Pizza (S)Express *PÅ PAUSE*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 apr. 2014
  • Opdateret: 17 maj 2017
  • Status: Igang
Hvad ville du gøre for at få hans opmærksomhed, når han knap ser dig i skolen? - Sådan en følelse har Hannah Amelia Welles på 16 år. Hun starter i den lokale high school i Los Angeles og bare synet af den overlækre Justin Drew Bieber, der går i seniorklasserne, fejer benene væk under hende. Men han ser ikke til hendes side, eftersom hun bare er én af de nye elever på skolen. Justins kendetegn er at han er en typisk fuckboy, populær blandt mange og han er ikke bange for at tage chancer. Dog finder Hannah ud af, at Justin blot er en fyr på 18 år, der sørger for at have til dagen og vejen med et job på den lokale Pizza Hut, som pizzabud. Hannah øjner en chance for at få hans opmærksomhed ved at bestille pizza lige netop derfra, i håb om at se Justin igen og igen. Mon hun tør at åbne sig op for ham og hvad mon Justin, som er en typisk fuckboy vil gøre? Vil han forelske sig i Hannah, eller vil han blot "betjene" hende som en typisk kunde med særlige behov? - Og hvad siger Hannahs forældre?

282Likes
337Kommentarer
89063Visninger
AA

6. "Er du vanvittig?!"


Hannahs synsvinkel:

Los Angeles, tirsdag, 14/8-2012, 6:02, hjemme hos Hannah.

Jeg vågnede på en lettere ubehagelig måde - en tunge slikkede mig rundt i ansigtet og jeg kunne med det samme regne mig frem til, at det var Biffi. Normalt plejede han faktisk ikke at vække mig, men lige i dag gjorde han og jeg vidste jo godt hvorfor, for han ville nemlig gå hans morgentur med mig, som vi altid gjorde.

Jeg fandt det så befriende at gå en morgentur med ham hver eneste morgen. Bare nyde den friske morgen luft og indånde alle de fantastiske dufte fra naturen. Se, det var en ting jeg holdt ekstremt meget af.

Jeg sparkede lettere min ellers så varme dyne af mig og satte mig besværligt op i min seng. Min krop var simpelthen så træt, at den føltes helt tung. Jeg havde godt nok heller ikke fået specielt meget søvn i nat. For jeg havde bare ligget og tænkt på Justin. Tænk, at han virkelig var pizzabud? Jeg skulle så meget have pizza efter skole igen i dag, det var stensikkert. Jeg smilte smørret over tanken, og håbede nu bare på at det var ham, der ville komme og bringe pizzaen ud til mig og ikke en anden. 

Jeg fik taget mig sammen til at rejse mig op fra sengen, og gik hen mod mit store hvide skab. Mit krop føltes så øm og træt, at jeg simpelthen bare ikke orkede en skid. Og så skulle jeg i skole, hvor jeg sikkert ville blive bombet med en masse opgaver og lektier. Ikke ligefrem min kop te.

Jeg åbnede mit skab og kiggede nysgerrigt rundt i skabet efter det perfekte sæt til en afslappende gå tur. Jeg fik fundet noget rent undertøj frem, en løs bluse, et par sorte strømper og nogle løse, grå joggingbukser jeg havde fået i fødselsdagsgave for et års tid siden. Jeg brugte ikke specielt meget mine joggingbukser, da jeg ikke syntes, at de rigtig passede til skolen, men jeg kunne dog godt finde på at tage dem på, når jeg bare var hjemme og slappede af, eller når jeg var i skolen til gymnastik. Dog brugte jeg dem ikke specielt meget til gymnastik mere, da jeg fandt det langt mere behageligt bare at have nogle korte shorts på - det var jo også det der var kønnest, altså.

Jeg strippede hurtigt mit undertøj, som jeg havde sovet med i nat. Alt det der med nattøj og natkjole sagde mig ikke noget, da jeg bare fandt det meget mere behageligt at ligge i undertøj. Jeg sov jo ligesom heller ikke sammen med nogle drenge, så det kunne vel også bare være lige meget? Plus, så lå jeg jo under en dyne, så man ikke kunne se noget.

