Don't U Care?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 apr. 2014
  • Opdateret: 5 jul. 2014
  • Status: Igang
Evelyn og Justin har altid været bedste venner, men det ændrede sig, da Justin blev opdaget på youtube og rejste til Atlanta, hvor de derefter mistede kontakten. En dag mødes de igen, men Justin har ændret sig meget siden sidst. Han er sammen med de forkerte mennesker, laver ulovlige ting, og ryger ting, som Evelyn aldrig havde tænkt på, at han ville gøre. Hvad sker der mellem Justin og Evelyn, når de mødes? Får de nogensinde det samme forhold igen? Opstår der følelser? Eller måske mere? Advarsel: Stødende ordsprog og seksuelle scener kan forkomme.

21Likes
18Kommentarer
1089Visninger
AA

4. Kapitel 2


 

 Det mig, Justin 
 

"Det er mig, Justin," siger Justin. Jeg smiler svagt. "Justin!" udbryder jeg lavt og holder mig for munden. Jeg kan godt mærke, at hvis jeg hviner mere over denne situation, så komme jeg til at græde – af glæde selvfølgelig. Kelly gør store øjne og rykker sig nærmere på mig end før. "Sæt på med hør," hvisker hun og vifter med armene. "Åhh hej Justin. Wow, det er dejligt at høre din stemme," siger jeg. "I lige måde Evelyn," siger Justin. "Sæt på med hør," siger Kelly igen og slår mig på overarmen. "Okay," hvisker jeg til hende. "Øhh, Justin du er på medhør nu. Kelly er her også," siger Jeg. "Okay, hvem er Kelly?" spørger Justin. "Jeg er hendes veninde. Mig – Kelly. Oh god. Det her, det her er totalt vildt. Du er jo Justin!" hviner hun. Han griner kort og svare: "Yup. Det er mig. Er du fan?" spørger Justin. "Næææh," siger hun og fniser. Jeg ryster på hovedet af hende. "Kelly?" spørger jeg uforstående. Hun trækker på skuldrende.

"Så Justin. Hvad er grunden til, at du ringer? Det har du jo ellers ikke haft tid til de sidste fem år," siger jeg, lidt irriteret. Justin sukker, og bliver stille i nogle sekunder. "Hør, Evelyn. Jeg er virkelig, virkelig ked af det, okay? Jeg..." Justin stopper i sin sætning. "Jeg er også ked af det Justin," siger jeg trist. "Hvorfor ringer du?" spøger jeg hurtigt. "Jeg tror, bare jeg savnede dig, og din dejlige stemme og…" "Forsæt…?" siger jeg. "Og jeg har brug for din hjælp," siger han. Jeg griner sarkastisk. "Min hjælp?" spørger jeg. "Det må være din spøg. Du har aldrig haft brug for min hjælp," siger jeg og  rækker ud efter noget slik i slikskålen, som står på sofabordet. Justin er igen stille i telefonen.

"Hallo?" spøger jeg. "Du må hjælpe mig med, at komme ud af fængsel," siger han. "Hvad?" udbryder Kelly og tager sladderbladet op i hånden. "Passer det?" spørger jeg. "Hvad passer?" spørger Justin dumt. "Det der står i sladderbladene," siger jeg surt. "Hmm…måske," siger Justin lavt og uskyldigt. "Forhelvede Justin. Hvad forgår der i hovedet på dig?" spøger jeg irriteret. "Det vil du ikke vide," siger han og griner lavt. "Klamt," siger Kelly, imens hun travlt er optaget af at fange en flue. "Det er ikke sjovt, Justin," siger jeg. "Åhhh, jeg ved det. Jeg har dummet mig så meget!," siger han med gråd i sin stemme. Græder han? Stakkels ham. Jeg for næsten dårlig som vittighed...

"Ja, ja det har du." Jeg sukker dybt. "Okay så. Hvad er det jeg skal hjælpe dig med?" spørger jeg. "Jeg er i varetænktfængsel, så du skal lade som om, du er min kusine, så du kan skrive under på nogle papier, så jeg kan komme ud, for min familie vil ikke have noget med mig at gøre. De er skuffet," siger han ud i en lang køre. "Jamen Justin. Det er altså OGSÅ ulovligt, at udgive sig for, at være en anden person, og desuden...Har du overhovedet en kusine?" spørger jeg. "Det er ikke det der er vigtigt lige nu. Bare hjælp mig! Please," siger Justin og snøfter. "Hvad med din mor?" spørger jeg. "Vil hun ikke hjælpe dig?" "Nej, hun er skuffet over mig. Hun vil ikke redde mig ud af den her, for dette er mit problem," siger han. Jeg sukker. "Okay, jeg skal nok hjælpe dig, men kun hvis du lover, at du ikke kommer ud i flere problemmer," siger jeg. Han griner lettet og glad. "Oh FUCK JA. Du er fucking den bedste babe - *høst*
- Jeg mener Evelyn," siger han. Jeg fniser. "Men jeg kan ikke snakke mere. Min tid er g -" *bib* 

 

"Må jeg lige spørge dig om noget?" spørger Kelly. Jeg nikker. "Nu du altså har lovet Justin at komme, så skal du jo komm - " "kom du til sagen, Kelly," griner jeg. Hun fnyser fornærmet og griner. "Jeg siger bare, at du jo ikke ved, hvor præcis han er henne i Miami," siger hun og piller afslappet ved sine negle, hvilket jeg hader, når hun gør det. Jeg stivner. "Oh nej! Hvad skal jeg nu gøre?" råber jeg og rejser mig op af sofaen. Jeg begynder at gå frem og tilbage i stuen, indtil Kelly udbryder: "Stop Eve. Jeg får seriøst stres, når du gør det der." Jeg stopper brat op og gør store øjne. "Bladet," udbyrder jeg. "Bladet?" spørger Kelly uforstånende. Jeg lader hende tænke i et par sekunder, så vi kan komme videre til næste skridt. "Nårrrh BLADET!" hviner hun og klapper. "Ja, du er så hurtig," griner jeg. Jeg rækker ud efter bladet, og slår op på side 14. Jeg skimmer hurtigt siden. "Her står det," siger jeg og begynder at læse op. 


