Tabu

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 apr. 2014
  • Opdateret: 23 apr. 2014
  • Status: Igang
En novellesamling om tabuer

18Likes
20Kommentarer
546Visninger
AA

3. Frihed

Mørket var efterhånden faldet på, og havde efterladt kvarteret i en faretruende stilhed. En stilhed der gav yderligere plads til Dem. De vidste det og udnyttede det. Det var Dem der havde lokket mig herud. Igen.

Hver dag var det samme scenarie. De hånede og forfulgte mig i hælene fra morgen til aften. Og jeg kunne intet gøre, andet end at vente. Vente på at stilheden indtraf. Vente på at nattens mørke tog over og gav mig et par timers fred.

”Jeg vil ikke mere!” blev jeg ved med at sige, men De lyttede ikke. Det var Dem der bestemte. De grinede af mig.

”De andre vil aldrig tro dig.” De gav hinanden ret. ”Du er ikke andet end en opmærksomhedssøgende teenager.” Jeg rystede ustoppeligt på hovedet. De havde ikke ret. Det måtte De ikke have.

Små regndråber var begyndt at falde. Det lignede tårer. Himmelens tårer. Og snart også mine. Hvis jeg altså kunne gøre det.

”Kom nu. Du tør ikke.” lokkede De. Jeg kunne mærke hvordan De trak i mig. Skubbede og trak. Og De stoppede aldrig.

”Jeg vil ikke!” forsøgte jeg igen. Jeg pressede hænderne hårdt mod ørerne, i et ynkeligt forsøg på at få det til at stoppe. Det kunne ikke lade sig gøre. Men hvordan kunne jeg dræbe Dem?

En vind tog fat i mit lange, lyse hår og efterlod det bag mig. Jeg følte mig næsten nøgen, når mit hår ikke gemte mit ansigt. Jeg kunne lige så godt stå her uden tøj på. Det ville være præcis det samme.

Jeg stod med hænderne låst fast til kanten. Det var min sikkerhed og samtidig mit værste mareridt. Så længe jeg sørgede for at holde fast, kunne der ikke ske noget, men et sekunds uopmærksomhed og alt ville være ude af kontrol. Ustandseligt.

Flere regndråber faldt og ramte mit nøgne ansigt. De tegnede streger langs mine kinder. Tårer. Himmelens tårer. Mine tårer.

”Hvad er der galt?” De lo. ”Tør du ikke?”

”I eksisterer ikke.” hviskede jeg for mig selv. Det var jeg nødt til at huske. Det var det mine forældre altid sagde. De var ikke virkelige. Kun i mit hoved.

”Nu prøver hun at benægte det igen.” Jeg kunne tydeligt se for mig hvordan de stod og rystede på hovedet. ”Hun lærer det aldrig.”

Jeg forsøgte at tage nogle dybe indåndinger, men endte i stedet med at trække vejret hurtigere og mere kvælende. Det var som at få en kniv stukket i hjertet.

Billederne begyndte at køre rundt for mit indre blik. Billeder af vores familie derhjemme. Far, mor og lillesøster Josephine.

 

Josephine var familiens nyeste medlem. Alle elskede hende og kunne knap nok koncentrerer sig om andet. Ikke engang mig. Nej, nu var jeg gammel nok til at passe mig selv. Det var en selvfølge, at piger på 16 kunne underholde sig selv. De glemte bare, at jeg måske ikke var som andre.

”Nu er De der igen.” havde jeg sagt, men de rystede bare på hovedet.

”Ikke nu, Liv. Josephine skal til at sove, og hun skal ikke have mareridt.” Og så blev opmærksomheden atter vendt mod Josephine. Væk fra mig.

”Men…”

”Ikke noget men. De er der ikke.” De var uden for rækkevidde. Min rækkevidde.

 

Det var kort tid efter, at Josephine var kommet til verdenen, det hele startede. I starten var De kun nogle lave, ubetydelige stemmer, der nemt kunne lukkes ude. Men de havde åbenbart mere indflydelse, end jeg først havde troet. Mere end jeg nogensinde havde turdet drømme om.

 

Jeg stod og så på Josephine, der lå og sov fredfyldt. Det var på tide, at hun snart faldt til ro, efter en hel nat med gråd. Det var næsten ikke til at holde ud.

Mor og far havde skiftes til at berolige hende hele natten. Det resulterede selvfølgelig i, at de begge var trætte. Meget trætte. Og det gik altså ud over mig.

"Du må selv sørge for noget at spise, mens vi indhenter noget søvn." havde de sagt og var så gået i seng. Jeg havde bare nikket og var gået ind til Josephine, så hun ikke skulle være alene. Og det var her, jeg virkelig hørte Dem.

