Diana - 1D {Louis Tomlinson}

Velkommen til Diana Miller Wilson's liv. Diana er en sød, sjov, skør, drenget og livsglad pige, på trods af at hun er blevet mobbet hele sin barndom, og bliver stadig mobbet på sin skole. Diana er 18 og har boet selv siden hun var 16 år, hun arbejder på en lille cafe i midten af London Hun er meget drenget og det er selvfølgelig også der for hun bliver mobbede... En dag da Diana er på vej hjem fra sit arbejde bliver hun overfaldet af nogle drenge, men hvad hun ikke ved er at fem 'Normale' drenge bliver vidne til dette overfald. Drengene er også kendt som selveste One Direction. Vil Diana fortælle sin store hemmelighed som hun har vidst fra hun var helt lille og vil hun overhovedet åbne sig op for de fem drenge og vil der måske komme mere end vendskab?? Eller vælger hun at lukke sig inde og lade hemmelighed være hemmelighed?? Hemmeligheden kan i hvert fald ændre hendes liv for altid. Følg med i Diana Wilson's liv eller lad være?

40Likes
27Kommentarer
2140Visninger
AA

13. Kapitel 12

Diana:

Jeg vågner ved (Sjovt nok) at slå mine øjne op. Jeg stønner irriteret da solen trænger ind til mig. Jeg ser mig rundt.

Jeg har da altid slået gardiner for, når jeg går i seng? Mine gardiner er så nuttet, de er med Peter Plys. Ham elsker jeg. Hvem ønsker ikke at være en dansk honning elskende bjørn i rød bluse? Huh? Jeg gør i hvert fald. Elsker honning og røde bluser.

Det ender i sidste ende med at inspirere mig og dagens sæt tøj bliver Peter Plys. Jeg er klar til at tjekke mit skab. Jeg åbner døren og begynder min søgen. Der går ikke længe før jeg finder en helt mormal rød bluse og et armbånd med en honningkrukke, som den bjørnen har.

Mellem os to har jeg shoppet ind til denne her dag. Day of My Life or something. Ved du hvad. Den tager vi lige forfra. Day of my Peter Plys Soul to come out. Lækkert ikke. Jeg ved at hvis du også tænker dig om så har du en Peter Plys indeni dig. Eller måske en Pan? Uuuuh.

Ej okay. Selv jeg synes det er lam. Hehe. Jeg sagde lam. Som i lille fåre unge. Jeg er en ulv. Og nu æder jeg min humor der er lam. Hehe. Uhmmm... Jeg forvirrer mig selv lige nu.

Dagens plan:

1. Æd dig fed i chocopops.

2. Til lægen.

3. Der er ingen tredje, resten er endnu ikke organiseret.

Med raske skridt får jeg børstet tænder og taget et par gule shorts på. Folk vil nok glo, hvis jeg ikke tager noget på benene. Æv. Men... Tilbage til morgenmaden.

Jeg danser rundt med min tallerken, ske og glas. Lidt efter står det klar til start på bordet. Jeg finder chocopops på en af hylderne og så er jeg ellers i gang med at skovle. Chocopops forever!

"Godmorgen." Jeg ser op fra min ellers interessante skål og hen på Liam og Niall. "Overdrevet godmorgen." Jeg smiler overdrevent og de placerer øjnene på min mad. Hallo! Mit smil er heroppe!

Jeg sukker. "Alt i skal bruge er i skabet, hvor jeg har skrevet morgenmad på." Jeg peger på en pink låge med ordet 'Morgenmad' på og en masse fugle. Altså ikke ægte, bare falske.

De går straks i gang. Sultne æsler. "Er de andre vågnet?" Spørger jeg. Niall ser op fra sin skål, med mælkeskæg. Jeg griner af ham. "Nej. Eller måske." Svarer han. "Ja det hjalp jo super meget." Ironi, min bedste ven! Ud over Candyfloss. Hvor er Candyfloss egentlig. Har ikke set ham i lang tid.

