Pizza (S)Express *PÅ PAUSE*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 apr. 2014
  • Opdateret: 17 maj 2017
  • Status: Igang
Hvad ville du gøre for at få hans opmærksomhed, når han knap ser dig i skolen? - Sådan en følelse har Hannah Amelia Welles på 16 år. Hun starter i den lokale high school i Los Angeles og bare synet af den overlækre Justin Drew Bieber, der går i seniorklasserne, fejer benene væk under hende. Men han ser ikke til hendes side, eftersom hun bare er én af de nye elever på skolen. Justins kendetegn er at han er en typisk fuckboy, populær blandt mange og han er ikke bange for at tage chancer. Dog finder Hannah ud af, at Justin blot er en fyr på 18 år, der sørger for at have til dagen og vejen med et job på den lokale Pizza Hut, som pizzabud. Hannah øjner en chance for at få hans opmærksomhed ved at bestille pizza lige netop derfra, i håb om at se Justin igen og igen. Mon hun tør at åbne sig op for ham og hvad mon Justin, som er en typisk fuckboy vil gøre? Vil han forelske sig i Hannah, eller vil han blot "betjene" hende som en typisk kunde med særlige behov? - Og hvad siger Hannahs forældre?

282Likes
337Kommentarer
89247Visninger
AA

26. Helt ved siden af sig selv..


Justins synsvinkel:

Los Angeles, torsdag, d. 6/9-2012, 12:55, skolens basketballbane, skolen.

"To timers eftersidning på søndag miss Welles! Husk det!"

Ja, jeg havde udmærket hørt alt om hvad Hannah og mrs Moore havde talt højt om, selv om jeg havde gjort mit bedste for at lukke det ude, men det kunne jeg selvfølgelig ikke. Og selv om jeg havde ment, at Hannah og jeg skulle gå hver til sit nu, selvom det nok nærmere var en "pause" ifølge mit hoved, for jeg havde sgu ærligt talt svært ved at slippe Hannah helt, og jeg havde sgu ment hvert et ord om at jeg virkelig elskede hende, men trods det, så havde jeg ikke et andet valg end at flygte fra det hele i øjeblikket.

Jeg fulgte Hannah med blikket i flere sekunder, hvor jeg så hende løbe ud mod pigernes omklædningsrum, hvorefter jeg med et suk så væk igen fra hende og valgte at koncentrere mig om spillet her.

"Din kæreste har vidst problemer?", brød Ryan ind i mine tanker, så jeg surt så til venstre for mig på ham, "Hun er ikke min kæreste..", mumlede jeg tørt, så jeg straks bemærkede hans målløse ansigtsudtryk.

"What? Du laver gas, ikke?", spurgte han målløs og grinede lettere akavet over det, hvor ved jeg så gravalvorligt på ham med strammede kæber, "Ikke det mindste Ryan.. Måske var Hannah ikke det jeg søgte alligevel?", svarede jeg med et spørgsmål, og tvivlede samtidigt i mig selv over, om det overhovedet var det, der var tilfældet.

Ryan så nærmest chokeret på mig og lagde hans højre håndflade flygtigt på min pande, "Er du syg?", svarede han i en målløs tone og fjernede sig straks fra mig, for derefter at koncentrere sig om vores kamp.

Jeg sukkede og så opgivende ned i jorden, hvorefter jeg så op igen og tilfældigt mødte mit blik ingen ringere end Chaz, der blot sad på bænken i sidelinjen og så direkte på mig med et skulende blik, der fik det til at krible voldsomt ned ad rygsøjlen på mig, og nej.. Det var langtfra en behagelig følelse.

"Justin! - Kevin skifter dig ud!", brød coach Lancaster ind i mine forvildede tanker, så jeg så chokeret hen på ham.

"Hallo! Hvorfor fucked nu det?!", udbrød jeg irriteret og gik med hastige skridt hen mod coach Lancaster, så han bare så med et køligt blik mod mig med armene over kors, til jeg nåede helt hen til ham, "Af den simple grund, at du bare står og slår rødder. Det kan jeg simpelthen ikke bruge til noget lige nu. Bænken kammerat!", forklarede coach Lancaster køligt, mens han pegede hen mod bænken hvor Chaz, Alec og Michael sad og ventede på at det blev deres tur, mens Kevin lystigt løb ud på banen til de andre spillere.