"Hun vil tage al opmærksomhed. Hun skal passes på." Jeg forsøgt at ryste tanken væk, men noget gjorde at den blev hængende. Det var ikke en tanke. Den lød ikke engang som mig. Nej, det var Dem.

Jeg gik i mange dage og prøvede at lede mine tanker hen på andre ting, men de vendte  konstant tilbage. Jeg vidste De havde ret.

 

Flere tårer pressede sig på, og blandede sig med regnen. Hvorfor ville de ikke lytte? Jeg vidste, at De var virkelige. De havde styringen.

”Det er bare noget du bilder dig ind.” sagde mine forældre altid. De troede aldrig på mig. Jeg var åbenbart bare en forstyrret, opmærksomhedssøgende teenager, som ikke kunne lide at Josephine fik mere opmærksomhed end mig.

Det gjorde ondt, når de sagde sådan. Når de ikke ville tro mig. Det var ikke noget, jeg bare fandt på. De var der altså.

Jeg havde aldrig været sur over at Josephine fik mere opmærksomhed. Det var noget De havde plantet i hovedet på mig, og jeg kunne ikke få det ud.

Mine hænder var begyndt at gøre ondt, af at holde ved den kolde metalstang. Men hvis jeg gav slip, havde jeg tabt. Og De havde vundet.

”Fiasko.” lo den ene. ”Du er en fiasko.”

Jeg pressede læberne sammen og kvalte et skrig. Et skrig der med garanti ville have tiltrukket opmærksomhed. Så hvorfor gjorde jeg det ikke? Var det ikke opmærksomheden jeg manglede?

”Det er ikke virkeligt.” messede jeg for mig selv. Det var som om de stod bag mig og åndede mig i nakken, men når jeg vendte mig om, var de væk.

”Du ville ønske, vi ikke var her.” Det løb mig koldt ned ad ryggen. De gav mig myrekryb. Og De havde ødelagt alt!

Ingen troede på mig længere, og folk sagde altid: ”Du er simpelthen for gammel til det der.” Eller den klassiske: ”Du skal til at blive voksen.” Og jeg som troede at voksne kunne lytte. Ikke heromkring i hvert fald.

Regnen havde taget til i styrke, og jeg var efterhånden gennemblødt fra top til tå. Tøjet klistrede til min krop, og gav mig følelsen af at blive kvalt. Tømt for luft.

Hvis bare jeg havde kunnet skrige så højt, at alle kunne høre mig. Hvis bare nogen ville lytte og måske forstå. Så ville jeg måske ikke stå heroppe og se ned på den hullede asfalt.

Jeg følte langsomt trætheden skylle ind over mig. Mine hænder kunne snart ikke holde fast længere og mine ben var også ved at give efter.

”Hun tør ikke.” konstaterede De. Jeg rystede på hovedet. De skulle ud derfra. På den ene eller anden måde.

Der var langt ned. Omkring 10 meter. Det burde være nok til at skaffe mig af med Dem. En gang for alle.

 

Langsomt flyttede jeg på mine ben og hev mig frem mod kanten. Det gav et sus i maven, ved synet af vejen. Mit hjerte slog hårdere og hurtigere. Men det stoppede mig ikke. Jeg var nødt til at gøre det.

Vinden tog endnu en runde og trak atter mit hår til siden. Følelsen af nøgenhed overbeviste mig om, at det var den eneste rigtige måde at gøre det på. Ingen ville nogensinde skulle se på min nøgne sjæl igen. Og de ville ikke savne det, for de så det aldrig.

”I kan ikke stoppe mig!” sagde jeg arrigt. Nu skulle jeg vise Dem, hvem der havde magten. Jeg knep øjnene sammen og lagde min kropsvægt mod kanten. Det var snart oversået. Jeg skulle bare lige…

Langsomt løsnede jeg grebet om kanten og lod mig falde. Det gav et sus i min mave, og billederne begyndte atter at køre.

 

”Liv, du er nødt til at vente lidt.” Mor tog Josephine op og vuggede hende til gråden stoppede.

”Jamen, De er her igen. De vil ikke lade mig være i fred.”

”Hvem De?”

”Stemmerne.” Jeg så bedende på hende. Hun skulle få Dem til at forsvinde.

”Liv.” Hun sukkede og rystede opgivende på hovedet. ”Du er for gammel til det der.”

 

Jeg åbnede øjnene og stirrede direkte mod vejen. Det var næsten en hel lettelse, at jeg endelig kunne se en ende på dette helvede. Og ikke et eneste sekund havde jeg fortrudt min beslutning. Det var det rigtige. Et forsigtigt smil sneg sig over mine læber.

”Frihed.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...