Blake

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 apr. 2014
  • Opdateret: 22 apr. 2014
  • Status: Igang
I denne historie følger vi Blakes liv fra hun er 9 år gammel til næsten 20 år. Blake går igennem meget i løbet af sin barndom, hvor hun vokser op med sin mor, Tess, på landet i England. Hendes far, Joe, er forsanger i et kendt rockband. Han bor og arbejder i USA, hvilket gør at Blake ikke ser ham ofte. I løbet af barndommen ser hun nogle ting, der gør alt meget sværere for hende. Vil alle Blakes ønsker for fremtiden gå i opfyldelse, og vil hun være i stand til at forblive stærk igennem de hårde perioder af sit liv? Læs med her.

3Likes
30Kommentarer
295Visninger
AA

5. Kapitel 4: Blake, 12 år.

Kapitel 4: Blake, 12 år.

 

Det var sent. Efterårsvinden ruskede i træerne udenfor. Jeg frøs helt ned til tåspidserne, selvom jeg havde dyne og pyjamas på. Jeg skulle i skole i morgen. Jeg havde lovet mig selv at tage afsted. Det var nok også klogest. Jeg kunne høre hoveddøren gå op. Hverken Mimi eller Ferdinand hørte det nok, deres værelser var i den anden ende af huset. Da jeg ikke kunne falde i søvn, stod jeg ud af sengen. Med lydløse skridt gik jeg ned mod hall'en. Det syn der mødte mig, skulle ændre mit liv drastisk.

”Åh gud, Jay,” lød min mors stønnende stemme.

”Kan du lide det baby?” lød en fremmed mands stemme. Jeg gik med små skridt tættere på, mens jeg gemte bag gelænderet.

”Åh ja,” lød Mors stemme. Jeg gik tættere på, imens klumpen i min hals voksede, jo tættere jeg kom på. Manden kyssede Mors hals, ja nærmest slikkede den, hvilket fik mig til at glemme, hvor jeg gik. Med et bump snublede jeg ned af trappen.

”Blake, hvad laver du her?!” udbrød Mor forskrækket og prøvede desperat at få sin bluse ordentligt på igen.

”I vækkede mig,” hviskede jeg hæst og stirrede ned i hall'ens marmorgulvet.

”Hvor meget så du?” spurgte Mor meget direkte. Manden, Jay, sagde stadig stadig intet.

”Alt. Nok til at vide hvad der foregår,” sagde jeg lavt.

”Du må nok hellere gå nu Jay. Jeg ringer til dig.” Det sidste tilføjede hun lavt, så jeg ikke skulle høre det. Det gjorde jeg dog stadig. Jay nikkede og gik med hurtige skridt ud af døren.

 

”Vi mødes inde i stuen om 5 minutter. Jeg må hellere lige nette mig først,” sagde hun lavt. Jeg nikkede bare, stadig overvældet. Med små skridt gik jeg ind i den store stue. Jeg kunne ikke få synet af Mor og den anden mand ud af hovedet. Jeg gned øjnene og tog flere dybe indåndinger for at få den gigantiske klump i min hals til at forsvinde.

 

”Blake … ” begyndte Mor og tog sig til hovedet.

Hvordan kunne du gøre det? Imod Far? Han tilgiver dig aldrig,” hviskede jeg og bed mig i læben for ikke at græde.

”Nu hører du efter her, din lille … ” snerrede Mor. ”Din Far får aldrig nogensinde noget at vide om det her og det skal du sørge for! Hvis du så meget som siger et ord … ” snerrede hun.

”Beder du mig om at lyve for Far?” spurgte jeg.

”Hvis du sladrer, vil du ødelægge hele vores familie,” sagde Mor og så koldt på mig.

”Du kan da ikke bede mig om at lyve,” hviskede jeg og tørrede hidsigt en tåre væk fra min kind.

”Hør her, du ødelægger alt hvis du sladrer! Joe vil sgu heller aldrig tage fuld forældremyndighed for sådan en unge som dig. Jeg vil fandeme heller ikke have dig, hvis du er skyld i, at mit ægteskab går i stykker,” sagde hun hårdt og blinkede derefter.

”Men … ” startede jeg.

”Der er ikke noget 'men' skattepige,” sagde Mor. ”Jeg har et forslag.”

”Hvad er det?” spurgte jeg ude af stand til at tænke mig ordentligt om.

”Blake, jeg har sagt det før og nu siger jeg det igen. Du minder mere om mig end du tror. Vi går begge efter guldet, bogstavligt talt, vi er vindere. Du er stærk, hvilket du har fra mig. Din far er svag, han bliver aldrig en rigtig mand. Han kan ikke en skid,” sagde hun og aede mig over kinden.

