Undercover ♦ One Direction (UD 2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2015
  • Opdateret: 17 okt. 2016
  • Status: Færdig
Politiet fandt frem til Clifftown, og i ly af natten oplevede indbyggerne deres livs mareridt. Nære venner blev skudt, andre blev fanget af betjente og for nogen endte deres unge liv på asfalten. Cora selv befandt sig i kaosset, men som et led i en af Harrys planer, slap hun med livet i behold. Nu skal hun se sin nye hverdag i øjnene, der indebærer et liv med uvidenhed omkring sin kærestes skæbne og eksistens efter angrebet. I fortsættelsen af Underdog følger vi Louis, der i et lille hus i skoven holder Cora og Liam til fange, for at overleve længst muligt. Men hvor længe kan hans plan holde, når hele Londons politi er på jagt efter dem? Forrædere bliver afsløret, bekendte dør og vigtigst af alt: Cora finder ud af, hvad der skete med Harry. ♦ Vandt Årets Cover til Movellys 2015 og Fandom-konkurrencen under 1D-kategorien.

170Likes
321Kommentarer
50004Visninger
AA

15. Epilog

EPILOG
~
SEKS ÅR SENERE

”Skat, husk nu dine nøgler,” råbte han til mig. Klokken var halv otte og i dag var officielt min første arbejdsdag. Natten havde været lang, da jeg kun havde sovet i et par timer, men jeg var så klar, som jeg kunne være.

”Ja, ja, jeg skal nok huske dem for en gangs skyld!” Jeg gad ikke sige til ham, at grunden til jeg altid glemte mine nøgler, var fordi jeg i en lang periode ikke havde haft nogle. Men han vidste alt til min tid i Clifftown. Selvom det var seks år siden, jeg havde flygtet fra stedet, påvirkede det mig stadig i dag.

Jeg hørte gulvet knirke og så ham kigge på mig. Øjnene udviste en stolthed, og jeg blev helt blød om hjertet over den måde blikket hvilede på mig. ”Jeg ville bare sikre mig, at du fik en god start på arbejdet,” smilede han og fjernede afstanden mellem os. Hans krop var helt tæt på og jeg fandt hans øjne.

”Hvorfor er jeg så heldig at have dig i mit liv?” hviskede jeg, inden han kyssede mine læber. Jeg havde været så nervøs hele morgenen, men på få sekunder formåede han at berolige mig, som ingen andre kunne. Han var fantastisk og jeg havde stadig ikke helt forstået, at han rent faktisk elskede mig. Jeg havde været så meget igennem, og at jeg var så heldig at stå på den anden side med en kæreste, en lejlighed og nu et job, var noget, jeg aldrig troede, var muligt.

Men her stod jeg i min egen lejlighed midt i London og vågnede op sammen med ham hver dag.

”Fordi du er den stærkeste og modigste person, jeg nogen sinde har mødt,” svarede han og kyssede mig på halsen, inden han trak sig væk. ”Og tag så de betjente med storm og gør din far stolt.”

Jeg kiggede ham ind i øjnene en sidste gang. De brune øjne glimtede. ”Jeg elsker dig, Marcus” erklærede jeg, inden jeg tog fat i døren og forlod lejligheden.

Minderne kom rullende tilbage til mig, da jeg følelsesladet begyndte at køre mod min nye arbejdsplads. For hver gang jeg passerede en bygning, mindede den mig om min tid i Clifftown. Jeg kom til at tænke på flugten og hvordan jeg havde mistet så mange af dem, jeg havde elsket.

Det havde været en lang periode efter politiet havde fundet mig i Clifftown. Fra at jeg troede jeg skulle dø, ændrede situationen sig hundred og firs grader og jeg fandt mig sig siddende varetægtsfængslet. Herfra var jeg overbevist om, at jeg skulle i fængsel og at mit liv for alvor var ovre.

Men sådan skete det ikke.

Efter flere måneder begyndte min retssag endelig. Det havde været hektisk, og jeg var næsten psykisk overrumlet, da jeg fik nyheden: Min mors mand skulle være min advokat. I starten havde jeg nægtet, for jeg ønskede ikke at have noget med ham at gøre. Men jeg havde intet valg. Så pludselig følte jeg mig som en del af det liv, jeg forlod. Men min mors mand var en fantastisk advokat, og han hjalp mig. For da vi sad til den endelige retssag fik jeg en ny chance. Dommerne havde ikke noget, de kunne dømme mig for. Jeg havde ikke slået nogen ihjel. Og selv om de havde brugt uger på at finde noget, måtte de indse, jeg var uskyldig. De kunne ikke bevise, at jeg nogen sinde havde stjålet og på grund af min mors mand fik han reddet mig ud af de andre beskyldninger. Jeg havde ikke flygtet fra politiet, jeg havde flygtet fra Louis, ligesom det var ham, der havde tvunget mig til at bo i Clifftown. Dommeren måtte til sidst indse, at det eneste de kunne give mig, var et par ugers samfundstjeneste.

Så jeg var fri. Og mit liv kunne begynde forfra.

De første måneder havde været fine. Fordi jeg havde siddet varetægtsfængslet for noget, jeg ikke havde gjort, havde jeg fået en erstatning. For pengene havde jeg købt mig en lejlighed og en brugt bil. Men derfra blev det blot værre. Ingen arbejdsgivere gad have mig. De havde hørt om mig i nyhederne, og selvom de godt vidste, jeg ikke var blevet dømt, ville de ikke have en kriminel ind.

