Ilden i mig - Anden bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2014
  • Opdateret: 29 maj 2014
  • Status: Færdig
The story goes on... Sarina er på vej ind i Safir Bismara med mod på sjælen ved tanken om at skulle møde sin mor. Det hele ender dog i et familierod, som Sarina aldrig havde troet, hun var en del af, og den eneste hun har tilbage at stole på er faktisk sig selv. Det er et drama med nye venner, familie og underlig kærlighed. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - anden bog ud af tre.

26Likes
8Kommentarer
2569Visninger
AA

9. Alias hemmelighed

Alia holdt fast i sin teori om, at jeg kun var et lille barn. Hun havde ligefrem forbudt mig at tage med til Sydlandet, og hun blev ved med at snakke om, at jeg skulle tage hen til Malum igen, men der satte jeg grænsen. Jeg nægtede simpelthen at have noget med det fjols at gøre igen, og nu mente hun garanteret bare, at jeg var endnu mere umulig, end jeg var i forvejen.

    Nu havde jeg været her i fem dage, og de sidste par dage havde jeg kedet mig helt uudholdeligt meget. Rakian og jeg forsøgte ikke at bruge alt vores tid sammen, for det ville bare ende med at skabe rygter, så det blev kun til hurtige kys i smug. Sansan var inde i skoven det meste af tiden, fordi folk ikke brød sig om ham, og Tailo snakkede med Alia. Han var den eneste, der forstod Alia, så nu var jeg stort set alene.

    Folk tog af en eller anden grund afstand fra mig, og det fik mig til at spekulere på, om Alia tilfældigvis skulle have spredt nogle rygter om mig; fortalt alle, at jeg havde et kæmpestort temperament og brød ud i store stikflammer, hver gang jeg ikke fik min vilje. Måske kunne hun finde på det. Jeg kunne bare ikke forstå, hvorfor hun var så meget imod mig.

    Jeg gik rundt for mig selv og udforskede slottet - eller hvad man nu skulle kalde det - da jeg passerede døren til dét, der skulle være Alias værelse. Døren stod på klem, og jeg hørte hende gå rundt derinde. Faktisk lød det som om, der var flere mennesker, og jeg kunne ikke kæmpe mod nysgerrigheden, der fik mig til at læne mig op ad væggen og bevæge øret tættere på sprækken i døren.

    ”Hvad har du tænkt dig at gøre?” spurgte en stemme, som jeg vidste var Tailos.

    ”Jeg ved det ikke. De ti mænd jeg sendte mod Sydlandet for et par dage siden er døde. En af dem kom ridende tilbage med store skader og fortalte at resten var blevet slagtet. Jeg må vel bare sende en ny flok af sted,” svarede Alia og sukkede tungt.

    ”Du kan ikke risikere så mange af dine soldaters liv. Kongen i Sydlandet har altså ikke haft meget tilovers for folk, som ikke er ildbetvingere, siden du forlod ham, og da slet ikke når de kommer for at stjæle Abokarien tilbage. Hvad med at udvælge nogle fra Ildfolket. Der må vel være nogen, du tror vil kunne klare det.”

    ”Jeg har jo sagt det til dig Tailo. Jeg stoler ikke på dem.” Jeg knyttede min hånd og bed tænderne hårdt sammen. Tænk at hun sagde sådan lige foran Tailo.

    ”Helt ærligt, så ville du jo heller ikke stole på mig, hvis ikke det var fordi, jeg ikke brugte mine evner. Det hænger jo ikke sammen Alia. Ildfolket er til at stole på, men du gider ikke engang prøve at forstå dem.”

    ”Nej det gør jeg ikke! Tailo du boede endda i Sydlandet, inden vi flygtede. Du så, hvordan de behandlede os andre…”

    ”Du giftede dig med Vatokan!” udbrød Tailo. ”Jeg forstår simpelthen ikke, hvad der fik dig til først at gifte dig med en som Vatokan, der behandler andre mennesker på den måde, og bagefter giftede du dig med Astan, som viste sig at hade alle betvingere. Hvad tænkte du på?!”

