Ilden i mig - Anden bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2014
  • Opdateret: 29 maj 2014
  • Status: Færdig
The story goes on... Sarina er på vej ind i Safir Bismara med mod på sjælen ved tanken om at skulle møde sin mor. Det hele ender dog i et familierod, som Sarina aldrig havde troet, hun var en del af, og den eneste hun har tilbage at stole på er faktisk sig selv. Det er et drama med nye venner, familie og underlig kærlighed. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - anden bog ud af tre.

26Likes
8Kommentarer
2606Visninger
AA

7. At meditere på tømmermænd

Nogle underlige lyde vækkede mig den morgen og ødelagde min fantastiske drømmeløse søvn. Jeg gjorde mig ikke engang den ulejlighed at åbne øjnene, mens jeg lå og overvejede, hvor jeg mon var. Jeg lå alt for blødt, og Rakian var ikke ved siden af mig mere.

    ”Godmorgen,” sagde en sød pigestemme. ”Har de sovet godt?” Jeg åbnede øjnene, og pludselig gik det op for mig, hvor jeg var, og pigen var Mella, som gik og trak gardiner væk fra vinduerne.

    ”Det tror jeg nok,” mumlede jeg søvndrukkent og satte mig langsomt op.

    I det samme havde jeg det som, om nogen forsøgte at slå mig ned med en hammer. Mit hoved gjorde så ondt, at jeg sad og tænkte på, om nogen prøvede at torturere mig.

    ”Havde de en god aften i går?” spurgte hun muntert.

    ”Det kan jeg ikke huske,” mumlede jeg og lagde mig ned igen. ”Kunne de ikke gøre mig den tjeneste at lade være med at lave alt det støj lige fra morgenen af.”

    ”Jeg gør ikke noget.” Hun så helt forskrækket ud. ”Jeg rydder bare lidt op.”

    ”Åh, mit hoved,” mumlede jeg og tog mig til hovedet.

    ”Jeg tror, at der er nogen, som har tømmermænd,” grinede hun.

    ”Ih, hvor sjovt,” mumlede jeg bare. Det irriterede mig altså at hun ligefrem grinede.

    ”Det må de undskylde.” Hun kom hen med et glas vand, som hun satte på bordet. ”Jeg lovede fruen at vække dem, for hun vil spise morgenmad med dem lige om lidt. Jeg har allerede fundet en kjole og gjort klar, så de skal bare rejse dem op, så hjælper jeg dem.” Hun smilede venligt.

    ”Lige et øjeblik,” mumlede jeg og lukkede øjnene, mens jeg inderligt håbede på, at hovedpinen vil gå væk bare et sekund.

    ”Jeg tror, det vil hjælpe, hvis de drak noget vand.” Jeg nikkede og tog imod glasset, som jeg tømte, og bag efter kom jeg vaklende på benene. Det var overhovedet ikke min dag, men jeg kom da i tøjet og fulgte efter Mella ned til Alia, der sad og spiste i det samme rum, som vi havde holdt fest i aftenen før. Det undrede mig en anelse, at de allerede havde ryddet det hele op.

    ”Godmorgen,” mumlede jeg og satte mig tungt.

    ”Du ser ikke for godt ud,” sagde hun stift.

    ”Kommer de andre ikke ned?”

    ”Nej, jeg sagde, at jeg gerne ville snakke med dig alene.” Hun smed et stykke brød over på mit tallerken, men jeg rynkede blot på næsen. Jeg havde for meget kvalme til at indtage noget som helst.

    ”Hvad vil du snakke om?” Jeg hvilede mit hoved i mine hænder, og hun sendte mig et stramt blik. Allerede der fik jeg bange anelser.

    ”Jeg vil ikke have albuer på bordet.” Jeg lænede mig i stedet tilbage i stolen og krydsede armene. ”Sarina, jeg ved ikke, hvad det ligner at drikke sig så fuld.” Planen om at få Alia til at kunne lide mig, var vidst gået i vasken. Jeg måtte jo nok være ærlig og erkende, at jeg vidst nok heller ikke havde gjort det bedste forsøg. ”Hvad er det jeg har gjort galt? Hvorfor opfører du dig sådan?” spurgte hun fortvivlet.

    Du forlod mig! Det er hvad du gjorde galt! ”Undskyld,” mumlede jeg.

