Undercover ♦ One Direction (UD 2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2015
  • Opdateret: 17 okt. 2016
  • Status: Færdig
Politiet fandt frem til Clifftown, og i ly af natten oplevede indbyggerne deres livs mareridt. Nære venner blev skudt, andre blev fanget af betjente og for nogen endte deres unge liv på asfalten. Cora selv befandt sig i kaosset, men som et led i en af Harrys planer, slap hun med livet i behold. Nu skal hun se sin nye hverdag i øjnene, der indebærer et liv med uvidenhed omkring sin kærestes skæbne og eksistens efter angrebet. I fortsættelsen af Underdog følger vi Louis, der i et lille hus i skoven holder Cora og Liam til fange, for at overleve længst muligt. Men hvor længe kan hans plan holde, når hele Londons politi er på jagt efter dem? Forrædere bliver afsløret, bekendte dør og vigtigst af alt: Cora finder ud af, hvad der skete med Harry. ♦ Vandt Årets Cover til Movellys 2015 og Fandom-konkurrencen under 1D-kategorien.

161Likes
339Kommentarer
46173Visninger
AA

9. 6 | "Gift? Seriøst?"

RESUME: Zayn er flygtet og Harry lever. 

KAPITEL 6
~
GIFT MED DJÆVLEN, FORELSKET I ENGLEN

Der var gået en uge. Siden Zayn var flygtet, havde Louis ikke været sig selv. Det var normalt for ham at være indelukket, snedig og aggressiv, men efter nyheden var det som hans had havde fordoblet sig. Det ene sekund kunne han sidde i sofaen og drikke kaffe, det andet kaste med en stol. Ellers var han ude over halvdelen af døgnets timer uden at blive set, og selv ikke Mindy anede, hvad der foregik. Hytten var låst af, når han ikke var hjemme, og kun når han var i nærheden, måtte jeg besøge Liam, der stadig befandt sig i kælderen. Alt var kaos, og især efter den aften, havde jeg ikke kunne tænke klart.

Jeg kyssede Louis. Vi var så tæt på at have sex. Dagen derpå var jeg godt klar over, hvor meget jeg egentlig havde drukket, men det, der skræmte mig mest, var det faktum, at Louis ikke havde tvunget mig til noget af det. Jeg havde selv valgt at drikke min sorg væk, jeg havde selv valgt at kysse ham. Hvad gik der af mig? Jeg elskede Harry, og det var jeg ikke et sekund i tvivl om. Jeg havde ærlig talt ingen god grund, og følte mig som en forfærdelig person. Her stod jeg uden at kunne være sikker på, at min kæreste rent faktisk levede, og kyssede med ham, der holdt mig fanget. Jeg hadede mig selv for det, og selv om der var gået en uge, påvirkede det mig stadig ekstremt. Liam havde prøvet at fortælle mig, at det ikke direkte var min skyld, men alle omstændighederne, der havde forårsaget mine handlinger. Samtidig mente han også, at eftersom jeg var godt og grundigt påvirket af alkohol fik det mine drifter til at koge over. Jeg savnede nærvær, og jeg savnede Harry mere end noget andet. Jeg blev nødt til at komme væk herfra, så jeg kunne finde ham.

Jeg gik ned ad gangen som enhver anden dag for at lægge mig i sengen på mit værelse, men i dag var der noget andet, der fangede mit blik. Døren til kælderen stod på klem. Forsigtigt kiggede jeg mig rundt, men jeg vidste Mindy var ude og handle og Louis kunne være alle steder, undtagen huset. Uden at tænke mig om tog jeg fat i håndtaget og skyndte mig ned til Liam.

Jeg var ikke den eneste, der var forvirret over døren, for da jeg kom nedenunder, kiggede Liam overrasket på mig. ”Cora, hvad laver du her?” spurgte han og løftede sit øjenbryn.

”Døren stod på klem, jeg ved ikke om nogen har glemt at låse den,” fortalte jeg ham og skyndte mig over for at sætte mig ved siden af ham. ”Jeg hader ikke at kunne snakke med dig hele tiden,” brokkede jeg mig og sukkede ud. Tiden i hytten blev værre og værre for hver dag, og begge to ønskede vi at undslippe. Vi ønskede at komme ud af det mareridt, Louis holdt os fanget i. En eller anden dag håbede jeg at vågne op, så det hele var overstået, men jeg turde ikke håbe på det lige nu. Det var som om alle mine muligheder var blevet revet væk.

