Blake

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 apr. 2014
  • Opdateret: 22 apr. 2014
  • Status: Igang
I denne historie følger vi Blakes liv fra hun er 9 år gammel til næsten 20 år. Blake går igennem meget i løbet af sin barndom, hvor hun vokser op med sin mor, Tess, på landet i England. Hendes far, Joe, er forsanger i et kendt rockband. Han bor og arbejder i USA, hvilket gør at Blake ikke ser ham ofte. I løbet af barndommen ser hun nogle ting, der gør alt meget sværere for hende. Vil alle Blakes ønsker for fremtiden gå i opfyldelse, og vil hun være i stand til at forblive stærk igennem de hårde perioder af sit liv? Læs med her.

3Likes
30Kommentarer
296Visninger
AA

4. Kapitel 3: Blake, 11 år.

Kapitel 3: Blake, 11 år.

 

Det var endelig blevet sommer, selvom vejret ikke lod det vise. Det havde regnet stort set hver dag siden vi fik sommerferie. Jeg var lige kommet hjem fra USA, hvor jeg havde besøgt Far. Det var underligt, at han havde et andet hus der. Jeg kom altid til at savne ham mere efter jeg næsten lige havde set ham. Jeg vidste ikke hvorfor, det var sådan. Jeg tænkte altid på hvordan livet ville være, hvis han boede her i stedet. Det havde været bedre, for så havde der været nogen til at holde Mor ved ørerne. Mor ville ikke flytte til USA af en eller anden grund, måske fordi Far heller ikke holdt til der så meget. Far og bandet tournerede altid rundt, sagde hun. Hun sagde, at Far havde været nødt til at vælge mellem karriere og familie, og at han havde valgt os fra. Det passede ikke, Far elskede mig og Mor. Han sendte os jo også penge, så vi kunne bo her. Jeg savnede bare også Far. Jeg ønskede tit, at vi i stedet for at bo i det her store hus, boede i en lille lejlighed hvor Far så også boede. Det ønskede Mor ikke.

 

”Miss Blake, Deres Mor kommer hjem nu,” råbte Ferdinand. Jeg orkede ikke at snakke med hende lige nu. Hun var umulig i de her dage. Hun tog normalt ikke særlig meget ansvar for noget som helst, det var Far der gav Ferdinand og Mimi løn på trods af at han var langt væk. Men i de her dage var det ekstra slemt. Hun kom hjem på de særeste tidspunkter af døgnet, og tit var hun helt væk mentalt. I dag havde hun besluttet sig for at komme hjem lidt i 14:00, hvilket var det mest normale. Det sære var bare, at ingen os havde set hende hele resten af døgnet.

”Sig til hende, at jeg ikke er hjemme,” hviskede jeg til Mimi.

”Hvad skal Mimi sige til hende Miss Blake?” spurgte Mimi. Mimi vidste godt, at mig og Mor havde et noget anstrengt forhold til hinanden. Mimi forstod godt, at jeg sommetider ikke orkede min mor.

”Sig til hende, at jeg er sammen med en ven,” sagde jeg.

”Det kommer hun ikke til at tro på,” sagde Mimi bestemt.

”Hvorfor ikke?”

”Miss Blake, De er aldrig sammen med venner,” mumlede Mimi og kiggede ned i jorden. Jeg blev lidt såret over det, men det var på den anden side også rigtigt.

”Så sig, at jeg er ude at gå tur,” sagde jeg.

”OK miss Blake,” svarede Mimi.

 

Jeg sad tit i kælderen og gemte mig. Gemte mig for Mor og resten af omverdenen for den sags skyld. Vores kælder var stor og kold. Gulvet bestod af hårde, kølige sten med tusind af fodaftryk og beskidte pletter på. Mor kom aldrig herned. Jeg vidste egentlig ikke hvorfor. Jeg troede, at det var fordi, at der var så beskidt, koldt og fyldt med gamle ting, minder. I kælderens ene hjørne stod en pastellyserød vugge med hvide roser malet på. På vuggen var der også klistret glansbilleder af engle, blomster og hundehvalpe. Vuggen var selvfølgelig min gamle. Jeg havde set hundredevis af billeder af mig, der lå i den fra da vi stadig boede i London. Jeg havde kun boet i det her hus siden jeg var to sølle år gammel. Det var faktisk også ret lang tid, nu man tænkte over det. Mor og Far havde kørt mig rundt i en lyserød barnevogn med flæser, hvilket var meget ulig Far. Selvom jeg ikke kunne huske det, fordi det var så lang tid siden, så det stadig hyggeligere ud end nu. Jeg savnede at være en familie igen. Da jeg var spæd, havde Mor kørt mig rundt i barnevognen op og ned af Londons gader til glæde for de mange paparazzifotografer, men også til glæde for sig selv. Mor elskede opmærksomhed, det gjorde jeg ikke. Jeg kunne bedre lide at bo her på det punkt.

