Dødbringende Drømme

Kongeriget Malentia har længe været et fredfyldt og godt sted at leve. Landet regeres af tvillingeprinsesserne, der begge er elskede af folket, men er forskellige som nat og dag. Udad til kan de enes om alt og er overfor hinanden ligeså elskværdige som overfor folket , men sådan stor det reelt slet ikke til. De tog søstre kan ikke rigtig klare synet af hinanden og hader at arbejde sammen, men lige netop samarbejde kan hurtigt gå hen og blive nødvendigt for deres fælles overlevelse. Til en af de mange banketter på slottet bliver begge prinsesser forgiftet med et stof, der sender dem i koma og ind i en syg maridstverden. Tvillingerne er nu nødt til at samarbejde for at bekæmpe rædslerne og vågne op, inden de som forgiftede dem kan overtage deres kongerige og smide det ind i en mørk ære med diktatur, ondskab og død.

7Likes
3Kommentarer
355Visninger
AA

4. Et hårdt slag (Lilliana)

"Jeg kan ikke rigtig forstå at Zerefina gider at lytte efter min brors pladder, " sagde Leinad, den ældste af tvillingeprinserne, som svar til min kommentar om hvor kedelig hun var, efter vi havde snakket og grint i lang tid. Vi havde det faktisk rigtig sjovt og han virkede ikke til at have noget imod min lidt ivrige facon. Han havde endda kommenteret min kjole og sagt at han syntes den var rigtig pæn.

"Det er et rigtigt flot land I har jer her, det er en skam jeg ikke kan nå at se mere af det inden vi tager hjem igen." 

"I har altså ikke tænkt jer at blive?" spurgte jeg skuffet. Jeg havde lige troet at jeg var ved at få mig en ven her, og som måske kunne vise at være mere med lidt tid.

"Vi havde egentlig planer om at ride i morgen til frokost, men  det ville være så ærgeligt!" Hans hånd strejfede min under bordet. Jeg rødmede og smilede fjoget. Så vendte jeg må mod den anden tvilling.

"Kan I ikke bliver her en dag mere? Jeg ville rigtig gerne nå at lære jer bedre at kende!" Jeg satte min bedste hundehvalpeøjne op. Zerefina skulede til mig, og prikkede til sin mad. 

"Det skulle der vel ikke være noget i vejen for." 

Så havde Leinad spurgt om jeg ikke ville med ud at ride dagen efter, så jeg kunne vise ham byen og den nærliggende skov, og jeg havde sagt, at det ville være en fornøjelse, når bare Zerefina ikke skulle med.

 "Er du ikke en smule hård ved hende?" spurgte Leinad. "At miste jeres forældre, det må være et hårdt slag for jer begge to." 

"For hård ved hende? Jeg er for hård ved hende? Hun taler dårligt til mig, og når hun gør har hun altid noget at kritisere! Hun er så...ond."

"Det ved jeg godt, men nogle mennesker er ikke at håndtere deres sorg." 

"Hun er ikke det mindste ked af noget som helst, hun er bare kold i røven." Jeg skyndte at aflede samtalen og lod mig ikke mærke med hvor forarget Leinad syntes at blive over, hvad jeg sagde. "Har du smagt kyllingen? Den er virkelig god!" Han rystede opgivende på hovedet og fortsatte med at snakke om andre ting. Vi havde utroligt meget tilfælles og han var virkelig sød. 

Men det var sket igen. Endnu engang var jeg blevet gjort opmærksom på at jeg skulle passe bedre på min søster, ikke være så hård, mere venlig. Men jeg orkede ikke mere, jeg havde kæmpet så længe og havde ingen respond fået. Kunne man være venlig overfor en, der havde vent en ryggen? Ikke i det lange løb. Så måtte hun altså klare sig selv. Hun var trods alt ældst!

Hun klarede det ikke særligt godt. Daniel, den yngste af prinserne prøvede velopdragent at få hende i tale, men som med alle andre var hun blot fraværende og lagde ikke skjul på at hun bare savnede sin bog. 

Leinad var lige min type. Han holdt meget af at sejle og rejse rundt til de fjerneste ender af kongeriet. Han havde en eller anden grad i hæren, måske oven i købet ridder, og han besøgte sine undersåtter dagligt. Han havde en god humor og holdt af selskabslivet blandet med det lidt mere eventyrlige. 

Daniel derimod var mere den afholdte type. Han var velig og klog, men ikke frembrusende på nogen måde. Han var måske en smule kedelig, men han var prins og fortjente i hvert fald bedre end min åndsvage søster. Men han blev ved at snakke med hendeog hun nikkede og der virkede næsten som om....hun lyttede. Nu havde jeg set det med. 

Snart var hovedretten spist og den stod på dessert. Mit yndlings måltid, da jeg havde en forkærlighed for søde sager. De gjorde en i så godt humør. 

"Skal vi ikke spille et spil efter maden?" spurgte jeg energisk. "Det kunne være så hyggeligt." Jeg gav Zerefina en albue i siden. "Synes du ikke?" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...