Undercover ♦ One Direction (UD 2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2015
  • Opdateret: 17 okt. 2016
  • Status: Færdig
Politiet fandt frem til Clifftown, og i ly af natten oplevede indbyggerne deres livs mareridt. Nære venner blev skudt, andre blev fanget af betjente og for nogen endte deres unge liv på asfalten. Cora selv befandt sig i kaosset, men som et led i en af Harrys planer, slap hun med livet i behold. Nu skal hun se sin nye hverdag i øjnene, der indebærer et liv med uvidenhed omkring sin kærestes skæbne og eksistens efter angrebet. I fortsættelsen af Underdog følger vi Louis, der i et lille hus i skoven holder Cora og Liam til fange, for at overleve længst muligt. Men hvor længe kan hans plan holde, når hele Londons politi er på jagt efter dem? Forrædere bliver afsløret, bekendte dør og vigtigst af alt: Cora finder ud af, hvad der skete med Harry. ♦ Vandt Årets Cover til Movellys 2015 og Fandom-konkurrencen under 1D-kategorien.

161Likes
339Kommentarer
46227Visninger
AA

5. 3 | ”Louis vil snakke med dig.”

KAPITEL 3
~
OPTRÆK TIL DRAMATISKE BESLUTNINGER

Ikke rettet

”Du er en følelseskold, forfærdelig bror og forræder, der overhovedet ikke fortjener at leve!” spyttede jeg i hovedet på Greg, da vi stod alene tilbage. Mit blik nedstirrede ham med al den had, jeg følte, og jeg mærkede hvordan mit hjerte pumpede derud af. Der var absolut ingen ting i mig, der havde lyst til at se på ham, men jeg lod ham vide, hvad jeg følte. Han havde sendt begge sine søskende til Clifftown, og hans lillebror, Niall, var endt med døden til følge. Han var en dæmon uden sammenligning.

Greg slog en latter op, og overraskede mig groft endnu en gang. Hvordan kunne han være så følelsesløs? ”Cora, slap nu af,” grinede han og rystede opgivende på hovedet.

”Slappe af? Er du syg eller hvad?!” råbte jeg af mine lungers fulde kraft, mens mine vejrtrækninger prøvede at følge med hjertets rytme. ”På grund af dit store, klamme ego, er Niall er død, og hvem ved hvad der skete med Tessa? Er du fuldkommen lige glad med dine søskende?!” Jeg var så forbavset som nogen kunne blive. Her stod jeg over for Nialls storebror, der viste sig at være grunden til min bedste ven var død. Greg havde altid været på Louis’ side. Han var et hjerteløst bæst.

”Niall døde sku da ikke på grund af mig!” gav han igen og pegede fingre af mig. ”Det er rigtigt, at jeg foreslog Tessa at flygte til Clifftown og Niall at følge efter dig, men det var Nialls egen skyld, at han døde,” påstod han og var kommet helt tæt på. Jeg kunne mærke hans hurtige vejtrækning ånde mod mit ansigt som en lummer sommerdag.

Jeg rystede på hovedet og prøvede at samle ord. Mit hoved gjorde ondt, men jeg havde trængt til at få alle mine frustrationer ud omkring Nialls død. Jeg havde set ham ligge der på den kolde jord. Hjælpeløs og døende. Det var et syn, jeg aldrig ville glemme. ”Jeg kan slet ikke klare at kigge på dig, Greg,” hviskede jeg og mærkede tårerne presse sig på i øjenkrogene. ”Jeg troede også, at du var Harrys ven, men det har du måske heller aldrig været?” spurgte jeg ham og sænkede tonelejet. Han kunne se, jeg var påvirket af hele situationen og de tidligere dages episoder.

”Du burde faktisk takke mig, Cora,” påpegede han og gav mig et lumsk smil. ”Jeg var grunden til Harry overhovedet kom til Clifftown til at starte med, så uden mig havde du aldrig mødt din lille loverboy,” grinede han og gik så tæt på, som han kunne komme. Før jeg nåede at reagere, var jeg trængt op i en krog.

”Lad vær med at omtal ham sådan!” græd jeg og prøvede at undvige hans blik. Harry var et for følsomt emne. Jeg vidste stadig ikke, hvad jeg skulle tro på, men prøvede at tro på lykken. Det gik ikke rigtigt som jeg havde håbet.