    ”Jeg giftede mig med Vatokan, fordi jeg elskede ham, og det gjorde jeg stadig, da jeg besluttede at rejse, men nogen gange er man nødt til at gøre ting, man ikke har lyst til for at rede sit folk. Han behandlede ikke andre betvingere ordentligt.” Hun råbte af Tailo nu, men han lod sig overhovedet ikke skræmme af hende. ”Jeg giftede mig med Astan i et forsøg på at bringe betvingerne sammen med de evneløse, men han forstod det simpelthen ikke. Han respekterede os, men han forstod os ikke, og jeg fandt ud af, hvor dumme evneløse mennesker er, så jeg rejste. Jeg fandt simpelthen ud af, at det var bedst, hvis vi alle sammen bare holdt os til os selv. Du ved hvad han blev til Tailo. Han slagtede alle betvingere, han kom i nærheden af, efter jeg rejste.”

    ”Hvorfor har du aldrig fortalt mig om det her før? Hvorfor rejste du fra Sarina?”

    ”Astan ville ikke lade hende komme med mig. Der var ingenting jeg kunne gøre.”

    ”Du lod Sarina vokse op hos en mand, der praktisk talt ikke forstod hende.”

    ”Ja det kan jeg da godt forstå, han ikke gjorde, og skal jeg være ærlig, har han ikke været særligt god til at opdrage hende. Hun forstår ingenting.”

    ”Det er fordi Sarina er sin egen. Hun prøver ihærdigt at holde fast i de ting, hun tror på, fordi hun er stædig, men også fordi Sarina ved, hvad der er bedst for hende. Hun går ikke på kompromis, hvis hun er sikker i sin sag.”

    ”Hun er kun et barn…”

    ”Sarina er voksen, og det er på tide, at det snart siver ind i dit hoved.”

    ”Jeg er hendes mor, og derfor bestemmer jeg! Hun er ikke klar til at være dronning, så jeg gør hende blot en tjeneste ved at tage den byrde for hende.”

    ”Du har ikke været hendes mor i mange år!” Tailo fnøs højt. ”Du kan da ikke bare krone dig selv til dronning. Det er Sarinas job, og nu har hun endelig fundet sig til rette i den tanke. Det her har overhovedet ikke noget at gøre med, om Sarina er et barn. Jeg har gennemskuet dig Alia. Hver gang Sarina siger noget, fortæller du hende det modsatte. Er det et eller andet sygt forsøg på at gøre hende usikker? Prøver du at manipulere med hende?”

    ”Lyt til dig selv Tailo. Det er jo latterligt.”

    ”Ja det er det, men jeg tror, jeg har ret. Du har ingen ide om, hvem du har at gøre med Alia. På et eller andet tidspunkt kan Sarina ikke klare det mere, og så er jeg glad for, at jeg ikke er dig. Jeg kender hende.”

    ”Sarina tør ikke sige mig imod. Hun har ingen selvtillid.”

    ”Det skal du ikke være så sikker på. Jeg advarer dig Alia.”

    ”Jeg troede, at du forstod mig Tailo! Jeg var dronning af Nordlandet i tre år efter at have været dronning af Sydlandet i fem, det burde da være mig, der tager den trone igen. Jeg troede, at du var på mine side.”

    ”Jeg er på Sarinas side, og hvis du ikke er på samme side, så er jeg bange for, at jeg må sige nej. Der er blevet spået nogle vigtige profetier om den pige, og jeg ved at Sarinas hjerte sidder det rigtige sted. Hun har ingen intentioner om magt, og hun har ikke nogen fordomme om nogen mennesker. Det eneste hun ønsker er at samle Gia Livaria igen, og det sker ikke, hvis du sætter i stopper for det.”

    ”Man kan ikke stole på jer ildbetvingere overhovedet. Hvis du ikke er loyal mod mig, så er du velkommen til at forsvinde. Jeg vil ikke se dig i Safir Bismara igen Tailo.”

    ”Kom ikke og sige, at jeg ikke advarede dig Alia. I har set mig for sidste gang her.”

    Der lød hastige skridt mod døren, og jeg vidste, jeg at ville blive opdaget, da jeg ikke kunne nå at stikke af. Døren blev åbnet, og Tailo stormede ud, men heldigvis var Alia ikke med ham. Han så mig selvfølgelig, men han blev ikke sur. Han sendte mig blot et skævt smil og fortsatte ned af gangen.

