Ilden i mig - Anden bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2014
  • Opdateret: 29 maj 2014
  • Status: Færdig
The story goes on... Sarina er på vej ind i Safir Bismara med mod på sjælen ved tanken om at skulle møde sin mor. Det hele ender dog i et familierod, som Sarina aldrig havde troet, hun var en del af, og den eneste hun har tilbage at stole på er faktisk sig selv. Det er et drama med nye venner, familie og underlig kærlighed. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - anden bog ud af tre.

26Likes
8Kommentarer
2587Visninger
AA

3. Alia

Sarina

Jeg lod nysgerrigt mit blik glide over byen i sin travle stund. Safir Bismara. Jeg tænkte meget på Thornag, mens jeg gik ned af vejen og så husene, som på sin vis havde meget til fælles med dem i Thornag, og så alligevel ikke. De var bygget af store sten, og tagende var beklædt med strå. På nogen af dem groede der græs, og ukrudtet stod ud af de fleste sprækker. Det var så interessant at se, hvordan nogle af husene var formet af jord, og jeg forestillede mig, at det var jordbetvingerne, som havde udnyttet det praktiske i sine evner og formet et stort permanent stenhus, som ikke kunne gå i stykker.

    I baggrunden kunne man se noget, der lignede et slot, men som så meget andet i byen var det anderledes, end hvad jeg havde set før. En slags bygning, der gik i et med bjerget, hvor grønne planter snoede sig op ad væggene og blomster stod ud af krogene. Mønstre og symboler, der udsmykkede alle flader på en mystisk facon. Jeg syntes det var smukt og charmerende.

    Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at min mor måske sad inden for de mure, og for hvert skridt jeg tog mod den store bygning, blev jeg mere nervøs. Nu var jeg så tæt på at have nået et af mine mål, men pludselig var jeg i tvivl, om jeg turde.

    Jeg fandt mig selv stå og betragte porten til den enorme bygning, som var hugget ud af bjergsiden. Den store trappe, som vi stod på var lavet af glimtende granitsten med hvide rosenbuske på begge sider. ”Kommer du?” Rakian stoppede op og så på mig med et skævt smil på læben. Jeg tøvede. Jeg var nervøs, for tænk hvis der var en grund til, at hun rejste fra mig i tidernes morgen. Var hun ligeglad med mig?

    ”Det tror jeg,” mumlede jeg.

    Rakian grinede. ”Du er så hård og tager gerne kampen op mod en flok mænd, men du er bange for at møde din egen mor.”

    ”Prøver du på at være sjov?” spurgte jeg, mens jeg stirrede på den kæmpemæssige port, der var holdt sammen med store jernhængsler, som var smedet ligeså meget for kunstens skyld som for det praktiske.

    Slottet Thornag var et slot med høje mure og en voldgrav. Hvor den store port ud mod voldgraven var åben altid, selvom selve indgangen til den indvendige del af slottet kun blev åbnet hvis man havde tilladelse. Det var på slotspladsen som var omgivet af de høje mure, hvor man kunne deltage i markeder, de små turneringer og festligheder, selv hængninger, men her i Safir Bismara var det hele så åbent. Det virkede for mig som et kunstværk som skulle bringe ynde til en allerede smuk by - ikke et slot.

    Rakian lagde en hånd på min lænd og skubbede mig med op til de to vagter, der bevogtede de kæmpemæssige døre. Tailo gik ind foran os og rømmede sig.

    ”Vi er kommet for at tale med Fru Alia. Det er meget vigtigt.” Mændene så på os med et skeptisk blik. ”Jeg er Tailo Raimar, en gammel ven af Alia, og jeg har nogle venner med, som har et vigtigt emne at diskutere med hende.”

    ”Jeg skal spørge, om hun har tid.”

    ”Vi vil gere snakke med hende hurtigst muligt.”

    ”Jeg skal se, hvad jeg kan gøre.” Han forsvandt hurtigt ind ad porten, og der gik lidt tid, inden han kom tilbage med en lille dame, der viste os ind i forhallen. Jeg funderede kort over, om det var hende, men det fandt jeg hurtigt ud af, det ikke var.

