Undercover ♦ One Direction (UD 2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2015
  • Opdateret: 17 okt. 2016
  • Status: Færdig
Politiet fandt frem til Clifftown, og i ly af natten oplevede indbyggerne deres livs mareridt. Nære venner blev skudt, andre blev fanget af betjente og for nogen endte deres unge liv på asfalten. Cora selv befandt sig i kaosset, men som et led i en af Harrys planer, slap hun med livet i behold. Nu skal hun se sin nye hverdag i øjnene, der indebærer et liv med uvidenhed omkring sin kærestes skæbne og eksistens efter angrebet. I fortsættelsen af Underdog følger vi Louis, der i et lille hus i skoven holder Cora og Liam til fange, for at overleve længst muligt. Men hvor længe kan hans plan holde, når hele Londons politi er på jagt efter dem? Forrædere bliver afsløret, bekendte dør og vigtigst af alt: Cora finder ud af, hvad der skete med Harry. ♦ Vandt Årets Cover til Movellys 2015 og Fandom-konkurrencen under 1D-kategorien.

161Likes
339Kommentarer
46230Visninger
AA

6. 4 |”Jeg har besluttet, at du og Mindy skal ud i byen og investigere."

KAPITEL 4
~
AFSLØRING AF DJÆVLSKE LØGNE

Det var med en dårlig fornemmelse i maven, at jeg overværede Louis og den nye pige Mindys kyssescene. Sammen opnåede de nye højder for at opfylde deres udholdelige lyster, mens det foregik som var der ikke andre i rummet. Jeg krummede tæer og bed mig i læben på en og samme tid, da synet skabte tumult i mine bombaderede tanker. I flere år havde jeg været Mindy, en pige blændet af Louis’ djævelske træk, der i stedet blev kontrolleret af mine værste lyster og hans brune øjne og ustyrlige hår. Nu stod jeg her og iagttog handlingen mellem de to turtelduer. Jeg væmmedes ved synet.

Jeg skulle til at forlade stuen, men som om Louis kunne fornemme vores tilstedeværelse, trak han sig væk fra blondinen. Yndig var hun. Han gav hende et slesk smil, dog ikke værre end dem jeg fik, og vendte så hovedet mod sit selskab. Jeg kiggede ikke på Zayn ved min side, men vidste, han følte det samme som mig.

”Der kan man bare se.” Louis’ stemme skar igennem stuen nede fra gangen. Sammen med Mindy gik de hen mod os, og for hvert skridt følte jeg luften blive suget ud af mig. Louis hadede publikum, når han var i gang med hemmelige og personlige ting. ”Cora, Zayn,” hilste han og smilede til min overraskelse forholdsvis venligt. Jeg vidste straks, at han havde planer med mig.

”Bare kom til sagen, Louis,” bad jeg, da jeg stod tilbage som den eneste på min side mod djævlen og hans muse. Jeg vidste allerede, at denne samtale ville udfolde sig til pinsler for mig, så hellere få det overstået med det samme. Det undrede mig dog, hvorfor Mindy fortsat stod her og overværede samtalen. Tavs stod hun og studerede mig op og ned. Hun inspirerede mig til at gøre det samme, men fra at have studeret det sorte tøj, der tæt passede omkring den smalle krop, stoppede jeg ved hendes blå øjne. De nedstirrede mig, mens et Louis-lignende smil, der var som klistret til hendes smalle ansigt, rejste sig og blev i ét med resten af de hårde ansigtstræk. Jeg forstod pludselig, da Louis talte.

”Jeg har besluttet, at du og Mindy skal ud i byen og investigere,” fortalte han mig, og fangede straks min opmærksomhed. Ud? Skulle jeg ud fra den her hytte? Jeg mærkede min glæde stige, lige inden Louis åbnede sin mund igen. ”Men Cora, jeg advarer dig …” begyndte han og stirrede mig ned med utallige lyn og ildkugler. ”Der vil være bevæbnede mænd omkring dig. Løber du, når du ikke langt, forstået?” Hans stemme var følelseskold, hjerteløs. Han vidste præcis, hvad han skulle sige, for at få mig til at stå helt stille, forvirret og irriteret tilbage. Jeg turde ikke svare ham. Det eneste, jeg turde, var at prøve at påbegynde flugtplanen i mine nederste, dybeste tanker.

Der var gået omkring en time, da Mindy og jeg nåede frem til udkanten af London. Det var helt underligt at være tilbage i velkendte omgivelser. Vejene begyndte at ligne sig selv, og jeg mærkede knuden vokse sig i min mave. Jeg var godt klar over, at jo tættere vi kom på centrum, jo mere nærmede vi os en mulig tilfangetagen. Hvis politiet var klar hvor end det skulle være, burde de kunne genkende forbrydere, når de så en, også selv om forbryderen i denne sammenhæng var mig, og var iført en blond paryk og store solbriller. Jeg skreg nærmest af, at jeg var mistænkelig og gerne ville fanges. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle ønske at blive anholdt af politiet, men hvis det kunne føre mig til Harry, var jeg klar på alt. Jeg behøvede sandheder. Løgnene var ved at ødelægge mig indefra.