    Sæt hende på plads Sarina. Jeg tror på dig, lød det i mit hoved og et smil kom frem på mine læber. Dog gik jeg ikke ind til Alia. Jeg havde brug for lige at tænke over, de informationer jeg lige havde fået. Nu havde jeg endelig fundet ud af, om hun rent faktisk bekymrede sig om mig. Svaret var nej. Hun kunne ikke være mere ligeglad med mig, men jeg ville vinde hendes tillid alligevel. Det kunne blive nyttigt at have, men jeg vidste også, at jeg måtte begynde at tage sagen i egen hånd.

    Jeg tog fat i kjolen for ikke at falde i den, da jeg løb ned af gangen efter Tailo. Har var allerede langt nede, men jeg nåede ham, greb fat i hans skjorte og stoppede forpustet op ved hans side.

    ”Tailo?” spurgte jeg, og han stoppede op. ”Prøv at se, om du kan finde Rosa.”

    ”Sarina, Rosa er død, og jeg ved heller ikke, hvordan Rosa ser ud.”

    ”Rakian fortalte mig noget om, at Rosa måske ikke er helt væk. Sansan så det ikke helt præcist, selvom han var meget sikker på, at hun ikke lever mere. Jeg tænkte bare, om der var mulighed for, at du kunne prøve at finde hende. Jeg kan vise dig, hvordan hun ser ud.” Jeg kiggede ham ind i øjnene, og jeg kunne se, hvordan han reagerede på, at jeg langsomt gled ind i hans sind. Jeg forsøgte mig med noget, jeg ikke havde prøvet før, nemlig at sende billeder til ham. Jeg viste ham billeder af Rosa, de ting vi havde lavet sammen, og hvilke evner hun besad.

    ”Holdt da op,” mumlede han med vidt åbne øjne. ”Det er længe siden nogen har fremstillet så flotte og præcise billeder fra fortiden.”

    ”Virkelig?” spurgte jeg forundret.

    ”Ja. Jeg har det som om, jeg var der, da tingene skete. Hvorfor skal jeg finde hende?”

    ”Jeg ved, at Alia ikke vil hjælpe mig, og hendes folk lytter til alt, hvad hun siger, men hvis du finder Rosa…”

    ”Vi har brug for en hel del flere folk, hvis vi skal gøre nogen forskel,” afbrød han mig.

    ”Jeg tænkte, at hvis du finder Rosa, så kan hun hjælpe dig med at finde nogen, der er på min side. Rosa kender Vildana, der bor i Berna, og måske kan de to sætte noget i gang i byen. Vi skal have så mange så muligt til at tro på, at vi skal forene Gia Livaria til et land igen. Hvis vi gør det, er det nemmere for mig at få dem over på min side.”

    ”Sarina, du er ved at starte en krig her,” sagde han lavmælt mens han så sig omkring efter folk der lyttede.

    ”Måske er det en krig, der skal til for at få fred.”

    ”Hvor skal jeg lede efter Rosa?”

    ”Tag tilbage til Sall. Du kan jo starte med at lede efter hendes lig, for hvis der ikke er et lig, er der måske en mulighed for, at hun findes i live et sted. Se om du kan finde nogle spor, og se hvor de mon red hen.”

    ”Er du ved at miste forstanden?!” Han kløede sig tænksomt i skægget. ”Hvorfor tager du ikke med mig så?”

    ”Jeg kom bare til at tænke på, om det nu var det bedste, at Abokarien kom i Alias hænder. Alia har lige gjort det klart, at hun mener, at det er hende, der skal være dronning. Jeg tror hun savner at have magt, og det får hun, når de får fat i Abokarien. Hvis jeg bliver her, og ser om jeg kan finde nogen, der tror på mig, så kan vi stikke af mod Sydlandet, og se om vi kan befri Luna.”

    ”Og hvad så? Vil du gå i krig mod Alia?”

    ”Nej. Jeg ved det ikke endnu.”

    ”Er du sikker på, at du kan klare det her Sarina. Det er altså ikke noget, man bare lige gør.”