Men så mødte jeg Marcus. Og derfra ændrede det hele sig. Jeg gik fra at have levet helt alene og være sønderknust fra mit afbrudte forhold til Harry. Men da jeg mødte Marcus følte jeg pludselig, hvordan det var at være forelsket igen. Han viste mig sider af mig selv, jeg aldrig havde set. Vi rejste Europa rundt og sidste måned flyttede han ind.

Og så skete det, at jeg fik et opkald. Det var en af min fars gamle kollegaer. Han havde længe tænkt på mig, og de var alle sammen blevet enige om at tilbyde mig et job, så jeg helt kunne forlade den dårlige spiral.

Derfor var jeg i dag på vej hen til det fængsel, hvor jeg skulle arbejde som fængselsbetjent. Jeg havde været meget i tvivl om jeg burde tage imod tilbuddet til at starte med, for jeg ville på en måde komme tilbage til mine gamle rødder. Men efter at have gennemtænkt det, takkede jeg ja. For jeg ville vise dem, der sad inde, at der var et liv efter en kriminel tilværelse.   

Det var flere år siden, jeg sidst havde set Harry. Efter vi begge blev fanget af politiet, var jeg sikker på vi skulle komme igennem det. Men så let var det ikke. Harry blev først indlagt på hospitalet og skulle igennem en lang operation, men han overlevede. Da jeg fik nyheden glemte jeg, at jeg rent faktisk sad varetægtsfængslet, men det var den realitet, der var skyld i, vi ikke kunne se hinanden.

Harrys retssag var den første. Jeg kunne ikke selv deltage i den, men havde senere læst om den på nettet. Han var heller ikke blevet dømt for at bo ulovligt, men han havde ingen vej uden om den sandhed, at han havde snydt poltiet, både ved at være Louis’ spion, men også ved at fake sin egen død. Han havde fået syv år.

Da min retssag var ovre, var det første, jeg gjorde at tage hen til ham. Men da vi mødtes på hver vores side af glaspladen, indså vi begge to, at det ikke kunne fortsætte. Harry ønskede, at jeg gik ud og fik skabt mig et liv. Jeg skulle ikke sidde og vente på ham. Og selv om jeg havde grædt mig selv i søvn i flere måneder, forstod jeg til sidst, at han havde ret. Så jeg havde fulgt hans råd, og nu var jeg her.

Rummet, jeg kom ind i, var mørkeblåt og fyldt med træmøbler. Der sad en mand ved kontorbordet, hvis uniform var identisk med vægfarven. Han løftede hovedet og nikkede anerkendende. ”Velkommen Ms. Ellis, vi har ventet dig,” hilste han og signalerede, at jeg skulle sætte mig ned på stolen foran ham. ”Mr. Jones har fortalt mig om dig og din far, så vi er glade over at kunne byde dig velkommen her i Gatwick Fængslet.”

Jeg smilede til mig ham, og fortalte at æren var på min side. Nu når jeg var her, var det alt, hvad jeg aldrig vidste, jeg havde drømt om. Jeg var klar.

”Du vil ikke have mange opgaver i dag, men du skal hjælpe en af vores betjente med dagens løsladelse.” Manden kiggede i sine papirer. ”Det er Fange 940102, der skal løslades om et kvarter, så hvis du tager din uniform på, kan min kollega vise dig frem til hans celle.” Han tog en uniform frem og gav den til mig. Jeg takkede og skyndte mig at klæde om, så jeg kunne klare dagens første gerning.

Der var gået fem minutter, da manden, jeg skulle følge, fandt mig. ”Velkommen Cora. Jeg er Jack og hvis du følger mig, kan du være den, der åbner døren,” fortalte han mig og viste mig ned ad en gang. Da døren blev åbnet for os, så jeg cellerne foran mig. Der var mørkt, og jeg indså hurtigt, at det her var et af de mere sikre fængsler. Det kriblede i hele min krop, da vi gik ned ad gangen. Cellerne havde lys, men så lidt, at jeg kun kunne se skikkelserne på de indsatte. Jeg følte mig så beæret over ikke at være en af dem, der sad der.

”Du skal for resten ikke være bange for Fange 940102. Han har opført sig pænt og bliver løsladt før tid,” fortalte han mig, der vi nærmede os cellen. Jeg nikkede og glædede mig over, jeg ikke var den eneste, der havde haft heldet med mig.

Manden stoppede mig, da vi nåede frem. Han gav mig nøglebundet og signalerede, at jeg skulle låse døren op. Men inden jeg nåede så langt hævede jeg blikket og kiggede ind i cellen.

Da jeg så fangen, genkendte jeg ham straks. Selvom håret var klippet kort og musklerne var væk, skinnede de grønne øjne som altid, da han fik øje på mig. Langsomt rejste han sig op og gik hen til celledøren. Hans vejtrækning var ukontrolleret, da han satte hovedet ind imellem stængerne.

”Cora?”  

 

***

Det var så enden på Underdog-serien, og jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg har det med dig. Jeg har været i gang med den her serie i 1,5 år og det er en af de idéer, jeg er mest stolt af! 

Jeg håber virkelig I vil kommentere, hvad I synes om slutningen: hvilke tanker har I? Hvad kommer der til at ske? Men også gerne skrive overordnet, hvad I synes om hele serien. Der er så mange, der har fulgt med, og selv om jeg har været lang tid om at skrive toeren, har de fleste fulgt med til slutningen. Så af hjertet tak! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...