Blake

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 apr. 2014
  • Opdateret: 22 apr. 2014
  • Status: Igang
I denne historie følger vi Blakes liv fra hun er 9 år gammel til næsten 20 år. Blake går igennem meget i løbet af sin barndom, hvor hun vokser op med sin mor, Tess, på landet i England. Hendes far, Joe, er forsanger i et kendt rockband. Han bor og arbejder i USA, hvilket gør at Blake ikke ser ham ofte. I løbet af barndommen ser hun nogle ting, der gør alt meget sværere for hende. Vil alle Blakes ønsker for fremtiden gå i opfyldelse, og vil hun være i stand til at forblive stærk igennem de hårde perioder af sit liv? Læs med her.

3Likes
30Kommentarer
292Visninger
AA

13. Efterskrift.

Efterskrift.

 

Mit liv susede forbi som en tornado af ødelagte barndomsminder og forvrængede billeder af kærlighed. Jeg så mit liv gennem skæve øjne, der kun så mine dårlige minder. Jeg kunne ikke tænke på det, der var gjort rigtigt, fordi de ting, som ikke var, overskyggede alt.

Jeg så mig selv som fireårig sidde i pelargoniebuskene og græde. Jeg så mig selv sidde ved brændenælderne med fødderne i vandkanten og skrive. Jeg så mig selv ligge og høre Nirvana på mit rodede værelse med låst dør, og gardinerne trukket ned for vinduerne i protest. Jeg så mig selv ligge og læse franske noveller med cirkelformede solbriller på i havens fjerneste krog. Jeg så mig selv besøge Far i USA. Jeg så mig selv, da Far kørte væk. Jeg så mig selv ryge hash med Freddy og hans tumpede venner i træhulen. Jeg så Mor og hendes kæreste have sex i mine forældres seng. Jeg så min barndom i små bidder. Jeg hadede mine tanker. Jeg hadede, at jeg efterhånden var blevet så indoktrineret af Mors tankegang, at jeg kunne begynde at tilgive hende. Mit helvede af en barndom var der igen. Mine miserable minder af en fraværende far og en kølig mor. Det var set før. Jeg burde ikke have ondt af mig selv. Mange havde oplevet det samme som mig, mange havde sågar oplevet det endnu værre. Jeg havde alt for meget selvmedlidenhed. Jeg kunne ikke stoppe det. Jeg var endt helt fint. Alligevel var der noget indeni mig, som manglede. Det var som om der var en krig i mig. Jeg kunne ikke stoppe det og mindst af alt, kunne jeg komme videre. Jeg ville have gjort alt for en normal barndom i et parcelhus i middelklassen. Jeg havde aldrig bedt om det, der var sket mig. Ingen forstod mig 100 procent. Ikke engang Nasir. Mormor havde forstået mig på nogle punkter og af en sær grund, var hun blevet min første veninde. Freddy og hans venner røg sig skæve i en træhule med mig, de forstod heller ikke en skid. Jeg vidste, at hvis Mor havde lyttet, ville hun have forstået mig bedre end nogen anden. Men Mor lyttede ikke, hun havde givet op på forhånd. Mor havde opgivet meget for Far. Hun havde opgivet sin familie og forladt et helt liv i London, for at tage med ham på tourné. Hun havde i sandhed været en god kone, hvilket jeg ikke havde kunnet se. Mor havde gjort meget for mig, men til sidst havde hun opgivet.

