Blake

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 apr. 2014
  • Opdateret: 22 apr. 2014
  • Status: Igang
I denne historie følger vi Blakes liv fra hun er 9 år gammel til næsten 20 år. Blake går igennem meget i løbet af sin barndom, hvor hun vokser op med sin mor, Tess, på landet i England. Hendes far, Joe, er forsanger i et kendt rockband. Han bor og arbejder i USA, hvilket gør at Blake ikke ser ham ofte. I løbet af barndommen ser hun nogle ting, der gør alt meget sværere for hende. Vil alle Blakes ønsker for fremtiden gå i opfyldelse, og vil hun være i stand til at forblive stærk igennem de hårde perioder af sit liv? Læs med her.

3Likes
30Kommentarer
305Visninger
AA

12. Kapitel 11: Blake, 19 år.

Kapitel 11: Blake, 19 år.

 

Nasir var flyttet en smule ind. Vi havde været officielt kærester i et par måneder, og han var i hvert fald ikke den type fyr, jeg havde forestillet mig at ende med. Men jeg var forelsket. Inderligt forelsket som aldrig før. Nasir var heller ikke en fyr som mine forældre ville have ønsket, eller min mor var nok ligeglad. Nasir var medlem af en bande. Ikke en særlig kendt en, men det gjorde mig stadig utilpas til tider.

Mor var ligeglad med det, men vi havde faktisk fået et bedre forhold til hinanden efter, at hendes antikvariat var åbnet. Jeg arbejdede der dagligt, hvilket var noget som jeg kunne finde ud af.

 

* * *

”Blake, er du hjemme?” lød Nasirs stemme ude fra entréen.

”Jeg er næsten klar,” sagde jeg, og prøvede at kontrollere min let skælvende stemme.

”Jeg venter bare her,” svarede han. Jeg sagde ikke noget. Jeg kunne ikke tænke.

”Nasir, vil du ikke nok komme herind?” sagde jeg i et meget lavt toneleje.

”Jo selvfølgelig,” sagde han, nok forvirret over mit pludselige humørskift.

”Jeg kommer til at græde om lidt, bare så du ved det,” sagde jeg, og så på ham. Mine øjne fyldtes med tårer. Nasir stod rådvild og anede ikke hvad, han skulle gøre.

”Vi skal snart afsted,” sagde han, og krammede mig.

”Jeg ved det godt.”

 

* * *

Jeg havde skrevet et brev til Mor, et afskedsbrev. Det var mærkeligt at gøre og af en eller anden grund, havde det føltes som en knude i min mave, der løsnedes.

 

Kære Mor.

Jeg har truffet et valg som jeg ikke havde troet, at jeg ville træffe. Jeg rejser. Jeg rejser væk med Nasir, men det skal nok gå. Du kan sagtens klare dig i butikken selv, så du må ikke bekymre dig om det. Mig tror jeg ikke, at du skal være bekymret for. Det er jeg heller ikke selv. Jeg har jo altid på en eller anden mærkelig måde præsteret at klare mig selv. Du har altid gjort dit bedste, vil jeg tro. Jeg har bare ikke været i stand til at se det. Jeg har altid dømt dig, troet at du ikke elskede mig, og at du ville ødelægge vores familie med vilje. Familien er jo sådan set heller ikke ødelagt. Jeg ved det ikke. Jeg tilgiver dig for alt alligevel, for jeg er klar til at komme videre. Jeg håber, at du forstår, at jeg aldrig har villet såre dig eller være en skuffelse. Det har jeg muligvis været, men det skal nok gå. Vi mødes igen, når jeg kommer tilbage. Jeg ved ikke helt hvornår, men jeg skal nok komme tilbage. Af en sær grund vil jeg nu sige noget som man ikke skulle tro, at jeg ville sige til dig.

Jeg elsker dig Mor. Pas på dig selv.

Kærlige hilsner fra Blake.

P.S. Jeg hilser Nasir og hans venner.

 

Jeg lagde sirligt brevet på sofabordet, hvor jeg vidste, at hun ville kigge. Jeg havde foldet det på midten og skrevet ”MOR” udenpå med blokbogstaver.

”Blake, kommer du?” hørte jeg Nasir råbe ude fra entréen. Jeg nikkede for mig selv, tog min lille brune kuffert, og gik med beslutsomme skridt hen mod døren. Jeg ville efterlade et helt liv bag mig, når jeg gik ud af den dør. Jeg havde dog aldrig været så sikker på noget som nu. Udenfor lejligheden holdt fem af Nasirs venner, som skulle køre med os.

