Blake

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 apr. 2014
  • Opdateret: 22 apr. 2014
  • Status: Igang
I denne historie følger vi Blakes liv fra hun er 9 år gammel til næsten 20 år. Blake går igennem meget i løbet af sin barndom, hvor hun vokser op med sin mor, Tess, på landet i England. Hendes far, Joe, er forsanger i et kendt rockband. Han bor og arbejder i USA, hvilket gør at Blake ikke ser ham ofte. I løbet af barndommen ser hun nogle ting, der gør alt meget sværere for hende. Vil alle Blakes ønsker for fremtiden gå i opfyldelse, og vil hun være i stand til at forblive stærk igennem de hårde perioder af sit liv? Læs med her.

3Likes
30Kommentarer
291Visninger
AA

11. Kapitel 10: Blake, 18 år.

Kapitel 10: Blake, 18 år.

 

Solens lys skinnede svagt ind gennem de små ruder i Nasirs og min stamcafé. Jeg sad her alene lige nu, og drak en kop sort kaffe. Caféen var propfuld på trods af, at den lå på en lille sidegade, der var svær at opdage, hvis man ikke vidste, at den var der. Den summende lyd af folk, der snakkede, nød jeg. Den gav mig inspiration til at skrive. Jeg havde min notesbog med og min valmuestiftblyant. Jeg skrev altid, når jeg var her. Jeg enten skrev eller førte dybe samtaler med Nasir. Vi diskuterede med lavmælte og intense stemmer. Vi havde meget forskellige meninger, men vi nød også at udveksle dem med hinanden, selvom de var så forskellige.

Nasir havde aldrig kysset mig. Vi holdt i hånd og krammede, når vi gik. Vi var ikke kærester.

Jeg boede i Mormors lejlighed, og Nasir overnattede tit. Vi så ud som et par for folk udefra. Det ville jeg ønske, at vi var. Jeg var forelsket for første gang i mit liv. Jeg havde ikke store chancer, det vidste jeg godt. Jeg var 18 år og stadig en jomfru. Jeg var ikke engang sikker på om Nasir kunne lide mig.

Derhjemme var det hele et kaos. Jeg havde ingen penge stort set og levede af at arbejde i et lille boghandel. Mormors lejlighed var overraskende dyr at bo i, især når man boede der alene. Al min fritid tilbragte jeg på at skrive manuskripter, jeg kunne sende ind til forlag. Enten det eller at tilbringe tid med Nasir, for jeg havde ikke andre venner i byen.

 

Jeg sad i den grønne sofa med Cæsar på skødet, da jeg hørte telefonen ringe. Den sagde den mest irriterende lyd, når den ringede.

”Hallo?”

”Hej Blake. Det er Mor,” lød min mors stemme i røret.

”Hej,” sagde jeg. Jeg vidste ikke hvad, jeg skulle sige.

”Jeg har solgt huset,” sagde hun så. Det kom meget pludselig.

”Hvorfor dog det?” spurgte jeg.

”Jeg flytter til London,” sagde hun.

”Gør du?”

”Ja. Jeg vil åbne en forretning eller sådan noget,” sagde hun.

”Hvor er du så nu?” spurgte jeg.

”På Kings Cross Station,” sagde hun. ”Jeg ringer fra en af mønttelefonerne.”

”Åh, Mor, jeg tænkte på noget!” sagde jeg så, for jeg fik en god idé.

”Hvad?”

”Flyt hjem til mig i Mormors lejlighed. Så kan vi åbne forretningen sammen!” sagde jeg.

”Mener du virkelig det Blake?” sagde hun. Jeg var ved at tro, hun var ved at begynde at tude.

”Ja.”

”Jeg kommer selv derhjem. Jeg kender adressen. Jeg voksede op der,” sagde hun og lagde på.

 

Nervøs som jeg var for at se min mor igen, gik jeg og ryddede op. Jeg forberedte sågar frokost. Jeg følte næsten et savn til hende, hvilket var sært.

 

* * *

”Hej Mor,” sagde jeg, og gloede akavet på hende.

”Det her sted har godt nok ændret sig en del,” sagde hun, og så sig omkring.

”Jeg har lavet frokost,” sagde jeg så, og kiggede genert på hende. Så skete noget uventet. Mor gav mig et hurtigt knus, bare lige et lille klem. Jeg opdagede også, at hun så ældre ud. Hendes blanke hår, som før var helt sort, havde fået nogle lange hvide striber i, hvilket næsten fik hende til at se ud som Cruella de Vil.