    ”Lige siden du kom, har du ikke lavet andet end at sætte dig imod de ting, jeg siger, og nu kan det være nok, Sarina. Du er tydeligvis ikke gammel nok til at passe på dig selv, så nu vil jeg foreslå, at du begynder at hører efter.” Jeg fattede ikke, hvorfor hun skulle bestemme sådan over mig hele tiden. Hun sagde ligeud, at jeg ikke kunne passe på mig selv, men hun skulle bare vide, hvad jeg kunne klare selv. Desuden, havde jeg virkelig gjort alt for ikke at sætte mig imod hende. Jeg havde ikke diskuteret med hende om noget som helst, men hun gjorde alt for at få mig til at føle, at det var mig der var noget galt med.

    ”Hvis du er så træt af den måde, jeg opføre mig på, så skulle du måske aldrig have forladt mig!” Godt Sarina, tænkte jeg i mit stille sind.

    ”Det er en helt anden snak, og det kommer overhovedet ikke dig ved.”

    ”Det gør det da?” udbrød jeg.

    Hun begyndte arrigt at smøre sit brød. ”Det sømmer sig ikke for en pige som dig at opføre dig så tankeløst. Tænk dog på mit omdømme Sarina. Folk er blevet klar over, at du er min datter nu, men se dog selv på dine manere.”

    ”Du skal ikke bestemme over mig.”

    ”Så er det nok!” sagde hun. Jeg havde så mange ting, jeg ville kaste i hovedet på hende, men hun havde en forbandet evne til at krølle mine ord sammen og kaste dem langt væk. ”Jeg har fundet en ung mand, som skal hjælpe dig med dine evner. Når du har spist, går du ned til ham og får hjælp til at styre det der modbydelige temperament, inden du brænder huset ned.” Jeg måtte tage mig gevaldigt sammen for ikke at bryde i brand ligesom dagen før.

    ”Hvor er han så?” Jeg prøvede at holde mig selv rolig og vise en smule medvilje. Det kunne ikke være godt at blive uvenner med hende.

    ”Han hedder Malum Alioka, og han skal møde dig nede ved døren. Måske er han der allerede.” Det var mit stikord til at stikke af, så jeg tog brødet og et æble i hånden med mig og gik hen mod døren. ”Du bliver lige her og spiser, gør du ikke?” Det var ikke ment som et spørgsmål, men det kunne jeg såmænd ikke tage mig af.

    ”Nej,” svarede jeg og gik min vej.

    Mine skridt var langsomme og tunge, da jeg gik derned. Jeg havde det dårligt, og Alia havde ødelagt mit humør endnu mere. Jeg følte slet ikke for at snakke med nogen, og jeg kendte mig selv godt nok til at vide, at jeg ikke ville vise mig fra min venlige side over for ham der Malum. Dog vidste jeg, at jeg ikke havde noget valg. Jeg skubbede langt om længe døren op og gik ned af trappen. Jeg vidste ikke, hvem jeg skulle kigge efter, så jeg satte mig til at spise på trappen. Jeg syntes i det hele taget, at det var utroligt, at hun havde formået at finde bare én ildbetvinger, for jeg havde stadig ikke set en eneste.

    En sorthåret pige kom spænende op ad trappen i en hulens fart, og selv dét irriterede mig. Hvad skulle hun løbe så hurtigt for? Det var vel ikke nødvendigt.

    ”Hej,” sagde en eller anden. ”Har de muligvis set fruens datter her et sted?” Jeg kom ud af min irritation over den sorthårede pige og så en sorthåret dreng i stedet.

    ”Er det dem, der er Malum?”

    ”Ja, hvorfor?”

    ”Det er mig der er Sarina.” Han betragtede mig fra top til tå.

    ”De ligner ikke fruen,” mumlede han. Jeg syntes ikke, han så specielt venlig ud, da han kiggede på mig med sine næsten sorte øjne. Han havde endda sorte øjenbryn og hår, der faldt rodet og fedtet ned i hans øjne. Skummel var det bedste ord for ham.

    ”Nå men det er jeg altså,” svarede jeg og rejste mig op. ”Men jeg har tømmermænd, så min lunte er ikke til at spøge med. Bare så de ved det?” Han rynkede panden.

    ”Tømmermænd?” spurgte han lettere skeptisk.

    ”Ja det er sådan nogle man får, når man har drukket for meget, men det har de måske aldrig prøvet?” Jeg krydsede armene. Som jeg havde forudset, var jeg ikke ligefrem i mit venlige hjørne.

    ”Jeg havde bare ikke lige forestillet mig, at en prinsesse som dem ville drikke sig fuld.” Han trak på skuldrene. ”Hvis det er meningen, jeg skal hjælpe dem med deres evner, så lad os sige du til hinanden.”