Næste dag vågner jeg tidligere end jeg normalt ville gøre. Ved ikke lige hvad der sker, men jeg kan i hvert fald ikke sove mere. Jeg strækker min dovne krop, og rækker min hånd ud efter min mobil. Klokken er kun halv 7. Hvad skal jeg dog lave?
Jeg beslutter mig hurtigt for, at tage en løbetur, og få noget frisk luft og komme lidt ud og tænke over tingene.  Jeg rejser mig op, og tager noget sportstøj op af min kommoede. Jeg skriver hurtigt en lille sedel til Kelly, hvor i står, at jeg er taget ud at løbe, og at jeg snart er hjemme igen. 
Jeg tager mine sko på og er hurtigt ude af døren. Jeg drejer ned af min vej og løber mod skoven, som ligger tæt på skolen. 

Jeg sætter mig forpustet ned på en bænk, ved søen. Her kom jeg tit, da jeg var lille. Da jeg var meget sammen med Justin. Vi var altid ude at bade i søen, hver eneste dag om sommeren, og ude at stå på skøjter om vinteren. Det er og vil altid være mit ynglings sted. Der vil altid være så mange minder. Jeg fanger mig selv i at smile. Jeg skal jo se Justin igen. Min bedste ven. 

 

Jeg åbner døren og træder ind i intreen. Jeg hænger min brune jakke på stumtjeneren og tager mine løbesko af. Jeg lister op af trapperne og åbner forsigtigt døren ind til mit værelse, men der er to tomme senge. "Kelly?" råber jeg. "Kelly?". "Jeg er her -  Altså jeg er i bad," råber hun. "FINT," råber jeg. "OG DIN MOR ER KOMMET HJEM," råber hun. "Okay," råber jeg. 

Jeg løber ned af trapperne og går ud i køkkent, hvor min mor helt sikkert er. Og hvor har jeg dog ret. Min elskede mor, står som sædvnlige med en kop kaffe i hånden og kigger ud af vinduet. "Hej mor," siger jeg og krammer hende. "Hey skat. Hvor har du været løbet hen?" spørger hun. "Bare min sædvanlige rute," siger jeg og sætter mig ned på en spisestol. "Kelly er gået i bad," siger mor. Jeg nikker. "Jaer, det sagde hun godt," siger jeg. "Mor, der er faktisk noget jeg skal spørge dig om," siger jeg. "Spørg løs," siger hun og sætter sig overfor mig på en anden stol. "Jeg har en veninde, som ringede i går aftes og spurgte om jeg ikke kunne tænke mig at besøge hende i nogle dage," siger jeg. "Det lyder da hyggeligt," siger mor og nipper til hendes kaffe. "Ja, super hyggeligt. Men hun bor altså i Miami," siger jeg. "I Miami? - Du har da ikke nogle veninder der bor i Miami," siger mor. "Jo, jo, jeg har... Hun hedder Amanda. Kan du ikke huske hende?" spørger jeg. Mor nikker. "Nu du siger det, kan jeg faktisk godt," siger mor. "Ved du hvad? Du skal ikke holde dig tilbage. Selvfølgelig må du gerne besøge din veninde. Hvornår har i aftalt du skal derover?" spørger mor. "Hmm... Imorgen faktisk," siger jeg og piller nervøst ved mit hår. Min mor griner og sukker. "Okay pyt, men så bestiller jeg nogle biletter, så kan dig og Kelly pakke, okay?" siger hun. Jeg nikker. "Tak mor. Du er den bedste." 

Da jeg kommer op på mit værelse, sidder Kelly i min seng med sine øjne limet fast til hendes mobil. "Har du spurgt din mor?" spørger hun og kigger hurtigt op på mig, men kigger hurtigt tilbage på skærmen. Hun spiller sikkert FlappyBird. "Hun sagde, at det var okay. Hun bestiller biletter nu, så jeg skal pakke, og du skal hjælpe mig," siger jeg. "Seriøs? Måtte du?. Din mor er så sej," hviner Kelly. Jeg trækker på mine skuldre. "Ja, det er hun vel," siger jeg og griner. "Hvor mange dage skal du være der?" spørger Kelly og roder i min tøj skuffe. "Ved ikke. I nogle dage," siger jeg og folder pænt min nye hvide kjole med favrige sommerfulge sammen, og lægger ned i kufferten. "Jamen, hvad hvis du for din menstaution?" spørger Kelly. Jeg griner. "Det gør jeg ikke i denne uge, men først i sidste uge i denne måned," siger jeg. Hun nikker. "Fint, men hvis nu?" spørger hun. "Kelly, så køber jeg bare nogle bind," siger jeg. "Ej, er det ikke pinligt, hvis du er sammen med Justin?" spørger hun. Jge ryster på hovedet. "Det er jo naturligt, for en pige," siger jeg selvsikkert. Hun griner. "Yup, helt sikkert," siger hun. 


 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...