Blake

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 apr. 2014
  • Opdateret: 22 apr. 2014
  • Status: Igang
I denne historie følger vi Blakes liv fra hun er 9 år gammel til næsten 20 år. Blake går igennem meget i løbet af sin barndom, hvor hun vokser op med sin mor, Tess, på landet i England. Hendes far, Joe, er forsanger i et kendt rockband. Han bor og arbejder i USA, hvilket gør at Blake ikke ser ham ofte. I løbet af barndommen ser hun nogle ting, der gør alt meget sværere for hende. Vil alle Blakes ønsker for fremtiden gå i opfyldelse, og vil hun være i stand til at forblive stærk igennem de hårde perioder af sit liv? Læs med her.

3Likes
30Kommentarer
302Visninger
AA

10. Kapitel 9: Blake, 17 år.

Kapitel 9: Blake, 17 år.

 

Jeg gik ned af det solbeskinnede fortov mod den lille kiosk på hjørnet for at købe cigaretter. Udenfor kiosken stod tre store fyre, der så ud som nogle hårde typer. Jeg gik med bestemte skridt ind i kiosken.

”Jeg skal have en pakke røde,” sagde jeg og prøvede at beherske min stemme. Det var ligegyldigt, for kioskmanden var tydeligvis ligeglad med hvor gammel jeg var. Jeg betalte, og gik hurtigt ud.

 

”Er du gammel nok til at ryge?” spurgte en af drengene drillende. Jeg svarede ikke.

”Jeg kommer om lidt, gutter,” hørte jeg ham sige til sine to venner. Jeg kunne mærke, at han løb efter mig, prøvede at indhente mig.

”Har du travlt?” spurgte han.

”Nej,” sagde jeg så. Jeg var jo ikke uhøflig.

”Hvor skal du hen?” spurgte han, og greb fat i min arm, for at standse mig.

”Hvorfor er du så nysgerrig?” lo jeg.

”Det ved jeg ikke. Giver du en smøg?” sagde han. Han var overraskende venlig på trods af hans tatoverede udseende. Det havde jeg ikke regnet med. Det nyttede jo heller ikke, at jeg var fordomsfuld.

”Jeg har ingen lighter,” sagde jeg. Han så skuffet på mig.

”Vent! Jeg har en,” sagde han, og fiskede en lighter op af baglommen. Jeg åbnede cigaretpakken.

”Her,” sagde jeg og rakte ham en cigaret.

”Skal du noget nu?” spurgte han.

”Næ, ikke rigtig,” sagde jeg.

”Vil du gå en tur?” spurgte han.

”Okay så.”

 

Vi gik lidt i tavshed og røg.

”Hvad hedder du egentlig?” spurgte han så efter lidt tid.

”Blake.”

”Blake hvad?” spurgte han.

”Blake Carlson,” svarede jeg.

”Fedt. Jeg hedder Nasir Brown,” sagde han og tog min hånd, hvorefter han energisk rystede den.

”Hvor gammel er du så?” spurgte jeg, og sparkede til en sten, der lå på fortorvet.

”Tyve,” sagde han og smilede skævt.

”Jeg er sytten,” sagde jeg og følte mig flov.

”Du er en baby!” grinede han.

 

    * * *

Efter at have tilbragt en hel eftermiddag med Nasir, og udvekslet adresser, var jeg endelig hjemme. Lejlighedens dør stod åben, da jeg kom.

”Hej Mormor! Jeg er hjemme,” sagde jeg. Intet svar.

”Er du hjemme?” råbte jeg. Stadig intet svar. Så kom jeg ind i stuen, hvor hun lå. Min mormor lå på gulvet, helt stiv.

”Åh nej. Åh nej! Hvad?!” sagde jeg og kunne mærke, at jeg var ved at gå i panik. Jeg ruskede hårdt i hendes livløse krop.

”Mormor, du må ikke være død,” sagde jeg og kunne mærke en enorm klump i min hals.