Jeg fnøs og sendte en grønhakker mod sidelinjen, fordi det her seriøst gjorde mig pissed!

Jeg så olmt på ham igen, "Det er jo fucking uretfærdigt! Tror du ikke, at jeg ved, at ham manden med blazeren derovre er talentspejder? Tror du måske, at jeg havde tænkt mig, at give op n..." "Justin!", afbrød han mig med et sarkastisk stramt smil, "Det skulle du vidst have tænkt på noget før - Bænken! Og tager du dig virkelig sammen her i året, så kan det være, at det måske bliver din tur en anden gang!", tilføjede coach Lancaster.

Jeg fnøs og følte virkelig frustrationen tage over i min krop, mens jeg i sekunder flyttede mit blik hen mod talentspejderen, der helt sikkert så tilbage på mig, hvorefter jeg brød blikket med ham igen.

"Justin, bænken - Nu!", brød coach Lancaster ind igen, så jeg så irriteret på ham, hvorefter jeg så hen mod Ryan og Mike, der begge virkede målløse over, at jeg der ellers var én af de bedste spillere til basket, helt seriøst blev sendt på sidelinjen.

Jeg kunne seriøst ikke tro det! Jeg havde for anden gang forpasset min chance for at blive opdaget af en talentspejder, og jeg vidste, at de havde øje for mig. Det var den samme mand, som jeg havde bemærket sidst, sidst på skoleåret før sommerferien. Og nu havde jeg fandeme fucket det op igen. Jeg sukkede irriteret og begav mig hen mod bænken, hvor jeg samtidigt så hen mod talentspejderen, der så ret opgivende ud i ansigtet, hvor ved han vendte omkring hælen og begav sig væk fra idrætsbanerne.

"FUCK!", brød jeg frustreret ud og sparkede til en væltet vandflaske på sidelinjen på min vej hen mod bænken, fordi jeg igen forpassede chancen og jeg allerede gruede nu, at talentspejderen nok ikke ville komme tilbage igen for en tredje gang, for hvem fucked ville det? Klokkede man i det som sportsudøver i hele to gange, så var chancen fandeme lille for, at den samme talentspejder ville komme tilbage.

"BIEBER! Du får en skriftlig advarsel nu - Se så at komme hen på den bænk!", råbte coach Lancaster i en mopset tone efter mig, så jeg så skulende hen på ham. Mine frustrerede og forvildede tanker om Hannah fik mig åbenbart til at miste koncentrationen, så det ødelagde alt for mig nu. Hvad fucked skete der for det?

Sur over min egen ringe præstation over for en sport, som jeg elskede, begav jeg mig med tunge skridt hen mod bænken og gik luks forbi Chaz, som jeg følte fulgte mig 100% med øjnene, og det var bestemt ingen fed følelse. Jeg kunne fornemme hans lede grin på mig, så jeg ikke var et sekund i tvivl om, at han sad og morede sig på min bekostning.

Sådan en nar!

Med et fnys, satte jeg mig til venstre for Alec, der var et hoved højere end mig og et ordenligt brød. Det var ikke fordi han var fed, men han var kraftigt bygget og lidt tung i røven, men en ganske udmærket spiller i basket. Dog var han ikke typen, der dunkede. Der var der til gengæld mig, der gik all in i en basketkamp trods min ringe højde og jeg elskede at dunke bolden i nettet, men den glæde var frataget mig nu, fordi jeg tænkte mere end jeg handlede nu, og det var alt sammen Hannahs skyld at jeg fuckede mit liv fuldstændigt op nu!

Jeg var slet ikke den samme Justin Bieber længere..

~

Los Angeles, torsdag, d. 6/9-2012, 14:13, drengenes omklædningsrum, skolen.