    ”Godt så! Du er endnu en af de der mænd, der kun tror at piger kan lave mad og passe hus, eller hvad?”

    ”Og du er en af de der kvinder, der tror de kan alt,” gav han igen.

    ”Vi skal da nok få det hyggeligt sammen,” mumlede jeg irriteret. ”Hvor skal vi hen?”

    ”Kom.” Han drejede om på hælen og gik i den anden retning med mig i hælene, mens jeg gumlede færdigt på mit æble.

    ”Er du den eneste ildbetvinger i Safir Bismara?” spurgte jeg.

    ”Nej.”

    ”Hvorfor har jeg så ikke set nogen?”

    ”Safir Bismara er meget stor. Du kan umuligt have set det hele, når du først ankom i går. Ildfolket bor for sig selv, fordi vi ikke for godt kan finde ud af det med de andre betvingere. De forstår os ikke.”

    ”Det kan jeg godt forstå. Alia kan vidst heller ikke for godt lide mig,” mumlede jeg.

    Han grinede hæst. ”Det tror jeg gerne på.” Jeg stoppede op og krydsede armene.

    ”Ved du hvad, jeg tror bare, jeg klare det her selv,” sagde jeg fornærmet.

    ”Kom nu…” Han satte hænderne i siderne. ”Ellers får jeg jo ikke nogen penge for det.”

    ”Bare ærgerligt.” Jeg drejede om på hælen og begyndte at gå den anden vej, men jeg nåede ikke ret langt, før han greb fat om mit håndled. ”Helt ærligt,” sagde jeg irriteret.

    ”Det er ikke til diskussion.” Og han trak mig med.

    Vi gik i tavshed gennem byen og ind i en tæt skov, hvor man skulle holde godt øje for at følge stien. Vi fortsatte op ad nogle stejle bakker, som tog sin tid og nær gjorde mig forpustet, til vi til sidst kom til en smal sti. Da det gik op for mig, at vi var kommet op på et bjerg, begyndte jeg at gøre forestillinger om, at han ville lede mig hen til nogle af kongens mænd eller lignende, for jeg havde ingen ide om, hvordan jeg fandt hjem. Jeg stolede ikke helt på ham, men det var sikkert humøret og tømmermændene, som fik fantasien til at løbe af med mig. Stien førte et lille stykke rundt om bjerget, og jeg vidste, at hvis man faldt ned derfra, kom man nok ikke op igen. Endelig var vi fremme og stod nu på en klippeafsats på bjerget, hvor man kunne se ud over det meste af Safir Bismara. Det var et smukt syn, og bag mig var der en hule ind i bjerget, som var stor nok til, at man kunne være mindst ti mennesker.

    ”Hvorfor skulle vi her op?”

    ”Her bliver vi ikke forstyrret.” Malum gik ind i hulen og fandt trækævler, som han anrettede fint til et bål på jorden. Jeg syntes at det var underligt, men han havde sikkert en mening med det.

    ”Hvad skal vi med et bål?”

    ”Det er til senere,” svarede han. ”Sæt dig foran mig, så begynder vi.” Jeg gjorde som han sagde og satte mig i skrædderstilling på jorden, som var hård. Kun små totter græs strittende op i pletter rundt omkring. ”Nu skal du tage en dyb indånding og lukke øjnene.”

    ”Hvorfor?”

    ”Gør nu som jeg siger.” Jeg bed tænderne sammen og lukkede øjnene, mens jeg tog en dyb indånding. ”Slap helt af i musklerne. Gør dit hoved klart.” Det var nok det Tailo havde ment med at meditere. Det gik bare ikke så godt for mig. Min tålmodighed kunne ikke holde til det og slet ikke, når mit hoved dunkede og gjorde ondt på den måde.

    ”Jeg kan ikke,” sagde jeg irriteret.

    ”Du prøver ikke.”

    ”Jo jeg gør, men jeg har ikke tålmodighed, og mit hoved gør ondt.”

    ”Hold op med at klynke og prøv!” sagde han irriteret.

    Jeg sukkede og prøvede igen, men tankerne blev ved med at strømme og mine instinkter gav mig lyst til at gå op og slå på et eller andet.

    ”Hvis du finder det svært bare at sidde og tænke på ingenting, skal du vælge en ting at tænke på. Måske noget der gør dig glad, eller noget der får dig til at føle dig tilpas og lykkelig.”

    ”Kan du ikke fortælle mig, hvad din ting er?”

