Undercover ♦ One Direction (UD 2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2015
  • Opdateret: 17 okt. 2016
  • Status: Færdig
Politiet fandt frem til Clifftown, og i ly af natten oplevede indbyggerne deres livs mareridt. Nære venner blev skudt, andre blev fanget af betjente og for nogen endte deres unge liv på asfalten. Cora selv befandt sig i kaosset, men som et led i en af Harrys planer, slap hun med livet i behold. Nu skal hun se sin nye hverdag i øjnene, der indebærer et liv med uvidenhed omkring sin kærestes skæbne og eksistens efter angrebet. I fortsættelsen af Underdog følger vi Louis, der i et lille hus i skoven holder Cora og Liam til fange, for at overleve længst muligt. Men hvor længe kan hans plan holde, når hele Londons politi er på jagt efter dem? Forrædere bliver afsløret, bekendte dør og vigtigst af alt: Cora finder ud af, hvad der skete med Harry. ♦ Vandt Årets Cover til Movellys 2015 og Fandom-konkurrencen under 1D-kategorien.

161Likes
339Kommentarer
46236Visninger
AA

12. 9 | ”Cora. Dit navn er Cora.”

KAPITEL 9
~
SPONTANE PLANER OG BEDRAG

Jeg hørte mit skrig, da hjalp mig af motorcyklen og jeg indså, hvad der var sket. Jeg havde fundet Harry, men nu var han kørt galt, og jeg vidste ikke, om jeg havde mistet ham. Han steg ikke ud af bilen til at starte med, men jeg kunne love, at min hjerte stoppede med at slå, da døren pludselig gik op. Liam stoppede i sine skridt, da Harry kom ud af bilen. Han havde blødte ved øjenbrynet og huden under hans øje var blåt, men det var ham. Harry stod få meter fra mig. Jeg var så tæt på at løbe hen til ham, men jeg stod stille, da jeg kunne se noget var galt. Han havde fået øje på os, og stod forvirret og kiggede frem og tilbage. Han så rystet ud og lignede på ingen måden den mand, jeg så i øjnene, inden vi blev skilt ad. Hans hår var vokset, hans tøj lignede ikke noget, jeg nogen sinde havde troet, jeg skulle se ham i og så havde han sår og blå mærker over alt. Det var først, da jeg virkelig studerede ham, at jeg så han havde forbinding om foden.

Hvad var der sket med min Harry? Og hvorfor løb han ikke hen mod mig?

”Harry?” Liam prøvede forsigtigt at tale til ham, men hans fokus forblev på mig. Hans blik var forvirret og skar, mens han studerede mig. Vidste han ikke, hvem jeg var?

”Jeg ved ikke, hvorfor i følger efter mig, og jeg ved slet ikke, hvorfra I kender mit navn?” Først nu kiggede Harry på Liam, alt imens mit hjerte splintrede. Han vidste ikke, hvem jeg var. Hvordan kunne han glemme mig?

”Men-” Harry stoppede sig selv, da hans blik endnu en gang fandt frem til mig. Jeg mærkede tåren på min kind, og han bemærkede den straks. ”Jeg har set dig før,” fortalte han og pegede på mig med sin finger. ”Du er med i mine drømme, tror jeg.” Hans stemme var lav, men jeg kunne stadig genkende hæsheden. Han var derinde et sted. Men tanken om, at vi efter flere uger adskilt, endelig stod her, men uden han kunne huske mig, gjorde mig forpustet. Mere end det. Jeg følte ikke, at jeg trak vejret.

”Hør, Harry. Jeg hedder Liam, og vi mødtes et sted, der hedder Clifftown. Men vi boede der ulovligt, og-” Ordene virkede til at være for meget for Harry, da han bad Liam om at stoppe.

”Clifftown? Hvad er det for et navn?” spurgte han forvirret og troede ikke på det vi sagde.

Jeg holdt vejret. Burde jeg sige noget? Liam tog over. ”Harry, husker du nogen, der hed Louis?”

Harry kneb øjnene sammen og rystede på hovedet. Men pludselig så han ud til at huske noget. ”For nogen dage siden mødte jeg en fyr i et supermarked. Han fik mig til at huske, at mit navn var Harry Styles, men jeg husker ikke andet. Men han fortalte mig præcis det samme, du har lige har sagt. Med politiet og det-” han holdt vejret. Igen kiggede han på mig. Denne gang var det som om, noget gik op for ham. ”Han … Han gav mig et navn på en pige. Jeg tror måske det er dig.” Der blev helt stille omkring os, og vi mistede ikke øjenkontakten et sekund.

”Hvad- hvad tror du jeg hedder?” stammede jeg og følte at Harry reagere på min stemme. Please husk mig. Jeg var ved at bryde sammen inden i.

Harry sukkede dybt. ”Cora. Dit navn er Cora.” Mit hjerte gik i stå. Kunne han huske mig? ”Cora,” gentog han og kiggede pludselig på Liam. ”Og du hed Liam. Louis. Zayn. Cora, Liam, Louis, Zayn…” Der gik et par sekunder før hans øjne blev store. ”Cora, Liam, Louis, Zayn … Niall,” hviskede han. Jeg kiggede overrasket på ham og kunne mærke håbet strømme tilbage i min krop.

Harrys øjne blev store, og pludselig stod han og nævnte en masse navne. Hans øjne var lukket, og det føltes nærmest som han nynnede en remse. ”Cora, Liam, Louis, Zayn, Niall, Jamie,” hviskede han. Det var næsten som om, at han var i en trance. Jeg håbede inderligt, at hans slag mod rattet havde hjulpet på hukommelsen.