Jeg sukkede irriteret, da jeg siddende på bænken, sparkede mine nike air sko af på skift på flisegulvet. Dunsten af svedig mandehørm og dampen fra tændte brusere ude fra fællesbadet omhyllede mig, og selvom det blev påstået, at fyre ikke havde meget at tale om med hinanden, og at det kun var tøser der vandt den medalje for sladder i omklædningsrummene, så var det fandeme løgn, for snakken stod ikke en skid stille her. Alle omkring mig, grinede, råbte, og skabte sig som aber og mongoler, trods nogle af dem kun var iført badehåndklæder eller rendte rundt som gud havde skabt dem.

Normalt var jeg selv ret snakkesalig med Mike og Ryan, men tankerne havde invaderet mig ekstremt specielt her i dag, og mit humør var slet ikke i top, til trods for, at jeg havde fået masser af fisse i nat, så var mit humør vendt 180 grader. Alt var fucked up, og jeg kunne slet ikke gøre op med mig selv, om jeg havde været forhastet med hensyn til Hannah.

Havde mine planer om at nedlægge hende, seriøst vendt op og ned på mit liv?

Jeg følte mig pillet ned og frarøvet min identitet, for jeg lignede slet ikke den berygtede og uovervindelige Justin på skolen længere, og den respekt jeg fik før i tiden, var som forduftet. Ingen trådte til siden, når jeg var på banen, og det var som om at jeg blev mere og mere usynlig i mængden.

"Er det rigtigt hvad jeg hører?"

Hans stemme bag mig, kom sgu ærligt talt ret meget bag på mig, og det skulle slet ikke forstås, at det var det faktum, at han stod lige bag mig, men mere det, at jeg slet ikke havde regnet med at han virkelig ville tale frivilligt til mig?

"Om hvad?", mumlede jeg med et opgivende suk, mens jeg sad lettere foroverbøjet på bænken og hvilede mine albuer ned på mine nøgne knæ. Ja, jeg var fandeme ikke kommet specielt langt med at smide idrætstøjet, for jeg havde stadigt shorts, baskettrøje og sokkerne på, mens de fleste bare var nøgne eller godt på vej i deres eget tøj.

Jeg kunne fornemme ud af højre øjenkrog, at han faktisk ligefrem tillod sig, at sætte sig ned ved siden af mig - at han turde?

"Der går rygter om, at du og Hannah ikke er sammen længere - Er det sandt?", spurgte han utroligt nok i en ret rolig og slet ikke i nærheden af prokerende tone.

Jeg sukkede og så langsomt til siden på ham og rystede svagt på hovedet, "Jeg ved det faktisk ikke?", mumlede jeg med et suk og så atter væk fra Chaz og igen ned i gulvet.

Jeg fandt det lidt vildt, at han seriøst ville tale med mig?

"Hvad er det du præcist du ikke ved?", spurgte Chaz roligt, så jeg pustede hårdt ud og lænede mine albuer på mine ben og jeg gned mig i håret og tænkte slet ikke på, at jeg uglede det temmelig meget, men jeg var ret ligeglad, for jeg skulle ligesom i bad inden for de næste fem minutter.

Jeg rettede mig igen op og så med et tomt blik på Chaz, "At jeg ikke er sikker på, hvor Hannah og jeg står i forhold til hinanden, men ærligt talt Chaz.. Du har været så fucking kold over for mig i lang tid efterhånden. Hvorfor fanden taler du så til mig nu?", spurgte jeg ret kynisk og meget undrende, mens jeg så på ham med et plat blik på ham.

Chaz bed sig i underlæben på en tænkende måde og kneb øjnene lettere sammen og trak derefter på skuldrene, "Tja? Det kunne jeg også spørge mig selv om?", svarede han med et spørgsmål og sendte mig et sarkastisk smil, hvor ved han rejste sig fra bænken og jeg fulgte ham med øjnene, hvor han gik tilbage til sit eget omklædningsskab og valgte vidst at passe sig selv.

En anden slog sig sandsynligt ned til venstre for mig, så jeg lettere overrasket så til siden og opdagede straks Ryan, der havde sat sig. Ja, det sagde vel ligesom sig selv, eftersom han havde omklædningsskab ved siden af mig.