”Hvad skal jeg dog gøre?” hviskede jeg hulkende til mig selv. Hurtigt gik jeg hen til det lille runde bord med hvid broderidug på, hvorpå telefonen stod. Jeg anede ikke hvem jeg skulle ringe til. Jeg endte med politiet.

 

   * * *

”Giselle Monique har skrevet i sit testamente, at hun testamenterer alt til sit eneste barnebarn Mariah Blake Katherine Carlson. Det må være dig,” sagde den politimand, jeg sad med. Jeg skælvede og anede ikke hvad, jeg skulle stille op.

”Giver hun alt hvad hun har til mig?” spurgte jeg.

”Ja,” svarede politimanden.

”Men … ” begyndte jeg.

”Men hvad?” spurgte han.

”Ikke noget.”

 

Da jeg kom ud fra politistationen, var jeg ét stort følelsesmæssigt vrag. Jeg græd så meget, at jeg næsten ikke kunne magte at stå op. Jeg gik over til busstoppestedet, men blev stoppet af en hånd på min skulder.

”Blake, er det dig?” lød en velkendt stemme. Nasir.

”Nej,” prøvede jeg uden held.

”Hvad er der dog galt?” spurgte han, og lød temmelig forskrækket.

”Det er bare det hele! Min mormor er død, og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre nu,” sagde jeg. Jeg vidste ikke helt om jeg kendte ham godt nok til at kunne græde foran ham. Det var for sent. Jeg hulkede en del. Nasir vidste tydeligvis ikke hvad, han skulle stille op med mig, men så gjorde han det eneste rigtige som kunne gøres i denne situation. Han trak mig ind i sin favn. Længe stod han bare og holdt mig i sine arme.

”Jeg bliver nødt til at fortælle det til min mor,” sagde jeg så og kiggede beslutsomt over på en rød telefonboks.

”Har du ikke gjort det endnu?!” spurgte han.

”Nej, jeg har et noget kompliceret forhold til min mor. Vil du ikke nok vente?” skyndte jeg mig at sige og uden at vente på svar, fór jeg hen til telefonboksen.

 

Da jeg havde trykket nummeret, gik der lang tid før der blev svaret.

”Hallo?” lød en velkendt stemme.

”Mimi, det er mig Blake,” sagde jeg.

”Miss Blake! Er London god at bo i?” spurgte Mimi nysgerrigt.

”Ja, her er fint. Mimi, må jeg få lov at snakke med Mor?” spurgte jeg.

”Selvfølgelig miss Blake,” svarede Mimi, og jeg kunne høre hende kalde på Mor.

”Hej Blake,” lød Mors spidse stemme.

”Mor, jeg skal fortælle dig noget,” sagde jeg, og prøvede ikke at græde.

”Hvad er der?” spurgte hun, og jeg kunne tydeligt se hendes ligeglade ansigt for mit indre øje.

”Giselle er død,” svarede jeg. Tavshed. Mere tavshed.

”Er du der?” spurgte jeg.

”Jeg må gå. Pas på dig selv,” sagde hun, og lød helt fjern.

”Okay, farvel. Hils,” sagde jeg. Røret blev lagt på.

 

”Blev hun ked af det?” spurgte Nasir, da jeg kom tilbage.

”Ja. Ja, det vil jeg tro,” sagde jeg.

”Skal du hjem nu?” spurgte han.

”Ja, det skal jeg,” svarede jeg.

”Nå okay.”

”Vil du ikke nok tage med Nasir? Jeg har virkelig ikke lyst til at være alene lige nu,” sagde jeg, og så nervøst i jorden.

”Selvfølgelig vil jeg det,” svarede han. Jeg kunne tydeligt mærke hvor glad han blev, hvilket også gjorde mig glad. Det gjorde mig i hvert fald gladere.

”Vil du tage bussen eller gå?” spurgte jeg.

”Vi gør det som du vil,” sagde han og så på mig.

”Vi går,” svarede jeg og tog hans hånd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...