Mellemstadie

Livet er ikke andet end et rygerskur, en togstation, en græsk lufthavn -Et midlertidigt sted. Der er ingen dybere mening med noget. Sushi, de rigtige mærker, det rigtige job - hvad fanden betyder det, når vi alligevel forsvinder til evig forglemmelse om en 70 års tid? Gud døde for længe siden. Det eneste der betyder noget er, hvad vi selv vil. Og derfor tænder jeg afslappet min smøg på bænken i Mindeparken og smiler overbærende over de stressede mennesker, der passerer mig. -Er skrevet til alkoholkonkurrencen (kapitlerne er udelukkende til for læservenligheden)-

13Likes
10Kommentarer
643Visninger
AA

2. Solsikkehjem

Døren til stuen stod på klem, og Maj lænede sig forsigtigt hen imod dørkarmen og kiggede ind. 

 “Det var jo bare et par briller, Laura,” sagde far opgivende og kløede sig i håret. Maj holdt vejret. 

 “Ja, bare et par briller, Klaus. Bare et par briller til 2000 kr,” sagde mor og hendes øjne lynede.

Måske kunne hun selv betale. Ja, hun ville gå op og tjekke i hendes sparegris bagefter. 

 “Jamen, hun kunne jo ikke gøre for, at hun faldt… Og hun har også haft nok at tænke på i dag med alle de andre nye børn og sådan…” prøvede far. Far var den bedste i verden. Meget bedre end mor. 

 “Arrrrrh, Klaus… Det er også lige meget med de fandens briller! Forstår du det ikke? Livet fungerer ikke sådan, som det gør i dit hoved!” Hun havde hævet stemmen. 

 “Hvis du snakker om min jobsituation, så troede jeg, at vi havde afklare…” Hun afbrød ham: 

“Ja, fandme om vi snakker om din “jobsituation”, Klaus! Du kan ikke bare sige op, fordi du ikke lige synes, at du kan overskue arbejdet, forstår du det? Du kan sagtens sige, at 2000 kr. er helt fint, for det er ikke dig, der skal betale, vel!” Mor råbte og slog ud med hænderne. Maj holdte sig for ørerne, prøvede at lukke det ude. 

 “Jeg vil have, at Maj skal have de samme forudsætninger som alle andre børn, Klaus,” sagde mor pludselig stille. 

Far kiggede fortabt på hende og lagde sine hænder på mors hofter. 

“Maj betyder alt for mig, Laura. Og det vil hun altid…” De kiggede hinanden dybt i øjnene.

Maj kiggede forhåbningsfuldt på dem. 

“Men nogle gange… Så,” begyndte far. Mor trak sig med ét væk og lagde armene over kors. 

“Jeg vidste det, Klaus,” sagde hun med tårer i øjnene. 

“Med dig er der altid et “men,” sagde hun uden et kigge på ham. 

Maj stormede op sit værelse. Pressede puden over hovedet og forestillede sig far køre hjem til sin lejlighed på sin gule cykel og så ville han sikkert spise is eller lege med ponyer, for det gjorde de altid, når de var sammen. 

Mor ville bare altid læse eller rydde op eller gøre rent. Og nu var hun endda også sur på hende over, at hun havde ødelagt brillerne. 

Hun tog forsigtigt fars briller af, og så kom hun i tanke om, at far jo ikke kunne gå rundt med hendes lyserøde briller på resten af ugen, indtil hun kom på besøg hos ham igen. Hun listede nedad trappen til entreen og væltede lige ind i far. 

“Maj…” sagde han overrasket. Hans øjne var røde, og hans stemme vibrerede let. Hun rakte ham hans briller uden at sige noget og pressede så sit hoved mod hans mave. 

“Jeg skal nok betale brillerne. Jeg har hele min sparegris, far. Så behøver dig og mor ikke skændtes mere, og måske kan du flytte her hjem igen?” sagde hun fuld af håb og kiggede op mod far. 

Mor åbnede døren til entreen. Hendes øjne var også røde. 

“Maj!” sagde hun og formede et “o” med munden. 

“Maj, min lille skat. Kom du med ind i stuen. Far skal til at gå hjem,” sagde hun og rakte hånden frem. Maj tog modvilligt imod den og kiggede tilbage mod far, imens hun formede ordene: “Jeg har det hele planlagt far. Nu bliver vi igen en rigtig familie.” Klaus smilede trist til hende. 

 

***

 

Jeg drejede ned mod kolonihavehusene, ignorerede den insisterende vibration i min lomme og den omklamrende tåge, imens jeg tilbagelænet tændte endnu en smøg og tændte for min playliste på min håbløst forældede, blå iPod. Lana del Rey poppede frem på min efterhånden ret garvede skærm. Jeg trykkede uforstyrret play.  

"All my heart, it breaks every step that I take.” 

Jeg skuttede mig i min hoodie. Typisk dansk vejr. Trak mine ærmer op over mine hænder. Spejdede ligegyldigt efter det forbandede kolonihavehus.

 

"Don't make me sad, don't make me cry

Sometimes love is not enough and the road gets tough

I don't know why

Keep making me laugh,

Let's go get high

The road is long, we carry on

Try to have fun in the meantime” - Jeg smilede et kort øjeblik svagt over Lana del Rey og pustede blødt ud, så røgen gled ud af min mund som mit eget personlige pulserende mini-hiroshima. 

Jeg kunne se den lille røde dør med det skæve skilt på langt afstand. “Solsikkehjem” stod der. Sådan en omgang pludderromantisk vrøvl. Det kommer vel ikke som nogen overraskelse, at det var min mor, der havde sat det op. 

Jeg kunne huske, at min mormor havde hjulpet hende med at sætte “skuret” i stand og finde matchende solsikkedækservietter til det lille genbrugsspisebord, og jeg kan huske, at de begge havde stået og iih’et og ååh’et i flere timer bagefter og morfar var kommet med sin webergrill og så skulle der fandme være Gøtschepølser og økologisk hedesennep for hele baduljen, og morfar tog mig op på sit skød, da aftenen var ved at være forbi, og så sagde han: "Har vi det ikke rart, hva lille Maj? Sådan har du det nok ikke nede ved far, hva? Så er det godt morfar kan komme og hygge lidt, hva?” Han kiggede afventede på mig. Jeg nikkede forsigtig, som den sølle unge, jeg var. 

“Men ved du hvad, du skal bare være glad for, at du ligner din mor så meget, ikke søde Maj?” sagde han og smilede saligt. Og jeg kiggede bare på morfar med dirrende, store øjne, der hverken turde nikke eller ryste på hovedet. 

-Dog burde jeg havde nikket. Jeg ville ønske, at morfar havde haft ret, bare den ene gang i hans blinde golf-og-charterpensionsliv. Men, ak, jeg var ingen heroisk mønsterbryder. Jeg tog over, hvor min far slap. 

For jeg ville trods alt hellere være min far end min mor. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...