Jeg gabte kort og tog mit rene undertøj på, hvorefter jeg hurtig fik taget mine strømper, joggingbukser og blusen på. Jeg fandt en elastik på mit natbord og satte en pjusket, sød knold op i mit lange hår. Ja, jeg måtte indrømme, at jeg altid havde elsket mit lange, brune hår. Det passede mig godt, syntes jeg selv.

Af ren begejstring begyndte Biffi at hoppe op og ned af mine ben, hvilket resulterede, at han rev i mine joggingbukser, men heldigvis skete der ikke noget ved det, så det var jo godt, for selvom jeg ikke brugte mine joggingbukser så meget så betød de stadig en hel del for mig..

~

Los Angeles, tirsdag, 14/8-2012, 9:04, skolegangen.

Jeg havde fået gået mig en rigtig lang tur med Biffi, så jeg havde godt ondt i benene, da jeg gik op af den lange gang for at gå til time. Jeg lod mit blik glide ned af den lange, tomme, hvide gang. Der var ikke en eneste elev at se. Jeg sukkede ved tanken om, at jeg ville komme for sent til time. Selvom jeg først var startet i går, så havde jeg allerede kunnet mærke på min lærer at han var temmelig streng. Jeg gik med rolige skridt mod mit skab, hvor jeg med besvær fik fisket min nøgle op af min forlomme på mine stramme jeans. Jeg havde ikke orket at tage shorts på i dag, for vejret var ikke lige det bedste. Altså, selvom solen stod temmelig højt på himlen, så var vejret ikke lige det bedste. Det var mere lunt end varmt, så det var for koldt til at jeg kunne have mine korte denim shorts på.

Jeg stak nøglen ind i hullet, drejede rundt på den så der lød en klikkende lyd og derefter åbnede jeg skabet. Jeg havde ikke fået lagt specielt mange bøger derind, men der var i hvert fald de bøger jeg skulle bruge til timerne i dag. Den første time stod på matematik! Det var mit hade fag! Jeg havde aldrig nogensinde fundet matematik direkte spændende, og det tror jeg sgu heller ikke, at jeg nogensinde ville synes.

Jeg fik snuppet mine bøger fra skabet af og puttet dem ned i min skuldertaske. Jeg fandt det mere behageligt, at bruge skuldertaske end en normal taske, som man havde på ryggen. Jeg lukkede lågen med en hånd og låste det med nøglen, som jeg så puttede i min jakkelomme. Jeg gad ikke, at rende rundt med en nøgle i min forlomme hele dagen.

Jeg vendte mig om, for at gå ned til det lokale hvor jeg skulle have time, men fik det største chok nogensinde, da jeg så en muskuløs, smuk fyr stå ikke så langt væk fra mig. Jeg mærkede straks hvordan mine kinder blussede op, da jeg så hvem det var. Justin! 

Jeg kunne tydeligt mærke hvordan sommerfuglene begyndte at poppe rundt i min krop. Jeg havde den mest kildende følelse i maven lige nu. Det var en følelse, der ikke kunne beskrives med ord - det føltes bare så fantastisk. Han havde tydeligvis ikke lagt mærke til mig, for han stod med ryggen til mig og fumlede ihærdigt med hans nøgle. Sig mig, kunne han ikke åbne hans skab?

Jeg stod bare og betragtede ham prøve at åbne hans skab velvidende om, at jeg hundrede procent ville komme for sent til time, men det betød intet lige nu. Mine tanker var et helt andet sted. Jeg stod og betragtede hans muskuløse arme og hans fingre fumle med nøglen i nøglehullet.

Han så ekstremt godt ud.. nej vent, ikke engang ekstremt kunne beskrive hvor lækker jeg syntes han var, for tro mig, han var en rigtig lækkerbuks, som jeg rigtig gerne ville kysse lidt med. Ja, mine tanker gik nok lidt amok, men sådan en effekt havde han på mig. Jeg sked sgu temmelig meget på, at han var lidt ældre end mig, eller.. det regnede jeg da med, at han nogenlunde var, for jeg kendte jo ikke hans præcise alder, vel? Han var i alt fald noget af det mest lækre, som jeg nogensinde havde set i hele universet.