En sand forfatter kunne se forskel på fiktion og virkeligheden. Det kunne jeg. Jeg skrev digte, der mindede om min mors og mit forhold uden at handle om det. Jeg kunne godt se forskellen. Det kunne Mor ikke, når jeg viste hende mine digte. Jeg kunne se, at de stak hende i hjertet. Hun troede, at hun havde fejlet som Mor. At hun havde opdraget mig forkert siden, jeg ikke elskede hende. Det gjorde jeg ikke. Jeg elskede hende ikke. Jeg var senere begyndt at respektere hende. Jeg respekterede hende en del som voksen, og nogle af mine indestængte barndomsfølelser brød ud. Mit barnehjerte begyndte langsomt, meget langsomt at elske hende igen. Jeg begyndte at se hvorfor hun havde valgt at gøre som hun gjorde. Jeg kunne se, at min mors handlinger var gjort af god mening. Jeg kunne se, at hun altid havde elsket mig. Faktisk var jeg begyndt at se hvem den rigtige gode forælder var. Min far havde altid været fraværende, væk. Min mor havde heller ikke været der i den psykiske forstand, men hun havde altid støttet mig på en eller anden måde. Alt hun havde gjort for mig som jeg ikke havde set, det knuste mig indeni. Mine barndomskvaler var på et eller andet plan også min egen skyld. Mine syge behov for opmærksomhed og kærlighed skyldtes ikke min mor, nej. Det skyldtes mig selv. Jeg havde ødelagt det for mig selv. Min mor havde aldrig været ude på at skade mig. Det var min egen skyld alt sammen. Hun havde ikke gjort andet end at opdrage mig til at stå på mine egne ben. Hun havde ganske vidst løjet, været falsk og kold. Men det var ikke hendes mening. Hun havde gjort det så godt, hun kunne. Det kunne man ikke tage fra hende. Ingen kunne tage det fra hende. Især ikke mig, der ikke havde nogen idé om hvad hun gik og sloges med. Min far havde aldrig elsket hende. Han havde holdt af hende, men aldrig elsket. Det havde ødelagt hende. Jeg kunne se alting meget tydeligere og klarere nu. Mor var ikke skurken i deres ægteskab og senere skilsmisse. Hun havde prøvet at redde, hvad hun kunne, men til sidst opgivet. Det der undrede mig, var at hun havde holdt ud så længe i et ægteskab af kærlighed, der ikke var gensidig. Min far var ligeglad med os. Det var tydeligt. Det havde været hårdt for mig at komme igennem, det havde det helt sikkert være, men det havde i hvert fald været mindst hundrede gange så slemt for Mor. Hun havde forgudet min far. Hun havde elsket ham, det havde hun. Hun gjorde det nok stadig. Hendes hjerte ville aldrig blive helt igen, for min mor og jeg havde nok mere til fælles end jeg troede. Hun var aldrig blevet elsket. Forskellen var bare, at det var jeg blevet. Jeg elskede hende nu. Jeg elskede hende virkelig, jeg beundrede hende. Men mest af alt respekterede jeg hende.

 

Det havde nok aldrig været Fars mening at blive gift med Mor. Det havde ikke været nogen hemmelighed, at han kun giftede sig med hende på grund af Mors graviditet. Det var forkert af ham at gifte sig af den grund. Det var ikke en rigtig ting at gøre, for det gav Mor falske forhåbninger. Hun opdagede dog tidligt i ægteskabet, at hendes kærlighed ikke var gengældt. Det var let at gætte. Jeg forstod godt, hvordan hun kunne hade ham, når man så det fra hendes perspektiv. Jeg havde ødelagt min mors liv. Det var min skyld, at hun var endt som hun gjorde. Dog elskede hun mig stadig, hvilket gjorde hende til en stor person. At elske en skabning, der havde formået at ødelægge ens liv, er stort. Jeg havde som barn altid forgudet Far for at sige det mildt. Far havde været som en helt for mig, hvilket Mor havde gjort ham til. Mor havde fået mig til at elske Far. Hun havde aldrig sagt ét grimt ord om ham, da jeg var lille. Hver gang jeg var sur på Mor, forestillede jeg mig hvordan det ville være at bo hos Far i USA. Når jeg kun så ham et par gange om året, var det nemt at have for store forventninger. Jeg blev dog aldrig skuffet. Fars liv var luksus. Han havde sikkert været Mor utro, for han havde ingen skam i livet. Han havde løjet så meget for mig. Han var den sande skurk i familien. Det var ham, der havde ødelagt vores familie. Han havde ødelagt familien før den var blevet lavet ved at gifte sig med Mor.