"Snakker i sammen igen?", spurgte Ryan lavt tæt ved mit ansigt, så jeg smilede sarkastisk og rystede på hovedet, "Aner det ikke?", sukkede jeg opgivende og rejste mig fra bænken og begyndte at smide mit brugte idrætstøj, mens jeg flygtigt så ned på Ryan, der hundrede procent lige var kommet fra badet, fordi han havde fugtigt viltert hår og hans røde badehåndklæde bundet om livet, mens han sad foroverbøjet og rodede nede i hans sportstaske, hvor efter han fiskede en deodorant op fra tasken.

"Hvad med dig og Hannah?", kom det roligt fra Ryan, så jeg så lettere op, mens jeg strippede mine trekvarte sorte shorts, så de endte ved mine ankler på gulvet.

Jeg sukkede tungt og himlede opgivende med blikket og rystede på hovedet, hvor ved jeg trippede ud af mine shorts på gulvet og bukkede mig flygtigt efter dem, "Jeg aner det ikke?", mumlede jeg med en knude i maven.

Jeg var jo et eller andet sted slet ikke ligeglad med hende. Ja, jeg elskede hende oprigtigt, men det mente jeg ikke, at jeg burde afsløre over for Ryan eller Mike, eller nogen anden for den sags skyld, for jeg anede virkelig ikke hvor jeg stod i forhold til Hannah?

Havde jeg hende, eller havde jeg hende ikke?

~

Los Angeles, torsdag, d. 6/9-2012, 14:55, hovedindgangen, skolen.

Med et suk, skubbede jeg døren til hovedindgangen op. Friheden kaldte for en stund! Jeg var ikke ligefrem alene, for der var også elever herude foran skolen, men også bagfra blev jeg pludseligt puffet til, eftersom flere elever kom væltende ud fra skolen.

"Hey! Styr jer lige, gider i?!", brokkede jeg irriteret, og alt jeg fik igen var et nedstirrende blik fra Brandon - altså ham nørden, hvor ved han rystede med et grin på hovedet i det han gik forbi mig, så det irriterede mig, at ingen havde respekt for mig nu.

Var jeg virkelig blevet pillet så meget ned nu?

Med et suk, begav jeg mig ned ad de mange trapper fra skolens hovedindgang, og selvom jeg følte mange stirrende blikke på mig, i det jeg gik forbi dem, så valgte jeg bevidst at ignorere dem, mens jeg ufortrødent fortsatte min vej hen mod min mountainbike, der stod låst op ad gitteret til cykelparkeringen, i stedet for under halvtaget, hvor alle de andre cykler ellers holdte.

Jeg fiskede min cykelnøgle op ad lommen og stak den ind i låsen, hvor ved jeg drejede nøglen, så låsen åbnede sig på ingen tid.

"Du Justin?"

Hans stemme kom tydeligvis bagfra, og igen overraskede det mig, at han i det hele taget tillod sig at tale med mig igen.

Jeg pustede hårdt ud, idet jeg vendte mig opgivende omkring og fandt ham stående lige foran mig, "Hvad vil du Chaz?", spurgte jeg tørt og opgivende.

Chaz nikkede med et meget svagt smil, "Jeg forstår godt, hvorfor du vælger at tage sådan afstand til mig, og..." "Du mener vel mere, at det er dig, der tager afstand til mig?", afbrød jeg Chaz, så et tungt pust kom fra ham, mens han "væltede" sig med siden op ad gitteret til cykelparkeringen med hans venstre skulder.

Han nikkede svagt, "Ja, du har ret.. Det har været mig, der har taget afstand til dig, men det er efterhånden gået op for mig, at det fandeme ikke nytter noget, at vi har sådan en krig imellem os, så..." "Er det Mike og Ryan, der har bedt dig om at komme og undskylde eller hvad?", afbrød jeg ham spidst, så Chaz gav mig et nærmest tomt blik, hvorefter han sank sit blik til jorden med et tungt suk.

"Kom nu Justin.. Er det ikke ligegyldigt, om de har sagt noget til mig eller ej?", svarede han med endnu et suk og så igen op på mig med et alvorligt blik, "Hovedsagen er, at jeg er villig til at lægge stridsøksen, ikke? Jeg savner sgu vores venskab Justin - Er det ikke det vigtigste her?", forklarede han yderligere, så jeg nikkede med et svagt akavet smil, mens jeg lagde mine arme over kors. Ja, jeg var ærligt talt ikke synderligt overbevist, hvis jeg skulle være helt ærlig?