Yup, overdrivelse fremmer forståelsen!

En masse sommerfugle fløj rundt i min mave og jeg blev nærmest ør i hovedet på den gode måde, da han vente sig om, og jeg mødte hans blik, men dog falmede min glæde, da jeg så hans irriterede, hårde blik på mig.

"Hvad fanden glor du på? Skal du ikke til time eller hvad?", spurgte han spydigt.

Jeg sank en klump. Hvordan var det lige han snakkede til mig? Jeg følte mig virkelig trådt på og mærkede tårerne presse sig på, men jeg kæmpede mit bedste for at holde dem tilbage, da jeg ikke fandt det vigtigt, at han opdagede hvor følsom jeg til tider kunne være. Og jeg som havde syntes, at han var noget af det mest fantastiske efter i går, men så behandlede han mig bare sådan der? Virkelig kold! Jeg fattede intet?

Jeg nikkede forsigtigt og vågnede lettere ordenligt op af min egen lille verden, hvorefter jeg gik med hastige skridt mod mit klasselokale. Jeg mærkede hvordan tårerne begyndte at rende langsomt ned af mine kinder. Hvad fanden skete der lige med mig? Var jeg allerede faldet for ham?

~


Justins synsvinkel:

Los Angeles, tirsdag, 14/8-2012, 9:13, skolegangen.

Jeg gloede rimelig meget efter hende. Der var flere grunde til, at jeg ikke gad hende. For det første, så var hun en skide freshman, og for det andet, så ville mine venner helt sikkert se ned på mig, hvis jeg indlagde mig noget med en freshman og C, så var hun alt alt alt for cute at se på - helt sikkert en fars pige eller noget? Der herskede ingen tvivl om, at hun så vildt lækker ud, og hvis jeg havde mødt hende til en random fest, og hvis jeg havde været fuld vel og mærke, så havde jeg med garanti også dusket hende for hårdt, men ingen grund til at afsløre den slags.

Jeg kunne ikke få blikket fra hende, særligt ikke hendes røv, da hun med hovedet nærmest hængende i gulvet, begav sig ned ad gangen. Jeg sukkede svagt og bumpede opgivende op ad skabet med ryggen og slog mit baghoved op ad skabet bag mig, for at ryste mine idiotiske tanker væk, og af at jeg faktisk havde taget mig selv i, at jeg havde stået og faldet lettere i staver over hendes måde at gå på, og hendes ret lange smukke hår, der ruskede og vajede let hen over hendes lille perfekte røv. En røv, som jeg med garanti ville elske at betragte bagfra, mens jeg kneppede hende for hårdt. Jeg rystede hårdt på hovedet over endnu en flyvsk og fræk tanke, så jeg ikke kunne lade være med at fugte mine læber i sekunder, inden jeg vendte den anden vej og begav mig mod historielokalet.

Der var ingen tvivl om at Hannah var en vildt køn og smuk pige, men jeg skulle sgu ikke risikere noget, men måske i hemmelighed? - hvem ved?

~

Los Angeles, tirsdag, 14/8-2012, 13:10, skolegangen.

Bare fire timer i dag i skolen, og det var ikke fordi vi havde skulle lave evindeligt meget i timerne, men det var trods alt også kun andendagen efter sommerferien. Så hvis skoleåret bare lignede en anelse sidste års skoleår til en forveksling, så kunne jeg sagtens regne med at lektierne ville regne ned over mig om en lille uges tid, når vi kom rigtigt i gang med lektionerne. Jeg glædede mig sgu ikke, men det var sådan det var og jeg kunne så bare gå og "nyde" den første uge, uden alt for meget på programmet.

Jeg fulgte strømmen af elever. Det var lidt sjovt, men det var som om, man bare kunne stille sig midt i det hele og så lade sig puffe af sted med strømmen af elever, for alle skulle hovedsagligt den samme vej ud. Friheden kaldte, eller for de fleste, men bare ikke mig. Jeg skulle møde på arbejdet om et par timer. Det var sgu til tider hårdt og anstrengende at skulle tjene til føden og vejen.