    ”Jeg hedder Mira, og jeg skal blot bede jer om at gå ind i salen, så kommer Fruen lige om lidt.” Hun viste os ind i salen med store vinduer, som lyste ned på gulvet på den ene side, og jeg kunne for alvor mærke, hvordan nervøsiteten begyndte melde sig. Min mave vendte sig og skabte sig, og hjertet bankede, som havde den sin egen lille fest i mit bryst.

    ”Tag det roligt Sarina,” sagde Rakian, som kunne mærke min spænding.

    Med det samme åbnedes dørene i den anden ende af salen, og ind kom en smuk kvinde med brunt langt hår, som bølgede ned om hendes skuldre. Hun havde en rød kjole på med blonder og broderier der strakte sig ud over det glatte stof. Først kunne jeg ikke forstå, at jeg skulle være i familie med hende, men jeg lagde mærke til den lille dråbeformede glaskrystal, der hang i en sølvkæde om hendes hals, og hendes smil jeg kunne genkende, selvom det var forfærdeligt lang tid siden jeg havde set hende sidst. Det var min mor, fuldstændig som jeg kunne huske hende fra det ene minde, jeg havde.

    Vidunderligt smuk.

    Hun kom smilende hen til os og stillede sig foran os. ”Tailo min ven. Det er længe siden.” Hun smilede til ham, og i en fart bukkede han dybt for hende.

    ”Alt for længe, mener jeg,” svarede han og gengældte hendes smil. Se det var et syn, man ikke så hver dag. Tailo der smilede.

    ”Bestemt, bestemt.” Hun nikkede med et alvorligt udtryk i ansigtet. ”Hvem har du med?” Hun smilede til os andre, og Rakian og jeg skyndte os at bukke ligesom Tailo.  

    ”Jeg hedder Rakian Otari,” sagde han. ”Det er en ære at møde dem fru Alia.” Rakian var ikke noget dårligt mennesker, men jeg havde ikke engang troet, han ville være så høflig.

    Jeg tøvede, da det var min tur. Jeg vidste ikke, om jeg turde sige mit navn. ”Kom nu. Hvad hedder de?” spurgte hun mig, og jeg bed mig i læben.

    Jeg så hende lige ind i øjnene. ”Sarina Gaolari,” svarede jeg og stilheden lagde sig over rummet. Alia stivnede fuldstændig, og hendes smil blegnede.

    ”Det kan ikke passe,” mumlede hun. ”Er det virkelig dig?” Jeg nikkede og rødmede.

    Hun tog et skridt frem mod mig og løftede hånden for at lade den røre min kind. I det samme havde jeg lyst til at stille mig til at græde, men jeg holdt det i mig. Det var som om, der var et hul i mig, som blev repareret med det samme, jeg så hendes ansigt. Nu vidste jeg endelig, at det billede jeg havde i mine tanker var sandt. Jeg vidste ved den kærlige måde hun rørte min kind, at hun havde tænkt på mig, at hun havde savnet mig.

    ”De er min… mor.” Jeg syntes ordene lød så mærkværdigt i min mund. Sidst jeg havde brugt de ord, havde jeg kun været knap tre år gammel. Det hele føltes så bizart, som om det ikke var sandt. Jeg kunne ikke forholde mig til det.

    ”Åh lille skat.” Hun tog et skridt frem og lukkede afstanden imellem os, da hun omfavnede mig og knugede mig ind til sig. Jeg havde svært ved at finde ud af, hvordan jeg skulle håndtere det, så jeg valgte ikke at gengælde krammet. Et eller andet sted, var der noget der gnavede i mig, fordi hun havde forladt mig til fordel for sit eget folk. Derfor var jeg også en smule lettet, da hun trak sig væk og lod mig komme mig over det. ”Du ligner så meget… din far. Astan var en god mand inderst inde men…”

    ”Vi ved begge to godt, at Astan ikke var min rigtige far, så ham kan jeg ikke ligne.”

    ”Du har ret.” Hun gav min skulder et klem. "Men du ligner din far." Hun kiggede ned på mit tøj. ”Hvorfor har du det tøj på?" grinede hun. Jeg bed tænderne sammen af irritation, selvom jeg allerede havde forberedt mig på, at det var sådan hun ville tage imod min tøjstil. ”Det finder vi ud af senere, men først er der noget, jeg skal have på det rene. Har du fundet dine evner?” Hun smilede spændt.