”Nå, du havde lavet frokost?” sagde hun.

”Ja,” sagde jeg, og fulgte hende hen til køkkenet.

”Køkkenet ligner sig selv,” sagde hun og så smilende frem for sig.

Jeg havde lavet hønsekødssuppe. Vi sad i tavshed og spiste indtil jeg brød stilheden.

”Hvad er det for en butik, du har tænkt dig at lave?” spurgte jeg.

”Jeg ved det ikke helt endnu. Jeg ville godt lave et slags antikvariat, hvor jeg sælger gammel musik, bøger, møbler og den slags,” sagde hun, og rødmede lidt.

”Det lyder … interessant?” sagde jeg.

”Tak.”

”Må jeg arbejde der?” sagde jeg så helt pludseligt. Det ville jeg godt. Jeg ville gerne komme tættere på Mor.

”Vil du virkelig det Blake?”

”Ja, det ville være en ære at arbejde for dig, Mor.”

 

* * *

”Og nu skal du så arbejde for din mor som du hader?” sagde Nasir med en vantro stemme, da vi senere på dagen sad på caféen.

”Ja og jeg hader hende altså ikke!” sagde jeg.

”Det sagde du da … ?” begyndte han.

”Jeg hader hende ikke længere!” afbrød jeg. Han lo svagt. Hans grin elskede jeg. Det var hæst og lavmælt, ligesom ham.

 

”Blake?” spurgte Nasir. Jeg kunne se, at noget nagede ham.

”Mmh?” svarede jeg og tog en slurk af min kaffe.

”Kunne du tænke dig, at … du ved, øhm.” Nasir kløede sig akavet i håret.

”Hvad er der?” spurgte jeg, og smilede skævt til ham.

”Du ved … at gå ud med mig?” spurgte han. Jeg kunne mærke, hvor nervøs han var. Jeg nikkede ivrigt.

”Mener du det?” spurgte han.

”Selvfølgelig!”

 

Nasir og mig havde taget afsked og gået hvert til sit. Han ville hente mig klokken 22.00 i aften.

Jeg vidste ikke helt hvad vi skulle, og jeg var ret nervøs. Jeg havde aldrig været på et stævnemøde før og hele idéen om stævnemøder, skræmte mig.

Da jeg nåede hjem til Mormors lejlighed, for at gøre mig klar, var Mor der ikke. Jeg fandt en seddel på det faldefærdige sofabord. Der stod, at hun ikke ville komme hjem før i morgen tidlig. Det passede mig helt fint faktisk. Så kunne jeg gøre mig klar i fred og ro. Jeg havde ikke særlig meget tøj og især ikke særlig meget fint tøj. Jeg havde dog en lang sort kjole, som var utrolig smuk. Jeg vidste ikke, om det var for dystert at dukke op i sort kjole til en middag, men jeg havde jo altid sort tøj på. Det måtte han da vide efter at have være så meget sammen med mig.

 

Da klokken var 21:58, var jeg klar til at blive hentet. Jeg var iført en sort kjole med lange ærmer. der gik mig til hælene. Den var så lang, at den gik mig til hælene næsten. Jeg havde mine sorte Converse-sko indenunder, for jeg kunne ikke lide høje hæle. Jeg havde en mørk rød læbestift på, og mine øjne, havde jeg indrammet af sort øjenmake-up. Jeg hørte tre hurtige bank på døren, og jeg fór sammen. Jeg tog min læderjakke på og åbnede. Nasir stod udenfor. Han havde mørke jeans, mørkegrå skjorte og læder vest på.

”Wow, hvor ser du pæn ud,” sagde han, og så på mig med et kærligt blik. Rødmende så jeg ned af mig selv.

”Tak. I lige måde.” Jeg fandt mine nøgler frem og låste.

”Skal vi gå?” spurgte jeg. Han rystede på hovedet og låste døren op.

”Jeg vil lave mad til dig. Jeg har købt ind,” sagde han. Jeg blev helt paf, men nikkede først.

”Må jeg prøve noget før jeg går i gang med maden?” spurgte han. Jeg nikkede og følte mig ret forvirret. Så lænede Nasir sig frem mod mit ansigt. Af ren refleks lænede jeg mit hoved tilbage, hvilket ødelagde øjeblikket, troede jeg. Så lagde han armene om min krop og pressede sine læber mod mine. Mine mave fyldtes med sommerfugle, da jeg forsigtigt kyssede tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...