    ”Nej. Find din egen ting.”

    Mit hoved gennemsøgte hele mit følelsesregister efter den bedste ting, jeg kunne komme til at tænke på. Jeg tænkte på Rakian. Jeg tænkte på den gang, hvor vi havde jagtet hinanden inde i skoven og faldt ned i vandet. Jeg spillede hele scenen i mit hoved og kom til at smile for mig selv, da jeg huskede hvor befriet, jeg havde følt mig.

    Det var en mærkværdig følelse, der skyllede ind over mig, jo mere jeg sank ind i mig selv. Jeg blandede lydende omkring mig, så det samlede sig i en sød melodi, der lullede mig ind i min egen fantasiverden. Det flettede sig med følelsen af frihed, jeg havde sammen med Rakian. Intet kunne få mig til at føle mig mere fri end Rakian, og den følelse af frihed var den, der gjorde mig mest lykkelig. Det var der jeg kunne slappe af, hvilket jo i bund og grund var meningen med det, jeg sad og lavede.

    ”Det ser godt ud,” sagde han roligt. ”Slapper du helt af.”

    ”Mmhmm…” mumlede jeg. Jeg havde det som om, at i det mine øjne var lukkede og mine tanker kun summede om en ting, blev alle andre sanser mere åbne. Jeg kunne høre vandfald, som måske lå to kilometer væk, og lugte naturen, som jeg aldrig havde oplevet den før.

    ”Hold øjnene lukket, men bare lyt til de ting, jeg fortæller dig.” Jeg nikkede. ”Du skal huske den her følelse. En ildbetvinger kan - til forskel for de andre betvingere - have svært ved at styre temperamentet. Når du føler, at du kan være ved at miste besindelsen, så find dit sted. Det sted du er lige nu, hvor du føler dig helt afslappet. Hvis du finder et sted, du har været før, nogle personer du elsker, eller bare en ting du har oplevet, skal du huske på det, når du mærker din vrede.” Han blev helt stille. ”Lav en flamme i håndfladen,” sagde han roligt. ”Stadig med lukkede øjne. Bare lad din hånd ligge på dit lår eller knæ og lav en flamme.” 

 

    Jeg gjorde som han sagde, men det var ikke så let, som jeg troede. Ilden i mig var distraherende. Den ville have mig til at åbne øjnene og spænde i musklerne, men jeg måtte fokusere på at fastholde mig selv i min verden. Jeg kunne ikke. Altid havde ilden løbet igennem mig, som det letteste i verden, men jeg kunne ikke finde den energi, der plejede at være.

    ”Slip ilden løs. Du skal tænke på det, som om det er dig, der lukker den inde, og nu skal du slippe den løs i stedet for, at du skal trække den ud.”

    ”Jeg kan ikke fokusere på to ting på en gang.”

    ”Så forbind tingene. Hvordan havde du det, første gang du havde en flamme i hånden? Det var en god følelse, var det ikke? Du følte dig næsten hypnotiseret af den, ikke? Dan et billede i dit hoved af en flamme.” Jeg forsøgte, alt hvad jeg kunne, men selvom jeg lavede en flamme i hovedet, kunne jeg ikke få den til at løbe igennem min krop. Hvorfor var det så svært?

    ”Må jeg ikke godt åbne øjnene?”

    ”Hvis du virkelig ikke kan ellers, så må du gerne.”

    Langsomt åbnede jeg øjnene, men jeg kiggede kun på min hånd. Jeg fokuserede kun på at lave en flamme i håndfladen, og jeg kunne allerede mærke, hvor meget lettere det var at lave den, når jeg havde åbne øjne. Det var underligt, men flammen kom, og den dejlige følelse af ild i kroppen opstod også. Dog var der en sær form for anspændthed, der opstod i mig, når jeg gjorde det. Jeg havde aldrig tænkt over, hvor anspændt man blev af at gøre det, men nu var øvelsen vidst slået fejl.

    ”Det du er ved at lærer er at træne dig selv i at slappe af, mens ilden er i kroppen. Når du mister besindelsen og pludselig laver ild, så kan du næsten ikke få kontrollen og slappe af igen, men hvis du lærer det omvendt først, så er det meget nemmere.”

    ”Gælder det for alle ildbetvingere?”

    ”Det kommer an på temperamentets størrelse, men jeg har indtryk af, at dit er temmelig stort, så der skal lidt mere arbejde til.” Jeg lukkede hånden om ilden og sukkede. Lysten til at lægge sig til at sove var komisk nok meget stor. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...