Pludselig stoppede han med at nævne navne, og kiggede i stedet op på os. ”Hør, jeg husker ikke alt, og jeg er ked af det, Cora, men jeg ved ikke, hvilken rolle du havde i mit liv, men jeg vil gerne hjælpe jer, hvis I skal bruge min hjælp.” Han virkede forvirret, men jeg bebrejde ham. Selv om jeg ikke vidste, hvordan han var endt sådan her, så var han i live, og det var det vigtigste. En dag ville han huske mig, det var jeg sikker på.

”Vi mangler et sted at gemme os,” skyndte Liam sig at sige.

Harry overvejede, hvad han skulle gøre. ”Jeg bor hos en gammel mand. Det var ham, der fandt mig. Men jeg tror ikke, at han vil lade jer være der også…”

”Hvad er dit forhold til manden?”

Harry trak på skuldrene. ”Han giver mig husly, det er det eneste. Han udnytter mig kun til at købe ind for ham,” fortalte han. Jeg havde ondt af ham. Hvordan var han endt sådan her?

”Harry, hvis du stoler på os, bare en lille smule, så bliver du nødt til at snyde ham. Vi bliver nødt til selv at kunne være i det hus.”

Harrys øjne blev store. ”Hvad, hvad mener du?” spurgte han forbavset.

”Vi bliver nødt til at binde ham, holde ham fanget, men vi finder ud af, hvad vi gør. Kan du gøre det?” spurgte Liam ham seriøst. Jeg kunne mærke, han var tidligere politibetjent.

”Hvilket miljø var det helt præcist vi kom fra?” spurgte Harry nervøst.

For anden gang åbnede jeg munden. ”Der var nogen, der døde hver uge. Vi er vant til det.” Han forstod slet ikke alvoren i vores ord, men til at starte med nikkede han hen mod bilen.

”Jeg aner ikke, hvorfor jeg gør det her, men noget i mig fortæller mig, at jeg skal hjælpe jer. Jeg ville ønske, jeg kunne huske,” sagde han, mens vi satte og tilrette i bilen. Jeg kunne slet ikke beskrive, hvor meget jeg ønskede det samme. Det var ikke sådan her, jeg havde regnet med, vi ville genforenes.

***

”Du går bare ind, som du normalt gør, og så skal du bare slå ham omkuld. Jeg har set dig gøre det før, så du kan godt.” Liam sad og forklarede Harry, hvordan han skulle gøre det. Vi befandt os i bilen foran et lille hus. Der var ingen nabohuse, og det tætteste var havet.

Harry sagde ikke meget, men åbnede bildøren og gik ind i huset. Minutter virkede som timer, inden han råbte efter os. Jeg kunne høre på hans stemme, at han var gået i panik. Men da vi kom ind så en gammel mand på gulvet. Han så fredelig ud, og til vores held havde han hverken fået hul i hovedet eller var død. Liam ledte hurtigt efter noget tape og fandt både det og reb. Manden var fisker. Harry kiggede forfærdet på, mens Liam bandt ham om en stod og puttede tape på hans mund. Hvis bare han kunne huske, så havde han intet problem haft med det, vi gjorde. Han havde sikkert selv være den, der havde spændt ham fast.

”Er du okay?” spurgte jeg Harry, da han gik ud af stuen og ud på den lille veranda, hvor hele havet var i syne. Det var smukt. Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidste havde set noget lignende. Harry lænede sig hen over gelænderet og sukkede højlydt.

”Mit liv har bare ændret sig meget brutalt på få minutter. Men egentlig er det her jo slet ikke mit liv…” Jeg nød at høre ham snakke, at være så tæt på ham, men hans ord gjorde mig vred og ked af det på samme tid. Hvad var der sket, så han var blevet sådan her? Hvordan havde han glemt sig selv? Jeg måtte få ham tilbage.

”Dit liv var helt anderledes, Harry.”

Han kiggede på mig med en mine, jeg ikke kunne gennemskue. ”Fortæl mig om det,” bad han med en pine i stemmen. Jeg valgte at gøre, præcis, hvad han bad om. Jeg fortalte om Clifftown, om Louis, om hans tid med politiet.

”Du var en af de mest populære fyre i Clifftown. Du var mystisk, men samtidig var du flink og forstående, men ikke mindst kæk og til tider slesk. Du formåede at give Louis igen og gøre, hvad du selv ønskede, selv om du gik imod hans ønsker. Og da politiet kom, satte du dig selv til sidst, men prøvede i stedet at redde os andre…” Jeg fik mine ord galt i halsen og kunne ikke tale videre. Alle mine ord mindede mig om stunderne sammen med ham, men han kunne ikke huske nogen af dem.

Harry stod og kiggede på havet, mens han prøvede at forstå alle mine ord. Please husk mig, bad jeg og håbede at han pludselig ville kysse mig, som var det vores sidste dag.

Men det skete ikke. I stedet stilede han et spørgsmål, jeg ikke helt vidste, om jeg egentlig ville høre.  ”Cora, hvad var vores forhold inden politiet kom?” Han havde gennemskuet mig.

Jeg tog en dyb indånding og overvejede, hvordan jeg skulle formulere det. Til sidst talte jeg, før jeg var helt sikker på om det var den rigtige måde at fortælle ham sandheden. ”Lad os sige det sådan her: hvis du fortalte mig, at du elskede mig, så ville det ikke være første gang…”

Det hele blev stille efter det. Havet kunne jeg heller ikke høre mere.

Samme aften gik vi alle sammen i seng, men da vi vågnede blev stemningen hurtigt kaotisk. Manden var væk og vi kunne høre sirener i det fjerne. 

 

***

Dette kapitel er heller ikke rettet, men jeg ville bare så gerne give jer endnu et kapitel, da der har været så meget pause imellem :( Håber I kan lide det, selv om Harry har glemt Cora..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...