Ilden i mig - Anden bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2014
  • Opdateret: 29 maj 2014
  • Status: Færdig
The story goes on... Sarina er på vej ind i Safir Bismara med mod på sjælen ved tanken om at skulle møde sin mor. Det hele ender dog i et familierod, som Sarina aldrig havde troet, hun var en del af, og den eneste hun har tilbage at stole på er faktisk sig selv. Det er et drama med nye venner, familie og underlig kærlighed. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - anden bog ud af tre.

26Likes
8Kommentarer
2622Visninger
AA

25. At lære Vatokan at kende

Jeg havde haft mareridt hele natten. Natteterror, der sneg sig ind på mine drømme og fik mig til at vågne med et spjæt, så jeg nær ragede tingene ned fra det lille bord ved siden af sengen. Jeg havde kvalme og hovedpine, og pludselig kom jeg i tanker om, hvor jeg var. Hurtigt satte jeg mig op og slog dynen væk.

    Jeg skyndte mig op og så ud af vinduet. Udenfor kunne jeg se ud over murene om gårdspladsen og ud til byen, hvor travlheden allerede var begyndt at melde sig i morgenstunden. Pludselig kunne det ikke gå hurtigt nok med at få tøj på og komme ud. Jeg var nødt til at se det rigtigt, så jeg flettede mit hår og tog tøj på, hvorefter jeg åbnede døren ud til hallen, som ligesom dagen før gav mig myrekryb.

    Hvad nu? spurgte jeg mig selv. Hvad skulle jeg gøre ved mig selv nu? Jeg kunne vel ikke gå ud uden at blive beskyldt for at ville flygte. Så derfor lænede jeg mig bare ind over tremmerne og så ned på det underlige mønster på gulvet. Jeg kunne ikke beslutte, hvad det skulle forestille. Det var blot en stor mærkeligformet klat med sten i andre farver placeret uden nogen form for system. Øverst på klatten sad der en lille guldklump fast i gulvet og midt på klatten var der trukken en ujævn streg over, som delte den i to dele. Men stenene var ikke sat tilfældigt. Så meget kunne jeg se.

    ”Beundre du værket?” spurgte en stemme, der fik mig til at se undrende rundt. ”Kan du se, hvad det skal forestille?” spurgte Vatokan, der stod over på den anden side af salen og lænede sig op ad tremmehegnet.  

    ”Egentlig ikke?” mumlede jeg og bed mig i læben.

    Han lo sagte og bevægede sig om til mig. Hans blotte tilstedeværelse lige ved siden af mig, fik kuldegysningerne til at løbe ned af ryggen. ”Hvad nu hvis jeg fortæller dig, at guldklumpen der ovre skal symbolisere den her borg?” spurgte han. ”Stenene der er placeret i andre farver rundt omkring skal symbolisere byerne i Gia Livaria, og stregen er den Bolaniske mur.”

    Jeg tænkte mig om. ”Er det et kæmpe stort landkort, jeg ser på?”

    ”Ja altså du ser det på hovedet lige nu, men ja. Det er det der er mening. Det er faktisk vendt rigtigt i forholdt til et kompas. Ret praktisk når man skal planlægge en rejse.”

    ”Virkelig?” spurgte jeg. Jeg kunne ikke lade være med at syntes, det var interessant, selvom rummet i sig selv gjorde mig trist.

    ”Det er ret genialt,” nikkede han.

    ”Jeg gætter på, at du er hjernen bag.” Jeg så op på ham, og så ham smile kækt.

    ”Nårh ja, man har vel folk til at gøre tingene for sig. Er du sulten?”

    Jeg nikkede og fulgte ham i baggrunden ned af trappen. Og så krydsede vi over landkortet hen mod et andet rum, hvor der stod et kæmpestort bord i rødbrunt træ. Alle møbler på borgen var af rødbrunt træ, så vidt jeg kunne se.

    ”Jeg håber du er sulten, for du skal have kræfter til i dag. Jeg skal se, hvad du duer til, men jeg håber virkelig ikke, du er ligeså slap som din mor.” Jeg rynkede panden.

    ”Min mor? Hvad var der galt med Alia?”

