Blake

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 apr. 2014
  • Opdateret: 22 apr. 2014
  • Status: Igang
I denne historie følger vi Blakes liv fra hun er 9 år gammel til næsten 20 år. Blake går igennem meget i løbet af sin barndom, hvor hun vokser op med sin mor, Tess, på landet i England. Hendes far, Joe, er forsanger i et kendt rockband. Han bor og arbejder i USA, hvilket gør at Blake ikke ser ham ofte. I løbet af barndommen ser hun nogle ting, der gør alt meget sværere for hende. Vil alle Blakes ønsker for fremtiden gå i opfyldelse, og vil hun være i stand til at forblive stærk igennem de hårde perioder af sit liv? Læs med her.

3Likes
30Kommentarer
293Visninger
AA

3. Kapitel 2: Blake, 10 år.

Kapitel 2: Blake, 10 år.

 

”Har vi travlt?” sagde jeg til Mor.

”Ja, du skal i skole.” Mors stemme var kold og hård.

”Jeg gider altså ikke i dag. Må jeg ikke nok blive hjemme? Kom nu Mor,” sagde jeg plagende.

”Nej, sæt dig ud i bilen.”

”Kan Ferdinand ikke køre mig?” spurgte jeg.

”Nej, han skal ikke den vej og han skal ordne nogle huslige ting,” svarede Mor.

Ferdinand var vores spanske butler. Han var nærmest to meter høj cirka og meget bred. Han var også ansat som Mors bodyguard, men det var ikke så tit, han blev benyttet til det. Udover det havde vi en husholderske, Mimi. Mimi var en lille, buttet, afrikansk kvinde. Hun vimsede altid rundt og støvede af eller lavede mad. Hun lavede altid et eller andet.

 

”Sidder du i bilen endnu? Nej, det gør du ikke, for så ville jeg vide det fordi jeg sidder her nemlig!” råbte Mor. Mor var morgensur, eller sur. Det var hun hele døgnet rundt. Hun hunsede altid rundt med Mimi og mig.

”Jeg kommer nu,” svarede jeg og satte mig derind.

”Hvorfor har du dét der på?” spurgte Mor og startede bilen.

”Den er da flot,” sagde jeg og så ned af mig selv. Jeg var iført en lang, løs sort kjole.

”Det er der blandede meninger om. Du ligner en eller anden ond stedmoder,” sagde Mor og tændte radioen som et tegn på, at hun ikke gad snakke mere.

 

”Sover du eller hvad Blake? Vi er ved skolen nu,” sagde Mor. Jeg nikkede og trådte ud af bilen med min taske over skulderen. Så snart Mor var kørt, drejede jeg om på hælen og løb tilbage igen. Det var dejligt vejr, solen strålede og der var ikke en sky på himlen. Vi boede kun tre kilometer væk fra skolen, så jeg kunne sagtens klare at gå hjem. Mor ville alligevel være i byen, og hvis Mimi så mig, ville hun ikke sladre. Mimi sladrede aldrig. Nej, sådan en type var hun ikke.

 

Jeg traskede hen ad landevejen tilbage mod vores hus. Vores hus var stort, et kæmpe villahus og vores have var som en park. Vores hus lå lige ved den store skov, som jeg nød at gå ned til. Mor kom aldrig i skoven alligevel, og Far var aldrig hjemme. Jeg så ham nok to-tre gange om året, fordi han arbejdede så meget i USA. Jeg var også ligeglad. Hvis Far ville have kontakt med mig, skulle han tage initiativerne. Det var ikke mit job at gøre.

 

Da jeg nåede vores ejendom, gik jeg ind langs buskene, så Ferdinand og Mimi ikke så mig. Selvom de ikke sladrede, var det bedst, at de ikke så noget.

Jeg havde aldrig forstået pointen i, at vi havde sådan en stor have, når det kun var mig, der brugte den. I bunden af vores have lå en lille fyrretræsskov. Den kunne jeg bedre lide end vores have. Det var også der, jeg tilbragte mest tid. Der var en lille å der hvor skoven begyndte. Ved åen var der en bro af solidt træ med små pletter af mos på. Broen var det eneste sted hvor man kunne sidde, for åens bred var omgivet af brændenælder. På broen kunne jeg sidde og synge, for ingen kunne høre mig. Jeg kunne også skrige og skråle alt hvad jeg ville, fordi jeg var alene Jeg sang aldrig derhjemme, for så kunne Mor bare høre mig. Mor gjorde altid nar. Engang fandt hun et af mine sangvers. Hun læste det højt og grinede spottende. Siden havde jeg aldrig ladet mine ting ligge og flyde fremme. Mor gjorde aldrig nar af mig med ord, hun foretrak at grine eller himle med sine små grå rotteøjne. Jeg hadede Mor. Det gjorde jeg virkelig.

