Dødbringende Drømme

Kongeriget Malentia har længe været et fredfyldt og godt sted at leve. Landet regeres af tvillingeprinsesserne, der begge er elskede af folket, men er forskellige som nat og dag. Udad til kan de enes om alt og er overfor hinanden ligeså elskværdige som overfor folket , men sådan stor det reelt slet ikke til. De tog søstre kan ikke rigtig klare synet af hinanden og hader at arbejde sammen, men lige netop samarbejde kan hurtigt gå hen og blive nødvendigt for deres fælles overlevelse. Til en af de mange banketter på slottet bliver begge prinsesser forgiftet med et stof, der sender dem i koma og ind i en syg maridstverden. Tvillingerne er nu nødt til at samarbejde for at bekæmpe rædslerne og vågne op, inden de som forgiftede dem kan overtage deres kongerige og smide det ind i en mørk ære med diktatur, ondskab og død.

7Likes
3Kommentarer
361Visninger
AA

6. Så tæt på (Lilliana)

"Jeg tror også jeg vil trække mig tilbage. Godnat." Daniel gik meget kort tid efter Zerefina. Ikke at jeg havde det mindste imod det. Han var vildt sød, men meget kedelig. Hans bror var bedre.

"Skal vi tage en omgang til?" spurgte jeg.

"Det er ved at blive mørkt, tror du ikke vi sku-" 

"Vi kan altså sagtens se, du er bare bange for at tabe til en pige!" afbrød jeg drillende. 

"Det er jeg i hvert fald ikke!" svarede Leinad. Jeg lo og slog et vildt slag med min kølle. Han grinede også.

"Du gør det helt forkert, her lad mig vise dig det!" Han kom hen bag mig og lagde sine stærke arme om mig, så han kunne hjælpe med at svinge køllen. "Spred benene en lille smule mere, så du har en bedre balance og prøv så at balancere styrken i dit slag. Ja, sådan, løft armen en lilke smule højere og slip." Bolden trillede perfekt gennem de første tre "mål" og landede få centimeter fra de næste. Jeg smilede, men ville helst ikke have han slap mig. 

"Tak," sagde jeg og rettede mig op. Han fjernede skyndsomst sine hænder fra mine, og jeg mærkede skuffelsen brede sig. 

Vi spillede indtil vi ikke kunne se en hånd for os, og jeg spillede mørkerad, så han var nødt til at tage min hånd for at trøste mig. Jeg var ikke det mindste bange for mørke, men hvis skuespillet kunne få ham til at holde mig i hånden var det helt fint. 

Vi gik overgræsplænen uden at sige særlig meget. Det blev kun til: Pas på! Der er en gren! Eller: Jeg tabte min sko! Endelig nåede vi så slottets forhal, hvor fakler oplyste hovedtrappen nok til at jeg kunne se hans ansigt ordenligt. Han var faktisk smuk. Virkelig smuk. Hvis jeg fik lov kunne jeg stirre ind i de øjne til evig tid.

Jeg rykkede en smule tættere på ham og han smilede varmt. Forsigt, så jeg kunne nå at ombestemme mig og stikke af, lagde han armene om mig. Jeg sukkede lydløst. Vi stod helt tæt på hinanden nu. Der var magi i luften. Han lænede sig en lille smule ind. Jeg stillede mig en anelse på tær...

"Prinsesse er det Dem?" lød en stemme fra skyggerne. Leinad gav slip med det samme og rettede på sin meget elegante vest. 

"Godnat Lilliana, det var en fornøjelse at spille med dig." Så hastede han afsted mod sit kammer. Jeg vendte mig vredt rundt efter den der havde snakket, men opdagede at det var køkkenpigen Ella, og jeg faldt til ro. Ella var et af de sødeste mennesker jeg kendte, hun kunne ikkr drømme om at afbryde sådan noget, hvis hun vidste, hvad det var. Det var ikke hendes skyld.

"Ja det er mig, Ella." 

"Jeg ville bare spørge om der var noget De kunne tænke Dem, inden jeg gik til ro." Det havde jeg ikke tænkt på. Når jeg besluttede mig for at være sent oppe, holdt jeg samtidig hele tjenerstaben vågen, fordi det var deres pligt at følge mit mindste vink.

"Jeg tror jeg klarer mig. Gå du bare i seng." Hun fortrak skyndsomst og jeg gik op på mit værelse. Jeg havde været så tæt på, men i morgen var jeg opsat på at det nok skulle lykkes. Hvis bare ikke Zerefina fik det hele forpurret som sædvanlig. 

Kapitel skrevet af: Alanna.lion

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...