Mellemstadie

Livet er ikke andet end et rygerskur, en togstation, en græsk lufthavn -Et midlertidigt sted. Der er ingen dybere mening med noget. Sushi, de rigtige mærker, det rigtige job - hvad fanden betyder det, når vi alligevel forsvinder til evig forglemmelse om en 70 års tid? Gud døde for længe siden. Det eneste der betyder noget er, hvad vi selv vil. Og derfor tænder jeg afslappet min smøg på bænken i Mindeparken og smiler overbærende over de stressede mennesker, der passerer mig. -Er skrevet til alkoholkonkurrencen (kapitlerne er udelukkende til for læservenligheden)-

13Likes
10Kommentarer
634Visninger
AA

5. Orkide

 

Dut dut-dut dut-dut dut-dut dut tag den nu forhelvede Dut dut-dut dut- dut dut- tag den far, tag den dut dut-dut dut- dut dut- minderne om rododendronbusken og far og mor og hans fantasifulde lege og kronisk melankolske øjne, der kunne græde i timevis over en påskelilje der sprang ud. Dut dut-dut dut-dut dut- Hans alkoholånde. Flaskerne på stuebordet. Hans krop der lå som selve Jellingestenen, væltet og urokkelig i sofaen. Dut dut-dut dut-dut dut- Hans, med årerne, rødere og rødere øjne og kinder. Hans runde briller. Dut dut- dut dut- dut dut-

 

Hans runde briller.

 

”Maj? Er det dig?” Hans stemme var spinkel.

”Hvor var du far?” spurgte jeg bare. Stirrede ud i kolonihavehuset. Solsikkedækkeservietterne lå famlede på spisebordet, og potteplanterne i vinduerne var ikke bare visnede, men nærmest smuldrede af tørst.

Der var helt stille.

”… Jeg var et dejligt, tomt sted. Et sted hvor der ikke var plads til dig, er jeg bange for,” sagde han.

”Men du skal vide, at jeg elsker dig og altid har elsket dig… Verden har vel bare altid været lidt for meget for mig…” sagde han langsomt. Hans stemme dirrede for første gang i mange år. Jeg holdt vejret og lukkede øjnene.
”Far… Livet er bare et mellemstadie,” mumlede jeg usammenhængende.

”Livet er meget mere, min and. Jeg har bare aldrig turde føle resten, for da jeg gjorde blev jeg dybt overvældet på all…” Jeg afbrød ham:
”Stop far. Stop. Hvad fanden er meningen med det her? Et sidste opkald før din usle drukdød, så du kan få det lidt bedre med dig selv? Det her er fandme ikke Titanic eller Twilight eller hvad fanden de der pludderromantiske historier hedder, hvor folk tilgiver til højre og venstre for det utilgivelige… Du slipper sgu ikke så let, far. Vil du høre sandheden?; Du har ikke formået andet med dit liv end at skabe dig en værdig efterkommer, du helt bogstaveligt kan give ”flasken” videre til.” Jeg råbte. Tårerne stod ud i pludseligt raseri. Tog whiskyflasken og smadrede den mod væggen.
Løb ud og hamrede den knirkende dør op.
”Maj, undskyld, Maj? Er du der? Min søde Maj… Jeg ved godt, at jeg ikke kan gøre det godt nu… Jeg ved det godt, min kære… Jeg vil bare… jeg vil bare sige… At jeg drak mig ud af mit sensitive sind. Igennem mit liv har jeg hørt mange sige, at man ikke kan drikke sig ud af sine problemer, men Maj… Det kan man… Jeg har drukket mig ud af alle mine, og det har virket upåklageligt… Og lige nu gør jeg det igen. Denne gang er det bare af en langt mere endegyldig karakter.”

Jeg var stoppet op. Stirrede ud i luften. Knugede mobilen.

”Hvis livet bare var et mellemstadie, ville vi have et samfund fuld af mennesker med grønne flasker for munden konstant… Der er mere derude. Det er der. Føl det, selvom det er skræmmende for orkideer som os, eller find en anden løsning end alkoholen, lov mig det.” Tænk at han lige sammenlignede sig med en orkidé. Hvem troede han, at han var?
HVEM FANDEN TROEDE HAN, AT HAN VAR?

Jeg var stivnet midt på kolonihavestien. Vinden blæste mit hår bagud.
”Nej,” hviskede jeg rystende. Jeg ville ikke love ham noget. Jeg ville ikke høre hans ord nu. Jeg ville ikke…
”Hvordan har du det?” spurgte jeg pludselig.
”Fint. Alkoholen var min vej til frihed, og jeg klager ikke,” sagde han bare.

”Du er så dobbeltmoralsk,” rasede jeg. Kunne ikke holde ham ud. Begyndte at gå igen. Hurtigere og hurtigere.  

”Alkoholen var min vej til friheden. Det benægter jeg ikke, Maj. Men det er bestemt ikke den smukkeste vej, man kan finde til friheden… Det kan endda ske, at man finder friheden på vejen…”

Jeg skreg og kastede min mobil fra mig.
Faldt sammen på knæ og begravede mit ansigt i hænderne.

I det øjeblik følte jeg det hele.

Alt.

Hvordan fanden kunne han komme nu, efter 18 år, og lyde som en eller anden poet med vished fra selveste Gud eller sådan noget og belære mig fra sit dødsleje om, hvordan jeg skal leve mit liv?
Hvordan kunne han tillade sig det?
Far. Rhododendronbuksen og hans runde briller. Hans venlige smil og trygge mave og følsomme stemme. Hans runde briller.
Hvor mon de var? Jeg stoppede med at skrige for et øjeblik.
Mor havde kaldt ham Harry Potter i sjov, den aften han kom hjem med dem fra brillebutikken, og han havde prikket hende i taljen og kildet hende, og mor havde kastet opvaskesæbeskum efter ham, og han havde kastet skum efter hende, og hun havde forsøgt at kilde ham tilbage og putte skum ned i hans nakke, men han fangede hendes spinkle håndled i en hånd og pressede hendes talje mod ham med den anden og så kyssede de. ”Far jeg kan ikke sove,” sagde jeg fra døråbningen.
Mor fnisede og far frigjorde sig og gik hen og tog min hånd. Da han puttede mig, havde han tårer i øjnene, og jeg spurgte ham, om han var ked af det, og han svarede med et: ”Nej… Mor er bare så smuk.”

Jeg faldt ned på alle fire. Hulkede hjælpeløst.
Det samme spørgsmål ramte mig gang på gang: Hvorfor?

H V O R F O R

HVORFOR???!

Krøb sammen i fosterstilling. Rystede. Knugede mine øjne sammen. Tårer i min mund.

Hvad fanden bildte verden sig ind?!

Hvem var den syge gud, der har opfundet dette sted?

Og endnu værre – hvem fanden var de idioter, der tilbedte en gud, der dræber et menneske hvert tredje sekund? En gud der ødelægger folk?

JEG VIL IKKE MERE

Jeg begyndte at skrige igen. Gennemtrængende.

Holdt mig for ørerne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...