Blake

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 apr. 2014
  • Opdateret: 22 apr. 2014
  • Status: Igang
I denne historie følger vi Blakes liv fra hun er 9 år gammel til næsten 20 år. Blake går igennem meget i løbet af sin barndom, hvor hun vokser op med sin mor, Tess, på landet i England. Hendes far, Joe, er forsanger i et kendt rockband. Han bor og arbejder i USA, hvilket gør at Blake ikke ser ham ofte. I løbet af barndommen ser hun nogle ting, der gør alt meget sværere for hende. Vil alle Blakes ønsker for fremtiden gå i opfyldelse, og vil hun være i stand til at forblive stærk igennem de hårde perioder af sit liv? Læs med her.

3Likes
30Kommentarer
298Visninger
AA

7. Kapitel 6: Blake, 14 år.

Kapitel 6: Blake, 14 år.

 

Far var ankommet for tre timer siden, syvogtyve minutter og enoghalvtreds sekunder siden. Han og Mor havde stort set ikke snakket med hinanden. Jeg havde på fornemmelsen, at han vidste om Mors små beskidte kærester. Han vidste måske ikke det hele, men han havde vel en mistanke.

Med små skridt gik jeg hen til hans kontor, der var for enden af gangen.

”Far?” spurgte jeg og bankede på døren til hans kontor.

”Hej trold,” svarede Far, imens han kiggede ud af sit store vindue. Det regnede udenfor. Man kunne se hele haven fra Fars kontorvindue.

”Det skal du ikke kalde mig længere,” lo jeg.

”Hvorfor ikke?”

”Fordi jeg ikke er lille længere.”

”Du vil altid være min lille datter! Kom.” Far bad mig om at sætte mig på hans skød.

”Far?”

”Ja?”

”Skal dig og Mor skilles?” sagde jeg og kiggede væk fra hans ansigt.

”Ikke i denne omgang, nej,” svarede han og gav mig et kys i panden.

”Græder du Far?” spurgte jeg. Han rystede på hovedet.

”Nej, nej. Jeg fik bare noget i øjet,” svarede han hurtigt og tørrede øjnene med sit skjorteærme.

”Elsker du Mor?” spurgte jeg og betragtede ham intenst. Hans læber samlede sig i et smil.

”Ja, det gør jeg.”

”Jeg elsker hende ikke mere,” sagde jeg, og kiggede ned i det mørke trægulv.

”Så-så min lille trold, sådan må du ikke sige. Har I skændtes?” spurgte han og aede mig akavet over håret. Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle ham det hele. Jeg havde holdt på Mors grimme hemmeligheder i årevis. Jeg ønskede nogle gange, at jeg aldrig havde set det. Set hvad Mor gjorde.

”Undskyld Far,” sagde jeg med tårer trillende ned af kinderne, og rejste mig fra hans skød.

 

”God pige,” sagde Mor i mit øre, da jeg trådte ud af kontoret.

”Du er så klam, du er,” sagde jeg.

”Hvis du fortæller ham det, ødelægger du vores familie, Blake,” sagde hun med en spindende katteagtig stemme. Min krop rystede.

”Blake, du er mit kød og blod. Tro mig, du minder mere om mig end du tror!” sagde Mor og sendte mig et kys.

”Jeg fortæller ham det.”

 

      * * *

”Passer det?” spurgte Far og stirrede lige frem for sig.

”Ja. Mor har sovet med andre,” sagde jeg.

”I hvor lang tid?”

”Jeg fandt ud af det for to år siden,” sagde jeg.

”Du skulle have fortalt det,” sagde Far, og forlod rummet.

 

        * * *

Det var blevet mørkt. Jeg kunne høre dem råbe inde fra mit værelse.

”Hvordan kunne du gøre det Tess?!” Fars råb blev til en svag hulken. Jeg trak grædende min dyne op over hovedet, for at skærme lydene fra deres skænderi.

”Du er her jo fucking aldrig alligevel! Du er jo pisse ligeglad med mig og Blake!” lød Mors skingre råb.

”For det første, det giver dig sgu da ikke ret til at kneppe andre! Og for det andet ved du fandeme godt, at det heller ikke passer en skid, kælling!” Fars stemme var svagere end Mors, og dette skænderi var tydeligvis sværere for ham end hende.