Greg fjernede sig endelig og for første gang, siden jeg havde set ham, viste der sig et hint af følelse i hans blik. Det var mat, svækket. ”Jeg var faktisk oprigtigt venner med Harry, at du ved det. Der skete bare det, at han ændrede sig efter han mødte dig,” mumlede han pludselig og trak på skuldrede. Lang tid gik der dog ikke, før han igen tårnede sig op foran mig. ”Du betød alt for ham, så han glemte mig næsten. Vi sås ikke lige så tit, som vi før havde,” brokkede han sig, mens hans stemmeleje steg.

Jeg blev vred. Rigtig vred. ”Jeg tror bare det er dig, der er jaloux,” gav jeg igen og mærkede, hvor tæt jeg var på at bryde sammen. Når nogen nævnte Harry brød min verden sammen. Jeg var blevet fortalt, han var blevet skud, var død, men her stod jeg og blev ved med at tro på en lykkelig slutning. Det var det eneste, der holdt mig kørende.

Greg gav mig elevatorblikket. ”Jaloux på hvad? At i var så fantastisk forelskede, så det endte med Harry døde for at redde dig? Jeg kan ikke rigtigt se, hvorfor jeg skulle være jaloux,” sagde han med en rolig stemme, der dog var fyldt til randen med had.

Jeg gav op, da jeg hørte hans ord. Han var endnu en, der fortalte mig, at Harry var død. Jeg kunne ikke klare det mere, og måtte se mig slået, da jeg løb ned til den eneste i det her hus, jeg kunne stole på. Liam.

Kælderens lys var dæmpet, da jeg tog fat i håndtaget. Det var første gang, jeg besøgte ham, da det uventede besøg havde taget en stor drejning. Jeg skubbede til døren, og det undrede mig, at den ikke var låst. Var det Louis’ straf? At holde ham hernede med en ulåst dør, så han havde muligheden for at forlade stedet, men vidste, hvad der ville ske, hvis han gjorde? Jeg rystede opgivende på hovedet, og da jeg så Liam kigge på mig fra hans lille seng, begyndte tårerne at løbe.

”Cora?” Hans stemme var stille, blød, og slet ikke som det jeg var blevet udsat for i dag. Jeg spurtede hen til ham, og ignorerede sengens bredde, da jeg maste mig op mod hans krop for støtte. ”Jeg ville spørge om du var okay, men det kan jeg se du ikke er, så vil du ikke fortælle, hvad der er sket?” foreslog han og trak mig ind til sig, mens han hånd aede min skulder. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skule finde sådan tryghed i Liam, men lige nu ønskede jeg ikke andet. Hvis jeg ikke kunne have hverken Harry eller Niall, var Liam mit næste valg. Især i det her hus fyldt med galninge.

”Greg …” Jeg stoppede mig selv, da realiteten ramte mig. Greg var her, og han var grunden til Niall var død. Han havde aldrig været en, jeg kunne stole på. Jeg tog en dyb indånding og kiggede på manden ved siden af mig. ”Han er her. Han er Louis’ allierede,” mumlede jeg og mærkede, hvordan tårerne stadig trillede ned ad mine kinder.

Liam sukkede. ”Jeg havde det godt på fornemmelsen,” erklærede han. ”Vi havde ham under mistanke på politistationen,” fortalte han mig og trak på skuldrene. Jeg nikkede og prøvede at indse sandheden. Greg havde foreslået Niall at følge efter mig den aften. Niall ønskede at følge efter mig, men havde fået det sidste skub af Greg. Hvorfor kunne han ikke bare være blevet væk?! Tårerne strømmede ned ad kinderne, og da jeg kom i tanke om Harry gik det helt amok.

”Du tænker på Harry igen, ikke?” spurgte Liam mig forsigtigt, og aede mig for at prøve at berolige mig bare en lille smule. Vi kendte hinandens følelser, vi var i samme situation. Jeg havde mistet Harry, han havde mistet Jamie.

”Greg sagde også, han var død.” Ordene skar, da jeg sagde dem. Død. Nej. ”Jeg ved ikke længere, hvad jeg skal tro på.”

