Mellemstadie

Livet er ikke andet end et rygerskur, en togstation, en græsk lufthavn -Et midlertidigt sted. Der er ingen dybere mening med noget. Sushi, de rigtige mærker, det rigtige job - hvad fanden betyder det, når vi alligevel forsvinder til evig forglemmelse om en 70 års tid? Gud døde for længe siden. Det eneste der betyder noget er, hvad vi selv vil. Og derfor tænder jeg afslappet min smøg på bænken i Mindeparken og smiler overbærende over de stressede mennesker, der passerer mig. -Er skrevet til alkoholkonkurrencen (kapitlerne er udelukkende til for læservenligheden)-

13Likes
10Kommentarer
640Visninger
AA

3. Skyr og avokado

“Hej, det er Majs klasselærer Frank. Snakker jeg med Klaus?” Frank lød alvorlig på den voksenmåde, der aldrig var god. Hun stod og dirrede med telefonrøret i hånden. 

“Mhh,” tilkendegav hun med sin dybeste stemme. Det var farligt, det hun lavede. Hendes fingre rystede. 

“Jeg ringer angående Maj… Jeg er bekymret for hende, og jeg må indrømme, at jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op… Hendes adfærd er vanskeligt for både hende selv og resten af 3. klasse.” Hun hev efter vejret. Bed sig hårdt i læben og knugede hårdere om røret. Hun vidste, at der var noget galt med hende. Hun havde vidst, at sådan noget i denne stil ville ske. Og så ville mor og far igen skændtes, og far ville måske drikke fem glas vin til aftensmaden i stedet for to, og han ville slet ikke gide at lege med hende, sådan som han ellers altid gjorde. Eller altid havde gjort. Hun kunne ikke huske, hvornår han var blevet så doven og underlig efter middagen, men hun var i hvert fald sikker på, at det ikke var mere end et år siden. Han var også begyndt at lugte skarpt på en ikke-far-agtig-måde.

“Mhh,” peb hun. 

“Hun græder, hvis de andre ikke vil lege med hende. Hun græder, hvis de vil. Hun græder, hvis det begynder at regne. Hun græder, hvis solen begynder at skinne. Det eneste hun laver er at tegne og skrive på sine hænder, og når jeg spørger, hvad det er, hun tegner, så begynder hun at græde igen og tager straks hænderne om på ryggen,” sagde han en anelse usikkert, som om han skammede sig over noget. 

Men det var hende, der skulle skamme sig.

Hun kunne mærke tårerne for alvor flyde over. Hun knugede telefonen hårdt og hamrede den ned mod bordet. Hun drejede rundt på hælen og spurtede hele vejen ind på hendes værelse, hvor hun gemte sig i sin hule under sin høje seng.

 

***

 

Jeg ledte ligegyldigt skabene igennem i det lille kolonihavehus. Lugten af cigar og marihuana var gennemtrængende, og jeg åbnede et par af de knirkende vinduer.
Min mor kom aldrig her mere, og min mormor eller morfar kunne aldrig drømme om at sætte en fod indenfor i dette lungekræftstempel.

Jeg fandt en flaske billig whisky i et af skabene, en halv pakke smøger og nogle sovepiller.

Og lad nu vær med at overfortolke igen – jeg var sgu ikke så overdramatisk og fortabt, at jeg ville begå selvmord – nogensinde.
Jeg kunne simpelthen ikke forestille mig noget mere foragteligt. Jeg mener – hvem er så svag, at de ikke engang kan holde til et fandens mellemstadie.
Livet er ikke andet end en lufthavn i Grækenland, tænkte jeg og linede pillerne, smøgerne og whiskyen op på række på det lille stuebord.

Bare uforståelige ord, alle vejne, der guider en til højre og venstre og ofte begge veje på samme tid, tænkte jeg videre. Det dumme menneske vil blive forvirret og desperat forsøge at forstå de kryptiske tegn på væggene. Jeg har bare fundet bænken i hjørnet af virvarret og tændt min smøg med et smil på læben. Jeg ryster lidt på hovedet, for om lidt skal jeg alligevel væk.
Et mellemstadie.

Blot om hundrede år er der ingen, der vil kunne huske mig. Hvem fanden vil bruge tid på at studere krumninger på væggen, når vi alligevel alle skal gates væk til forglemmelsen for evigt.
”Skål mor,” mumlede jeg og smed mig på den brune lave sofa og løftede flasken fra bordet. ”Fordi du ikke har forstået en skid og står sammen med de andre fortabte ved skiltene,” Jeg tog en slurk og fiskede min summende mobil op ad min lomme og lagde den under en af puderne med et falmet solsikkemønster på uden at kigge på den.
”Skål mor, fordi du derfor ikke har forstået, at ingen kan bestemme over nogen, og alligevel lader du alle bestemme over dig og dit trivielle, skyr og avokadoliv.” Det sved i min mund. Jeg smilede og lod mere af væsken glide ned igennem mit svælg. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...