Blake

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 apr. 2014
  • Opdateret: 22 apr. 2014
  • Status: Igang
I denne historie følger vi Blakes liv fra hun er 9 år gammel til næsten 20 år. Blake går igennem meget i løbet af sin barndom, hvor hun vokser op med sin mor, Tess, på landet i England. Hendes far, Joe, er forsanger i et kendt rockband. Han bor og arbejder i USA, hvilket gør at Blake ikke ser ham ofte. I løbet af barndommen ser hun nogle ting, der gør alt meget sværere for hende. Vil alle Blakes ønsker for fremtiden gå i opfyldelse, og vil hun være i stand til at forblive stærk igennem de hårde perioder af sit liv? Læs med her.

3Likes
30Kommentarer
299Visninger
AA

6. Kapitel 5: Blake, 13 år.

Kapitel 5: Blake, 13 år.

 

Jeg lå i min seng. Lyset var stadig tændt, selvom det næsten var midnat. Jeg lå bare og ventede på, at Mor skulle komme hjem.

”Mimi!” hørte jeg så endelig Mor råbe ude fra husets midtergang. Hun troede vel, at jeg sov.

”Miss Tess, endelig er De hjemme,” svarede Mimi.

”Sover Blake?” spurgte Mor.

”Det tror mig, miss Tess,” svarede Mimi på sit dårlige engelsk. Klikkende hæle kom gående hen af gangens gulvtæppe. Mor trådte ind på mit værelse.

”Sover du?” spurgte hun, på trods af det tændte lys. Jeg rystede på hovedet.

”Det er ellers sent,” sagde hun. Mor var iført en gennemsigtig satin-natkjole, hvor man svagt kunne se hendes blondelingeri indenunder.

”Hvorfor har du det der på?” spurgte jeg.

”Jeg har lige taget det på. Jeg er på vej i seng,” sagde hun. Jeg kunne tydeligt høre, når hun løj. Det gjorde hun nu.

”Ja helt sikkert,” sagde jeg.

”Hvad mener du?” spurgte hun og lod som om hun var forvirret.

”Du tog ham altså ikke med hjem,” sagde jeg.

”Hold din kæft Blake,” sagde Mor og drejede om på hælen, smækkede døren og forsvandt. Jeg slukkede natlampen og kneb mine øjne hårdt i.

 

  * * *

Jeg lå klinkegulvet i mit værelse og stirrede op i loftet. Mit loft var malet mørkeblåt, næsten violet, med små hvide stjerner på. Det havde jeg selv malet for længe siden. På gulvet lå mit store orientalske gulvtæppe, som jeg selv havde placeret der. På min mave lå en falmet gul notesbog, hvor på der stod ”Blake” med skråskrift. Det var deri, at jeg skrev mine sangtekster, historier eller poesivers. Min passion var at skrive noveller eller poesi, selvom jeg også nød at synge.

 

Jeg så vores hus som et slags dukkehus. Et af dem med fire etager og blomstret tapet. Det var virkelig som et palæ. Jeg havde haft et af de der dukkehuse, da jeg var yngre. Mor tog det fra mig, da jeg klippede mit hår selv. Det var vidst en slags straf. Hun havde stadig ikke givet mig det tilbage, men det var ikke af ond mening. Hun glemte tit ting, det gjorde hun i hvert fald, da jeg var yngre. Hun tog mange af mine ting og glemte at returnere dem. Jeg anede heller ikke, hvor hun havde gjort af dem.

 

Med små skridt rejste jeg mig fra gulvet. Jeg frøs en smule, da jeg kravlede op i min seng. Jeg lagde mig ovenpå det stribede sengetæppe af uld. Al lys i værelset var slukket, undtagen det svage lys fra min gamle antikke natlampe, der brændte på mit natbord. Natbordet stod ved siden af sengen, der stod i rummets centrum. Bordets ben var af stål. De holdt på en blå-og-hvid-blomstret porcelæns bordplade. Der stod en lille kassetteafspiller på bordet, ved siden af lampen, der spillede lavt Nirvana. Jeg klemte mine øjne hårdt i og sang lavt med. Belysningen og musikken faldt langsomt i et med hinanden og jeg faldt i søvn.

 

   * * *

Jeg gad ikke at gå i skole. Jeg kunne ikke følge med i nogle af timerne, og jeg fik aldrig lavet mine lektier til tiden, desuden havde jeg heller ingen venner i min klasse. Jeg ville ikke derhen.