    ”Ja det har jeg.”

    ”Jeg går ud fra, at siden du har udseendet fra din far, så må du havde noget andet fra mig.” Hun havde et forventningsfuldt udtryk i ansigtet, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle sige det. Hun var vandbetvinger. Havde jeg virkelig arvet alt fra Vatokan? Jeg besluttede mig for at vise hende det i stedet, så jeg rakte min hånd ud og lod ilden løbe igennem mig. Hvis hun elsker mig, er hun ligeglad, sagde jeg til mig selv.

    Hun så frygteligt skuffet ud, da hun så, hvad jeg kunne, og hendes hånd søgte ubevidst halskæden, hun havde på. ”Det er den jeg er. Kan du ikke være ligeglad?” spurgte jeg prøvende.

    ”Jo… jo det burde jeg, men…” Hun tøvede. ”Ved du hvad? Det er fuldstændigt lige meget.” Hun smilede og tog min hånd i sin, da jeg ikke længere havde ild i den. ”Nu er vi sammen," sagde hun blidt, men hendes kolde tørre fingre klemte min hånd hårdere en nødvendigt.

    Mine øjne løb ufrivilligt i vand, selvom jeg forsøgte at tage mig sammen og tog en dyb indånding. Jeg vidste slet ikke, at det betød så meget for mig, om hun accepterede mine evner, men det gjorde det åbenbart. Indeni var jeg lige ved at bryde sammen over ikke at få accept fra en kvinde, jeg aldrig rigtig kendte. Det var absurd, men jeg måtte se i øjnene, at jeg havde haft for høje håb. Forestillet mig en smuk genforening og lykke til dagenes ende. Jeg havde håbet vi kunne være mor og datter om ikke andet bare lade som om.

    Hun vendte blikket mod Rakian. ”Hvad kan de så?”

    ”Øh.” Rakian så nervøs ud. ”Jeg er desværre ikke blevet velsignet med sådan en gave," svarede han, men hans rolige stemme havde en undertone af frygt. Han var bange for Alia, og jeg kunne sagtens følge ham. Hun havde et ubehageligt smil på sine rosenrøde læber, og et ansigtsudtryk, som ingen kunne tyde.

    ”Det var en skam.” Hun lod blikket glide ned af ham med et væmmeligt udtryk i ansigtet.

    ”Han er min bedste ven. Jeg havde håbet, at de ville forstå det,” sagde jeg.

    ”Ja da. Det er godt at have venner.” Hun så mig direkte ind i øjnene, og det var ubehageligt. Hvorfor kiggede hun på mig på den måde? ”Du kan for resten bare sige du til mig,” sagde hun kærligt.

    Jeg skyndte mig at skifte emne. ”Vi ville høre, om der var mulighed for, at vi kunne bo her lidt.”

    ”Jamen selvfølgelig.” Hun smilede igen. ”Men det gælder selvfølgelig ikke ulven der?” Hun pegede på Sansan, der sad og betragtede os. Jeg vidste ikke om jeg tog fejl, men Sansan så lettere indebrændt ud. ”Det undrer mig lidt, at de i det hele taget lukkede ham ind.”

    ”Jo det havde jeg regnet med. Sansan er en rigtig god ven, og slet ikke som du tror.”

    ”Jeg ved ikke… ulve er egentligt ikke tilladt at komme ind i byen.”

    ”Vi ville virkelig sætte pris på det. Vi har alle sammen rejst længe, og Sansan er ligeså udmattet som os. Jeg lover dig, at han ikke vil være til besvær.”

    ”Fint. Han kan dele værelse med en af jer.” Hun vendte sig mod Mira, der stod i den anden ende af rummet. ”Vil du sørge for, at der er tre værelser klar?” Mira nikkede og forsvandt. ”Ved i hvad vi trænger til ovenpå det her? Jeg vil holde en fest… for dig min skat.” Hun lod igen en hånd stryge mig over min kind.