"Candyfloss." Jeg hopper op fra min plads og ind på mit værelse, hvor jeg vælger at gennemrode det. Har alligevel rengøringsdamen Fru. Møller. Hun kommer hver tirsdag og torsdag.

Og der. De blå bukser afslører hvem ejeren er. Jeg krammer regnbuen ind til mig. "Der blev jeg lige bange for at du var blevet kidnappet." Betror jeg ham.

Jeg sætter ham nydeligt i vindueskarmen, så han kan se ud på den totalt (Ikke) trafikkerede og mega (Not!) spændende vej.

Ud i køkkenet igen. Jeg tøffer og ind og alle er oppe. De smiler stort til mig (Not). Nej de sidder allesammen og ser ondt på Niall. "Hvad har du gjort?" Spørger jeg ham tooootalt diskret om. Han ser over på mig. "Jeg tømte bare dine chocopops." Mumler han og ser trist på mig.

"Gør intet. Har et lager i kælderen." Jeg snupper nøglerne på køkkenbordet. Føler mig sej, når jeg har nøgler. Ligesom den der bande fra Grease. Forestil jer lige at de leger skjul og spiser candyfloss. Ikke Candyfloss, men det der søde sukkerstads.

Jeg hopper ed ad trappen til kælderen. En af de ting jeg ikke er bange for, er underligt nok kældre. Men min kælder er også ret hyggeligt. Der er ternet tapet! Frokosttæppeternet. 

Jeg tænder lyset og ser rundt i min lækre kælder. Man kan godt fare vild i den. Den er et stort virvar af gange og døre. Nogle gange sidder jeg hernede i en uge, på grund af jeg elsker tapetet.

Jeg finder mit ekstra lager og tager en æske med min elskede morgenmad. 

Jeg orker ikke at hoppe op af trapperne, så jeg går som et normalt menneske. Kedeligt!

Jeg roder lidt i æsken og finder legetøjet. Jeg pakker det op. En lille pistol af plastik - Der kan sige bang! Nu skal vi have det lidt sjovt.

Jeg sniger mig ind i køkkenet og retter pistolen mod dem allesammen. "Hænderne op eller bukserne ned!" Råber jeg. Det giver et spjæt i dem, men lidt efter er de på benene. Og gæt hvad de små tunfisk så gør. De trækker såmænd bukserne ned.

"Okay drenge. I dag skal jeg for det første til lægen! Det er vigtigt og jeg tager snart afsted. I må gerne tage med. Men så skal i vide at min læge er en gammel venlig mand, han hedder Dr. Shutup!" Jeg smiler kvalmende sødt.

"Jeg skal over til Sophia." Siger Liam. Jeg nikker blot. Lige meget. "Og jeg skal være sammen med Perrie." Og så er både Zayn og Liam skredet - Har de noget imod mig eller hvad? Hvis de har - Så har jeg også noget imod dem! De kan bare komme an. For jeg har syv storebrødre.

"Til lægen." Jeg laver den der supermand stilling og 'Da-da-da'-da-da-da lyden. Jeg flyver (Desværre, ved ikke hvorfor) ud i Louis bil - Som i dag bliver brugt. Jeg må sørge for at ødelægge den. Lave den om til en dansende Goth bil. Oh yeaaah. 

Eller ikke...

Louis sætter sig ind ved siden af mig på forsædet, Harry og Niall får bagsædet. Ha-ha! Så kan i lære det tabere.

Lægebygningen eller Lægehuset som lægerne selv foretrækker det bliver kaldt er en stor grå betonbygning.

Jeg kommer ind og tjekker mig ind på den der bip-dit-personkort-ind ting. Bagefter ind i venteværelset. Og gæt hvem der sidder der. Det gør Marabel. Min yndlings Venterums-ven-i-den-gamle-flok-af-sure-ældre-mennesker.