"Wazzup Justin!", hørte jeg pludseligt flygtige sekunder en fyrs stemme råbe op, og jeg vendte mig overrasket omkring og kom til at bumpe ind i én bagfra.

"Pas dog på!", hørte jeg en pigestemme bag mig og jeg vendte mig flygtigt mod pigen og fangede hendes blå intense øjne på mig. Hun så pludseligt forlegen ud. Jeg smilte svagt.

"Hannah?", svarede jeg overrasket. Hun smilte slet ikke.

"Undskyld, jeg må hellere...", svarede hun blot, og jeg så hende mokke sig igennem massen af eleverne på skolegangen mod udgangen. Hun forsvandt så hurtigt, som hun var dukket op.

Jeg løftede undrende det ene øjenbryn over at hun ligefrem undskyldte sig over for mig, når det hovedsagligt var mig, der kom til at bumpe ind i hende, fordi jeg blev overrasket fra en fyr, der prøvede at få min opmærksomhed før.

"Justin - du falder sgu i staver!", kom selvsamme fyrs stemme fra før, og jeg vendte mig omkring og opdagede Mike og Chaz stå og grine smørret over mig. Jeg smilte svagt.

"Nå, det er bare jer?", spurgte jeg overrasket, og begyndte at spejde mod mængden bag dem.

"Hvor er Ryan?", spurgte jeg undrende.

"Han har slet ikke været i skole i dag. Jeg tror han er syg?", svarede Chaz.

Jeg så med undren på ham.

"Syg? Javel ja!", svarede jeg nikkende.

"Hvad så? Noget interessant du skal i dag?", spurgte Mike med et flabet smil.

Jeg smilte sarkastisk og rystede på hovedet, "Nope, arbejdet kalder i dag.", svarede jeg med et svagt smil. Både Chaz og Mike nikkede. Vi gav hinanden håndklask.

"Nåh, jeg bliver sgu nød til at smutte, for jeg skal lige nå og ordne nogle ting, inden jeg smutter videre på job.", forklarede jeg med et svagt smil. De nikkede.

"Vi ses bare Justin.", svarede Chaz. Jeg nikkede og begav mig mod retningen af udgangen..

~

Kort efter nåede jeg udenfor og vejret var blevet en hel del bedre end det var i morges. Jeg fik pludseligt øje på Hannah igen. Hun stod lidt afsides på den lange allé og talte med ingen ringere end Cynthia Adams på 17 år. Hun gik i parallelklassen og var en rigtig køn pige med skulderlangt brunt hår. Dog vidste jeg at hun havde for vane at fordreje mange fyres hoveder, men ikke mit. Hun havde prøvet sig på mig, men det var ikke lykkedes hende endnu. Jeg undrede mig temmelig meget over at Cynthia snakkede med Hannah.

Cynthia var populær og én af cheerleaderne, men havde for vane at omgås med andre, der i følge mit hoved ikke ville være passende for én som Hannah. Det var i alt fald min opfattelse. Jeg vidste ikke helt hvad jeg egentligt havde gang i lige nu. Nok ville jeg ikke indlade mig med noget med Hannah, men Hannah virkede til at være alt for uskyldig en pige til at omgås Cynthia og hendes lamme venner, der havde for vaner med at indlade sig på en masse dumme ting, som stoffer, hjernedød druk og hjernedøde væddemål.

Jeg begav mig over til Cynthia og Hannah. Egentlig burde jeg ikke blande mig, men min opfattelse af Hannah, var at hun bestemt ikke skulle ønske sig at stifte bekendtskab med én som Cynthia. Så i kunne sige hvad i ville, men jeg havde trods alt et hjerte, men dog stadigt med grænser for mit eget vedkommende, med hensyn til at have noget kørerne med pigebørn, der var under seksten år, for der gik min grænse altså.

Jeg fik straks Cynthias overraskede smil, da hun  så mig.

"Justin, hvad bringer dig hid?", smågrinte hun, og straks vendte Hannah sig omkring og hun blussede op i ansigtet, da hun fik min øjenkontakt i få sekunder.