"Helt ærligt Chaz.. Beder du om tilgivelse fra mig, fordi jeg ikke er sammen med Hannah længere?", spurgte jeg tørt.

Chaz rystede på hovedet med et fornærmet blik, "For helvede Justin - Hvad fanden tror du om mig, hva'? - Tror du ligefrem, at jeg grunden til, at jeg spørger om tilgivelse fra dig, er fordi du ikke er sammen med Hannah mere?", røg det skarpt ud af ham, mens han rettede sig væk fra gitteret igen.

Jeg stod bare og gloede på ham med spændte kæber. Ja, jeg vidste fandeme ikke hvad jeg skulle tro om det her?

Jeg greb fat om mit cykelstyr, trådte lidt frem med cyklen og svang mit højre ben over cyklen, hvorefter jeg fik sat mig på sædet, og med et suk, så jeg på Chaz, der tydeligvis stod afventende.

"Jeg ved sgu ikke hvad jeg ærligt talt skal tro Chaz? Hvis det du påstår er sandt, så giv mig lidt tid til at tænke over det..", svarede jeg stadigt med en ulmende følelse i maven over, at jeg stadigt ikke kunne stole på ham, hvorefter jeg trådte på pedalen og cyklede væk fra ham.

"Hvor skal du hen?!", råbte Chaz tydeligvis efter mig.

"Arbejde!", svarede jeg ham højt, og fortsatte i heftigt tempo på cyklen mod min egen lejlighed, for at dumpe bøger og skifte til arbejdstøjet...

~


Hannahs synsvinkel:

Los Angeles, fredag, d. 7/9-2012, 18:37, spisestuen hjemme hos Hannah, Hollywood Rd, 4.

Stilheden var nærmest dræbende omkring spisebordet, hvor den til aften stod på en virkelig lækker oksesteg, som min mor havde været lidt for hurtig til at tilberede, kun fordi at jeg slet ikke havde kunne få mig selv til at indrømme i tide over for mine forældre, at Justin altså ikke kom alligevel til aftensmaden, fordi vi ikke så til hinanden i øjeblikket.

Ja, jeg ønskede virkelig, at det kun var en pause mellem os, men jeg gruede virkelig for, at det var slut mellem os, og bare den knugende smerte i mit hjerte, over at jeg ikke anede hvor jeg havde Justin henne, fik den ellers vildt lækre mad sig til at vokse i munden på mig, så jeg slet ikke havde tid på hvor længe jeg sad og tyggede på det samme stykke kød.

Jeg kunne mærke mine forældres blikke på mig op til flere gange, mens jeg bare sad og stirrede tomt frem for mig, og stilheden var virkelig dræbende, selv om en tændt radiokanal kørte lavt i baggrunden inde fra stuen af og lyden af vores store gamle arvestykke af et standerur fra min afdøde farmor stod og tikkede med pendulet frem og tilbage, så var der ingen, der sagde noget.

"Ahreem..", lød det tydeligvis rømmende fra min fars stemme, men jeg flyttede ikke mit tomme stirrende blik på den anden borende, hvor ingen sad, og hvor min mors smukke porcelænsvase med hvide liljer dominerede noget af mit udsyn midt på bordet.

"Hv... Hvordan går det i skolen skat?", spurgte min far roligt, uden jeg overhovedet flyttede blikket fra den anden bordende.

"Hannah? Er i i gang med nogle spændende projekter i skolen?", spurgte min far yderligere, men jeg havde mine tanker et helt andet sted end nuet..

"Bare føl dig hjemme, okay?", sagde han med en rolig stemme og forsvandt ud af entréen og ind i stuen.

Jeg stod bare og kiggede efter ham. Jeg tror jeg stod i små fem minutter og ikke lavede andet end bare at glo før jeg tog mine stiletter af. Jeg stilte dem pænt på måtten og gik med rolige skridt ind i Justins lejlighed.