Liam nikkede og kiggede væk i et kort sekund. ”Jeg kender en del om Harrys evner, når det kommer til at være politibetjent, Cora,” startede han ud og sørgede for at vores blikke mødtes. Jeg kiggede dybt ind i hans øjne. ”Han er den stærkeste, jeg kender. Der skal meget til før han taber i kamp,” lovede han mig. Jeg rystede på hovedet og prøvede at samle tankerne. Harry var ikke død, det kunne han ikke være, og vi skulle nok finde Jamie. Ingen af dem fortjente af dø, og slet ikke som et led i flere af Louis’ dumdristige valg.

”Vi skal nok blive genforenet med både Harry og Jamie,” lovede jeg ham og håbede inderligt, at min største drøm ville gå i opfyldelse. Om der så skulle gå flere måneder, så var jeg villig til at vente, hvis bare jeg fik ham tilbage.

Liam skulle til at svare mig, men ud af ingen ting blev døren skubbet op og Zayn viste sig. Jeg sukkede højlydt og udviste en irritation over hans ankomst, da det sidste jeg gad, var at skulle se på hans ansigt. ”Louis vil snakke med dig,” beordrede han mig. Mit blik stirrede, og jeg mærkede hvordan vreden steg indeni mig. De ord havde haft sådan en speciel betydning de sidste par år, og hver gang Zayn sagde dem, skar mit hjerte i to dele. Jeg nægtede at se Louis, for jeg havde ingen mulighed for at vide, hvad han ville. Tilbage i Clifftown havde de ord betydet en overnatning på hans kontor, men nu i det her hus, var jeg uklar. Efter episoden med vandglasset turde jeg slet ikke tænkte, hvad det mon kunne være. Louis kunne finde på alt, og det vidste Zayn også godt, da han skyndte på mig.

”Hvad nu hvis jeg nægter, hvad vil du så sige til ham?” adspurgte jeg ham og løftede mit ene øjenbryn for at vise ham, tiderne havde ændret sig.

Zayn stirrede på mig. ”Cora, du ved selv, hvad der sker, hvis du ikke kommer, behøver jeg nævne det?”

Jeg sukkede. Han havde ret. Selv når jeg lige troede, jeg havde overbevist mig selv om at gå imod Louis, ramte virkeligheden mig. Nægtede jeg nu, især efter episoden tidligere, ville jeg ligeså stille gå døden i møde. ”Fint,” brokkede jeg mig og rejste mig fra sengen. Liam kiggede længselsfuldt efter mig, og jeg kunne mærke på ham, at han var bange for, hvad der kunne ske. Forsigtigt gav jeg ham et smil, selv om jeg delte hans bekymringer.

Zayn førte mig op ovenpå, og jeg forventede, hvordan Louis ville stå og afvente os ved enden af trappen, men sådan skulle det ikke gå. Først kunne jeg slet ikke få øje på ham, men så hørte jeg stemmerne nede fra gangen.

”Louis, altså,” grinede en pige stemme højlydt, da jeg justerede til lyden. Det måtte være den nyankommne pige, der allerede var i gang med at forføre Louis. Hvorfor overraskede det mig slet ikke?

Zayn kom op ved min side. ”Det er den nye pige, Mindy,” hviskede han, så de ikke fandt ud af vi smug lyttede til deres samtale. ”De har allerede været oppe af hinanden,” tilføjede han og trak på skuldrene.

”Skal jeg så bare stå her og vente?” spurgte jeg irriteret i et lavt toneleje og kiggede på ham.

Han trak på skuldrene. ”Du kan også gå, men det ville jeg ikke ture,” svarede han tilbage.

Jeg rullede med øjnene. ”Hvad har du at frygte?” spurgte jeg ham irriteret. Zayn var Louis’ assistent, han havde intet at skulle være bange for, for Louis kunne aldrig finde på at gøre ham noget.

I starten troede jeg, at han ville ignorere mig, men da han svarede, mærkede jeg frygten fylde hele min krop. ”Hvis du tror, du er den eneste, der er bange for at dø, så tager du fejl.”

 

--

Så fik jeg publiceret et nyt kapitel! Det kom ret tidligt ud i dag, eftersom det jo er koncertdag og jeg selv skal af sted her om lidt. Jeg håber alle får en fantastisk dag! x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...