”Er du nervøs?” spurgte Nasir, da jeg satte mig op på hans motorcykel bag ham. Jeg rystede på hovedet.

”Nej. Slet ikke.”

 

Det støvregnede en smule, da vi begyndte at køre. To af Nasirs venner kørte forrest, ham og mig i midten, og de tre sidste bagest. Jeg vidste ikke, hvor vi skulle hen. Nasir havde ikke fortalt mig noget. Bare at ham og hans fem andre bandevenner skulle ud af London. Det havde været let for mig at beslutte om jeg ville med eller ej. Hvad havde jeg at blive for? Men det var sværere end jeg havde regnet med, da vi var på vej væk.

Vinden rev i mit hår, og jeg holdt hårdt fast om Nasirs liv.

Vi kørte ud mod intetheden, og hele mit liv susede forbi mig.

”Sidder du fint nok?” spurgte Nasir.

”Ja, det er helt okay,” svarede jeg, og tørrede en vildfaren tåre væk fra min kind.

”Blake?” sagde han så.

”Hvad?”

”Vi bliver nødt til at standse et øjeblik,” sagde han.

”Hvem bliver nødt til at standse?” spurgte jeg.

”Os to.”

”Hvorfor?”

 

Det svarede han ikke på. I stedet kørte han væk fra de andre og ind til siden. Han sparkede motorcyklen ned i grøftekanten, da vi var hoppet af.

 

”Hvorfor gjorde du det?” spurgte jeg.

”Blake, jeg skal fortælle dig noget,” sagde han, og tog sig febrilsk til hovedet, der var dækket af med korte sorte dreadlocks.

”Hvad er det?” spurgte jeg og var en anelse nervøs for om det var noget dårligt. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg havde en fornemmelse.

”Åh gud, jeg aner sgu ikke om jeg har nosserne til det her … ” stønnede han, og gned sig i håret.

”Så sig det dog!” sagde jeg, og prøvede at beherske min høje stemme.

”Blake, jeg elsker dig så meget.” Hans stemme var nervøs og skælvede lidt. Det var første gang, at nogen havde sagt, at de elskede mig. Det var første gang, at det var blevet sagt ordret og direkte til mit ansigt.

”Mener du det?” spurgte jeg. Jeg kunne mærke mine tårer presse sig på uden, at jeg kendte til grunden.

”Ja. Jeg ved ikke meget om din baggrund, men jeg ved, at du er blevet svigtet flere gange. Jeg vil have, at du ved, at jeg aldrig vil svigte dig! Jeg vil altid være hos dig Blake. For altid,” sagde han. Han tog forsigtigt min hånd, da jeg var begyndt at ryste. Jeg kunne mærke tårer trille ned af mine kinder som jeg stod der helt paralyseret. Jeg kunne ikke bevæge mig, ikke tale, ikke reagere. Jeg anede ikke hvad, jeg skulle gøre. Jeg havde aldrig fortalt nogen ansigt til ansigt, at jeg elskede dem. Jeg vidste, at jeg elskede Nasir. Jeg regnede i hvert fald med det. Det gjorde jeg. Jeg var bare ikke sikker på om, jeg kunne finde ud af at sige ordene rigtigt. At det ville komme ud rigtigt.

 

”Hvad er det Blake? Elsker du ikke mig?” spurgte han og slap min hånd. Jeg svarede ikke. Jeg stod der bare. Nasir kiggede på mig. Hans øjne var røde. Jeg kunne ikke reagere. Jeg kunne ikke give ham hvad han ønskede. Jeg fortjente ham ikke. Jeg fortjente ikke nogen. Med den tankegang i hovedet, løb jeg.

 

”Blake, vent!” råbte Nasir efter mig. Jeg standsede og pustede ud. Jeg kunne ikke få min krop til at lystre. Nasir indhentede mig.

”Gør du? Elsker du mig?” spurgte han, og så længe på mig med sit mørke blik. Jeg sagde intet.

”Jeg elsker dig mere end du forstår,” sagde jeg så. Min stemme var hul. Jeg kunne ikke bedre end det. Jeg prøvede så meget. Han nikkede. Vi så længe hinanden i øjnene.

”For altid.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...