Jeg betragtede den grundigt. Han rodede en hel del med alt muligt ragelse, men allermest hans tøj, som lå rundt omkring i hans lejlighed og bare flød. Jeg kunne ikke lade være med at grine af det og jeg tror jeg fik Justins opmærksomhed ved det, for han rettede pludseligt hans blik hen mod mig og smilte smørret.

"Hvad er der?", spurgte han en smule uforstående og grinte kort. Jeg grinte selv kort.

"Du roder virkelig meget, ved du godt det?", svarede jeg ham med et smørret smil og smed mig ned i hans sofa. Jeg trak tæppet som lå i sofaen om mig og så op på ham.

"Tja, det ved jeg godt - gør du da ikke det?", grinte han og smed sig ned i sofaen ved siden af mig. Jeg tog noget af tæppet væk, så han også kunne få det om ham og han var ikke sen til, at putte det omkring sig. Vi lå pænt tæt op af hinanden, men det generede mig ikke.

"Nej, det ville være synd at sige!", grinte jeg flabet og han himlede svagt med øjnene over mig.

"Dine forældre er vel også efter dig og siger, at du skal rydde op, ikke?", svarede han flabet og rakte tunge af mig. Jeg himlede svagt med øjnene over ham og daskede ham svagt på brystkassen.

Han grinte bare af det og satte sig op i sofaen. Jeg så uforstående på ham, men smilte alligevel svagt.

"Mine forældre siger ikke at jeg skal rydde op på mit værelse. Det er noget jeg bare gør!", svarede jeg ham en anelse flabet, hvilket fik ham til at stikke op i et hysterisk grin.

"Hannah?"

"Altså, kan du ikke svare?"

Min fars stemme var gennemtrængende og bare tanken om det minde, fugtede mine øjne og en tåre blev afbrudt af den anden ned ad mine kinder.

"Jamen, du græder jo?", røg det ud i en bekymrende tone fra min mor, så jeg snøftede og tørrede mig flygtigt om min ene våde kind og med et brat skub bagud med stolen, rejste jeg mig straks.

"Tak for mad...", mumlede jeg med et knæk i stemmen og forlod mine målløse forældre og spisestuen.

"Jamen, du har jo ikke rørt din mad skat?", råbte min mor efter mig, men jeg var ret ligeglad med maden, for jeg kunne ikke få den ned nu.

Appetitten var væk, og jeg var bundulykkelig, og grædende med et knust hjerte, løb jeg op ad trapperne mod mit værelse, hvorefter jeg smækkede døren i efter mig og spænede hen til min seng, som jeg kastede mig grædende ned i...

~

Los Angeles, fredag, d. 7/9-2012, 20:42, Hannahs værelse, Hollywood Rd, 4.

"Hannah?"

Min mors stemme vækkede mig tydeligvis, eftersom jeg åbenbart havde grædt mig i søvn, så jeg lettere forvirret kæmpede mig op at sidde i sengen og opdagede streger af sort mascara på min ene hvide pyntepude, som jeg havde ligget på, og fuldstændig smadret og ør i hovedet vendte jeg blikket hen mod min værelsesdør hvor min mor stod og smilede bekymret mod mig.

"Er du okay skat? - Der er besøg til dig..", lød det roligt fra min mor, så jeg sendte hende et forvirret blik og fik sat mig ordenligt oppe i sengen i skrædderstilling, "Hva'? Hvem?", spurgte jeg forvirret, hvor ved min mor smilede svagt og fjernede sig fra døråbningen og i det næste dukkede Cynthia op med et lille smil, hvor ved hun kom ind på mit værelse og lukkede døren efter sig.

Hun så brandlækker ud i en lille lårkort blå sag med sorte nylonstrømper, sorte pumps, en kort læderjakke og en ret almindelig indkøbspose i den ene hånd, så hun virkelig lignede én der var på vej til fest. Mens lignede jeg garanteret det rene lort og ødelæggelse, alt efter min mascara-grisset pyntepude at bedømme.

"Hvad vil du?", fik jeg mumlet i en trist tone, mens Cynthia stillede indkøbsposen midt på mit værelsesgulv, så der opstod en klirrende lyd af flasker fra den, så jeg straks kunne regne ud, at der sikkert var sprutflasker nede i posen.

Hun trak derefter sin læderjakke af sig og hang jakken over ryggen på min kontorstol, mens hun sendte et lille smil mod mig.

