Diana - 1D {Louis Tomlinson}

Velkommen til Diana Miller Wilson's liv. Diana er en sød, sjov, skør, drenget og livsglad pige, på trods af at hun er blevet mobbet hele sin barndom, og bliver stadig mobbet på sin skole. Diana er 18 og har boet selv siden hun var 16 år, hun arbejder på en lille cafe i midten af London Hun er meget drenget og det er selvfølgelig også der for hun bliver mobbede... En dag da Diana er på vej hjem fra sit arbejde bliver hun overfaldet af nogle drenge, men hvad hun ikke ved er at fem 'Normale' drenge bliver vidne til dette overfald. Drengene er også kendt som selveste One Direction. Vil Diana fortælle sin store hemmelighed som hun har vidst fra hun var helt lille og vil hun overhovedet åbne sig op for de fem drenge og vil der måske komme mere end vendskab?? Eller vælger hun at lukke sig inde og lade hemmelighed være hemmelighed?? Hemmeligheden kan i hvert fald ændre hendes liv for altid. Følg med i Diana Wilson's liv eller lad være?

40Likes
27Kommentarer
2150Visninger
AA

9. Kapitel 8

Diana:

Næste morgen vågner jeg allerede ved morgengry. Helt ærligt. Eller på den anden side. *At smile ondt og gnide sig i hænderne*.

Jeg rejser mig og tjekker mig hurtigt i spejlet på væggen. Jer ser faktisk ret nuttet ud om morgnen. Mit hår er lidt uglet og står godt til mine øjne. Yay.

Jeg begynder at rode i deres skuffer og falder over mange pinlige ting. Babybilleder, cigaretter som må være Zayns, endda kondomer. Til sidst finder jeg det jeg mangler. Jeg holder den sorte sprittusch op. Nu skal de få hævn.

Jeg starter med Louis som ligger tættest på. Han får et fint mustacho og mit navn i panden. Hvor ser han fin ud. Not! Haha!

Niall får et fint skæg for at kalde mig dværg. Og Liam får briller for at kalde mig mærkelig. Zayn har ikke gjort noget så han slipper. Men Harry får skæg og briller for at give mig en 'av-næse'.

Jeg gaber og går ud i køkkenet, måske har de noget morgenmad, eller cupcakes! Da jeg har rodet skabene igennem og tjekket køleren smører jeg mig selv en syltetøjs mad. Selvfølgelig hindbær. Jordbær er bare... Føj! Eller egentlig ikke. Hindbær er bare meget bedre.

Jeg går ind i stuen igen for at kunne se dem vågne.

Harry sidder derinde og glor på de andre, altså undtagen Zayn. "Hvad er der sket med dem?"

Spørger han mig. Jeg åbner munden for at komme med en kvik kommentar, da jeg bliver afbrudt af et gab. Jeg ser over på de andre drenge, der har sat sig op og glor på hinanden. Louis griner og peger. Men stopper da Harry griner af ham.

 

"Diana." Skriger de så i kor, alle undtagen Zayn. "Hvad har du gjort." Skriger Harry febrilsk. De rejser sig alle fire op med hemmelighedsfulde udtryk. Jeg hviner da de begynder at løbe over mod mig. Jeg taber min mad og styrter afsted gennem lejligheden. Med drengene lige i hælene.

De råber og har seriøst bedre kondi end mig. For lidt efter ryger jeg med et skrig på gulvet, med en MEGET tung Liam ovenpå mig. De vender mig om og ser drillende på mig.

"Nej." Hviner jeg, da de prikker mig i siden. Jeg er utroligt kilden. Jeg skriger af grin, da de ENDELIG stopper. Jeg vrider mig lidt og kommer op at sidde mens jeg ser på deres ansigter. Alle som et flækket i et stort smil.

"Hey! Hvorfor er Zayn ikke malet i ansigtet?" Spørger Harry og peger med en bebrejdende finger

over på Zayn, der har kigget på med et grin. Jeg smiler uskyldigt.

"Jeg tegnede på jer for at få hævn. Zayn har ingenting gjort!" Forklarer jeg og drengene ser misundeligt på hans grinende ikke bemalede ansigt. "Jeg styrer." Siger Zayn blot. Pff. Selviske dreng! 

Jeg fnyser. "Yeah." Udbryder mig og de andre drenge i kor med en sarkastisk undertone. Zayn glor lidt, men ryster så på hovedet.

"I er allesammen en flok geder." Mumler jer, mest for mig selv. Men Louis prikker mig i siden med et flabet smil, som taler sit tydelige sprog, han hørte mig! Pokkers. Jeg er opdaget. Jeg må sende besked til hovedkontoret.

Der lyder en klaprende lyd, som jeg hurtigt genkender. Brevsprækken. Jeg spæner, hurtigere end drengene kan nå at sige I-am-stupid-and-I-know-it, ud i gangen.

Gud, hvor bliver jeg sur, da jeg ser overskriften på morgenavisen. 'Diana Miller Wildson på besøg hos One Direction'. Fuck papparazierne! Wildson?! WTF! Det er squ da Wilson. Jeg udbryder et højlydt suk og en sur lyd, der minder om en hval. Harry der er dukket op griner ad mig, men retter så sin opmærksomhed mod avisen. Hvorefter han så vælger at grine endnu mere af mig. 

"Drenge. Diana hedder ikke Wilson, men Wildson." Skriger han ud i hele lejligheden og får mig til at se rødt. Okay not. Men noget i den stil.

"Du er en stor Tunfisk Harry," råber jeg frustreret af ham, hvilket han også griner af. Lidt efter dukker de andre op i døråbningen og griner. Jeg hopper op på Harrys ryg og han er hurtig til at gribe mig, inden jeg falder af. Så begynder jeg at rive i hans krøller. Egentlig ville jeg klippe dem

af, men det her gør lige så ondt på ham.

Harry giver små lyde fra sig og virker meget utilfreds. Til sidst slipper han mig, så jeg falder ned på gulvet med rumpeten først.

Jeg begynder at græde. Dog falskt. Hvilket får Harry til udbryde:"Undskyld, det var ikke meningen." Jeg græder bare lidt flere krokodilletårer. Til sidst slår Niall armene om mig og rokker mig stille frem og tilbage, mens han hvisker lidt. Hvad tror han jeg er? Et barn? Fint nok med mig!

Jeg snøfter og mine 'tårer' stilner af. Niall smiler beroligende, hvilket bringer en tryg følelse i mig. Jeg smiler svagt igen. "Fuck dig Harry." Mumler jeg og ser ondt på ham. Han smiler uskyldigt,

hvilket får mig til at grine.

"Lad os komme i tøjet." Smiler Liam fornuftigt og først nu opdager jeg at de allesammen står i bar overkrop. De er sgu da lækre. Det er lige før jeg rødmer. Men Lige ved og næsten, giver ikke slag til pesten. Eller noget. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...