    ”Vi har også nogle ting, vi er nødt til at drøfte med dig. Vi har brug for din og de andres hjælp til noget. Det drejer sig om Abokarien, der er havnet i hænderne på Vatokan, og hun er nødt til at komme ud, inden hun bliver fra forstanden," sagde Tailo. Alia tog sig til panden og sukkede.

    ”Det var da utroligt med ham. Kan han da ikke bare for en gangs skyld holde fingrene for sig selv?” spurgte hun sig selv og rystede på hovedet. ”Den mand er da umulig. Nå men jeg syntes, vi skal snakke om det, når vi har fejret, at du er kommet. Vi holder en fest i morgen, og indtil da syntes jeg bare, at du skal slappe af min kære.” Hun smilede til mig. ”Mira kommer om lidt, og viser jer til jeres værelser, men nu er jeg nødt til at forlade jer, for jeg har noget jeg skal ordne.”

    Tailo bukkede igen, og vi fulgte hans eksempel.

 

***

 

Jeg sad på en af de fine stole med benene trukket op, så jeg kunne hvile hagen på mine knæ. Mit blik gled over det fine værelse, der ikke var så meget anderledes, fra det jeg havde i Thornag. Jeg undersøgte det flotte håndværk i mønstrene på stolene, og den store himmelseng med de bløde puder i de fine lagner. Det var kvalmende pænt alt sammen, og pludselig sad jeg og savnede den hårde skovbund.

    Jeg havde ingen ide om, hvad Rakian lavede inde ved siden af, men lige nu ville jeg helst have, at han var hos mig.

    Jeg sukkede for mig selv og gemte ansigtet i mine knæ.

    Døren gik op. ”Sarina?” spurgte Rakian og lukkede døren efter sig, da han gik hen til mig. ”Hvad er der galt? Er du ikke glad?” Jeg løftede hovedet og mødte hans blik.

    ”Skal jeg være ærlig, så nej,” mumlede jeg. ”Alia opføre sig, som om, det hele bare er godt igen, men det er det ikke, og hun kan ikke engang acceptere, at jeg ligner Vatokan. Du så hendes ansigt. Det var ikke andet end skuffelse. I morges troede jeg, at det ville være den perfekte genforening, og at jeg gerne ville have en mor. Hun er jo bare skuffet over mig, ligeså meget som far var.”

    ”Se det på den lyse side. Prøv lige at se en seng, du skal sove i, i nat.” Et smil spillede på mine læber ved hans håbløse forsøg på at opmuntre mig. Rakian satte sig på bordet foran mig. ”Vil du med ud at gå en tur sammen senere, når du har haft tid til at hvile dig?” spurgte han.

    ”Det lyder fint.” Jeg smilede skævt og rejste mig for at lægge armene om ham. Jeg brugte nogle sekunder på at indsnuse hans lugt og mærke varmen, inden jeg løftede hovedet og placerede mine læber mod hans.

    ”Tænk på, hvor meget du har ønsket at få det på plads med din mor. Det blev ikke, som du havde regnet med, men uanset hvad er hun din mor, og du har endeligt fundet ud af, hvad der skete med hende.” Han tog mit ansigt i sine hænder og kyssede mig på panden mellem øjenbrynene. ”Jeg tror du har mere ro nu trods alt.”

    ”Måske har du ret, men jeg kan næsten ikke forstå det. Hun er meget kønnere og elegant, og jeg ligner hende slet ikke. Jeg opføre mig som en dreng og ligner Vatokan.” Jeg skar ansigt.

    ”Hvad er det for noget vrøvl. Jeg synes du er meget smukkere, og jeg kan lide, at du opføre dig som en dreng, for det gør dig endnu dejligere, når du en sjælden gang imellem tager en pæn kjole på.”

    ”Synes du det?”

    ”Ja da. Og måske ligner du Vatokan, men ham kender jeg ikke, og jeg kan sagtens se dig i Alia. I har begge et ulæseligt ansigtsudtryk.” Jeg fnes. ”Men heldigvis kender jeg dig så godt, at jeg efterhånden har lært at tyde det.”

    ”Det er mig en gåde, hvordan du altid formår at få mig i godt humør igen. Jeg kommer ind til dig senere,” sagde jeg.