    ”Hun har ingen energi i sin krop, så bare det at fremtrylle en balje vand er lige til at lægge hende i seng resten af dagen. Jeg gætter på, at du aldrig har set hende bruge sine evner.” Han løftede øjenbrynet.

    ”Næ, det gjorde jeg egentlig ikke,” mumlede jeg tænksomt. Aldrig i mit liv havde jeg mødt en person, som var så indviklet som Alia. Man vidste aldrig, hvor man havde hende. Hun brugte ikke sine evner ligesom Tailo, selvom det var af to forskellige grunde, men hun kunne ikke lide de evneløse.

    Vatokan gav sig til at riste en skive brød. Han fik en koncentreret rynke lige over øjenbrynet, mens han holdt sin flammende hånd ind over brødet til det blev gyldenbrunt. Jeg lagde mærke til rynken fordi Rakian altid sagde til mig, at jeg fik en rynke over øjenbrynet, når jeg løj eller koncentrerede mig. Jeg kunne ikke stoppe med at stirre på hans ansigt, mens jeg ledte efter spor fra mig selv, og hver gang jeg fandt en lighed, blev jeg irriteret. Han havde endda brune øjne ligesom mig.

    "Jeg kan godt lide når osten smelter ned i brødet," sagde han. "Jeg kan bedst lide at riste brødet selv. Så bliver det lige den farve, jeg vil have det. Du skulle tage at prøve det."

    Jeg rynkede panden. "Hvordan gør du uden at brænde brødet?" spurgte jeg.

    Han løftede øjenbrynet. "Prøv. Det er slet ikke så svært..."

    "Det er det for mig. Jeg er ikke vant til at bruge mine evner på den måde. Hvor jeg kommer fra, er ildbetvingere ikke ligefrem højt elskede." Lige meget hvor meget jeg hadede at være der, så kunne jeg ikke lade være med at føle mig lettet over at være et sted, hvor mine evner var værtsat.

    Vatokan tabte underkæben. "Vil det sige, at du har levet som en evneløs?"

    "Ikke helt. I Safir Bismara lærte jeg noget at Ildfolket, så jeg kan da godt finde ud af det sådan nogenlunde. Alia kunne bare ikke lide, at jeg betvang ild."

    "Det må jeg sige. Det ville jeg ikke kunne." Han smilede lidt skummelt. "Men du må da have mistet besindelse mindst en gang hos hende. I så ung en alder kan jeg da ikke forestille mig andet..." Hans øjne lyste af forventning. "Lidt ballade skal man vel lave som ung."

    Jeg gennemsøgte mine erindringer efter episoder. "Jeg satte ild til alle stearinlysene i en hel festsal, og senere blev jeg så vred at mine hænder brød i brand, så jeg var nødt til at forlade selskabet for at slappe af igen."

    Vatokans smil blegnede. "Ikke andet? Jeg havde da håbet, du i det mindste havde givet hende et lille brandmærke."

    Jeg rystede på hovedet. "Men jeg havde heller ikke behøvet at gøre mere, for min blotte tilstedeværelse gjorde hende irriteret. Jeg er ret sikker på, hun er glad for at slippe af med mig."

    "Godt. Der var bedre." Han tog en bid brød. "Vis mig så, at du kan riste et brød."

    Jeg tog et stykke brød i mine hænder og prøvede, mens jeg skævede til ham i ny og næ. Jeg kunne ikke styre min nysgerrighed overfor den mand. ”Må jeg spørge om noget?”

    ”Spørg løs…”

    ”Har du ikke fundet nogen siden Alia? Kunne du ikke tænke dig at få børn? En familie?”

    Spørgsmålet kom bag på ham. ”Jeg synes kvinder er kedelige.” Han trak på skuldrene og tav, mens han spekulerede og lo kækt. ”Forstå mig ret. Jeg har haft min andel af kvinder, men de siger mig ikke så meget at bo sammen med, og efter Alia smuttede, har jeg ikke haft den største lyst til at prøve igen. Der har aldrig været så fredeligt på den her borg, før hun smuttede.”

    ”Er jeg kedelig?” spurgte jeg.

    ”Det er jo det jeg skal finde ud af. Du virker ikke til at være ligesom andre piger.”

    ”Men hvorfor har du ikke forsøgt at finde dig en arving? Det ville da være mere oplagt at tage en dreng til dig som din arving.”

