Blake

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 apr. 2014
  • Opdateret: 22 apr. 2014
  • Status: Igang
I denne historie følger vi Blakes liv fra hun er 9 år gammel til næsten 20 år. Blake går igennem meget i løbet af sin barndom, hvor hun vokser op med sin mor, Tess, på landet i England. Hendes far, Joe, er forsanger i et kendt rockband. Han bor og arbejder i USA, hvilket gør at Blake ikke ser ham ofte. I løbet af barndommen ser hun nogle ting, der gør alt meget sværere for hende. Vil alle Blakes ønsker for fremtiden gå i opfyldelse, og vil hun være i stand til at forblive stærk igennem de hårde perioder af sit liv? Læs med her.

3Likes
30Kommentarer
300Visninger
AA

8. Kapitel 7: Blake, 15 år.

Kapitel 7: Blake, 15 år.

 

Mor og Far var separeret. Det havde de været i lang tid nu. Far skulle komme i dag. Det var i dag, papirerne skulle underskrives. Mor havde ligget indhyllet i et tæppe på sofaen som en burrito hele ugen.

 

Mor så ligegyldigt ud i luften. Hun vidste, at intet hun kunne gøre, ville redde situationen. Jeg følte mig tom indeni. Jeg anede ikke hvad, jeg skulle sige til hende. Jeg havde aldrig forestillet, at det ville føles sådan her.

”Det er det rigtige, der er sket,” sagde jeg, så lavt jeg kunne, så Mor ikke ville høre det. Det gjorde hun alligevel.

”Hvad mener du?”

”Du bedrog ham. Det var ikke rigtigt at gøre,” sagde jeg.

”Siden hvornår er du blevet sådan en engel?” sagde hun med en tør stemme.

”Jeg er ikke en engel. Jeg siger bare sandheden.”

 

   * * *

Det var aften. Den milde august-sol var ved at gå ned i horisonten. Far var på vej afsted. Der var intet, jeg kunne gøre for at redde situationen nu. Jeg ville heller ikke prøve, for det var Mors skyld. Det var alt sammen Mors skyld. Hun havde ødelagt vores familie. Jeg var stærk, hård. Jeg udelukkede mine følelser. Det havde jeg altid gjort faktisk. Jeg havde ikke grædt en eneste gang. Jeg havde ikke grædt, da Far havde taget sine få ejendele fra huset. Jeg havde ikke grædt, da han med bestemte skridt var gået ud til sin motorcykel med sidevogn. Jeg havde ikke grædt indtil nu, hvor jeg så hans skikkelse sætte sig op på motorcyklen. Jeg græd svagt som en lille tøs, da hans skikkelse blev mindre og mindre som han kørte ud af landvejen mod den store glødende sol. Jeg græd og græd. Da Mor gik ind på sit soveværelse, græd jeg endnu mere. Jeg havde aldrig i hele mit liv følt mig så svigtet som da Far rejste og efterlod mig alene med Mor. Det ville jeg aldrig kunne tilgive ham for.

 

”Mor?”

”Ja?” Mor lå indhyllet i et hæklet tæppe og stirrede ud i luften.

”Jeg går nu.”

”Hvorhen?” lød det fra under tæppet. Mor bed distræt i tæppets ene kvast, hvilket fik mig til at ryste bebrejdende på hovedet.

”Bare ud. Det rager ikke dig.”

 

Solen glødede. Jeg indåndede den svage og tynde aftenluft. Den blide blæst smøg sig op om mine bare arme, hvilket fik de små hår på mine arme til at rejse sig. Vinden greb fat i mit mørke hår som jeg løb der i aftenens sidste sol. Da jeg nåede ned til broen i skoven, satte jeg mig ned på jorden. Løbeturen havde gjort mig forpustet, og jeg trak vejret hurtigere end ellers. I min ene hånd havde jeg min notesbog, og i den anden min stiftblyant, hvor en valmue var malet på. Jeg fik stiftblyanten af Mor og Far, da de kom hjem fra Costa Rica. Det var den sidste ferie, de var på alene. Da de kom hjem, var de midt i en kæmpe diskussion. Dengang var jeg kun 3 år gammel og deres skænderier fik mig altid til at græde. Jeg vænnede mig godt nok til dem med tiden.