 

Jeg satte mig på broen. Den var kold og fugtigt og jeg fik en stor plet på numsen. Jeg lukkede øjnene forsigtigt i og indåndede skovens og nålenes duft. Jeg fiskede min madpakke op fra min rygsæk. Det var nogle franskbrødsmadder, Mimi havde smurt i går aftes. En laksemad og en med paté. Jeg kunne faktisk ikke engang særlig godt lide paté, men Mimi var ikke særlig god til engelsk endnu, så hun forstod det ikke rigtigt, når jeg fortalte hende det. Hun tog engelsktimer hver lørdag aften, for det var det eneste tidspunkt, Mor gav hende fri.

 

* * *

”Miss Blake, hvor var De henne? Uret er næsten 16:00,” spurgte Mimi bekymret og tog sig til hovedet.

”Undskyld Mimi, jeg går ikke så hurtigt. Jeg skulle jo gå hele vejen fra skole,” løj jeg.

”Kom Ferdinand ikke og tog dig? Han kørte i bilen,” sagde Mimi forvirret og tog sig igen til sit lille hoved. Mine løgne kunne være svære at finde rundt i, som for eksempel nu.

”Det ved jeg ikke, vi fik tidligere fri end normalt,” svarede jeg og så ned i gulvet. Jeg var begyndt at svede lidt, men Mimi opdagede det ikke.

”Mimi ringer til Ferdinand og siger, at De gik,” svarede Mimi og vimsede ud i hall'en, hvor telefonen stod.

 

Jeg satte mig ud i køkkenet med en kop te. Vores køkken var gammeldags med kobberkander og ternede gardiner. På gulvet var der ternede klinker, skiftevis med bordeaux og hvid og med små roser på. I køkkenets midte var et stort bord af mørkt træ, hvor Mimi lavede maden. Ovnen var gammel og man skulle putte brænde i den. Jeg sad tit og snakkede med Mimi, imens hun lavede mad. Sådan kunne vi også øve hendes engelsk. Der var en lille træstol af noget fletværk af en art, hvor der lå en lille rød pude på. Stolen stod ude i køkkenet, i hjørnet lige ved komfuret. Der sad jeg når Mimi lavede mad.

”Var Deres skole sjov i dag, miss Blake?” spurgte Mimi og gav sig til at hakke grønsagerne.

”Ja,” svarede jeg kort og kiggede ned i den bog, jeg havde medbragt.

”Hvad gjorde I der?” spurgte Mimi og hældte de grønsager, hun havde hakket, ned i en stor kobbergryde.

”Mimi, du skal sige 'hvad lavede I der?',” sagde jeg rettende.

”Nå ja,” sagde hun og rørte i gryden.

”Kommer Mor til aftensmad i aften?” spurgte jeg for at skifte emne.

”Det ved jeg ikke. Miss Tess forlod tidligt i morges og sagde ikke til Mimi hvornår hun komme tilbage,” svarer Mimi.

”Hvor tog hun hen Mimi?” spurgte jeg.

”Det ved Mimi ikke,” sagde Mimi og rørte i gryden igen.

 

”Miss Blake, mad er færdigt,” fortalte Mimi.

”Vi spiser bare uden Mor. Dig og Ferdinand kan sidde ved spisebordet så,” mumlede jeg. Mimi nikkede og hentede tallerkener.

”Ferdinand, mad er klar,” råbte Mimi. Ferdinand var ude i haven og ordne, han var også ansat som havemand, for gartner var en for høj stilling, syntes Mor.

”Miss Tess kommer ikke?” spurgte han mig.

”Nej, vi spiser bare alle i spisestuen,” sagde jeg. Normalt spiste Ferdinand og Mimi ude i køkkenet. Mor syntes ikke, at det passede sig for tjenestefolk at spise med os. Mimi kom ind med suppeterrinen og et fad med bønner.

”Hvad suppe har du koget Mimi?” spurgte Ferdinand. Vores spanske havemand, butler, bodyguard og chauffør var heller ikke særlig god til engelsk. Han tog godt nok ikke engelsktimer, for som han sagde ”aint nobody got time for that.”

”Grønsager og høne,” svarede Mimi og øsede op for os.

”Det smager godt Mimi,” sagde jeg.

”Tak for den miss Blake,” sagde Mimi og gav mig lidt flere bønner. Vi spiste i tavshed, ingen af os anede rigtigt hvad vi skulle sige.

”Tak for mad Mimi,” sagde jeg og rejste mig.

”Går De i seng nu miss Blake?” spurgte Mimi.

”Ja, jeg er træt,” sagde jeg og gik væk fra de to.

”Jeg siger til miss Tess, at De sover miss Blake,” sagde Mimi og begyndte at rydde op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...