Dødbringende Drømme

Kongeriget Malentia har længe været et fredfyldt og godt sted at leve. Landet regeres af tvillingeprinsesserne, der begge er elskede af folket, men er forskellige som nat og dag. Udad til kan de enes om alt og er overfor hinanden ligeså elskværdige som overfor folket , men sådan stor det reelt slet ikke til. De tog søstre kan ikke rigtig klare synet af hinanden og hader at arbejde sammen, men lige netop samarbejde kan hurtigt gå hen og blive nødvendigt for deres fælles overlevelse. Til en af de mange banketter på slottet bliver begge prinsesser forgiftet med et stof, der sender dem i koma og ind i en syg maridstverden. Tvillingerne er nu nødt til at samarbejde for at bekæmpe rædslerne og vågne op, inden de som forgiftede dem kan overtage deres kongerige og smide det ind i en mørk ære med diktatur, ondskab og død.

7Likes
3Kommentarer
361Visninger
AA

2. Det er temmelig besværligt at samarbejde (Lilliana)

Jeg rystede på hovedet og smed mig på den fløjlsbetrukne sofa med en fnisen, der skjulte mig egentlige sindsstemning. Forvirring. Jeg fattede ikke min søster. Altid så kold og kynisk. En værre lyseslukker var, hvad hun var! Jeg forstod ikke, hvorfor hun var sådan. Når jeg spurgte om hun ville med på marked, fik jeg altid det samme svar tilbage. Nej. Hun ville ikke med udendørs, gad ikke spille spil, lege, være sammen med andre. Hun var bedrevidende og kaldte mig dum. Måske ikke direkte, men så dum var jeg trods alt ikke. Jeg havde efterhånden opgivet at prøve. Det fungerede bedst når vi tilbragte så lidt tid sammen som muligt. Så kunne hendes dårlige energier ikke ødelægge mit humør, og så kunne min egen opførsel heller ikke irritere hende. Selv om vi var nødt til at samarbejde, noget der var temmelig besværligt med den...strigle.

Jeg knyttede nævnerne et øjeblik, men kom så på bedre tanker. Jeg skulle mødes med ham prinsen....han lød så vidunderlig. Og så så han godt ud, hvilket bestemt ikke gjorde noget. Han var også sød og charmerende....

"Jeg fatter simpelthen ikke, hvordan hun kan holde ud at være indendørs hele tiden! Og så endda læse!" udbrød Avery, min hofdame og veninde siden vi var ganske små, med et fnys. Jeg grinede også. Det virkede åndsvagt at nogen gad bruge tid på at læse noget en eller anden gammel fattig mand havde nedfællet midt i al sin elendighed. Og så endda frivilligt! Mor havde engang tvunget mig til at begynde på en bog, men jeg læste den aldrig. Jeg fortryder det måske en anelse nu, jeg ved det betød meget for hende, at jeg skulle "opleve magien" eller noget andet romantisk hun tit sagde om bøger, men sådan var jeg ikke. Hun var klog, vores mor, men magi fandtes mange steder og indendørs, lukket inde i sig selv eller i en bog, havde jeg i hvert fald ikke tænkt mig at finde den. Så kunne jeg jo ikke hjælpe folk vel?

"Skal vi ikke tage ned i landsbyen?" spurgte jeg energisk og satte mig op. Det var en hel dag siden jeg havde været der sidst! "Eller måske ride en tur?"

"Lilliana, jeg tror ikke det er den bedste idé du har fået idag, skal jeg ærligt indrømme. Du ved godt at middagen bliver serveret om lidt ikke? Du vil da ikke skuffe Prinsen, vel?" sagde Jane, som netop var kommet ind af døren med et smil på læben. Hun var den kloge af os, den der havde styr på tingene. Jeg selv lod mig lidt for nemt rive med af følelserne.

"Nej, dog! Det vil jeg da i hvert fald ikke! Hvor tankeløst af mig!" Jeg rejste mig op og smilede til dem. Vi gik ned på mit værelse, som var så stort at der nemt kunne have været tre elefanter derinde.

"Hvad skal jeg tage på? Lyserød er sådan en pæn farve, men den står ikke så godt til min hudfarve vel? Hvad med grøn? For meget, ikke?" Jeg åbnede mit store klædeskab og hev den ene kjole frem efter den anden. Pigerne fnisede. Ud over Avery bestod min gruppe af mig selv og to andre, Jana og Deja. Søstre, men med to års mellemrum. Jeg kunne godt misunde dem lidt, fri for at have en jævnaldrende søster, som man absolut skulle arbejde sammen med, men jeg elskede min søster alligevel. Eller i hvert fald havde jeg gjort det. Efter at vi blev sat til at regere var alting blevet anderledes. Hun havde altid været mærkelig, men det her? Det var ikke til at holde ud. Hun ødelagde mit humør! Igen!

"Den grønne er pæn!" sagde Jana med eftertryk og lod en hånd glide ned over stoffet.

"Jeg kan bedre lide den lyserøde," mukkede Deja fordi hun troede at jeg også bedre kunne lide den grønne. Jeg lo og trak en lilla frem i stedet.

"I skal ikke skændes om det, det er det slet ikke værd." Jeg kastede et blik ud af vinduet og på den nedgående sol. "Ej, er klokken så mange, vi må skynde os!" Jeg skyndte mig at trække kjolen over hovedet og hoppede i nogle sko på vej ud af døren. Halvvejs nede af gangen standsede jeg op og Avery kom og bandt mig i ryggen. Hun grinede.

"Du lærer det aldrig vel?" sagde hun og strammede til. Jeg rystede smilende på hovedet. Jeg glemte altid at slappe af så man nåede alting.

"Niks, vi ses og tak for hjælpen!" Jeg fortsatte i et mere adstadigt tempo ned mod spisesalen.

Kapitel skrevet af: Alanna.lion

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...