 

”Mor?” spurgte jeg.

”Hvad?” Mor lå indhyllet i et farverigt tæppe på sofaen og stirrede ud i luften.

”Har du set min taske?” spurgte jeg, for jeg vidste, at hun ikke ville lade mig blive hjemme fra skole. Hun ville have huset for sig selv, hvis hun altså var hjemme. Men når hun lå på den her måde nu, var der nok ikke nogen udsigt til, at hun ville gå ud.

”Næ,” svarede Mor og kiggede ud af det store vindue.

”Ej Mor, seriøst! Ved du hvor den er?!” sagde jeg og stampede i gulvet.

”Blake, gider du ikke godt gå?” sagde Mor og trak sit tæppe op over hovedet. Så gik jeg med faste skridt ud til bilen, hvor Ferdinand sad.

 

”Er De klar til skole miss Blake?” spurgte Ferdinand på en irriterende glad måde.

”Jaja,” svarede jeg uden at lytte efter spørgsmålet. Ferdinand startede bilen. Dækkene gav et lille hvin fra sig, da de kørte hen over gruset. Jeg stirrede mat ud af bilens vindue. Ferdinand sagde intet, hvilket var godt, for jeg var ikke i talehumør.

Da vi nåede skolen, hoppede jeg hurtigt ud af bilen.

”Vi ses Ferdinand!” sagde jeg.

”Hvad tid skal jeg hente dig?” spurgte han.

”Det behøver du ikke. Jeg går hjem,” sagde jeg og gik.

 

Jeg fik øje på Freddy og hans venner uden for skolens hovedindgang.

”Hey Blake,” råbte Kevin og vinkede mig hen til dem.

”Vil du med hen i hulen?” spurgte Freddy. Jeg nikkede hurtigt som svar. Sean, Kevin og Patrick gik forrest. Freddy og mig gik ved siden af hinanden bagerst.

 

”Blake, må jeg lige snakke med dig?” spurgte Freddy og greb min arm. Jeg nikkede.

”I kan bare gå i forvejen,” sagde han, hvilket fik dem til, fnisende, at kravle op ad rebstigen til hulen.

”Blake?” spurgte Freddy. Jeg kiggede på hans blege fregnede ansigt, der var indrammet af ildrødt grydehår.

”Ja?” sagde jeg og kløede mig lidt i baghovedet.

”Jeg synes, du er ret cool,” sagde Freddy, imens hans ansigt langsomt blev samme farve som hans hår.

”Tak,” sagde jeg og gloede ned i jorden. Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige. Freddy vidste det tydeligvis heller ikke. Så jeg brød tavsheden.

”I lige måde,” sagde jeg. Freddy nikkede et par gange og skulle til at gå hen mod rebstigen. Så gik jeg med hurtige skridt hen til ham, stillede mig på tæer og gav hans kind et forsigtigt og kejtet kys. Freddy blev ret nervøs, kunne jeg se.

 

”Så …” sagde han og stirrede ned.

”Så …” sagde jeg.

”Skal vi gå op i hulen?” spurgte han. Jeg nikkede akavet.

”Lad os det,” svarede jeg, og kravlede efter ham op ad den ødelagte rebstige. De tre andre sad oppe i hulen med Coca Cola og en stak pornoblade, de ivrigt kiggede i.

”Giver I noget Cola?” spurgte Freddy. Kevin nikkede, og rakte ham en flaske.

”Vil du også have noget Blake?” spurgte Freddy, og prøvede at skjule sine røde kinder. Jeg nikkede. Kevin rakte mig en af flaskerne. Jeg tror, drengene havde på fornemmelsen, at Freddy havde sagt mig noget.

”Er I kærester nu?” spurgte Sean, som ellers aldrig talte. Jeg rystede hurtigt på hovedet, måske en anelse for hurtigt, for Freddys blik havde sænket sig.

”Jeg skal gå nu,” sagde jeg, og stillede min halvtømte Coca Cola flaske på hyttens gulv.

 

Mine sokker var våde, for vandpytternes regnvand var gået igennem mine hullede Converse-sko. Regnvejret var dog stoppet, og solen tittede uskyldigt frem bag nogle store grålige skyer. Jeg havde egentlig håbet, at Ferdinand ville have hentet mig, men det kunne jeg selvfølgelig ikke forvente, når han troede, at jeg var i skole.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...