Undercover ♦ One Direction (UD 2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2015
  • Opdateret: 17 okt. 2016
  • Status: Færdig
Politiet fandt frem til Clifftown, og i ly af natten oplevede indbyggerne deres livs mareridt. Nære venner blev skudt, andre blev fanget af betjente og for nogen endte deres unge liv på asfalten. Cora selv befandt sig i kaosset, men som et led i en af Harrys planer, slap hun med livet i behold. Nu skal hun se sin nye hverdag i øjnene, der indebærer et liv med uvidenhed omkring sin kærestes skæbne og eksistens efter angrebet. I fortsættelsen af Underdog følger vi Louis, der i et lille hus i skoven holder Cora og Liam til fange, for at overleve længst muligt. Men hvor længe kan hans plan holde, når hele Londons politi er på jagt efter dem? Forrædere bliver afsløret, bekendte dør og vigtigst af alt: Cora finder ud af, hvad der skete med Harry. ♦ Vandt Årets Cover til Movellys 2015 og Fandom-konkurrencen under 1D-kategorien.

161Likes
339Kommentarer
46238Visninger
AA

10. 7 | "Vi flygter nu!"

KAPITEL 7
~
STOCKHOLM SYNDROME

Louis havde foreslået vi holdt et slags bryllup i hytten og bestilte god mad. Jeg havde blankt afslåret. Jeg havde ligefrem råbt af mig. Det endte med, at jeg stak ham en stor, flad lussing. Ingen skulle nogen sinde tvinge mig til noget som helst. Især ikke når det galt et bryllup som jeg var brud til uden jeg havde fået muligheden for at sige nej. Jeg havde sagt det tusind gange efter hånden, men jeg var stadig sikker: Louis var en djævel. En satan. En stort idiot.

”Helt ærligt, Cora. Hvorfor er du så sur?” spurgte han og rullede med sine mørke øjne.

Jeg skreg. ”Hvorfor jeg er sur?! Du har fucking forfalsket min underskrift, så vi nu officielt er gift. Hvis du skulle være i tvivl, er det ikke lige sådan jeg ønsker mit første bryllup skulle være,” råbte jeg og slog ud med hænderne. Det endte med jeg stak ham endnu en lussing, så hans kind kunne gløde lidt mere.

Louis tog sig hurtig til kinden. ”For helvede, Cora. Så slap dog lidt af!” brokkede han sig. Han kunne tydeligvis ikke se problemet.

”Slappe af? Aldrig i livet jeg vil slappe af!” Jeg var slet ikke færdig med at råbe.

Jeg fik dog ikke sagt mere, da Louis med al sin kraft skubbede mig op ad væggen. Han holdt mig fast, mens hans øjne skød flammer. Han pressede sin krop ind mod min og holdt positionen i nogle sekunder. Han ønskede at sikre sig, at jeg vidste præcis, hvem der var lederen her. Jeg havde tabt for længst.

Louis slap mig, så jeg faldt sammen på gulvet. Skridtene blev svagere og svagere indtil han forsvandt ind på sit værelse. Der blev pludselig helt stille, så det var først efter flere minutter at jeg indså tårerne trillede ned ad mine kinder. Alle tankerne fløj rundt i mine i forvejen proppede tankestrømme, og jeg kunne ikke slippe ud af ubehaget. Alt ved det her sted gav mig myrekryb.

Jeg blev nødt til at komme ud nu. Jeg skulle finde Harry.

Uden rigtigt at vide, hvad jeg havde tænkt mig, rejste jeg mig og åbnede hoveddøren. Den kolde vind ramte mig brat, men jeg blev ikke et sekund mere i det hus. Mine ben løb før jeg havde regnet med det, og jeg anede ikke, hvor jeg ville ende henne. Jeg kiggede mig omkring, mens jeg løb. Der var træer alle vegne, grene, der kredsede mine bare arme og solens sidste stråler. Min puls gik hurtigere, end jeg kunne klare. Mine hjerteslag udmattende. Hvad havde jeg dog regnet med? Jeg vidste ikke, om jeg overhovedet var kommet langt, da jeg stoppede op for at få luften. Mine øjne kiggede forvildet rundt, jeg genkendte ikke stedet. Huset var ikke længere i syne, og jeg følte mig fri. Var jeg sluppet væk? Havde det været så let hele tiden? Der var i hvert fald ingen i nærheden. Alle de mænd Louis havde sagt, ville skyde mig hvis jeg løb, hvor var de? Lige som jeg troede, jeg kunne løbe videre og finde Harry, hørte jeg stemmen. Alt blev stille efter det.

