Mellemstadie

Livet er ikke andet end et rygerskur, en togstation, en græsk lufthavn -Et midlertidigt sted. Der er ingen dybere mening med noget. Sushi, de rigtige mærker, det rigtige job - hvad fanden betyder det, når vi alligevel forsvinder til evig forglemmelse om en 70 års tid? Gud døde for længe siden. Det eneste der betyder noget er, hvad vi selv vil. Og derfor tænder jeg afslappet min smøg på bænken i Mindeparken og smiler overbærende over de stressede mennesker, der passerer mig. -Er skrevet til alkoholkonkurrencen (kapitlerne er udelukkende til for læservenligheden)-

13Likes
10Kommentarer
639Visninger
AA

1. Runde briller

Det var tåget. Luften var forbandet tæt, og jeg kunne næsten høre min fars rygerlunger kæmpe for at følge med, som et alt for virkeligt spøgelse, ved siden af mig på den lille sti. 

Jeg fingerede en smøg op af lommen, og den lagde sig slapt tilrette på mine kolde læber. Jeg tændte den rutineret og iagttog røgen folde sig ud af min mund og glide sammen med resten af tågen.

Tågen gjorde alt gennemsigtigt og utydeligt. Alt for gennemsigt. 

Selv de massive træer på Alhedestien blev gennemsigtige. Overklassegolfbanen til højre blev gennemsigtig. Kolonihavehusene til venstre blev gennemsigtige. 

Til sidst blev jeg også gennemsigtig. Jeg lukkede kort øjnene. Jeg faldt igennem verden. Gennemsigtig. Jeg stoppede op, åbnede øjnene og tværede hurtigt cigaretten ud med mine dr. Martens.

Stop Maj. Stop.  

Tågen var tåge. Lort var lort. 

Og min far var, hvad han var. Livet var ikke mere end et cirka halvfjerds års langt kurvediagram, mindede jeg mig selv om og rystede på hovedet over alle de mennesker, der overtænkte deres eksistens. Ja, endda de mennesker der blev filosofer. Hvorfor er vi her? Hvad er meningen med det hele? Der er ingen fucking mening. Der er ingenting, udover en fødsel og en død og en underligt mellemstadie, som ikke er andet end et mellemstadie. 

Et mellemstadie. 

Pludselig var de der - tårerne. Jeg hev efter vejret og tørrede dem hurtigt væk. Hvorfor skulle der også være så fandens tåget?  

Trak vejret roligere og roligere. 

Et mellemstadie. 

Bare et mellemstadie. 

 

***

 

Far fandt hende i Mindeparken. Hun havde gemt sig i rhododendronbuskene. Han kravlede ind i busken på alle fire, og hun trak benene længere op under sig og stirrede ned på sine beskidte knæ. Mor havde købt en helt ny kjole til hende, og nu havde hun ødelagt den, tænkte hun og vred sig lidt.

Hun gned på en af de grønne pletter på det lyserøde stof. 

Hun kunne høre fars vejrtrækning nu. Han nærmede sig hendes gemmested. Til sidst sad han så tæt på hende, at hans arme kun lige præcis ikke rørte hendes knæ.

Han sad sådan i lidt tid.

Til sidst løftede han let hendes ansigt op med hans ru hænder. 

Hun kiggede skyldigt på hans velkendte ansigt. Hans runde briller og brede ansigt smilede venligt til hende og så spurgte han: 

“Hvorfor sidder min yndlings and herinde efter sin allerførste skoledag?” 

Hun stirrede bare alvorligt og bedrøvet tilbage på ham, og så åbnede hun forsigtigt sin knugede hånd og afslørede sine ødelagte briller. Sine dyre, ødelagte briller. Hun var ved at begynde at græde igen, men han smilede bare, og så tog han også sine briller af. Han vristede forsigtigt hendes ødelagte briller ud af hendes lille hånd og lagde hans runde briller dér istedet. 

“Gå du hjem til mor og lad som ingenting, så siger jeg til hende, at jeg havde tabt mine briller i begejstring over, at min lille and er begyndt i skolen.”

Hun rynkede brynene.

“Men mor vil da kunne se, at det ikke er mine briller, men dine?” sagde hun og tog forsigtigt hans runde briller på. De faldt ned over næsen på hende. 

Han grinede lidt underfundigt og skubbede dem højere op. 

“Mor vil da være alt for glad for at se dig til at bemærke sådan en lille ændring,” sagde han med en beroligende smil. 

Hun smilede også, men blev så alvorlig igen. 

“Vil du gerne følge mig hjem, far?” spurgte hun og hendes øjne dirrede lidt. 

Han vendte hovedet på skrå igen, og for første gang så han lidt tøvende ud, men så smilede han. 

 “Selvfølgelig vil jeg da det,” sagde han og  klemte hendes hånd. 

Lige før de gik ud af parken, stoppede han op. Satte sig på knæ foran hende. Hans øjne funklede af noget, hun ikke forstod. Hun følte, at hun burde smile, men turde ikke helt. 

Han tog forsigtigt hans briller af hendes hoved igen og tog også hendes smadrede af hans eget hoved. 

Han kiggede rundt på træerne og sensommerbedene. 

 “Kan du mærke brisen ryste i dig?” mumlede han betaget uden at kigge på hende. 

 “Kan du føle blomsterne krible under jorden og træerne hviske visdomsord til hinanden?” sagde han lidt højere. 

Hun stod helt stille og stirrede på ham med store øjne. Nogle gange lød far som en fra en bog eller en film, syntes hun. Det var skræmmende, når han var sådan. Som om han slet ikke var far mere. 

 “Og alligevel ligner det et tapet,” sagde han så og hans øjne begyndte at dirre. 

 “Det hele ligner et tapet, en teaterkulisse. Træerne og blomsterne og det hele… Det ligner et maleri, ethvert fjols kunne kradse hul i og måske finde en anden virkelighed… Eller måske er der bare hvidt…” sagde han pludselig desperat. Hun stirrede bare videre på ham og han så et øjeblik fuldstændig afkræftet ud. Der var helt stille. Så vendte han sit ansigt mod hende og tog hendes lyserøde briller på igen. 

 “Så… Det er det, der sker, når man ikke kan se godt nok. Så går ens andre sanser på overarbejde.” Han rejste sig hurtigt op og børstede sine knæ fri for snavs med hænderne og smilede igen venligt til hende. 

 “Fortæl mig alt om din første skoledag, søde,” sagde han og aede hende i håret. Hun vaklede lidt, men smilede så usikkert igen og fulgte med. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...