"Marabel." Jeg trækker hende ind i et knus, som hun halvhjertet gengælder. "Drenge, hils på Marabel - Marabel hils på Niall, Harry og Louis. Marabel er en nær ven." Drengene ser skeptiske ud, men hilser da på hende. Dygtige drenge!

"Diana Wilson." Dr. Shutup dukker op i døren. Jeg laver tegn til drengene om at blive stående og følger efter den rare mand. Jeg får slik hvis jeg opfører mig pænt. Jeg elsker dig gamle mand! Men du burde seriøst farve dit hår...

Vi smutter ind på hans klinik. Lad os side det sådan at Dr. Shutup mere er min psykolog end min læge. Hehe.

"Godt nok Diana. Jeg er nu sikker og det er ikke for sjov, men du lider vidst af Mindreværksproblemer! Hvilket betyder at du ligesom en gravhund er ret arrig og forsvarende på grund af din højde. Prøv at tage den med ro." Og så viser han mig ud.

Men shit. Jeg har fandme fået en hundesygdom - Men heldigvis fra en gravhund! Når det nu skal være, så er det en af mine yndlings arter. Har 1 yndling. Ikke så mange, men det går nok.

"Hvordan gik det?" Spørger Louis og ser drillende på mig. Jeg ser ondt på ham. "Jeg har en hundesygdom." Hvæser jeg og går lige forbi ham uden flere ord.

"A'hvad?" Spørger Harry undrende bag mig. "Mindreværksproblemer." Mumler jeg og sætter mig ind i bilen. Louis og Harry griner, mens Niall ser forvirret ud.

"Hvad er det. Jeg har aldrig haft hund." Betror han mig og jeg ser ondt på ham. "Mhhm." Mumler jeg surt. "Det betyder at hun er aggressiv på grund sin højde og man risikerer at blive bidt, hvis man udnytter den." Forklarer Harry sjovt og han er så død.

"Jeg hader dig lige så meget som... Jeg kan ikke finde ord." Jeg får blanke øjne og ser på deres ansigter der er flækket i et grin. Jeg er så tæt på at række fuck af ham. Den lille edderkoppespade af en spasser.

"Diana." Jeg ser op og får større øjne end ever before. For foran mig står den højtelskede Tom - Der btw er min bror. Eller halvbror, på fars side af familien. Han har altid været ret spøgefuld ligesom mig, så det er vores image.

"Tommelise!" Jeg springer op og ind i hans varme favn. "Hvad laver du her?" Spørger jeg, da jeg har trukket mig ud af omfavnelsen. Han smiler bredt. "Jeg er her med Tessa, hun venter måske vores barn!" Jeg kan ikke lade være med at smile over hans begejstring.

At se en 25 årig mand (Der er ens bror, selvfølgelig) smile sådan, så kan man ikke lade være med at smile. SPROGBØF! Jeg brugte smile to gange i en sætning.

Jeg bryder mig ikke synderlig om Tessa. Hun var vidst en gang ludder og jeg tror bare hun udnytter Tommelise Tommy Tom. Min lille spøgefugl. Jeg sagde det en gang til Tom og vi var måske, måske ikke uvenner. Buhuhuuuu, mig og Tommy har måske været uvenner! Så sørgeligt.

"Diana-Kuk-Kuk, hvem er det?" Og der får han den, jeg rækker tunge af ham! Aha. "Det er Tom - Min storebror, ya know." Jeg laver en Ta-da lyd, som bliver overdøvet af skramlen fra fire stole, som drengene rejser sig op. Øv - Jeg er ellers god til lydeffekter. Og frie stole, fordi Harry sad på Louis - Klammo.

Og straks giver det genlyd, med alle de hilsner, som Tom bliver overrumplet med. Det ender dog med at Liam (Der jeg ved ikke hvornår - Er dukket op), trækker dem med ud i bilen, fordi vi skal hjem til mig igen. Hjem = Yeah!

Selvom vi først skal købe ind. Men det lader vi som om vi har glemt, ikke? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...