"Du ligner lort Welles..", svarede hun mig med et lille skævt smil, så jeg tog mig opgivende til panden, "Det ville du også gøre, hvis du havde tudet dig selv i søvn...", mumlede jeg med et suk, hvor ved Cynthia vendte kontorstolen, og skubbede den over mod min seng, hvorefter hun satte sig ned på den.

"Hannah..", sukkede hun, "Du må bare se at glemme ham.. Jeg har sagt det før - Han er ikke til at stole på, for han er en fuckboy, og du var trods alt den første, som han prøvede et kæresteforhold med, men den gik sgu ikke... Se at indse det; Justin Drew Bieber, kan ikke endevendes! Han kan ikke ændre sig søde skat..", forklarede Cynthia, så hun sikkert mente sine ord venligt, men den effekt havde de slet ikke på mig.

Det gjorde bare det hele værre, for jeg ønskede virkelig ikke, at det skulle være slut mellem Justin og mig. Jeg savnede ham allerede alt for meget - Så meget, at tårerne igen begyndte sin vandren ned ad mine kinder, så jeg igen begyndte at hulke stille, og jeg hørte et opgivende suk fra Cynthia.

"Skatter altså...", sukkede hun og jeg mærkede tydeligt, at hun åbenbart satte sig op i min seng hos mig og roligt trak hun mig med siden ind mod hende i et knus, så jeg hulkede voldsommere end før, og mange minutter gik, hvor hun sad og nussede mig på ryggen, mens hun tyssede, men lige lidt hjalp det.

Jeg savnede ham så pokkers voldsomt, til trods for vi kun havde været adskilt de sidste par dage..

"Mon ikke, at du ville få det bedre af at komme på andre tanker smukke?"

Jeg hørte godt hendes spørgsmål, men jeg kunne bare ikke få mig selv til at svare, og grædende tænkte jeg på hans dejlige brune øjne, der havde den særlige glød, hver gang han så sig tændt på mig.

"Smukke?", brød Cynthia ind i mit ellers dejlige billede af Justin.

"Hvad med, om vi gjorde dig lækker og så smuttede til fest? Så kan du få ham lidt på afstand?"

Jeg så grædende op på hende og snøftede hårdt ind, mens jeg gned mig om næsen, "Nnhrr.. Tror du helt seriøst selv, at jeg har behov for at feste?", snøftede jeg hårdt ind, så Cynthia smilede skævt og nussede mig på ryggen.

"Det er ikke noget jeg tror smukke - Det er noget jeg ved! - Kom nu.. Jeg er sikker på, at det vil lette på dit humør.. Det er fredag, og jeg var ligesom selv på vej til fest, men jeg tænkte, at jeg så gerne ville have dig med også, netop fordi jeg ved hvordan du har det lige for tiden..", forklarede hun, mens jeg bare så med et tomt og ulykkeligt blik på hende.

Cynthia trak med et lille fnis på skuldrene, "Kom nu smukke? Det skal nok blive sjovt - Jeg ved det bare!", pleasede hun, så jeg sukkede opgivende.

"Kan vi ikke bare være her?", bad jeg trist, så hun fnes lidt, "Ej, vi skal da have gang i den.. Kom så! Ud af tøjet og bliv frisket op med et bad, så finder jeg noget lækkert tøj frem til dig imens, og jeg skal gerne lægge din makeup smukke!", grinede Cynthia.

Jeg sukkede tungt og himlede med øjnene, og det føltes allermest som om min seng trak i mig, selvom jeg med besvær fik kæmpet mig ud af sengen.

Jeg gik ud på mit badeværelse og lukkede døren efter mig, og begav mig til at smide det tøj, som jeg havde på.

- Skulle jeg være ærlig, så havde jeg bare ikke den enorme store lyst til at gå til fest i aften...

~

Jeg beklager virkelig det møghamrende kedelige kapitel denne gang, men sådan er det bare en gang imellem. Jeg har kæmpet bravt med det og har måtte slette op til flere gange, da det ikke blev som jeg ønskede det, så derfor har det været lidt længe undervejs, og det beklager jeg virkelig.

~

Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...