Dødbringende Drømme

Kongeriget Malentia har længe været et fredfyldt og godt sted at leve. Landet regeres af tvillingeprinsesserne, der begge er elskede af folket, men er forskellige som nat og dag. Udad til kan de enes om alt og er overfor hinanden ligeså elskværdige som overfor folket , men sådan stor det reelt slet ikke til. De tog søstre kan ikke rigtig klare synet af hinanden og hader at arbejde sammen, men lige netop samarbejde kan hurtigt gå hen og blive nødvendigt for deres fælles overlevelse. Til en af de mange banketter på slottet bliver begge prinsesser forgiftet med et stof, der sender dem i koma og ind i en syg maridstverden. Tvillingerne er nu nødt til at samarbejde for at bekæmpe rædslerne og vågne op, inden de som forgiftede dem kan overtage deres kongerige og smide det ind i en mørk ære med diktatur, ondskab og død.

7Likes
3Kommentarer
366Visninger
AA

7. Bøger (Zerefina)

En smule usikkert steg jeg op på min hest, som en tjener havde sadlet op for mig. Til Lillianas store skuffelse, var jeg også blevet inviteret med ud at ride. Hun havde været så tæt på at få et flip, da hendes kære Leinad spurgte, om jeg ville med.

Egentlig havde jeg også tænkt mig at afslå hans tilbud, så slap vi for hinanden, og jeg kunne forberede den forestående banket. Dog så Daniel nærmest bedende på mig, og af en eller anden grund, kunne jeg ikke rigtig klare tanken om at lade ham være alene som Leinad og min kære søsters tredje hjul

Så jeg havde takket ja til tilbudet, og nu sad jeg så her i damesadel iført en mørkegrøn kjole sorte nethandsker og med en parasol i hånden.

Lilliana skævede underligt til mig. "Du opfører dig stadig som en vampyr, solen slår dig ikke ihjel, at du ved det det," sagde hun og hentydede til parasolen og handskerne.

Hun havde ret i, at solen ikke direkte kunne slå mig ihjel, men jeg havde arvet vores mors hud, der havde været enormt sart, derfor skulle jeg passe ekstra på får ikke at blive forbrændt, men det tænkte tanketomme Lilliana selvfølgelig ikke på.

Før jeg kunne komme på en spydig kommentar til at give hende svar på tiltale kom Leinad og Daniel dog trækkende med deres heste ved tøjlerne.

Begge prinser var klædt i kapper af skinnende silke udover deres almindelige tøj, Leinad i en dyb mørkeblå farve og Daniel i en mørk skovgrøn, der gik det hurtigt op for mig matchede min kjole.

"Når er I to klar til at tage af sted?" spurgte Leinad og svang sig med lethed op på sin hvide hingst. Hvis Lilliana nogensinde havde rørt en bog og derved læst et eventyr, ville hun sikkert være besvimet over det faktum, at Leinad nu officielt kunne være prinsen på den hvide hest.

I stedet for at besvime nikkede hun ivrigt og satte gang i sin brune hoppe ved at sætte hælene i siden på den. 

"Kom så Skygge," hviskede jeg blidt til min egen sorte hoppe med de mærkeligt blå øjne. Jeg havde aldrig set en hest med blå øjne, så vi var begge to outsidere, det var derfor, jeg havde valgt den, da vores forældre ville give os heste.

Lilliana sagde altid, at hun synes navnet skygge lød uhyggeligt og fik mig til at lyde som en eller anden dæmon, men jeg var ligeglad, selv havde hun døbt sin hest Rose, hvilket jeg ærlig talt syntes var et dybt uinteressant navn. 

Skygge var trænet godt, og hun kunne reagere hurtigt bare ved lyden af min stemme, så uden videre satte hun igang henover gårdspladsen med de andre heste lige i hælene.

Godt nok var jeg ikke meget udenfor, men jeg kunne godt lide at ride, og det var sådan nogenlunde de eneste tidspunkter, men så mig være udenfor, men når jeg så red, var det aldrig sammen med andre, så det her var uvant.

Desuden brød jeg mig ikke ret meget om damesadlen, men den var nødvendig for stadig at fremstå prinsesset, havde en af de hofdamer, jeg desvære ikke brød mig synderligt om inprintet mig.

Alligevel var det rart at være ude at ride, især fordi Lilliana i et pludseligt anfald af klogskab, der dog hurtigt var ovre igen, havde besluttet sig for at vise dem skoven.

Her kunne jeg nyde stilheden og den fredlige tryghed, som automatisk lagde sig over mig, når jeg var sådan et sted. 

Det gjorde det kun bedre, at jeg red et godt stykke foran de andre, så selv Lillianas sladren og snakken med prins Leinad blev til noget baggrundsstøj, der kunne lukkes ude.

Derfor red jeg af sted i mine egne tanker, og lagde slet ikke mærke til, at Daniel var redet op på siden af mig

"Jeg ville ønske, at du smilede noget oftere, du har et pænt smil, og du så så fredfyldt ud," sagde han, og det gibbede i mig, da det gik op for mig, at han var der. 

"Undskyld det var ikke min mening at forskrække dig, det er bare din søster, der siger, at vi burde gøre holdt og få noget at spise," sagde han.

Det var overhovedet ikke gået op for mig, hvor længe vi havde redet, men nu da han sagde det, lagde jeg mærke til, at det i hvert fald var over middag.

Vi steg af hestene i en lysning med en skov sø, hvor i bredte et tæppe ud og satte det mad frem, tjenerene havde givet os med. Der var alt, hvad man kunne tænker sig alle mulige slags kød, forskellige salater og så selvfølgelig både kager og desserter, og det var i så store mængder, at man skulle tro, vi var en hel hær af udsultede soldater og ikke kun fire mennesker på en skovtur.

Lilliana og Leinad sad som foventet og snakkede, imens de spiste. Daniel og jeg var mere stille. Det var absolut ikke fordi, jeg ikke ville snakke med ham, men jeg havde bare ikke den fjerneste ide om, hvad vi skulle snakke om. Efter noget tid rejste han sig uden et ord op, gik over og hentede noget i sin sadeltaske og kom så tilbage og satte sig igen ned på tæppet.

Hans tvillingebror så misbilligende på ham, da han så, hvad han havde i hænderne, og Lilliana så heller ikke ligefrem videre imponeret ud, men mit hjerte sprang et slag over af glæde, så havde vi altså virkelig noget tilfælles.

"Du læser," konstaterede jeg og så på bogen, der oven i købet var den samme bog, som jeg var i gang med...den om dragerne.

"Ja...altså det var ikke for at være uhøflig...jeg vidste bare ikke, hvad vi skulle snakke om...og nu synes du sikkert, at jeg er kedelig," sagde han genert og en smule bittert.

 Uden at tænke over det, tog jeg hans hænder og smilede for første gang i måske flere år bevidst et glad smil.  

"Nej tvært imod, jeg elsker at læse, og den bog der er virkelig interessant, jeg håber, at jeg en dag kan se en virkelig drage," sagde jeg oprigtigt.

Hans ansigt lyste op, og før vi vi vidste af det, sad vi og snakkede om forskellige bøger, mystiske væsner, fjerne lande og magi, alt imens vores søskende så på os, som om vi var udskud, men det kunne vi ikke mærke

 

Kapitel skrevet af: The Sunprincess

   

 

           

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...