Blake

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 apr. 2014
  • Opdateret: 22 apr. 2014
  • Status: Igang
I denne historie følger vi Blakes liv fra hun er 9 år gammel til næsten 20 år. Blake går igennem meget i løbet af sin barndom, hvor hun vokser op med sin mor, Tess, på landet i England. Hendes far, Joe, er forsanger i et kendt rockband. Han bor og arbejder i USA, hvilket gør at Blake ikke ser ham ofte. I løbet af barndommen ser hun nogle ting, der gør alt meget sværere for hende. Vil alle Blakes ønsker for fremtiden gå i opfyldelse, og vil hun være i stand til at forblive stærk igennem de hårde perioder af sit liv? Læs med her.

3Likes
30Kommentarer
300Visninger
AA

9. Kapitel 8: Blake, 16 år.

Kapitel 8: Blake, 16 år.

 

Så stod jeg der. Jeg havde min ramponerede lille brune kuffert i hånden, og en sort rygsæk på ryggen. Jeg stod på Kings Cross Station, og stirrede ud over mylderet af mennesker. Jeg var ikke vandt til at omgås så mange folk, og jeg følte mig en anelse usikker. Jeg fik dog hurtigt øje på en kvinde, der stod med et skilt hvorpå der stod ”Blake Carlson.” Jeg skulle nemlig hjem og bo hos min mormor, Giselle Monique. Mor og Mormor var uvenner, det havde de været så længe, jeg kunne huske tilbage. Mormor,

Giselle, så noget besynderlig ud som hun stod der og ventede. Hun var iført en lang, spraglet og strikket cardigan i forskellige nuancer af brun. Med den ene hånd holdt hun skiltet med mit navn, i den anden havde hun en snor med en kat i. Det gjorde en meget stort indtryk på mig, at hun havde en kat med i snor. Giselles hår var gråt og sat i en fuglerede-agtig knold. Jeg gik hurtigt hen mod hende.

”Hej,” sagde jeg, da jeg nåede hende.

”Blake?” spurgte hun, og tog sine små runde briller af for at pudse dem i sin cardigan.

”Ja,” svarede jeg.

”Nå hej! Ja, jeg er din mormor,” sagde hun, og begyndte livligt at snakke.

 

Jeg sad i taxaen med min mormor, som jeg ikke havde set hele mit liv. Det var bare en smule akavet.

”Nå, kan du ikke fortælle mig lidt om dig selv?” spurgte hun og så på mig. Jeg nikkede, og tænkte mig om.

”Jeg hedder Blake, og jeg er seksten år gammel og, øhm ja, jeg er vokset op på landet med min mor,” sagde jeg, og så på hende. Hun nikkede, og tog min ene hånd i sine leverplettede halvbrune.

”Når du taler, minder du så meget om din mor,” sagde hun. Hendes stemme var tyk, og jeg var lidt nervøs for om, hun ville begynde at tude.

”Hvorfor dog det?” spurgte jeg og følte mig en lille smule skuffet over at blive sammenlignet med Mor.

”I har sådan en ens væremåde, sådan en slags karisma. Jeg ved det ikke, det gør du bare,” sagde og hun og gav min hånd et klem.

Jeg sad og gloede ud af vinduet i taxaen, slugte London med øjnene. Jeg havde kun boet her, da jeg var en baby, og jeg kunne ikke huske noget af det. Byen var så kæmpe og fyldt med liv. Jeg følte mig allerede forelsket i den.

”Vi skal af her,” sagde Mormor til taxaens chauffør. Han nikkede, og drejede ind til siden. Vi var standset lige ved en lille gyde, der så en anelse så skummel ud. I det hele taget så dette kvarter lidt skummelt ud.

Vi trådte ud af taxaen.

”Bor du tæt på?” spurgte jeg. Mormor nikkede.

”Du skal holde godt fast i dine ting. Der er mange lommetyve på de her kanter,” sagde hun. Jeg nikkede og stirrede fascineret rundt omkring mig. På vej hen til Mormors lejlighed, var jeg ved at falde over adskillige hjemløse folk, der bare lå på fortovene. Det gjorde mig en smule skræmt, men dog ikke så skræmt, at jeg rendte hjem igen. Der skulle alligevel meget til for få mig til at tage tilbage.

”Jeg bor her,” sagde Mormor, da vi nåede en utrolig smal og utrolig mørk gyde. Jeg nikkede. Hun åbnede den ulåste flaskegrønne dør til den bygning som vi skulle ind i.

”Jeg bor øverst og siden der ikke er nogen elevator, må vi gå,” sagde hun. Jeg nikkede igen.

”Jeg har forberedt lidt frokost til os,” sagde hun.

”Det var pænt af dig,” sagde jeg.

”Jeg har forresten nogle katte, foruden den her,” sagde hun og løftede katten, hun havde medbragt, op.