    ”Det er i orden,” sagde han og slap mig for at gå hen til døren. Han sendte mig et opmuntrende smil, inden han forsvandt og lukkede efter sig.

    Jeg stirrede stadig på døren langt tid efter, han var gået, mens jeg dagdrømte lige til det bankede på og et mindre chok slog mig. ”Kom ind!” råbte jeg forvirret og rystede på hovedet.

    En pige der var omkring et par år yngre end mig kom ind ad døren med nogle klæder i favnen. ”Jeg skulle aflevere den her, og spørge om de kunne tænke dem et bad.”

    ”De behøver ikke sige de til mig. Kald mig Sarina.”

    ”Hvis de ikke har noget imod det, kalder jeg dem helst de, for det foretrækker fru Alia, at vi gør. Skal jeg gøre et bad klar til dem?” spurgte hun.

    ”Ja det må de gerne, men hvad hedder de?” Hun havde nogle kønne dådyrøjne og lysebrunt hår, der var sat op i en knold med vildfarne krøller, der faldt ned langs siderne af hendes ansigt. En køn pige i det hele taget.

    ”Jeg hedder Mella.” Hun smilede og begyndte at folde stoffet ud, som hun havde i sin favn. ”Se hvad fruen har skaffet. Er den ikke fin?” Hun så drømmende ned på den grønne kjole, hun holdt op foran mig. ”Den er til dem, som de kan have på i dag. Fruen lader dig låne en af hendes finere kjoler i morgen aften til festen.” Hun hang den over stolens ryglæn og gik hen i den anden ende af det store værelse for at gøre et bad klar. Jeg havde et badekar på mit værelse ligesom i Thornag. ”De kan tro, fruen er glad for at se dem. Hun kan ikke snakke om andet, men hvis jeg må betro dem noget, så er hun ikke for glad for deres ven.” Hun bed sig i læben og rødmede en anelse. ”Han virker ellers flink.” Jeg måtte standhaftigt holde mig selv fra at grine over hendes saglige blik, mens hun snakkede om Rakian.

    Mella holdt begge hænder ind over badekaret, og med et var karet fyldt med vand. ”De er vandbetvinger?” spurgte jeg.

    ”Ja,” svarede hun stolt. ”Ligesom fruen.” Hun fandt et håndklæde, som hun lagde på en stol, hvorpå der også stod en skål rosenblade ved siden af badekaret. ”Badet er klar. Skal jeg hjælpe dem med at klæde dem af?”

    Jeg rynkede på næsen. ”Nej ved de hvad, jeg tror jeg klare mig.” Allerede den gang jeg var ti år, havde jeg bedt tjenestefolkene lade være med at hjælpe mig med at klæde mig af. Det fik mig til at føle mig så hjælpeløs at have folk til at tage mit tøj af. ”De behøver heller ikke at blive, hvis de har andre ting, de skal.”

    ”Jeg kigger ind til dem senere så.” Hun nejede og forsvandt ud af døren. Jeg havde det som om tiden var skruet tilbage til den gang, jeg boede i Thornag. Det var virkeligt besynderligt.

    Jeg klædte mig af og sænkede mig ned i det varme vand, som omsluttede mig og formede en afslappende følelse i mig. Jeg var nødt til at indrømme, at det var vidunderligt. Derfor sad jeg der også i rigtig lang tid, og jeg vaskede mit hår rigtigt grundigt for alt det snavs, der havde forvandlet den røde farve i mit hår til brun. Jeg satte tommel og pegefinger om næsen og dykkede ned under overfladen, hvor jeg lå helt indtil luften ikke længere kunne undværes og satte mig brat op. Jeg pillede et par rosenblade ud af håret og lagde armene rundt om mine underben. Jeg havde aldrig lært at svømme. Da jeg var lille var jeg bange for vand, så når jeg skulle i bad, måtte det ikke gå mig længere end til navlen, og da jeg blev ældre fandt jeg på undskyldninger, når nogen ville lære mig det. Det måtte vel have noget med mit ildbetvinger-gen at gøre. Ildbetvingere var kendt for ikke at kunne svømme, havde jeg hørt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...