Dødbringende Drømme

Kongeriget Malentia har længe været et fredfyldt og godt sted at leve. Landet regeres af tvillingeprinsesserne, der begge er elskede af folket, men er forskellige som nat og dag. Udad til kan de enes om alt og er overfor hinanden ligeså elskværdige som overfor folket , men sådan stor det reelt slet ikke til. De tog søstre kan ikke rigtig klare synet af hinanden og hader at arbejde sammen, men lige netop samarbejde kan hurtigt gå hen og blive nødvendigt for deres fælles overlevelse. Til en af de mange banketter på slottet bliver begge prinsesser forgiftet med et stof, der sender dem i koma og ind i en syg maridstverden. Tvillingerne er nu nødt til at samarbejde for at bekæmpe rædslerne og vågne op, inden de som forgiftede dem kan overtage deres kongerige og smide det ind i en mørk ære med diktatur, ondskab og død.

7Likes
3Kommentarer
366Visninger
AA

1. Som nat og dag (Zerefina)

Solen skinnede ind gennem de høje mosaikvinduer og sendte regnbuer henover det blankpolerede egetræsgulv. Nede fra slotsparken hørtes lyden af snak og latter, fra folk, der var ude og nyde vejret og hinadens selvskab. 

Min åh så kære søster befandt sig utvivlsomt sammen med dem og føjtede dagen væk, ligesom hun plejede at gøre. 

Det skulle jeg ikke nyde noget af. Nej tak, jeg befandt mig meget bedre her, hvor jeg var indhyllet i duften af gamle bøger og skrift ruller her, hvor jeg var fri for min søsters og hofdamernes blikke, der skreg højlydt om, hvilken særling jeg var.

 Bare fordi jeg faktisk gik op i vores royale pligter i modsætning til min søster, der hellere ville gå på markedet eller flirte med alle de unge prinser fra andre kongeriger. Tsk, hun voksede bare aldrig op gjorde hun vel? Og jeg regerede et helt kongerige sammen med hende.

Egentlig undrede det mig, at det overhovedet havde været muligt for vores forældre at få så forskellige døtre, vi var jo opdraget det samme sted og på samme måde, men alligevel var vi som nat og dag.

Da vores forældre døde, overgav de styringen af riget til os begge i stedet for en enkelt af os, som det ellers var normalt i andre kongeriger. De havde åbenbart ment, at vores forskelligeheder ville gøre styret mere alsidigt. Alsidigt var det da blevet, men nemt var det langt fra. Min oh så elskede søster og jeg var uenige om stort set alting. Hvor jeg lod logikken og min hjerne lede mig og forsøgte at holde hovedet koldt i pressede situationer, var hun den varmblodede type, der hurtigt blev revet med af sine følelser og handlede uden nogle form for tanke for eventuelle konsekvenser. 

Hun anklagede mig altid for at være kod og følelsesløs, men efter min mening, var det bare hende, der ikke kunne finde ud af at tænke.

Et dybt suk fandt vej over mine læber, og jeg begravede mig dybere i min bog.

Pludselig blev de tunge mahognidøre til biblioteket dog slottet op og lyden af trampende fødder og pigers latter flængede brutalt den behagelige stilhed og trak mig ud af min koncentrede zone.

Lilliana stod foran mig flankeret af sine to bedste veninder og så mærkeligt på mig.

"Zerefina, du er godt klar over, at du ikke er en vampyr ikke? Det er ikke fordi solen kan brænde dig, at du aldrig er udenfor og altid sider her oppe og er kedelig," sagde hun. 

Hendes ansigt der lignede mit så meget og dog slet ikke havde et selvtilfredst smil på som om, hun lige havde konstateret noget meget klogt. 

Det bølgede sorte hår faldt perfekt om hendes ansigt og hendes hud var relativt bleg, men havde dog en naturlig glød, hvilket var mere end man kunne sig om min. Hendes store hasselnøddefarvede øjne så på mig på en måde, der sagde, at jeg så afgjort hørte til på en sindssygeanstalt og ikke her på slottet, jeg hadede det blik. 

Øjnene var der, hvor vi var mest forskellige fra hinanden i udseende. Hvor hendes var varme og brune, havde jeg af en eller anden grund fået et par kølige øjne, der skinnede som sølv, jeg havde aldrig mødt andre med den slags øjne.

"Jeg ser, at min kære søster har valgt at gøre mig selvskab hos mine kedelige bøger i dag, hvad skylder jeg æren søde søster Lilliana," sagde jeg med en stemme så kold som isvinteren, der nær  havde slået os begge ihjel, da vi var syv.

"Oh jeg ville såmænd bare fortælle dig, at Prinsen af Bayliss er kommet på besøg, og du kan ligeså godt lade være med at tale til ham, du har overhovedet ikke en chance hos ham alligevel.

"Nå kære søster, jeg må også ærligt indrømme, at jeg ikke har den ringeste form for interesse i den dreng, han har ikke meget omløb i hovedet, men nu jeg tænker over det, gør det jer vel også til det perfekte par, så gå du bare ud og fortsæt dine barnlige anliggender, jeg skal skam ikke være nogen forhindring på din vej," sagde jeg spydigt og rejste mig i en glidende bevægelse. Den blodrøde kjole, der stod i stærk kontrast til min søsters lyserøde strøg hvislende hen af gulvet, da jeg vendte mig fra hende og med bogen knuget ind til mig beslutsomt forsvandt ud af biblioteket og efterlod Lilliana sammen med sine veninder.

Kapitel skrevet af: The Sunprincess                 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...