 

Nasir. Nasir, Nasir, Nasir. Nasir var mit liv. Ingen havde nogensinde behandlet mig som han gjorde. Jeg havde aldrig elsket nogen så meget som ham. Med ham følte jeg skønhed og kærlighed. Nasir var i mit hjerte. Jeg havde ventet på ham hele mit liv. Jeg havde ventet på nogen, der kunne redde mig, hjælpe mig med at finde min vej i livet og komme på rette spor. Nasir var alt, jeg nogensinde havde drømt om. Han var den person, jeg havde set i mine drømme som barn. Han var den person, jeg havde set, når jeg havde grædt mig i søvn og drømt om en ven. Han ville mig det bedste, han var oprigtig og sand. Han var alt. Jeg elskede Nasir som jeg aldrig havde elsket nogen anden. Jeg elskede ham så meget, at det gjorde ondt. Jeg havde lyst til at ligge med ham, føle varmen fra hans krop og mærke hvordan vi næsten blev smedet til én person imens blodet i mine årer pumpede så hårdt som havde jeg Satan i hælene. Mine morbide tanker skræmte mig ikke. Jeg var så forelsket, at det gjorde ondt. Når jeg ikke var sammen med ham, fik jeg lyst til at rive mit hår af. Jeg fik lyst til at skære i mig selv, skære i andre. Jeg fik lyst til at skrige.

 

Min mormor havde jeg kun kendt i halvandet år. Det var ikke meget, men det føltes som et helt liv. Jeg havde lært hende at kende efter en intens samtale på lidt over tre timer. Hun havde fortalt mig ting, jeg aldrig havde drømt om. Hun havde fortalt mig om min mor. Min mormor og jeg var så ens og alligevel så forskellige som dag og nat. Hun var kold, selvcentreret, forfængelig, egoistisk og alligevel elskede hun. Hun elskede mig. Det havde hun gjort siden hun første gang så mig, havde hun sagt. Hun havde set mig til min dåb, men det kunne jeg jo ikke huske. Nej, Giselle Monique var i sandhed en mindeværdig person. Min mormor og min mor var så ens, så ens, så ens. Mormor kunne fortælle vidt og bredt om sit yndlings emne, sig selv. Hun havde tusinde historier fra gamle dage. Hun kunne fortælle om, da hun boede i Amerika med min morfar. Hun kunne fortælle om dengang hun optrådte på de skrå brædder på Broadway. Hun kunne fortælle om, da hende og Morfar tog til fester, og dansede til den lyse morgen. Hun fortalte om, da hun var danserinde i Paris, og dansede på Moulin Rouge. Hun fortalte om, da Mor blev født i en skummel bus nær Kansas. Hendes fortællinger var som på film. Når hun fortalte, så jeg det hele for mig oppe i hovedet som på spillefilm. Min morfar døde som soldat. Han nåede ikke at få at vide, at Mormor var gravid. Hun opfostrede Mor på egen hånd, hvilket fik mig til at se på Mormor med helt andre øjne. At opfostre et barn alene, krævede ret mange kræfter. Min mor havde nok bare gjort som Mormor havde gjort, prøvet sig frem. Jeg var stolt af at være i familie med to så stærke kvinder som dem. Jeg håbede, at jeg ikke ville bringe familien i skam, når jeg engang blev mor. Jeg ville bare gøre som Mor og Mormor. Jeg ville bare prøve mig frem i livet, og gøre mit bedste. Det var det, jeg var nød til. Jeg ville lære af mine fejl, og gøre hvad jeg fandt rigtigt. Jeg ville gøre Mor stolt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...