Dødbringende Drømme

Kongeriget Malentia har længe været et fredfyldt og godt sted at leve. Landet regeres af tvillingeprinsesserne, der begge er elskede af folket, men er forskellige som nat og dag. Udad til kan de enes om alt og er overfor hinanden ligeså elskværdige som overfor folket , men sådan stor det reelt slet ikke til. De tog søstre kan ikke rigtig klare synet af hinanden og hader at arbejde sammen, men lige netop samarbejde kan hurtigt gå hen og blive nødvendigt for deres fælles overlevelse. Til en af de mange banketter på slottet bliver begge prinsesser forgiftet med et stof, der sender dem i koma og ind i en syg maridstverden. Tvillingerne er nu nødt til at samarbejde for at bekæmpe rædslerne og vågne op, inden de som forgiftede dem kan overtage deres kongerige og smide det ind i en mørk ære med diktatur, ondskab og død.

7Likes
3Kommentarer
358Visninger
AA

3. Helvedsmiddag (Zerefina)

Lyden af nogle, der bankede på døren til mit værelse rev mig for anden gang i dag ud af verdenen i min bog. 

"Kom ind," kaldte jeg og håbede af hele mit hjerte, at det ikke var min søster, der ville mig noget. Egentlig ville det også undre mig, hvis det var finde, godt nok var hun ikke den skarpeste kniv i det kongelige køkken, men selv hun vidste, at hun ikke havde noget at gøre på mit værelse.

Heldigvis var det ikke hende, det var bare en hofdame.

"Lady Zerefina, middagen bliver serveret om lidt, og jeg tænkte på, om De ikke ville have en anden kjole på og have gjort noget ved deres hår, tvillingeprinserne fra Bayliss er her jo, og skal spise med Dem og Deres søster," 

En hver anden prinsesse ville nok have været lykkelig over, at prinsen af Bayliss havde en tvillingebror, men alt, hvad der gik gennem mit hoved var. Åh ved alle guder, er der to af dem? Dog sagde jeg det selvfølgelig ikke højt.

"Virkelig? Jamen så må jeg vel se at skifte," sagde jeg i et uinteresseret tonefald. "Ja frøken," sagde hofdamen stille og gik over til det gigantiske klædeskab for at hjælpe mig med at finde noget tøj, som var passende til en festmiddag.

I modsætning til mange af de andre hofdamer på slottet, kunne jeg godt lide hende her. Hun hed Ginny, og virkede ofte som om hun forstod mig bedre end nogen anden.  Og så var hun heller ikke en værre sladretaske, som mange af de andre var, hun forstod, hvornår det var bedst at være stille, hun havde også tit nye bøger med til mig, hvilket jeg satte pris på. 

 

Lilianna havde altid sagt, at hun var kedsommelig og, at det sikkert var hendes skyld, at jeg var blevet "kedelig" grundet det faktum, at jeg, fra da jeg var helt lille, havde valgt at tilbringe tid sammen med hende frem for de andre hofdamer.

Ginny pustede et gyldent hårstrå ud af sit blå øje og åbnede de tunge skabsdøre med  en let knirken. 

"De kunne tage den sølvfarvede kjole på, den ville fremhæve deres øjne," foreslog hun med et lille forsigtigt smil.

"Ja de øjne, der får alle til at kigge på mig, som om jeg hører til i et cirkus," sukkede jeg en smule sørgmodigt.

"Sludder frøken, det gør dem blot mere unik, man kan finde folk med øjne som Deres søsters alle vegne, men jeg har aldrig mødt folk med øjne som Deres før, de er smukke, og Deres søster er bare en jaloux sladretaske," forsikrede hun mig og slog derefter en hånd for munden, da det gik op for hende, hvad hun lige havde sagt  om Lilliana. 

"Glem, hvad jeg sagde frøken," sagde hun skyndsomt.

"Det skal jeg nok," forsikrede jeg hende og forsøgte at smile. Så snakkede vi ikke mere og gik tilbage til at forsøge at finde en kjole.

Efter længere tids debat endte jeg i en midnatsblå blå kjole med sølvstjerner på. Mit hår blev kunstfærdigt sat op med skinnende perler. Og så var jeg ellers klart til at begive mig ned i spisesalen til et helvede af en middag.

Da jeg ankom til spisesallen, sad Lilliana allerede og snakkede og lo sammen med de to prinser, der begge var dybt ligegyldige efter min mening. Og jeg var endda tvunget til at sidde ved siden af min søster på den ene side og en af tvillingerne på den anden.

Det blev kun værre af, at den ene af tvillingerne faktisk forsøgte at snakke med mig. Egentlig var det vel meget sødt gjort, og jeg forsøgte da også at lytte, men det meste af det han snakkede om var meningsløst for mig. Snak om, hvad der skete i andre kongeriger og endda det faktum, at deres forældree gerne ville have tvillingerne forlovede snart. Jeg vidste ikke helt, om det var en hentydning til noget, men jeg valgte ikke at spørger og lyttede i stedet ttil hans snak med et halvt øre. Faktisk overvejede jeg på et tidspunkt at fortælle ham om den bog, jeg var gået i gang med, den handlede om drager, og måske interesserede han sig også for magiske væsner.

Dog skød jeg hurtigt tanken til side, han ville nok bare synes, at jeg var sær, hvis jeg begyndte at snakke om de ting, der interessede mig.

I stedet sad jeg bare og så lidt frævarende på hans kastanjebrune hår og blågrønne øjne. Han var egentlig meget køn, men igen det kunne aldrig blive til noget, vi var for forskellige. Jeg ønskede jo ligesom at være sammen med nogle, der forstod mig.

På min anden side snakkede og lo min søster og den anden prins som om, hans tvilling og jeg slet ikke var der. 

 "Jeg fatter ikke, at han spilder sin tid på hende, der er jo ikke noget liv i hende, han kunne finde meget sødere piger andre steder," lo min søster. 

Det var ikke svært at regne ud, at det var mig hun hentydede til. Hendes ord gjorde ondt, men jeg havde års træning i ikke at vise, hvad jeg følte, så i stedet for at sige noget, sad jeg bare og kiggede på min urørte  foret.

Kapitel skrevet af: The Sunprincess

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...