”Hvad er dit forslag?” hviskede jeg og gned, med bagsiden af min hånd, en lille tåre væk.

”Lad os slå en handel af,” begyndte hun. Jeg vidste godt, at Mor ikke elskede mig, men det var alligevel hårdt at få at vide.

”Jeg ved godt hvad dit forslag er. Det er, at jeg ikke sladrer, og jeg siger ja, for jeg ved, at hvis jeg sladrer om dig til Far, hænger jeg på dig forevigt,” sagde jeg fast.

”Vi er partnere,” sagde Mor og smilede skævt. Jeg nikkede.

”Jeg har altid hadet dig,” hviskede jeg og smilede til hende.

”Det ved jeg. Det er svært at elske et barn, som hader dig,” mumlede hun.

”Du har aldrig elsket Tess. Du kan du ikke. Du er en kold, hård iskælling,” sagde jeg og smilede. Hun svarede ikke, hun kiggede bare ned i gulvet.

”Jeg går i seng nu,” mumlede jeg og rejste mig fra sofaen.

 

Den næste morgen frøs jeg utroligt meget, da jeg vågnede. Min dyne kradsede på grund af det uldne betræk. Iført en lang pastelgul morgenkåbe med postkasserøde kvaster på, stod jeg op. I spisestuen sad Mor og skimmede en gammel avis igennem. Hun havde læbestiftsrester på læberne og lidt udtværet øjenskygge på øjenlågene. Jeg satte mig ved bordet uden at sige noget.

”Vil De også have spejlæg miss Blake?” spurgte Mimi og stillede en tallerken med æg og bacon foran Mor. Hun nikkede til Mimi som tak.

”Ja tak Mimi,” svarede jeg.

”Hvornår tager du i skole?” spurgte Mor ligegyldigt og dyppede et stykke toastbrød i sin kaffe.

”Når jeg har spist,” svarede jeg.

”Ferdinand kan køre dig,” sagde hun.

 

   * * *

”Så er vi her, miss Blake,” sagde Ferdinand, da vi holdt udenfor skolen. Jeg nikkede og steg ud af bilen. Foran skolens indgang stod nogle fyre fra et par klasser over mig, 8. klasse.

”Hey, er du ikke Blake Carlson?” spurgte den største af dem. Jeg hankede op i min skuldertaske og gik videre uden at svare.

”Hun er datter af Joe Carlson, sangeren i Death Men!” sagde han begejstret til sine tre venner. Jeg standsede så.

”Jo, det er jeg,” sagde jeg og smilede skævt.

”Skal du til time nu?” spurgte drengen.

”Nej nej, jeg kommer bare her på skolen for sjov,” grinede jeg sarkastisk. De tre venner grinede.

”Nå, gider du ikke hænge ud med os Blake?” spurgte han.

”Pjække?” spurgte jeg og vædede mine læber.

”Ja,” sagde en af drengens venner.

”Okay, men hvis I sladrer, bliver jeg pisse sur,” truede jeg.

”Selvfølgelig ikke,” sagde drengen.

”Hvad hedder I?” spurgte jeg, da vi forlod skolens grund.

”Mit navn er Freddy,” sagde drengen, Freddy.

”Jeg hedder Patrick,” mumlede en af Freddys venner og sparkede til en sten.

”Jeg er Kevin,” fortalte den anden dreng.

”Det er Sean, han snakker ikke så meget,” sagde Freddy og pegede på den tredje dreng. Jeg nikkede.

”Hvor skal vi hen?” spurgte jeg.

”Vi går hen i hulen,” sagde Freddy hemmelighedsfuldt.

”Hvilken hule?” spurgte jeg.

”Det er sådan en gammel træhule som Freddy fandt,” sagde Kevin.

”Nå okay,” svarede jeg.

 

Hulen var gammel og højt oppe i et træ. Inde i hulen var der et gammelt og beskidt ternet campingtæppe, der fyldte al gulvpladsen. Der sad vi så.

Så sagde Freddy: ”Kevin, har du græsset i tasken?”

Kevin nikkede og fandt en plastikpose frem fra sin rygsæk.

”Hvad er det?” spurgte jeg lidt nervøst, selvom jeg prøvede at beherske min stemme.

”Mary Jane, det er her er Mary Jane,” blinkede Freddy, hvilket fik drengene til at grine. Kevin rakte mig en lille papirrulle.

”Skal du ikke prøve?” spurgte Freddy. Jeg rystede lidt. Jeg havde aldrig røget før, jeg anede ikke hvordan man gjorde. Jeg nikkede svagt og tog imod jointen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...