 

En af de største brændenælder var visnet, så jeg satte mig til rette der, hvor den havde stået. Mine fødder lå i vandkanten, hvor det lune vand legede med dem. Jeg åbnede notesbogen for at skrive. En grøn slyngplante, strejfede det yderste af mine storetå, hvilket gav mig kuldegysninger. Jeg tog stiftblyanten frem, og begyndte at skrive. Dens bogstaver var sølvgrå og matchede ikke rigtigt min stort set ulæselige skråskrift.

 

      * * *

Jeg var ligeglad. Fra nu af var jeg ligeglad med det hele. Mest af alt var jeg ligeglad med Mor.

 

”Blake, du kommer for meget sent til din skole,” lød Mimis stemme. Jeg nikkede bare,

”Jeg er syg i dag.”

”Men ...” begyndte Mimi.

”Jeg er syg.”

Mimi nikkede blot.

 

Ude på græsplænen lå Mor. Det havde regnet, og hun ville sikkert blive syg, men jeg gad ikke spilde min tid på hende. Hun lå bare der, helt stille, og hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, hun var død. Det ville egentlig også passe mig helt fint. Jeg følte et enormt had til Mor. Jeg ville være ligeglad, hvis hun døde. Helt ligeglad.

 

”Mimi, jeg skal lige ringe til nogen,” sagde jeg. Hun nikkede lydløst, og vimsede ud af gangen, hvor vores telefon stod. Jeg drejede nummerskiven og ventede.

”Hej Freddy,” sagde jeg så, da han tog den.

”Hey Blake,” sagde han og lød overrasket.

”Kan vi mødes?” spurgte jeg.

”Okay. Hvorhenne?”

”Det ved jeg ikke. Det er nok bedst ved hulen,” sagde jeg.

”OK, vi ses der,” sagde han og lagde på.

 

”Jeg går nu Mimi,” sagde jeg.

”Hvad hvis nogen i din skole ser dig?” spurgte hun, og gned sig i hænderne af nervøsitet.

”Det gør de ikke. Vi ses,” sagde jeg og lynede min hættetrøje.

 

Det regnede, da jeg nåede træhytten. Mine udtrådte gummisko var gennemblødte, og mit hår hang og sjaskede. Jeg fik hurtigt øje på Freddy, der stod henne ved det træ, hvor hytten var. Hans røde hår var ikke til at tage fejl af.

”Hej,” sagde jeg, og kiggede genert ned i jorden.

”Hej,” svarede han.

”Jeg synes ikke, at vi skal, øh du ved, altså komme sammen længere,” sagde jeg så efter et par minutters akavet tavshed, og så afventende på ham. Han nikkede to gange.

”Okay,” svarede han så.

”Er du gal?” spurgte jeg.

”Næ.”

 

Så sagde ingen af os rigtig noget. Freddy brød tavsheden.

”Kan jeg i det mindste få at vide hvorfor?” spurgte han. Han gloede på mig med ildrøde kinder.

”Jeg vil gerne rejse snart,” sagde jeg.

”Hvorhen?”

”Til London,” svarede jeg.

”Oh.”

”Så vi ses nok ikke mere,” sagde jeg. Han svarede ikke.

”Altså medmindre, du tager med … ” tilføjede jeg. Jeg håbede virkelig, at han ikke ville med, for jeg ville allerhelst alene afsted. Jeg vidste, at jeg ville klare mig bedre uden en bondeknold som Freddy på slæb.

Freddy rystede på hovedet: ”Nej, jeg skal ikke med til London.”

”Nå,” sagde jeg.

 

Så drejede Freddy om på hælen og skred. Jeg stod tilbage under træet, hvor det efterhånden var begyndt at regne en del.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...