Tabu

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 apr. 2014
  • Opdateret: 23 apr. 2014
  • Status: Igang
En novellesamling om tabuer

18Likes
20Kommentarer
548Visninger
AA

4. Din vej

Seks bogstaver, kun et af dem er en vokal. Et enkelt ord der kan veje så tungt, men ikke kan ses. Det er noget … en følelse … som alligevel ikke er. Den kan ikke forklares, og svær at forstå for andre - selv jeg. Pludselig var den der, og jeg kunne intet gøre. Det var for sent.

 

Som at støde hovedet mod en mur, og den derefter kollapser omkring dig. Du er fanget, og det er selvfølgelig din egen skyld. Du skulle bare have åbent øjnene og set dig for. Men det er jo altid nemmere at være bagklog.

De søvnløse nætter, hedeturene og hovedpinen burde have været nok. Du burde være stoppet op, og have set dig omkring. Det var jo åbenlyst, at noget var galt. Men nej, du fortsatte fremad, uden at se dig tilbage. Målet var allerede i sigte, og vejen var fri. Det var bare ligeud.

Men hvad så, hvis vejen pludselig ikke er så lige alligevel? Asfalten har nu fået huller, og er derfor sværere at køre på. Du forsøger at holde farten, men det føles hårdere. Du skal bruge flere kræfter på at træde i pedalerne, og tungen skal holdes lige i munden for ikke at vælte, når du forsøger at navigere udenom.

Det kommer hurtigt til at virke uoverskueligt, men alligevel fortsætter du. Du er en fighter og tager ikke et nej for et kvalificeret svar. Det hele handler jo om at være den stærkeste. Om at vise de andre hvem der styrer showet. Det er jo dig! Og det er du nødt til at holde fast i. Det er nemlig en skidt ting, hvis de andre vinder. Så det kommer selvfølgelig ikke til at ske. Nej, du giver nemlig ikke op. Du har noget du skal vise hele verden. Du skal vise dem, at du vandt.

Den attitude kan man dog godt glemme alt om. I hvert fald i denne verden. Fyldt med pessimister der virkelig forstår at pille dig ned lige så langsomt. Du siger konstant til dig selv, at de ikke kan røre dig, og du fortsætter som om intet var hændt. Men inderst inde ved du godt, at det har ramt dig. Du kan ikke vise det til nogen, men du ved at det er der. Arret på din sjæl. Og det gør ondt. Men du er jo stærk, så du fortsætter uden at klynke. For klynkeri hører sig ikke til hos en stærk person. Det er jo et tegn på svaghed!

Du rejser hovedet og fortsætter frem. Du har virkelig styr på det. Hullerne i vejen stopper dig ikke længere. Det er stadig hårdt, og kræver mange kræfter, men det er som om du ikke kan mærke det. Det er bare noget der er der, og når du først er forbi det, ligger det bag dig, og du skal aldrig se netop dét hul mere. Det føles godt, og du kommer stadig tættere på mål. Du smiler lidt. Frisk vind i håret og sol på kinderne, så kører det. Tror du.

Du bliver blændet af solen der ellers har oplyst din vej. Den sol der har fulgt dig hele vejen, og holdt mørket på afstand. Men i et split sekund er du blind, og inden du når at se dig for, rammer du et hul, og verdenen forsvinder for dit blik.

Det næste du mærker er hårdt, blodigt. Du ligger på vejen, og små skrammer dækker din krop. Du ømmer dig. Det gjorde jo ondt. Snart ser du dig over skulderen, bare for at være sikker på, at ingen har set dig. De skulle jo nødig vide at du var faldet. Du kommer hurtigt på benene, men føler dig stadig forvirret. Hvordan kunne det overhovedet ske, at du faldt? Havde du ikke styr på situationen? Selvfølgelig havde du ikke det, ellers ville det jo ikke være sket. Simpelt.

”Det er min skyld.” siger du til dig selv. Du ved jo godt, at hvis du bare havde husket at bruge solbriller, så havde du opdaget det. Men igen er det nemmere at være bagklog. Og nu er det vigtigste at få slettet alle dine spor af fejltagelse, og så se at komme videre. De venter på dig, og din belønning er næsten inden for rækkevidde. Bare hæng i lidt endnu!

Du trækker trøjens lange ærmer godt ned, og retter blikket mod jorden. Ikke flere overraskelser. Kun dig og vejen. Du kan allerede nu mærke, at det nok skal gå. Destinationen venter forude, og her er ingen til at stoppe dig. Du har lukket stemmerne ude, og et smil bliver sat op - hvis du nu skulle møde nogen. Du er jo ikke svag. Vel?