    ”Hvis man bare ser til og lader tingene ske, så sker der jo aldrig noget. Nogen er nødt til at sætte noget i gang, og det kunne meget vel være os. Du kunne tage Rakian med dig, og så bliver Sansan her.” Det så ud som om, han lige skulle tygge lidt på den, inden han alligevel gav sig.

    ”Fint. Hvor er han?” spurgte han så, og et smil prydede mine læber.

 

***

 

Min hånd var flettet stramt ind i Rakians, da vi gik ned mod udgangen til Safir Bismara. En gang imellem lod jeg blikket glide op på ham, for bagefter at falde ned på vejen igen. Jeg ville komme til at savne ham så meget, at det ville gøre helt ondt, men på den anden side, var jeg meget sikker i min sag. Jeg var helt og aldeles sikker på, at det rent faktisk kunne blive til noget, og det sted Rakian kunne være til mest nytte, var hos Tailo. Måske kunne de endda finde Max og Monikka. Jeg vidste bare, at det ville være for stor en risiko at løbe, hvis jeg tog ham med til Sydlandet, når han ikke havde nogen evner. Han havde den fantastiske evne at tale til folk, så de forstod ham og ville med ham, så selvfølgelig havde han evner. De evner han havde, skulle bare bruges andre steder, og jeg turde ikke tænke på, hvad der ville ske, hvis jeg efterlod ham hos Alia alene uden hverken mig, Tailo eller Sansan, når vi tog mod Sydlandet.

    ”Er du sikker på det her?” spurgte han usikkert, da vi stoppede op ved udgangen.

    ”Jeg er helt sikker Rakian. Pas på dig selv.” Jeg havde lyst til at åbne for vandsluserne, men stoppede mig selv. Jeg nøjedes med at begrave ansigtet i hulningen på hans skulder og knuge ham så hårdt ind til mig, at han knap nok kunne få vejret.

    ”Du ved jeg elsker dig,” sagde han stille.

    ”Og jeg elsker dig. Jeg kommer til at savne dig mere, end du kan forestille dig.” Jeg lagde begge hænder på hans kinder og trykkede mine læber mod Rakians i et kys fuld af passion og varme. Jeg lod det vare lidt tid, mens jeg sørgede for at nyde det. Jeg vidste, at der ville gå noget tid, inden jeg ville se ham igen.

    Mine fingre mærkede en underlig bulet tot af hans hår, der var lidt længere end det andet, lige bag hans øre. Jeg brød kysset og kiggede lidt nærmere på det. ”Rakian er det en lille fletning, du har i dit hår?”

    ”Ja. Da de klippede mit hår, bad jeg dem om at lade være med at klippe den tot. Det lyder nok en smule tosset, men jeg vil først klippe den af, når alt det her er overstået, og vi to kan være sammen, uden folk kan sige noget imod det.” Jeg fnes.

    ”Det er lidt tosset, men jeg kan lide det. Behold du bare den. Jeg glæder mig til at se, hvor lang den er, næste gang vi ser hinanden.”

    ”Jeg håber ikke, den når at vokse så meget” svarede han.

    ”Hvorfor ikke?”

    ”For så betyder det jo, at vi er sammen igen.” Han kyssede mig på panden, og jeg trak mig væk for at gå over til Tailo.

    ”Du får et kram, om du vil det eller ej Tailo,” sagde jeg og svang armene om ham.

    ”Lov mig, at du ikke bare stikker af til Sydlandet uden at sætte Alia på plads inden. Det trænger hun altså til, og jeg tror, at du er lige den rette til at gøre det,” sagde Tailo og smilede skævt. ”Jeg troede på, at hun kunne hjælpe os, men det ser ud til, at jeg tog fejl.”

    ”Hav det godt i to. Vi ses forhåbentligt snart.” De steg op på deres heste, og Rakian gav min hånd et sidste klem, inden de satte i galop. Jeg stod et øjeblik og betragtede dem, mens de langsomt forsvandt i horisonten og den tåre, jeg så ihærdigt havde holdt inde, trillede ligeså stille ned af min kind.

    Nu er det kun os to hva’? hørte jeg en stemme i mit hoved. Jeg vendte mig om for at se Sansan sidde på bagdelen i græsset. Jeg dumpede ned ved siden af ham og kløede ham bag øret.

    ”Hør Sansan, jeg har brug for din hjælp til noget.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...