 

                                                  * * *

”Miss Blake, mad er nu,” råbte Mimi. Jeg trådte op fra min plads på kældergulvet og gik op mod spisestuen. Mor sad ved bordet iført badekåbe, lyserøde tøfler og papilotter og læste avis.

”Hej,” mumlede jeg og satte mig ned.

”Hej,” svarede Mor tørt og læste videre.

”Her er mad miss Tess,” sagde Mimi og stille et stort fad med andesteg og bønner på bordet.

”God appetit,” sagde Mimi og gik ud i køkkenet til Ferdinand. Mor var meget imod, at de spiste her når hun var hjemme.

”Hvor har du været?” spurgte jeg og tog lidt and.

”Det skal du ikke bekymre dit lille hoved med,” sagde hun og lagde avisen fra sig.

”Hvornår tager du afsted igen?” spurgte jeg og tog en bønne i munden.

”Det ved jeg ikke,” svarede hun.

”OK.”

 

Vi sad længe i tavshed.

”Har du snakket med Far?” spurgte jeg.

”Nej.”

”Nå.”

 

Så gik der lidt tid, før jeg igen startede en samtale.

”Ferdinand hentede mig i lufthavnen i går,” oplyste jeg hende.

”Ja.”

”Jeg besøgte Far,” fortalte jeg med munden fuld af bønner.

”Tal ikke med mad i munden. Det er ulækkert Blake,” svarede Mor bare.

”Undskyld.”

”Jaja.”

 

Jeg sad og betragtede Mor spise. Jeg anede ikke hvad jeg skulle tale med hende om. Hun sad og læste i et dameblad under bordet, selvom hun nok egentlig var ret ligeglad med om, jeg så hvad hun læste.

”Jeg er færdig med at spise nu,” sagde jeg.

”Okay, så kan du gå,” svarede hun med en ligegyldig tone. Med små skridt gik jeg op på mit værelse, som var på overetagen. Jeg var rasende på Mor. Af alle mulige grunde, men mest af alt, fordi hun var holdt med at elske Far. Det gjorde ondt. Far vidste det godt inderst inde. Han spurgte meget om hende. Jeg vidste, at han elskede hende. Far elskede Mor mere end hun nogensinde havde elsket ham. Han vidste det godt. Ugengældt kærlighed var noget af det der sårede ham mest i deres ægteskab. Jeg forstod det hele. Jeg havde altid forstået, at Mor var kold. Mor var ikke nogen god kone, det havde jeg vidst. Hun var heller ikke nogen god mor.

 

”Sover De miss Blake?” lød Mimis stemme ude fra mellemgangen foran mit værelse.

”Nej.”

”Jeg ville bare fortælle Dem, at miss Tess er kørt,” fortalte Mimi.

”Okay. Tak Mimi,” svarede jeg svagt.

”No problem.”

 

Jeg lå og stirrede op i det mørke loft i flere minutter, for sove ville jeg ikke. Jeg ville ønske, at jeg stadig var i USA med Far. Vi havde sovet i samme værelse. Mig på en madras på gulvet og ham i sengen. Californien var en del anderledes end England. Jeg savnede det. Jeg savnede Far. Jeg savnede at bo sammen med en, som ikke sneg sig ud hver aften og løj overfor mig. Under min blomstrede dyne lå Angel. Angel var en lille teddybjørn, jeg havde haft siden, jeg var en baby. Far havde købt den under en tourné, den var vidst købt i USA også. Jeg sov med den hver aften, men jeg lå især og krammede den, når jeg savnede Far. Jeg trak dynen hårdt over hovedet og kneb øjnene hårdt i for ikke at græde.

”Jeg hader dig,” hviskede jeg grædende til Angel. Jeg havde et skrivebord under vinduet inde på mit værelse, hvor der lå en saks. Jeg rejste mig med skælvende skridt for at hente den. I det svage lys fra natlampen, klippede jeg Angel midt over.

”Jeg hader dig og jeg hader Far,” hviskede jeg hulkende.

”Men mest af alt hader jeg Mor. Jeg ville ønske, du døde Tess Carlson. Jeg ønsker det mere end noget andet,” sagde jeg og klippede Angels ører af.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...