”Hvor mange?” spurgte jeg.

”Otte.”

”Det var mange!”

”Ja,” sagde hun, og smilede stolt.

Mormors dør var malet turkis. Dørhåndtaget var lavet som en lille kattekilling, hvilket allerede sagde nok. Da hun låste døren op, var der to katte, der var ved at løbe ud. Lejlighedens entré var meget gammeldags og rodet. Der stod en stor kommode, skåret af lyst træ. Der var flere små udskårede træfigurer af dyr, som stod på toppen af kommoden. Udover det var der flere stumtjenere og knagerækker.

”Du kan bare stille dit fodtøj, hvor du vil,” sagde hun, og bar nogle af kattene med sig ind i stuen. Jeg tog mine sorte Converse-sko af og stillede under en af stumtjenerene. Jeg gik en anelse nervøst ind i stuen.

”Hvor skal jeg gøre af mine ting?” spurgte jeg, da jeg nåede derind. Hun stod i køkkenet, men siden lejligheden ikke var særlig stor, kunne hun godt høre mig.

”Der er et ekstra værelse som du skal sove i, som du kan putte dem ind i,” fortalte hun. Jeg nikkede.

”Det er ved siden af badeværelset,” sagde hun og fortsatte med at forberede frokosten.

 

Værelset jeg skulle sove i, bestod af en seng og en lille hvid kommode. Sengen var redt med blodrødt sengebetræk. Ovenpå dynen og puden var der sjusket spredt et strikket tæppe i en olivengrøn farve. Jeg lagde min kuffert og rygsæk på sengen, for jeg orkede ikke at pakke ud. Jeg gik ind i stuen. Den bestod af en snusket grøn og ødelagt sofa, et sofabord med tre-og-et-halvt ben, et skab med glaslåger, et brunt fjernsyn af træ, mange gulvtæpper, puder med frynser, kattekurve, bogreoler og en masse andet rod. Ja, hele stuen var faktisk ét stort rod.

”Vi spiser ude i køkkenet,” råbte hun. Køkkenet var utroligt lille. Køkkenskabene var med grønne og hvide låger. Køkkenet dannede en slags ring, og midten var et lille bord og tre små stole. Bordet var dækket med en violet dug og en masse mad.

”Det ser dejligt ud,” sagde jeg og satte mig ned.

”Mange tak,” sagde hun, og tog sit blomstrede forklæde af. ”Det er jo ikke så tit, jeg får gæster, forstår du … ” tilføjede hun, og rettede nervøst på dugen.

”Det ser lækkert ud!”

Vi sad og spiste i en akavet tavshed. Ingen af os anede rigtigt hvad vi skulle sige.

”Hvad hedder dine katte egentlig?” spurgte jeg for at få en samtale i gang.

”Åh! Ja, der er Cornelius, Petra, Cæsar, Lolita, Kardemomme, Zeus og så er der Tumle og Angelina,” sagde hun, og talte ivrigt på fingrene.

”Kan du godt lide Nabokovs bog siden katten hedder det?” spurgte jeg.

”Ja! Jeg elsker den bog. Jeg opkaldte min yngste hunkat Lolita,” sagde hun, og grinede fjoget. Det var tydeligt, at hun nød at tale om sine katte. Jeg kunne også godt lide katte, så det var vel okay.

”Hvilken en var det, du havde med i dag?” spurgte jeg, og tog en frikadelle fra det gule fad.

”Det var Tumle. Han er så sød, den yngste af mine,” sagde hun, og så drømmende frem for sig.

 

     * * *

Vi sad inde i stuen. Mormor sad og strikkede et halstørklæde til en af sine katte. Jeg sad ved siden af hende og læste i en fransk udgave af Lolita. Min mormor var fra Frankrig, og havde været meget stolt, da hun fandt ud af, at jeg snakkede fransk, bare en smule gebrokkent fransk, men det behøvede hun ikke at vide. Radioen, der stod på toppen af skabet, spillede lavt noget klassisk musik i baggrunden. Jeg havde lært at kende forskel på de forskellige katte og lige nu lå Zeus og sov på min mave.

”Jeg tror, jeg går i seng nu,” sagde jeg til hende. Hun nikkede fraværende.

”Godnat Blake,” sagde hun, og gav min hånd et klem.

”Godnat Mormor.”

Jeg gik ind på det lille værelse, jeg havde fået tildelt. Det var tusmørke udenfor så vidt, jeg kunne se. Jeg havde en fin udsigt fra det lille vindue over sengen udover London. Jeg trak det mørke gardin for, og krøb ned i sengen. En skraben på min dør, fik mig til at rejse mig op. Der fandt jeg Angelina, som stod og peb. Jeg løftede hende forsigtigt op, og tog hende med over i sengen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...