indgange hemmelige gemmesteder og blindgyder. Jeg ved, at den dør blev lavet til den konge, der boede der for flere generationer af konger siden. Hvis borgen bliver angrebet, og kongens forsvar ikke kan holde dem tilbage, er det meningen at kongen skal flygte ud af den dør. Når man kommer ind ad døren, står der en trappe, som føre lige op til en dør, der går ind i kongens klædeskab.

    ”Hvordan skal vi bryde ind i kongens klædeskab uden at blive opdaget?” spurgte Galia.

    Under trappen er der en lem, og hvis man hopper ned i den, kommer du lige der ned, hvor fangevagterne holder til. Hvis jeg husker rigtigt, skulle der gerne stå et bord lige under lemmen med to stole til. Jeg kan selvfølgelig ikke vide, om der er blevet lavet om, for sidst jeg var der, var lige før Vatokan giftede sig med Alia, og det er næsten fem og tyve somre siden, men dernede befinder alle fangecellerne sig.

    ”Så skal vi bare sørge for at få de der vagter væk, så vi kan komme derned,” sagde Malum.

    Den kan jeg klare. Vi så overrasket på Sansan. De vagter, der sidder dernede sidder bare og glor og æder hele dagen. Der sker aldrig noget, for ingen tør, og ingen kan flygte. Hvis jeg sniger mig ind ad hovedindgangen, kan jeg få dem til at jagte mig, og så er der fri bane for jer til at smutte ind.

    ”Hvis du mener, du kan gøre det uden at komme til skade eller blive slået ihjel, så lad os gøre det,” fastslog jeg. ”Lad os gøre det med det samme.”

    De andre nikkede, og Sansan førte os igennem skoven om på den anden side, hvor der rigtigt nok sad en dør, der var tæt begroet af diverse træer og buske. Malum fandt en stor tung sten, som han gentagende gange bankede mod den rustne lås, der til sidst ikke kunne holde til det og knækkede i stykker. Døren var gammel og slidt, og vi havde et hyr med at få den op fordi hængslerne var rustne, og buskadset havde groet sig godt og grundigt fast. Ikke nogen ret effektiv flugtvej for kongen, hvis det skulle komme for vidt, og det undrede mig også en anelse, hvorfor man placerede en hængelås udenfor.

    ”Hvorfor var låsen udenfor, hvis kongen skal kunne komme ud den vej?” spurgte jeg.

    Der plejede ikke at være lås på, men så begyndte den daværende konge at føle sig paranoid. Han mente, at folk ville begynde at bryde ind af døren, så han satte en lås på hver side for en sikkerhedsskyld.

    ”Vent, er der en lås på begge sider?” spurgte Malum.

    Ja, men den indenfor er heller ikke i for god stand, så jeg tror ikke, der skal så meget til, før den også knækker.

    Og så begyndte vi at ruske, alt hvad vi kunne i døren for at få den op, men den gav sig ikke.

    ”Det virker ikke Sansan! Vil du have, at vi skal brænde døren ned?” spurgte jeg.

    Måske en af jer kan smelte låsen, foreslog han.

    ”Sansan vi er i et land fyldt med ildbetvingere. Hvis vi kan smelte den, hvad er så meningen med at have den?”

    Prøv nu bare.

    Og det gjorde jeg så. Jeg lavede et lille bitte lys i håndfladen, som var så lille, at det blot var en lille stjerne, som jeg lod flyve ind ad dørsprækken. Da den var inde, brugte jeg alle mine kræfter på at gøre den til en stor ildkugle, som lagde sig om låsen. I mellemtiden ruskede de andre i døren så den rødglødende metal sprang op, og vi væltede ind på stengulvet i et mørkt rum.

    Der var ganske rigtigt en trappe og en lem, som vi listede hen til. Sansan forklarede hurtigt, at han ville begynde at gø, når han var kommet ind, og når vi så ikke kunne høre ham gø mere, skulle vi åbne lemmen og hoppe ind.

    Sansan forsvandt, og vi ventede spændt på at høre ham. Efter et godt stykke tid, hvor vi alle havde slået ørene ud mod lemmen, kunne vi pludselig høre nogle gøende lyde, som kom tættere på. Vi var alle spændte, mens vi ventede på, at Sansan ville stoppe med at gø.

    Min rystende hånd tog fat om jernringen, der fungerede som håndtag til lemmens åbning. Sansans gøen blev langsomt mere fjern og forsvandt til sidst, hvilket var mit stikord til at åbne. Jeg startede med at åbne den på klem og kiggede med det ene øje ned i rummet, der stank, og luften var tyk og varm på grund af faklerne der oplyste væggene.