”Cora! Du slipper ikke væk!” Louis’ stemme skreg igennem skoven og jeg standsede. Mit hjerte sprang et slag over, og jeg tænkte, at det her nok var enden. Det var nu jeg skulle dø. Han bar sikkert en pistol og var klar til at skyde mig. Jeg skyndte mig bag et stort træ og prøvede at få min puls til at dale. Knæk. Jeg hørte lyden før jeg registrerede, at Louis var lige i nærheden. ”Jeg skal nok finde dig, Cora. Du kan ikke slippe væk.” Jeg tog min hånd op for munden i et sidste forsøg, og håbede af hele mit hjerte, jeg kunne komme væk fra det her mareridt.

Jeg prøvede at fokusere på fuglene omkring mig i stedet for Louis’ ord, men det lykkedes ikke, da en hånd tog fat i mig. Jeg var færdig. ”Fik dig,” smilede Louis slesk. Øjnene havde ændret udseende og var nu helt mørke, mørkere end jeg havde set dem før. ”Forstår du nu, at du ikke kan flygte?” Han stemme var lav, da han begyndte at trække mig med tilbage mod hytten. Men det underligere var, at han ikke havde en pistol. Ville han vente med at gøre det? Hvorfor dræbte han mig ikke bare nu? Uden Harry var livet lige meget. Jeg følte mig ikke elsket og som Louis’ fange og kone, så jeg ingen grund til at kæmpe længere. Jeg havde så mange ting inden i mig, at jeg snart ikke kunne holde det ud længere. Så mange spændinger, jeg ikke kunne klare. Så lige nu var jeg næsten klar til, at Louis rent faktisk havde haft en pistol med sig.

Vi kom tilbage til hytten, og jeg forstod slet ikke, hvorfor Louis opførte sig som han gjorde. For det første bad han mig sætte mig ved sofaen, hvor Greg sad, og så kom han aldrig tilbage. Hvilket spil var han i gang med?

”Prøvede du at flygte?” Gregs stemme var kold og slørret. Forvirret over alle tankerne, gik der sekunder før jeg kiggede på ham. Han så forfærdelig ud. Foran ham stod en halv tom vodkaflaske.

”Jeg vil væk,” svarede jeg. Alting gik så hurtigt. Jeg kiggede ned på mine hænder. De var snavsede, klistrende fra grannålene og fyldt med små sår. Nogle var størknet, andre var ikke. Jeg ville vædde hundred kroner på, at jeg så værre ud end Greg gjorde.

Greg tog flasken op til munden, tog en tår. Bagefter rakte han den til mig. Jeg overvejede det ikke to gange og mærkede den brændende væske skylle ned gennem min hals. Jeg tog en tår til. Og en til. Til sidst var flasken tom.

Han afbrød stilheden til sidst. ”Jeg skrider i morgen,” meddelte han, som om det var helt normalt.

”Gør du?” udbrød jeg, men dæmpede strakt stemmen, da Louis var i nærheden. ”Kan du ikke tage mig med?” bad jeg.

Han rystede straks på hovedet. ”Du må selv finde ud.” Han var hel seriøs.

Jeg trykkede min krop op ad ham og var klar til at gøre, hvad der skulle til. ”Greg, please. Du ved ikke, hvad jeg går igennem her. Min kæreste er måske død, og jeg-”

Greg slog sin hånd ned i bordet så den tomme flaske væltede. ”Så hold dog kæft, Cora!” råbte han og skubbede mig væk. Jeg pressede mine ben op til min overkrop og rykkede mig hen mod sofaens hjørne. ”Jeg fucking dræbte mine søskende! Hvorfor tror du, jeg vil væk fra det her liv?! Det var min skyld, at Tessa endte det lorte sted, og på grund af mig er en af de mest uskyldige personer død! Hvordan ville du leve med dig selv, hvis du havde gjort sådan noget?” Jeg sagde intet og var skræmt ved synet af Gregs temperament. ”Præcis! Derfor rejser jeg alene,” afsluttede han og rejste sig op. Ingen ord forlod min mund, da han stormede ud af hytten. Han havde endelig indset, hvad han havde gjort, men havde jeg vist, han ville ende med at være helt ødelagt, havde jeg måske overvejet mine ord. Men det var der, det gik op for mig, at det her hus gjorde os alle sammen sindssyge. Louis holdt os alle fanget i det her hul, alt i mens det eneste jeg ønskede var at mærke min kærestes læber mod mine. Jeg ønskede, at han skulle sige mit navn, røre min krop alle vegne. Men han var her ikke. Og måske var han død. Jeg mistede håbet hvert sekund, jeg ikke var sammen med ham.