”Har du hørt noget i nyhederne?” spurgte Liam mig og hentyd til om jeg havde hørt noget om Jamie.

Jeg rystede på hovedet. ”Ikke mere, end at hun ikke er blevet fundet,” smilede jeg forsigtigt og gav hans hånd et klem. Han nikkede forsigtigt og kiggede ned på gulvet. Vi havde kun den sikkerhed, at hverken Harry eller Jamie var døde, men andet kunne vi ikke vide.

”Jeg er så bange for, at jeg aldrig vil se hende igen.” Hans stemme rystede mere end hans hænder, og jeg vidste han var inde i en svær tid. Det, at han var fanget i kælderen, hjalp heller ikke på det. Vi trængte til frihed. Muligheden for at kunne træffe vores egne valg og gøre, hvad vi selv ønskede. Der var dog lige det problem, at selv hvis vi skulle komme ud herfra, ville livet blot blive endnu mere kompliceret. Politiet ledte efter os alle steder, og det ville være umuligt at komme ud herfra.

”Tror du nogen sinde vi kommer ud herfra?” Jeg delte mine tanker med Liam.

Han trak på skuldrene og tog en dyb, dyb indånding. I et kort sekund troede jeg ikke, at han kunne få vejret. ”Hvis du allerede stiller mig det spørgsmål nu, er du død før politiet kommer til dig, Cora,” hviskede han og lukkede sine øjne. Mit hjerte sprang et slag over, men jeg indså, at han havde ret. Jeg gav op, før jeg regnede med. Jeg måtte kæmpe, for hvad end der skulle ske, måtte jeg se Harry inden jeg døde.

”Vi bliver nødt til at tage nogle chancer,” udbrød jeg, og til både min og Liams overraskelse, rejste jeg mig pludseligt fra sengen. Liams øjenbryn krummede. ”Kom, nu går vi op i køkkenet og så laver vi et eller andet lækkert. Ingen andre er hjemme,” foreslog jeg, og selv om mit hjerte pumpede af sted, var jeg klar på det. Liam havde ikke været ude af kælderen i dagevis, så vi måtte tage chancen, når den var der. Heldigvis var Liam med på den.

Jeg sørgede for at gå først op ad trappen, og ganske rigtigt var der helt stille i huset. Liam fulgte efter og han behøvede ikke engang at sige noget – hans glæde kunne aflæses i hans ansigtstræk. Et stort smil var placeret ved læberne og han nød friheden af at være oppe i lyset. Kælderen var så mørk og dyster at lige meget hvilken optimist, der skulle være dernede, ville ende med at vise pessimistiske træk. Liam havde klaret udfordringen godt indtil videre.

”Hvad siger du til røræg?” Mit blik spejdede efter madvarer i køleskabet. Der var ikke mange muligheder.

Liam svarede ikke, men gik i stedet hen til det nærmest vindue. Han spredte plads imellem persiennerne og et sollys strømmede ind. Solen var ved at gå ned. Jeg kunne se hvor meget Liam nød at se lyset. Var jeg i hans situation, havde jeg reageret på præcis samme måde. Sollys kunne opmuntre alle, der følte sig triste.

Jeg begyndte at tilberede røræggene på panden, mens Liam var begyndt at nynne en simpel melodi. Det var længe siden jeg havde lyttet til nogen form for musik, så at høre tonerne danne en sang fik mig til at smile. Når man var indespærret blev man nødt til selv at nyde de simple ting. Også duften af røræg. ”Så er de næsten-”

Jeg blev afbrudt midt i min sætning, da døren blev sparket op. I et kort sekund håbede hele min krop, at politiet havde fundet os, så vi faktisk kunne komme væk fra Louis, men da Greg viste sig med sved på panden, tabte jeg grydeskeen. Hans tøj var gennemblødt af sved. Det var først, da han ikke kommenterede på, at Liam ikke var i kælderen, jeg indså, at noget virkelig var galt. ”Cora…” Hans stemme var fyldt med kraft, men samtidig svag. Forvirret kiggede jeg på ham. Han var helt ude af den, og jeg havde anelse om hvorfor.

”Hvad sker der, Greg er du okay?” Jeg nåede ikke at få et svar, før vi alle hørte en bildør smække. Det kunne være Mindy, men alt i mig sagde, at det var Louis. Mit blik fór til Liam og på ingen sekunder var han spurtet ned i kælderen. Jeg var efterladt med Greg, der var fuldkommen ude af sig selv. Det var først nu, jeg så, at hans knoer var røde fra størknet blod. ”Greg, hvad fanden har du lavet?!” spurgt jeg ham og følte for første gang følte jeg med ham.