”Hvor mange ludere har du måske ikke kneppet under dine fucking tournéer?! Prøv fucking ikke at fortælle mig, at du ikke også har kneppet ind og ud med stort set alt levende!” Mors stemme skælvede af vrede.

”Jeg tjener fucking penge, så vi kan bo her!” svarede han.

”Du har allerede ødelagt Blakes barndom ved aldrig at være til stede! Jeg er den, der har opdraget hende til at være den hun er den dag i dag!” sagde Mor.

”Ja, du har opdraget hende til at være mærkelig, Tess! Du har opdraget hende til at være mærkelig og venneløs!” Hans stemme var fast og jeg vidste, at han mente hvert et ord af det han sagde.

”Blake er fantastisk som hun er. Jeg har ikke haft en skid indflydelse på hendes udvikling som person. Hun er en stærk og selvstændig pige, Joe. Sandheden er, at hun hverken har brug for dig eller mig for at klare sig,” sagde Mor, og jeg kunne høre hende snøfte svagt. Far sagde ikke noget i lang tid. Så sagde han noget, der ændrede mit liv drastisk.

”Tess, jeg forlader ikke kun dig. Jeg forlader også Blake.”

 

       * * *

Den næste morgen, da jeg vågnede, var jeg gået hen til mine forældres soveværelse for at se hvordan det stod til. De lå og snakkede med dæmpede stemmer. Jeg stillede mig usynligt i døråbningen bag døren.

Tess, du ved godt, at det er din skyld ikke? Jeg har ikke gjort noget galt,” sagde Far. Mor svarede først ikke, men så brød helvede løs.

”Joe, nu hører du fucking her! Det er fucking ikke min skyld, at du fucking aldrig har elsket mig!” Mors stemmeleje var steget og talte utrolig hurtigt uden pauser.

”Tess, du ved godt, at du står og lyver ind mig i mit ansigt ikke? Du er så fucking klam,” lød det fra Far.

”Du forstår det ikke vel? Hvis du ikke havde forladt din kone og dit barn, havde jeg ikke behøvet at søge trøst i andre mænd,” sagde Mor. Han kiggede målløst på hende.

”Du er afskyelig! Jeg arbejdede røven ud af bukserne, så I kunne få tøj over hovedet og mad i maven!” Far stirrede på hende med et blik, der kunne spy ild.

”Du lyver fandeme også selv! Du havde jo aldrig behøvet at arbejde igen! Du har jo røven fuld af penge,” svarede hun.

”Jo, jeg behøver at arbejde! Tess for satan … Du rør jo ikke en finger.”

”Du ved godt hvad det her fører til, gør du ikke?” sagde Mor næsten uhørligt.

”Selvfølgelig.”

”Sådan behøver det jo ikke at gå … ” sagde Mor, og åbnede langsomt sin bluse, imens hun kiggede blinkende på ham. Far rystede på hovedet.

”Jo Tess, jo det behøver at gå sådan,” svarede han og forlod rummet. Han efterlod Mor helt alene i det halvmørke soveværelse. Jeg gik med små skridt derind. Mor sad med et sænket blik.

”Skal I skilles nu?” spurgte jeg. Hun svarede ikke, rørte overhovedet ikke på sig. Jeg puffede forsigtigt til hendes arm. Hun gav ikke en lyd fra sig. Jeg rejste mig op fra sengen og regnede med, at hun var rasende over, at jeg havde fortalt det. Det var den rigtige ting, jeg havde gjort. Det vidste jeg.

”Ja Blake, det skal vi,” sagde hun så.

”Græder du?” spurgte jeg og gik hen til hende.

”Nej, det er okay,” svarede hun.

”Undskyld.”

”Det er fint,” sagde hun.

”Er du sikker?”

”Jeg vil gerne sove nu Blake,” sagde hun og lagde sig ned.

”Okay.”

 

Jeg forlod soveværelset velvidende om, at intet nogensinde ville blive som det var før. Vores familie ville være ødelagt, som Mor havde sagt. Det var mig, der havde ødelagt familien. Det var mig, der havde sladret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...