    Der var ingen at se, så en efter en hoppede vi derned på bordet og videre ned på gulvet. I en fart skyndte vi os ned af gangen og tjekkede alle cellerne efter Luna. Flere mennesker sad i cellerne, og det var ubehageligt at se, hvor tynde de var og hvor grimt de var såret, men vi løb videre, for hvis vi begyndte at rede dem alle, blev vi i opdaget. Det var i hvert fald ikke med min gode vilje, vi lod dem sidde, selvom vi var nødt til det.

    Jeg kunne huske gangene, fra den drøm jeg en gang havde haft med Luna. Vi fandt hende liggende krummet sammen på briksen, men hun var ikke nær så smuk, som jeg huskede hende. Hun var beskidt og arret, og hendes ellers smukke hår var klamt og fedtet. Da hun bemærkede, at nogen befandt sig i rummet krummede hun sig endnu mere sammen, og hendes rystende hænder gled op og greb fat i det filtrede fedtede hår.

    ”Luna?” spurgte jeg forsigtigt.

    ”Jeg kan ikke mere,” hulkede hun sagte og rev til med neglene i hovedbunden.

    ”Det er mig. Det er Sarina.” Hun stivnede og drejede hovedet for at se op. Jeg kunne se hende genkende mig, men da jeg rakte armene ud mod hende, skyndte hun sig op og stå på sine spinkle ben og bakkede væk, mens hun famlede efter vægge bag sig.

    ”Det er ikke dig! I laver tricks med mine tanker igen. Det er ikke dig,” hulkede hun.

    Jeg skævede til de andre for at få hjælp, men de så ligeså overraskede ud. ”Det er mig Luna, du skal ikke være bange. Vi reder dig,” sagde jeg med kærlig stemme, men hun rystede på hovedet. Jeg begyndte at blive utålmodig. ”Luna vi har ikke meget tid, og du er nødt til at følge med os, for ellers bliver vi opdaget.”

    ”Du må ikke slå mig!” hulkede hun.

    ”Luna, der er ingen der slår dig. Vil du ikke nok være sød at komme med?” Hun snøftede et par gange og slap langsomt taget i håret. Jeg smilede til hende og rakte igen hænderne ud mod hende. ”Vi hjælper dig,” sagde jeg roligt.

    ”Sarina!” udbrød hun grædefærdigt. ”Jeg kan ikke!” Hun gled ned af muren og landede med et bump på gulvet og holdt sig om maven med sine alt for tynde arme. Hendes skuldre trak sig sammen i små ryk, da hun forsøgte at trække vejret stille og roligt. Hun havde ikke meget tøj på, og jeg gættede på, at det havde noget at gøre med hendes vokseværk.

    ”Kom Luna,” sagde jeg utålmodigt og tog hendes hånd.

    ”Jeg kan ikke,” hviskede hun.

    ”Jo du kan! Du er stærk Luna. Du har klaret det lige indtil nu, og hvis du ikke kommer med nu, så bliver vi alle taget. Du er nødt til at hjælpe os med at hjælpe dig. Vi hjælper hinanden,” prøvede jeg desperat.

    Hun snøftede og nikkede, hvorefter hun lod mig hjælpe hende op at stå. ”Sådan,” opmuntrede jeg. ”Du kan godt.”

    Vi kom hen til bordet, og Malum kravlede op i lemmen, for at tage imod Luna, der var så let, at han kunne løfte hende op. Vi hørte stemmer nede af gangen, og vi begyndte at gå i panik.

    ”Skynd jer!” udbrød jeg, da Galia som den sidste før mig hoppede op, og jeg kunne se vagterne komme løbende ned af gangen.

    ”De slipper væk!” råbte de og løb hen til mig, der med besvær forsøgte at kravle op med hjælp fra Vick og Malum.

    ”Kom nu!” stønnede jeg, men en vagt greb om min ankel med en rå hånd, så et lille skrig undslap mine læber. Jeg opdagede, at der var mange flere vagter, end vi var, så jeg tog en hurtig beslutning og lod mine svedige fingre glide ud af Vicks hænder. Jeg faldt hårdt ned på det runde træbord.

    ”Sarina!” råbte han, men de havde allerede omringet mig, og der var ingen måde de kunne hamle op med dem alle sammen.

    Jeg rystede på hovedet til Vick. Få Luna ud. Jeg klare mig. Det er vigtigere at få Luna ud, er du med? Tænkte jeg. Han tøvede, men hamrede lemmen i, så han klemte fingrene på vagterne, der prøvede at få fat i ham.

    Det stak og nev i min arm, og den svimlende døsige fornemmelse af at være bedøvet indtog min krop langsomt. Jeg lå slapt og så op på en mand, der uden problemer fik mig svunget over skulderen og begyndte at gå op ad trappen. Jeg vidste ikke, hvor de førte mig hen, men jeg kunne næsten ikke gøre modstand, fordi mine muskler pludselige blev ubehageligt slappe. Derfor var det også næsten umuligt at kæmpe mod trangen til at lukke øjnene og sove. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...