Dødbringende Drømme

Kongeriget Malentia har længe været et fredfyldt og godt sted at leve. Landet regeres af tvillingeprinsesserne, der begge er elskede af folket, men er forskellige som nat og dag. Udad til kan de enes om alt og er overfor hinanden ligeså elskværdige som overfor folket , men sådan stor det reelt slet ikke til. De tog søstre kan ikke rigtig klare synet af hinanden og hader at arbejde sammen, men lige netop samarbejde kan hurtigt gå hen og blive nødvendigt for deres fælles overlevelse. Til en af de mange banketter på slottet bliver begge prinsesser forgiftet med et stof, der sender dem i koma og ind i en syg maridstverden. Tvillingerne er nu nødt til at samarbejde for at bekæmpe rædslerne og vågne op, inden de som forgiftede dem kan overtage deres kongerige og smide det ind i en mørk ære med diktatur, ondskab og død.

7Likes
3Kommentarer
364Visninger
AA

8. Oops (Lilliana)

Jeg tillod mig selv at betragte hende lidt. Hun lignede mor så meget. Måden hun skubbede håret om bag ørerne, den måde hun smilede på og latteren. Jeg selv lignede mere far. Når jeg ikke havde så travlt med at dømme andre.

Ingen af os var sluppet godt fra deres død. Zerefina var blevet fjern og sagde ingenting til nogen som helst. Hun brugte al sin tid på at læse og hun var bitter. Men nu lignede hun mest sit gamle jeg, med den ene forbedring at hun tydeligvis var forelsket.

Jeg havde mistet min evne til at se lyst på alting. Jeg var ikke længere den søde uskyldige pige jeg var da de levede. Nu var jeg bare en dum uduelig tøs, der kun tænkte på sig selv.

"Hvad tænker du på?" spurgte Leinad en smule bekymret. Vi havde lige brugt en halv time på først at stirre på vores analfabetiske søskende og så snakke om, hvor åndsvagt det var. Men hvad nu hvis det ikke var åndsvagt?

"Ikke rigtig noget, vil du have mere at spise eller vil du se floden?" spurgte jeg og droppede min tankerække. Det var åndsvagt at læse, og der var ikke det mindste i vejen med den måde jeg opførte mig på!

"Jeg vil gerne se floden," svarede han med et smil. Jeg vendte mig en smule irriteret mod turtelduerne og spurgte om de hellere ville blive her. Det ville de selvfølgelig. Det var til at kaste op over. Vi sad op og jeg beundrede endnu engang min smukke prins på hans hvide hest. Det fik en svag klokke til at ringe, men hvad et betød, vidste jeg ikke helt. Måske var det et eventyr jeg engang havde fået fortalt? Hvis det var tilfældet havde jeg glemt det for længst.

Vi red et stykke gennem den sommergrønne skov og jeg mærkede den vidunderlige energi jeg altid følte når jeg red. Jeg ville bare ønske jeg kunne sætte farten helt op, mærke suset fra vinden og hovslagene under mig. Men det her var også godt.  Fantastisk faktisk. 

Endelig kunne vi høre flodens brusen tydeligt og jeg bandt min hest til et træ. Det var bedst at lade dem blive, min hest brød sig ikke synderligt om vand. Egentlig underligt hvis man tænkte nærmere over det. Leinad gjorde det samme. Lyset fra trætoppene fik hans hår til at skinne som det purreste guld. Han var virkeligt smuk.

"Kom," sagde jeg og rakte ham hånden. Han nåede knap nok at gribe fat før jeg trak ham ned til flodbredden. Jeg havde så meget fart på at vi nær var trillet i begge to. Leinad fik os heldigvis bremset i tide. 

"Rolig nu," sagde han og lod sin hånd løbe gennem mit hår og strejfede min kind. Jeg fnisede og  lagde armene om nakken på ham. 

"Du er virkelig smuk," hviskede han som han hvilede sin pande mod min. Jeg rødmede helt vildt og mumlede et tak. Han lagde en finger under min hage,  så jeg så på ham. Han var næsten et hoved højere end mig. Han lænede sig frem....

Og med et plask endte vi begge to i floden. Vi havde stået alt for langt ude på kanten, som nu var skvattet i sammen med os. Jeg spyttede en mundfuld vandud, mens jeg spruttede. Det fik Leinad til at le. Jeg lo med. 

"Jeg tror nogen har kastet en forbandelse over os!" grinte jeg mens jeg kæmpede mig op på bredden. 

"Hvad mener du?"

"At vi bliver afbrudt hver eneste gang vi er lige ved at kysse," mumlede jeg flovt. Jeg kuggede ned i jorden og opdagede ikke at Leinad var kommet hen til mig.

"Sikker?" spurgte han og kyssede mig. Det var hurtigt og let, men det havde været et rigtigt kys. Vi stod bare lidt der, plaskevåde, med armene om hinanden, indtil jeg mærkede hvor koldt det var. 

"Uh, hvor er det koldt!" sagde jeg mellem klaprende tænder. Han smilede. 

"Det har du ret i, vi må se at komme tilbage til de andre så vi kan få noget tørt tøj." Vi gik hen til hestene og han kastede sit sadeltæppe hen til mig. Jeg smilede taknemligt. 

Kapitel skrevet af Alanna.lion

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...