I stedet for at svare mig kastede han opgivende armene op i luften og forlod huset. Der blev helt stille, så stille, at jeg kunne høre hvor hurtigt mit hjerte slog. Det var først, da Louis trådte ind igennem indgangen, at stilheden blev brudt. ”Hvad fuck sker der her?” spurgte han og hentydede til døren.

Jeg stod frosset og vidste ikke, hvad jeg skulle sige. For hvad var der faktisk sket. ”Nå, det kan sku også være lige meget,” brokkede Louis og gik ind i huset. ”Har jeg ikke fortalt dig, at der kun er ét æg pr. person om dagen?” spurgte Louis, da han irriteret lagde en stor konvolut på køkkenbordet. Mit blik kiggede ned på min pande. Alle ville kunne se, at der var mere end et æg.

”Undskyld, jeg-”

Louis afbrød mig, da han til min skræk kyssede mig på halsen. ”Sh, det gør ikke noget,” hviskede han forførende. Jeg væmmedes ved ham. Hvordan kunne han bare sådan blive ved med at have et dobbeltspil kørende mellem Mindy og jeg? Det værste var, at min krop elskede den måde han rørte mig på, mit hjerte og hjerne hadede det. Det var så svært at kæmpe imod, når det eneste man ønskede var præcis den slags kærtegn, bare fra en anden person. En person jeg ikke engang vidste, om jeg ville se igen.

Jeg vendte mig om, men fik stoppet mig selv før det gik galt. Det var dog anderledes for Louis, der hurtigere end jeg kunne reagere tog sine hænder om til min numse og skubbede mig tættere på ham. ”Du gør mig sindssyg, Cora,” vrissede han og pustede forsigtigt på min hud. Mine hår rejste sig. ”Ved du godt hvor meget jeg savner vores nætter på mit kontor?” Hans klamme læber kyssede mig på kinden. ”Please Cora, lad mig få dig. Vi kan gøre det lige her på køkkenbordet. Forestil dig vores nøgne kroppe med den kolde overflade.” Hans stemme blev til alt for meget, og jeg skubbede ham væk.

Hans øjne kiggede skuffet på mig, men jeg var overrasket over, der ikke var nogen had. ”Hm, en anden dag måske,” grinede han. ”Der vil komme en dag, hvor du ikke kan stå for mig.” Han smilede slesk.

”Du drømmer, Louis,” gav jeg igen, selv om jeg var bange for om jeg kunne stå imod. Jeg elskede Harry, men jeg var ved at blive så sindssyg, at jeg til tider ikke følte, at jeg kunne kontrollere min egen krop. For hver dag der gik fik jeg det værre og værre. Hvem vidste hvad jeg kunne finde på at gøre?

Louis rullede med øjnene. ”Jeg er ked af at sige det, Cora. Men lige meget hvad du gør, vil jeg altid have større magt end dig,” smilede han klamt og tog pludselig fat om konvolutten.

Jeg kiggede forvirret på ham. ”Hvad er det?” spurgte jeg ham forvirret.

Louis’ smil voksede og aldrig havde jeg set ham være mere slesk og upassende. ”Et bevis på, at jeg er gift, så når jeg skulle blive fanget kan min kone ikke vidne imod mig,” fortalte han mig. Jeg burde fokusere mest på, at han rent faktisk havde brugt ordet når og ikke hvis, men jeg ønskede at få svar på det oplagte. ”Gift? Seriøst?” Jeg rynkede brynene. ”Hvem er du dog blevet gift med?” Louis var blevet sindssygt, for intet gav mening mere. Hvem gad dog gifte sig med ham? Han kunne ikke elske nogen, og hvem kunne dog elske ham.

Han rakte han papiret til mig uden at sige noget, men hans blik afslørede alt. Noget var grueligt galt, og jeg havde en dårlig mavefornemmelse. Forvirret kiggede jeg på de to navne på certifikatet og idét jeg så mit eget navn ved siden af hans, fik Louis mig til at indse, det var sandt. ”Du er min kone nu, Cora.” 


***
Louis bliver da mere og mere sindssyg.. Jeg ved godt det ikke er det bedste kapitel jeg har skrevet, men jeg håber I synes det var spændende alligevel :P Og hvis I hader Louis nu, så bare vent til næste kapitel.. 
Tak fordi I stadig læser med :')

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...