KØDBYEN [One Shot]

Det er året 1941 i Richmond. 2. verdenskrig er lige brudt løs. Hvad man ikke gør for at overleve disse tider, som fattig.

2Likes
0Kommentarer
231Visninger

1. KØDBYEN

*1941 - Richmond*

-Kaitlyn!

Jeg nidstirre den lukkede trædør. Det banker.

Jeg har ikke rykket mig siden jeg ankom, for en time siden.

Jeg holder stramt fast rundt om mine kræ med næverne knyttet og kan mærke hvordan mine håndflader, langsomt bliver helt svedige og ulækre.

-Kaitlyn, kommer du ikke ud og spiser?

Jeg læner min kind på mit ene knæ og kigger ind i væggen. Hvad var det jeg havde sagt ja til? At opholde mig hos en flok fremmede mennesker, der (som de nu sagde) blot ville hjælpe?

Ja, og det var vel også den bedste chance jeg havde for at overleve.

-Kaitlyn!?

Jeg sluger en klump i halsen og får klemt et lavt ynkeligt svar ud.

-Jo.

Jeg hoster lavmælt og løfter hoved. Jeg gentager mig selv da jeg ikke regner med at hun kunne høre mig.

-JO.

halv-råber jeg tilbage og løsner langsomt grebet om mine ben. Jeg rejser mig op, hurtigere end mit hoved kan klare, blinker et par gange, smerten fortager sig hurtigt.

Jeg kigger på mig selv i det støvede spejl der står lænet op af væggen, i hjørnet.

Jeg er grim. Beskidt. slidt.

Jeg hiver forsigtigt ned i messing håndtaget, åbner døren og træder direkte ud i spisekammeret, udenfor værelset.

-Når der er du!

Siger fruen, og smiler. Jeg ville gerne smile tilbage, men det gør jeg ikke.

Hun sætter hænderne i siden, så man kan ane hendes forsvundne talje under mange lag af ubrugeligt fedt.

-Jamen, sæt dig dog ned.

Siger hun lystigt og begynder lægge små tern af kød på panden. Kød? Jeg har ikke spist kød i flere uger!

Jeg sætter mig straks ned på en vakkelvorn skammel, uden at tage øjnene fra de saftige små stykker kød der steger på panden. Jeg har ingen ide om hvad slags kød det er, men kød er vel kød, så det kan i princippet være lige meget.

 

-Vi bliver ikke flere i aften.

Siger fruen, da hun har sat sig til bords.

Jeg nikker, og tvinger mig selv til at kigge væk fra maden. vil ikke virke for grådig.

Hun peger på kødet.

-Skal jeg øse op til dig?

Spørg hun. Jeg tør ikke sige noget, så sidder bare og kigger. Uforskammet.

-Jamen dog, Vær’ ikk’ så genert.

Siger fruen, og tager derefter min tallerken. Hun er rar. Som har hun alverdens overskud, og ikke lader det gå hende på at vi er midt i en krig. Det gør hun nok heller ikke. Hun er velhavende, har en beskyttelsesbunker og mad.

 

Fruen skylder en klump kød ned med vand, og prøver at få startet en samtale.

-Er du herfra, Kødbyen?

Kødbyen? Jeg bliver helt stiv i kroppen og synker en klump i halsen.

-Er-

Jeg kigger ned på min tallerken.

-Er, hvad søde?

Siger hun og kigger nysgerrig på mig mens hun tygger på en stykke tørt brød.

-Er vi ikke i Richmond?

Jeg var ret så sikker på jeg var i Richmond, jeg ved ikke engang hvor kødbyen ligger.

Hun griner højt med åben mund, så man kan se halv tyggede mad rester i hendes mund.

-Kødbyen er skam Richmond søde.

Svarer hun og drikker et halvt glas vand.

-Så du er ikke herfra. er du fra London?

Det er jeg, men jeg har ikke i sinde at svare på hvor jeg levede før krigen.

-Hvorfor siger du så kødbyen?

Spørg jeg, og stikker gaflen i et af de små stykker kød. Kødet er tørt, sejt og fyldt med salt.

Det smager dog ret så godt. Jeg smasker stykkerne i mig, et efter et og tager en stor tår vand når det bliver for salt.

-De fleste mennesker i mad nød, køber kød fra Richmond. Det er både godt, og til en pris folk kan overskue.

-Laver i kød?

Jeg føler mig pludselig nysgerrig. Må jo også vide en ting eller to, hvis jeg skal bliver her længe.

Fruen smiler stolt.

-Det kan du bande på, Vi en af de mest velhavende kødproducenter i Richmond. Men så er der familien Johnson, de synes de er meget bedre og finere, fordi de kun sælger sort kød.

-Sort kød? Altså kød der er brændt på?

Hun griner og tager en bid af hendes tredje brød.

-Mørkt kød.

Jeg har tydeligvis ikke forstand på kød, så jeg spørger ikke mere ind til det.

Da jeg har tømt min tallerken takker jeg pænt, selvom jeg sagtens kunne ha' spist en fyldt tallerken mere.

-Hallo?

Høre jeg en mandlig stemme sige.

-Vi er i køkkenet.

Råber hun tilbage, og begynder at smile.

-Det er min mand.

Siger fruen smilende.

Manden slentre ud i køkkenet og kigger træt på mig.

-Er det den nye?

Fruen smiler og nikker.

Manden kigger ikke på mig, han studere mig.

-Hvorfor har du givet hende mad?

Spørg han, og jeg føler mig pludselig ikke så velkommen mere.

Hvorfor skulle hun ikke give mig mad?

Fruen ser en smule fornærmet på ham.

Han ryster på hoved.

-Hun kan godt bruges.

Siger han går. Fruen sukker og smiler falsk til mig.

Bruges? Skal jeg arbejde på deres kødfabrik?

Manden går, Fruen tager ud af bordet mens hun mumler.

-Endnu et stykke hvidt kød på markedet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...