”Hvad er det helt præcis vi skal?” spurgte jeg Mindy, da butikkerne begyndte at omringe os. Hun sørgede for at gå en halv meter foran mig, og havde indtil videre taklet tingene som var hun alene. Jeg var som luft for hende, men det havde jeg det umiddelbart fint med. Selv om jeg ikke kendte hende, irriterede hun mig allerede ved alt, hvad hun foretog sig. Hendes gang var som taget ud af et modeshow, for hvert skridt prøvede hun at forføre fyrene omkring hende. Parykkens brune lokker svajede hurtigt frem og tilbage i rytme med kroppen, som om det slet ikke irriterede hende. Men det, der irriterede mig allermest, var hendes ækle, lyse pigestemme, der fik mine ører til at bløde.

”Vi skal ind i den her butik herovre,” forklarede hun mig og pegede over mod en stor butik på den anden side af vejen.

Jeg sukkede højlydt. ”Helt seriøst, en fødevarebutik? Det behøvede vi ikke tage til London for,” brokkede jeg mig. Straks så jeg Mindys øjne bag solbrillerne stirre på mig. Hun prøvede at signalere, jeg snakkede for højt. Jeg lod som om, jeg ikke forstod hendes intention.

”Herinde har de et større udvalg af blade, og endda et TV,” svarede Mindy, da jeg kom op på siden af hende. ”Derudover mente Louis, det var godt at teste, hvad du kunne finde på at gøre, når du kom ud af huset,” grinte hun slesk og tog igen føringen, da hun nærmest uden at kigge krydsede vejen foran os. Forstenet stod jeg frosset tilbage og så, hvordan hun uden nervøsitet nærmede sig butikken. Selvfølgelig havde Louis tænkt sig om, før han sendte mig ud i Londons gader. Mit blik flakkede, og jeg kiggede rundt omkring mig. Det var om tiden stod stille, da jeg søgte efter et tegn på en person, der holdte øje med mig. Hvis Louis talte sandt, kom jeg ikke herfra i live, hvis jeg løb, men jeg kunne ikke se nogle mistænkelige. Det var nu, jeg havde muligheden. Jeg kunne løbe, men gjorde jeg det, havde jeg intet sted at bo, jeg ville ikke få mad, og jeg ville aldrig have mulighed for at finde Harry.

Selv om tanken om frihed fra Louis’ ækle klør var som en drøm, prøvede jeg at kontrollere mig selv og det lykkedes, da mine ben trak mig efter Mindy hen mod fødevarebutikken.

”Mindy må jeg spørge dig om noget?” spurgte jeg, da jeg luntede op på siden af hende. Butikken var få meter fremme, så jeg så min mulighed for at stille hende et spørgsmål, der havde naget mig hele dagen.

Overrasket vendte hun sit hoved mod mig og nikkede. Parykkens totter fløj alle vegne. ”Hvad ser du i Louis?” hviskede jeg, så der ikke var nogle, der begyndte at stille spørgsmål over for navnet.

Mindy var tydeligvis overrasket over mine ord, da hendes ansigt ændrede sig til en fornærmet grimasse. ”Hvad så du i Louis? Det tror jeg svarer på dit spørgsmål,” svarede hun hårdt tilbage. Jeg blev overrasket over hendes humørsvingning, men det kom endnu mere bag på mig, at hun vidste, at jeg havde en fortid med hendes nuværende flirt. Hvilken fordel havde Louis set i at fortælle hende det?

”Jeg kan ikke huske, hvad jeg så i ham,” svarede jeg ærligt. I dag var mine følelser så fyldt med had mod ham, at jeg helt havde glemt, hvorfor jeg udover tvang gik med til at tilbringe hver aften i hans seng. Det var blot få uger siden, det havde forholdt sig sådan, men de få uger, der var gået siden, føltes som år. Det føltes som år, siden jeg havde mistet Harry.

Mindy rystede opgivende på hovedet. ”Louis er fantastisk, jeg forstår ikke, hvordan du kan afvise ham,” grinte hun, mens hendes øjne glimtede. Jeg kunne genkende det lykkelige blik, hun forestillede ham for sig.

”Jeg har en anden,” røg det ud af mig. Burde jeg fortælle hende om Harry? Jeg diskuterede frem og tilbage med mig selv, men indså, at hun sikkert allerede vidste alt, der var at vide. Måske vidste hun endda, hvad der var sket.

Mindy åbnede døren til butikken. ”Ham der Styles, ikke?” spurgte hun. Vores samtale udviklede sig stille til at være en dialog mellem to, der kunne have været veninder i årevis. ”Han er sku ret kær, må jeg indrømme,” tilføjede hun grinende, da hun scannede butikken efter sektionen med blade. Hun lod mig stå alene tilbage, så snart hun fandt det. Jeg tog en dyb indånding, og prøvede forgæves at komme på andre tanker end ham med de lange, brune krøller, der faldt ned bag hans skuldre og omrammede et ansigt med de fineste træk. De grønne øjne var mit yndlingstræk ved hele ansigtet.