    ”Hvad er forskellen egentlig på drenge og piger?” spurgte han og lagde hovedet på skrå. ”Reglen er vel, at mændene kæmper for føden, og kvinderne passer børn, men det afholdt jo ikke dig fra at bryde ind på min borg. Jeg tror kvinder kan mere, end man tror, og det var jo også derfor, jeg fandt Alia i første omgang. Hun var den eneste kvinde i miles omkreds, der turde gøre, hvad hun ville... selvfølgelig med grænser. Det er stadig mig, der har magten, og det håber jeg du forstår.” Jeg tog mig sammen for ikke at skære en grimmasse.

    ”Så du er ligeglad med om det er mig eller en stor og stærk fyr, der regere dit land?” Jeg huskede pludselig den gang Tailo fortalte mig, hvordan ildbetvingere altid havde været et mere kønsneutralt folkefærd.

    ”Ja sådan set. Hvis bare man har holdningerne i orden. Du skal vide, hvad du står for, og du skal vide, hvad jeg står for. Hvis vores meninger ikke passer sammen, så kommer det her ikke til at fungere.”

    ”Hvorfor giver du så ikke bare op med det samme? Jeg brød ind på din borg og stjal fra dig. Burde du ikke være vred på mig i stedet? Burde du ikke slå mig ihjel?”

    Han var tavs et øjeblik. ”Burde du ikke være glad for, at jeg skånede dit liv?”

    ”Jo, men hvis jeg skal holdes fanget her, så ved jeg snart ikke, hvad der er værst.”

    ”Pas på,” sagde han med løftet øjenbryn.

    Jeg bed mig i læben, mens jeg overvejede hvordan jeg skulle rede den. Jeg lænede mig frem og placerede hænderne på bordet. ”Hør her Vatokan,” sagde jeg og var lige ved at rynke på næsen, da jeg sagde hans navn. ”Jeg vil gerne have landet samlet, og jeg vil gerne være dronning, for ellers er der ingen måde, hvorpå jeg kan få det, som jeg vil have det. Jeg er bare ikke en person der bryder sig om at blive holdt fanget, og hvis det er det, jeg er nu, så går jeg automatisk i forsvarsposition.” Jeg brugte min mest overtalende tone og smilede skævt, da jeg så det gav pote. ”Jeg lover dig, at jeg bliver her hos dig, hvis du lover mig, at det ikke er som din fange.”

    Han så nogen lunde overbevist ud. ”Skal jeg være ærlig, så er jeg stadig ikke helt sikker på, om jeg tror på det, du siger. Du har jo trods alt levet sammen med den tyksak af en konge fra Nordlandet, som ikke duer til noget som helst.” Jeg bed tænderne sammen og knyttede mine næver for ikke at sige noget dumt uden at tænke mig om. ”Se selv.” Han lagde hovedet på skrå. ”Du kan jo ikke holde ud, at jeg snakker sådan om ham, så hvorfor skulle jeg stole på dig?”

    ”Hvis du ser sådan på det, hvorfor smider du mig så ikke bare ned i hullet.” Jeg havde seriøst lyst til at sparke mig selv hårdt bag i for at sige den slags. Nogen gange kunne jeg bare ikke dy mig.

    ”Du er ikke bange hva’?” spurgte han. ”Jeg kan lide det.” Han lænede sig tilbage i stolen og betragtede mig. ”Sandheden er, at jeg virkelig mangler en arving, og hvis det viser sig, at du taler sandt med, at jeg er din far, så gør jeg måske klogt i at tage chancen. Vi kan jo altid se tiden an, om jeg kan stole på dig. Hvis ikke, så… det kommer vi til, til den tid.”

    ”Er det en trussel?”

    ”Nej mere en advarsel.” Han lo ad mit ansigtsudtryk. ”Hvorfor benægter du ikke og begynder at fable om, hvor loyal og trofast du vil være?” spurgte han pludselig. ”Du benægter ikke, at du blev vred, over det jeg sagde om Astan.”

    ”Nej det gør jeg ikke. Jeg har ikke tænkt mig at lyve for dig.” Det var ikke en direkte løgn, men man kunne jo altid drysse krymmel på sandheden. ”Jeg elskede Astan, men jeg holdt ikke med ham i hans planer. Det er hele forskellen.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...