Mellemstadie

Livet er ikke andet end et rygerskur, en togstation, en græsk lufthavn -Et midlertidigt sted. Der er ingen dybere mening med noget. Sushi, de rigtige mærker, det rigtige job - hvad fanden betyder det, når vi alligevel forsvinder til evig forglemmelse om en 70 års tid? Gud døde for længe siden. Det eneste der betyder noget er, hvad vi selv vil. Og derfor tænder jeg afslappet min smøg på bænken i Mindeparken og smiler overbærende over de stressede mennesker, der passerer mig. -Er skrevet til alkoholkonkurrencen (kapitlerne er udelukkende til for læservenligheden)-

13Likes
10Kommentarer
641Visninger
AA

6. Yatzy

”Kan vi få lidt ro?” halvt råbte en mandlig stemme irriteret. Jeg åbnede langsomt øjnene og rynkede brynene. Skreg stadig.
Der stod en gammel mand i ternede sutsko, hvor halvdelen af tæerne stak ud og et forklæde på og kæmpede med at åbne sin havelåge. Han spejdede rundt. Havde tydeligvis ikke lokaliseret skriget. Jeg stoppede, pludselig pinligt bevidst om mig selv, min lydudladning og rejste mig hurtigt op.

Alt gjorde ondt indeni mig. Som om nogen havde smadret et spejl i mine blodårer, og hver gang mit blod flød rundt, flænsede det noget op, som ikke skulle have været flænset op.

Manden kiggede på mig med et fordømmende udtryk.
”Mange tak,” sagde han gnavent.
”Nutidens unge… Man kan ikke engang få ro i sit eget kolonihavehus,” mumlede han og nidstirrede mig, imens han kæmpede for at lukke havelågen igen.

Jeg gloede på ham. Forsøgte at få kontrol over min vejrtrækning.

”Skal du have hjælp med havelågen?” spurgte jeg langsomt. Min stemme var spinkel og hæs, og min vejtrækning uregelmæssig.

”Det var da bare på tide, du spurgte om det, unge dame,” sagde han bare, og jeg tumlede over til ham og satte forsigtigt havelågen på dens rustne og stive hængsler.

Han begyndte pludselig at hoste voldsomt. Hans fingre knugede om havelågen til de blev helt hvide.
Jeg gloede.
”Er du okay?” spurgte jeg med store øjne.
Han svarede ikke, og hans øjne stirrede bare ud i luften.
”Hvad fanden sker der?” spurgte jeg og rynkede brynene. Lagde akavet en hånd på hans skulder. Rystede den lidt.
”Svar mig lige. Det er fandme ikke sjovt, det her,” sagde jeg mere og mere desperat. Med ét stoppede han med at hoste, og han besvimede.
Fuck fuck fuck.

Hvad fanden skete der?

Jeg kæmpede med den forbandede havelåge. Virk nu, gamle lort.
Kastede mig ned oven på ham.
Og rystede i ham. Tog pulsen. Ingen. Nej nej nej. Hvad fanden sker der?
Han kunne sgu da ikke bare sådan dø.
Jeg var lammet. Sad bare ved siden af ham og stirrede.

Mine kolde fingre tastede langsomt 112, og jeg fortalte dem adressen og lagde på, da manden gentagende gange krævede mit navn. Jeg fandt en marguerit og puttede den forsigtigt ned i mandens forklædebrystlomme. Jeg kunne se bladene skille sig fra hinanden. Følte et sug i maven.

Jeg lukkede kort øjnene og fandt en marguerit. Og en til og en til. Der var helt stille. Det var, som om hele verden kiggede på mig. Umådelig selvisk tanke, men sådan var det altså. Hans brystlomme bugnede af margueritter. Jeg forsøgte at stikke en marguerit ned i hans bukselomme, men min hånd stødte på et par terninger i en snor. Jeg tog dem op i lyset. Skævede til manden. Han var næsten smuk dér i det nyslåede græs med margueritter i hans lomme og et saligt udtryk i ansigtet.
Nu må du sgu ikke gå hen og blive helt sentimental, sagde jeg formanende til mig selv, men kneb trods ihærdige forsøg på at holde den inde, en tåre. Jeg fangede den med fingeren og iagttog den et kort sekund. ”Hvem er du?” Spurgte jeg dråben. ”Er du god eller ond?”

Så tog jeg hans bilnøgler fra den anden lomme. Lukkede forsigtigt havelågen. Og gik.

Jeg gik bare.

Fandt hans bil ved hjælp af den trådløse lysmekanisme i bilnøglen og satte mig ind.
Jeg kørte ud mod Herningsholm.

På højre side snoede voldgraven sig om Herningsholm Herregård, omgivet af grønne marker, træer og lejlighedskomplekser. Venstre side klaskede sammen med højre side med dens enorme, grå parkeringsplads, Rema 1000 og en tattooshop. Kontrast.
Måske var livet mere end et mellemstadie? Måske var der langt flere kontraster, end min far havde turdet opleve.

Måske langt flere end jeg havde turdet opleve? Vrede og tåre kæmpede sig op i mig. Men også noget andet. Margueritter.
Jeg kastede med en af terningerne på den andet forsæde.

2.

Jeg bestemte mig lynhurtigt for spillereglerne.

1, 2 = venstre. 3= ligeud, 4,5=højre, 6=u- vending.

Jeg svingede rettet over mod venstre. Fabrikskvarteret kom til syne.

Ikke det mest charmerende sted skæbnen havde valgt at føre mig hen. Jeg trak på skulderene. Lagde en cigaret på læben. Ikke for at ryge den. Det var gået op for mig, at livet var tilfældigheder, men at vi var, hvordan vi tacklede tilfældighederne.
Rygning var en tilfældighed i mit liv. En tilfældighed jeg, i hvert fald for nu, ville vælge fra. Ikke for min far og for hans selviske, wannabedigter, jeg-har-altid-elsket-dig-skat-selvom-jeg-har-ødelagt-dit-liv-opkald.

For mig selv.

Jeg så margueritterne for mit indre blik endnu engang.

Og hvis jeg skulle dø i min kolonihave med en so ved min havelåge, så ville jeg sgu også ønske, at den so havde nosserne til at gøre det bedste ud af dén tilfældighed. Ikke at jeg personligt var en eller anden helgen i den sammenhæng. Jaja, margueritterne var da meget rørende, men jeg stjal jo for helvede samtidig hans bil, hvilket arvingerne nok ikke vil sætte alt for meget pris på.

Jeg slog med terningen, da det tyndede ud i fabrikker.

5, højre.

Jeg lovede mig selv, at hvor end tilfældighederne førte mig hen, ville jeg aldrig stoppe og aldrig lade tilfældighederne tage alt fra mig. Igen.

Det var fandme for sølle, hvis man ikke engang kunne overleve lidt Yatzy. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...