Jeg havde aldrig troet, jeg kunne gå så vidt, men da jeg så Louis komme gående hen mod mig, så han pludselig helt anderledes ud. De øjne, der tidligere havde vist flammer, smilede nu til mig og hans læber så ikke klamme ud, men i stedet bløde og fugtige. Det var i hvert fald, hvad jeg overbeviste mig selv om.

”Åh, Cora. Er du okay?” Jeg ved ikke om jeg fantaserede de ord, eller om han rent faktisk sagde dem. Det eneste jeg vidste var, at jeg var påvirket af alkohol og at Louis pludselig var fristende. Ligesom dengang tilbage i Clifftown. Det var jo ikke fordi, han havde været dårlig i sengen.

Louis satte sig ved siden af mig i sofaen. Hans fingre rakte ud efter mit uglede hår og skubbede en tot bag mit øre. Før jeg kunne nå at reagere havde han taget min krop op i armene og bar mig mod soveværelset. Der var intet i min krop, der bad ham om at stoppe. Forsigtigt lagde han mig ned på sengen og blev blot stående der. Han ønskede, at jeg skulle fortsætte. Jeg kiggede op på ham, og hev hurtigt hans krop ned over min. ”Please,” bad jeg og nød, hvordan hans krop var helt tæt på min. Jeg kunne se på Louis, at han lige skulle indse, hvad der skete, men han var hurtig klar. Forsigtigt kyssede han mig på halsen, mens han førte sin højre hånd ind under min bluse. Min krop sitrede. Da han kyssede mine læber, kunne jeg ikke lade vær med at hive i hans hår. Selv om jeg inderst inde godt vidste, det var det dummeste jeg kunne foretage mig, kunne jeg ikke lade vær. Jeg havde brug for at føle mig elsket. Det at være spærret inde i en hytte gjorde mig sindssyg, og pludselig så jeg ikke Louis som en djævel. Jeg så hans gode sider, hans charme. Han havde altid været pæn at se på.

Louis begyndte at hive min bluse af, og jeg hjalp ham, så jeg lå tilbage i bh. Han smilede af synet og jeg så, hvordan hans øjne havde fået sin mørke kulør tilbage, men for første gang gjorde det mig blot endnu vildere. Jeg tog mine fingre rundt om blusekanten og smed den ned på gulvet. Vi fortsatte indtil vi var nøgne. Tempoet var steget og det blev varmere og varmere.

”Louis...” sukkede jeg og ønskede, at han skulle fortsætte. Min krop kunne ikke klare det mere. Og da han gjorde præcis det jeg ønskede, mærkede jeg hvordan hele min krop gav efter. Det var først, da vi havde været i gang i et par minutter, at jeg indså, hvad jeg egentlig lavede. Lige pludselig var det som om alt i min krop begyndte at skrige, og i hast skubbede jeg ham væk. Jeg satte mig op, så forvirret rundt i rummet og kunne ikke fatte, hvad jeg havde gjort. Jeg havde været Harry utro, jeg havde givet efter for min trang. Og så med Louis! Min puls steg jo mere jeg indså det, og på ingen tid mærkede jeg tårerne trille ned ad mine kinder.

”Nej!” råbte jeg. ”Nej!” Louis så forskrækket ud, men jeg var ligeglad. Hvordan kunne jeg nogen sinde tilgive mig selv igen? ”Hvorfor skal du være sådan en idiot?!” råbte jeg af Louis og prøvede at afvige fra skylden.

”Du var sku lige så meget med til det!” skreg han tilbage og nærmede sig. ”Og nu vil jeg afslutte det.” Han pressede mig op ad væggen, men jeg begyndte at sparke med begge mine ben, så han til sidst faldt på gulvet med stor smerte. Så kunne han lære det. Den idiot.

”Aldrig skal jeg nogen sinde se dig igen!” skreg jeg og blev helt overrasket over mit næste træk. Jeg sparkede ham så hårdt i hovedet, at han lå bevidstløs tilbage. Med mit hjerte, der pumpede derudad og tanker, der kunne få mig til at besvime, hvornår det skulle være, tog jeg mig sammen. Hurtigt fik jeg mit tøj på og løb så hurtigt jeg kunne ud af værelset. Jeg sparkede til kælderdøren med en kraft, jeg ikke vidste, jeg havde, så den gik op. Liam kiggede skræmt på mig, da jeg kom ned til ham. Jeg vidste ikke, hvad jeg lignede, men lige nu var det ikke det, der var vigtigt. Lige nu handlede det om at komme væk. Det var tid.

”Vi flygter nu!” Mere behøvede jeg ikke at sige. 

 

***

Well.. Der ændrede tingene sig vist :P 

HVEM ER KLAR TIL AT MØDE HARRY IGEN?!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...