En stille vind kærtegner din kind og giver dig følelsen af friskhed. ”Jeg kan godt!” konstaterer du, og begiver dig afsted. Der venter stadig en lang rejse forude, og du er sikker på, at du nok skal klare turen. Og når du er fremme, behøver du aldrig nogensinde at se dig tilbage igen. Lad det være et overstået kapitel i dit liv. Det eneste du skal vise, er at du kom i mål. Også selvom nogle tvivlede på det, og spredte tvivlen videre til dig.

De mange stemmer kører stadig i dit hoved, og er efterhånden blevet drivkraften til at komme i mål. De forventer at du kan, venter på dig, og du kan allerede se skuffelsen i deres øjne, hvis du fejler. Nej, det må ikke ske. Det blik har du ikke lyst til at se. Og blikkene fra din fortid ej heller. Når du fejler vil de rædselsfulde blikke dominerer din verden. ”Hvad sagde jeg?” skriger de alle efter dig.

Jo mere du tænker over det, ved du ikke længere, hvad der er værst. De begge vil forfølge dig og lige meget hvad, vil det gøre ondt. Men hvad gør mest ondt? Et slag i hovedet fordi du trak dig, eller de hånende blikke? Det er ikke til at sige.

Du stopper op. Kroppen vil pludselig ikke mere. Hovedpinen kommer snigende, og sveden begynder langsomt at træne gennem tøjet. Du tager dig til hovedet. ”Hvad er det jeg laver?” Dine tanker flyver rundt. Det er ét stort kaos. Og et øjeblik er det som om, at du glemmer destinationen. Den bliver skubbet til side, og der bliver gjort plads til andre tanker.

Nu kommer tvivlen atter over dig. Du kan ikke vende om, og at fortsætte synes håbløst. Og du kan heller ikke blive hængende i midten af ingenting resten af dit liv. Du er altså tvunget til at tage et valg. Og lad nu være at tænke for længe. Vi skulle jo nødig have, at andre tager beslutningen for dig. Vel?

Hjertebanken og mavekramper. Det hele tager til, mens dit hoved befinder sig i en helt anden verden. En verden der er så langt væk fra den virkelige, at du ikke er til at nå. Dit fokus er gået sig en meget lang tur, og det hele virker mere uoverskueligt. Du kan ikke se det.

Et kort øjeblik får du lyst til at komme videre, nå målet, men du kommer hurtigt på bedre tanker. Du ved inderst inde godt hvad der er det rigtige, men det er det sidste skridt der er det sværeste, for du har ingen fortrydelsesret denne gang. Så hvad gør du, hvis du pludselig fortryder dit valg? Tør du tage chancen? Og hvad nu hvis det vil blive bedre? Er det så ikke det værd? At tage chancen.

Du nikker. Langsomt er du ved at komme frem til et svar, men dit valg kræver stadig en form for handling, som kun du kan udføre. Det er dit ansvar. Dit alene!

Igen tvivler du. Hvad nu hvis de andre ikke kan lide dit valg? Det er en ond cirkel, og du er nødt til at gøre noget ved den. Du skal først indse, at du ikke kan gøre alle tilfredse. Du må indse, at den vigtigste i alt dette er DIG.

 

Jeg har længe siddet herinde, og kaldt på dig, søgt din opmærksomhed, men jeg kunne ikke komme igennem. Jeg har forsøgt at hjælpe dig, guide dig i den rigtige retning, men af en eller anden grund har du ikke lyttet. Du har opført dig som om du var uovervindelig, du kunne klare hele verdenen. Men lad os nu være ærlige. Du er ikke uovervindelig, du er et menneske, og mennesker har følelser. Det er godt at være stærk, men drop det der. Det er okay at vise, at noget gør ondt. Vigtigst af alt så husk at du er herre over dit eget liv, og ingen skal bestemme over dig. Og så lov mig lige at sætte tempoet ned, og tag en ting af gangen. Du har et helt liv foran dig, og jeg er sikker på, at du nok skal nå det hele. Tiden er din ven.

Og lov mig nu, at du passer bedre på dig selv denne gang. Ellers kommer jeg tilbage. For den der følelse, stress, vil jeg ikke se igen. Forstået? Og hvis det nogensinde kommer tilbage, så husk på denne gang, kend tegnene.

 

Du sidder der i vejkanten og nikker. Du har hørt mig. Og på ingen tid har du rejst dig, og ser nu efter en ny vej. Du ser stadig folkene der kalder på dig, men du er vokset. ´Du har lært noget og det er nu tid til din belønning. Du smiler og vinker til dem, for så at sætte kursen tværs over marken. Du ved ikke hvor den ender, eller hvor langt du skal gå, men jeg kan love dig én ting - det er det hele værd. Så gå på opdagelse, find DIN vej, og du vil finde dit rigtige mål.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...