Der var ikke mange i den lille butik denne tirsdag eftermiddag. En medarbejder stod fredeligt og puttede nogle varer på hylderne, da jeg søgte efter Mindy blandt hylderne. Jeg fandt hende hurtigt ved aviserne og magasinerne. Det var det, vi var kommet efter. Vi skulle undersøge, hvordan omverdenen reagerede på Clifftowns eksistens og fald, om forsiderne stadig var prydet med ordet eftersøgning. Jeg håbede det ikke.

”Se.” Mindy rakte mig en avis så snart jeg nåede hen til hende. Hun skubbede den direkte ind i favnen på mig, og jeg prøvede at tage fat i den. Siderne var urørte, men sådan forblev det ikke, da jeg så forsidens ord danne den skrækslagne titel. LEDER STADIG PÅ FRI FOD. Et amatørfoto taget af Louis på angrebsaftenen prydede forsiden ved siden af en beskrivelse om, at lederen af Clifftown stadig var på fri fod, og at politiet udlovede en stor dusør, hvis han blev fundet i live. Tanken skræmte mig. Politiet burde være overalt. Måske havde de allerede fundet os.

Mindy gav mig endnu en avis. ”Den her er god,” fortalte hun mig. Mit blik scannede forsiden af avisen. Liste over ofrene. Jeg sank en klump spyt, da jeg læste, at politiet havde prøvet at lave en liste over de døde ved angrebet. Den var tilegnet Englands forældre, der sad tilbage med en sandhed om, hvad deres børn havde haft gang i siden de forlod deres hjem. Det var alle de børn, nu unge mennesker, der var flygtet fra omstændighederne i hjemmet. Flere forældre, selv min egen mor, havde aldrig set os siden.

Jeg skyndte mig i hast at bladre om til den side i avisen, hvor listen var trykt. Selv om politiet gjorde en opmærksom på, at det kun var de navne, de var sikre på, og andre også kunne have endt med samme skæbne, behøvede jeg at se navnene. Please Harry, ikke stå der, bad jeg og håbede med alt, jeg havde, at det eneste genkendelige navn, jeg ville finde, var Nialls. Harry og Jamie måtte ikke være døde. Jeg forstod hurtigt mønstret, sorteret ud fra efternavn, og jeg prøvede i hast at finde S, men før jeg nåede dertil sprang to andre navne i øjnene på mig.

Niall og Tessa Horan. Nej. Det kunne ikke være sandt. Var Tessa også væk? Jeg mærkede tårerne presse sig på over nyheden, så jeg næsten glemte, hvad jeg kiggede efter. Min bedste vens død havde været svær nok for mig og var stadig, så tanken om, at hans søster, søde Tessa, også var død, fik min vrede til at koge, som vand på randen af at sprutte ud af gryden. Fattet prøvede jeg at skubbe tankerne væk, og kiggede videre, men jeg blev afbrudt af Mindy, der gav mig et hårdt stød i siden med sin albue. Forvirret kiggede jeg op, men forstod straks hvad hun mente, da hendes finger pegede på Tv-skærmen.

En nyhedsvært tonede frem og havde intet smil om læberne. ”Politiet er i disse sekunder i gang med at identificere flere af ligene fra angrebet på det såkaldte Clifftown sidste uge.” Shit, det var allerede en uge siden. Mine hænder knyttede sig. ”Politiet udtaler også, at de gør alt, hvad de kan, for at fange ham, der skulle stå bag det hele, den 25-årige Louis Tomlinson.” Et billede tonede frem på skærmen, det selvsamme billede fra avisen. ”Tomlinson er stadig på fri fod. Det samme er følgende allierede: Zayn Malik, Cora Ellis, Liam Payne-” billeder tonede op på skærmen, mens hun talte ”- og Tomlinson’s vigtigste allierede, hvis vi skal tro vidner, den 23-årige Harry Styles …” Jeg hørte ikke længere, hvad værten sagde, da jeg hørte hans navn. Hans navn havde aldrig lydt bedre.

Han levede. Han var ikke død.

Jeg kunne slet ikke kontrollere mig selv, da værten begyndte at vise amatørvideoer fra aftenen. Harry levede, og politiet havde aldrig været i nærheden af at fange ham. Politiet havde ikke skudt ham. Jeg indså, hvor stor en løgner Louis var, for intet af det, han havde fortalt mig, var sandt. Min største kærlighed var der ude et sted, og nu hastede det, at jeg fandt ham.

Jeg skal nok finde dig, Harry. Vi vil snart være sammen igen.

 

**

kort forfatternote - UC deltager i fandom-konkurrencen, og da den slutter i aften, kan jeg først opdatere historien igen, efter konkurrencer er afgjort. Men jeg skal nok give nogle teasers i nogle mumbles eller måske i kommentarene, hvis I har lyst.

Håber I kunne lide kapitlet! x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...