Jeg smilte svagt og stillede mig lettere mellem pigerne. Hannah så straks væk fra mig, som dog undrede mig en del.

"Jeg skal lige snakke med Hannah under fire øjne!", konstaterede jeg bestemt, og straks så Hannah tilbage på mig med et målløst blik.

"Skal du det?", fløj det nærmest chokeret ud af hende.

Jeg smilte svagt og nikkede, mens Cynthia så skeptisk på mig, "Og hvorfor skal du så det?", kom det med en irriteret stemme fra Cynthia. Jeg smilte skævt.

"Tja, det vedkommer så ikke dig Cynthia, okay?", svarede jeg i en flabet tone.

Cynthia måbede fnysende, "Du kommer ikke med til Brandons fest på fredag, det skal jeg personligt sørge for Justin!", protesterede Cynthia med en smal streg om sin mund.

Yup, jeg vidste det! Tøsen var sgu skide jaloux, fordi det ikke ligefrem var hende, som jeg ville tale alene med, men Hannah jeg faktisk ville tale med. Jeg grinte bare tørt af Cynthia.

"Hah! Tror du selv, at jeg vil mænge mig med sådan en omgang hjernelamme footballspillere? No way, jeg har det sgu lige så godt!", svarede jeg med et flabet smil og rynken på næsen.

Cynthia fnøs prikkede mig hårdt i brystet, "Bare vent Justin, du får med garanti igen!", gav hun igen med et olmt blik, og hun forlod fornærmet os andre. Jeg lagde blikket på Hannah, der så forlegent på mig.

"H.. hvad handlede det der om?", spurgte hun forsigtigt.

Jeg smilte svagt, og gav hende et flygtigt knus, så jeg sjovt nok hørte et lille suk fra hende, men lod bare som ingenting. Jeg trak mig hurtigt væk fra hende igen og så på hende. Hun rødmede kraftigt kunne jeg se.

"Okaaaay!", tænkte jeg sarkastisk.

Enten havde hun alvorlige hudproblemer, eller også skulle der bare ingenting til, for at gøre pigebarnet forlegent, eller også som den sidste mulighed - Hun var forgabt i mig! What ever!

Jeg smilte charmerende i få sekunder, "Du skal ikke ønske dig at kende Cynthia - blot det jeg ville påpege.", forklarede jeg med et skævt smil, og klappede hende et par gange på hendes skulder og forlod hende. Jeg nåede dårligt nok at tage mere end fem skridt væk fra hende.

" - Og så går du bare?!", kom det med overrasket stemme fra Hannah bag mig.

Jeg stoppede op og vendte mig omkring og så hende stå nøjagtigt det samme sted som før. Hun så nærmest målløs ud i ansigtet. Jeg grinte tørt.

"Tja, hvad skulle jeg ellers?", svarede  jeg med et skævt smil. Hannah så lost ud et øjeblik.

"Nå ja, selvfølgelig! Det er jo helt normalt, at man bare kommer hen til to piger midt i en samtale, for at afbryde dem, og beder den ene pige om at skride, blot for at fortælle den anden pige, at hun ikke skal ønske at kende den anden pige - har jeg glemt noget her?", kom det i en sarkastisk smøre fra hende. Jeg trak på smilebåndet.

Yup, jeg måtte give mig - hun havde en god pointe, men ikke des mindre, så var det nøjagtigt det jeg havde for. Jeg smilte smørret og nikkede.

"Yup, og du bør være tilfreds!", svarede jeg kækt.

Hannah så målløs på mig, "Er du vanvittig eller hvad?!", spurgte hun ligeud. Jeg grinte sarkastisk og anede pludseligt ikke hvad jeg skulle svare.

"Hah jeg eh..", jeg forstummede og så flygtigt ned i jorden inden jeg så på Hannah igen.

"What ever! Du burde takke mig!", svarede jeg blot og jeg vendte mig bort fra hende, og forlod hende. Det der gad jeg seriøst ikke spilde tid på..

~

Næste kapitel/ kapitler d. 24 marts - altså på fredag!

~

Ida.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...