Undercover ♦ One Direction (UD 2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2015
  • Opdateret: 17 okt. 2016
  • Status: Færdig
Politiet fandt frem til Clifftown, og i ly af natten oplevede indbyggerne deres livs mareridt. Nære venner blev skudt, andre blev fanget af betjente og for nogen endte deres unge liv på asfalten. Cora selv befandt sig i kaosset, men som et led i en af Harrys planer, slap hun med livet i behold. Nu skal hun se sin nye hverdag i øjnene, der indebærer et liv med uvidenhed omkring sin kærestes skæbne og eksistens efter angrebet. I fortsættelsen af Underdog følger vi Louis, der i et lille hus i skoven holder Cora og Liam til fange, for at overleve længst muligt. Men hvor længe kan hans plan holde, når hele Londons politi er på jagt efter dem? Forrædere bliver afsløret, bekendte dør og vigtigst af alt: Cora finder ud af, hvad der skete med Harry. ♦ Vandt Årets Cover til Movellys 2015 og Fandom-konkurrencen under 1D-kategorien.

161Likes
339Kommentarer
46203Visninger
AA

4. 2 |”Er du godt klar over, hvor dumt det her var?!”

KAPITEL 2
~
UKENDT KENDSKAB

Stemningen i huset var yderst besynderlig, da jeg slog øjnene op denne morgen. Efter i går var det som om mit liv styrtede sammen endnu engang, og at det denne gang var umuligt at samle stumperne. Louis havde fortalt mig om Harrys skæbne, men jeg turde ikke tro på det. Det kunne ikke være rigtigt, det måtte det ikke. Hvorfor ville politiet skyde ham, når han kunne skaffe den dyrebare information? Det gav ikke mening for mig, men selv om jeg prøvede at forblive positiv, hørte jeg for hvert sekund Louis’ ord gentage sig i mine løbske tankestrømme: Harry er død, Cora. Hvad nu hvis det faktisk var sandt? Ville jeg så kunne mærke det? Jeg havde så mange ubesvarede spørgsmål, men personen i centrum var her ikke, og jeg var derfor uden muligheden for at spørge ham. Hvis han nu bare kunne give mig et tegn, et eller anden, der kunne sikre mig, at han stadig levede. Jeg vidste ingen ting, kun det faktum, at jeg ikke kunne stole på Louis Røvhul Tomlinson. Han kunne rende mig. Desværre havde han gjort det klart, at gik jeg videre med mine intentioner, fortsatte jeg på en kort vej mod helvede. Det var udholdeligt, men da jeg stadig ikke havde set min kærestes lig og var afklaret med hans skæbne, prøvede jeg at slappe af, så der var en chance for, vi begge overlevede. Hvis nu Harry faktisk levede et sted derude, måtte jeg ikke dø. Ordet skreg i mine tanker, og jeg forsøgte at komme på andre tanker, men det gik ikke helt efter planen.

Jeg satte mig op i sengen og studerede mine omgivelser. En dobbeltseng, der var købt i en teltforretning, en gammel, defekt kommode og et fedtet spejl var det eneste, Louis havde været flink nok til at give mig. Huset var meget primitivt i sig selv. Et lille køkken med køkkenapparater værre end dem i Clifftown, tre små soveværelser, ét badeværelse og en kælder. Hvis det Liam havde fortalt mig med, at der ville komme flere hertil, ville det hurtigere blive mere klemt, end det allerede var. Åh Gud, Liam! Blandt alle mine tanker om Harry og min tilfangetagen, huskede jeg pludselig, at min eneste overlevne ven i huset befandt sig i kælderen. Jeg havde endnu ikke besøgt ham.

Det tog mig ingen tid at komme ud af sengen og ud i køkkenet, men jeg måtte hurtigt indse, at jeg ikke kunne komme længere. For der ved bordet sad djævlen.

”Kitty, godt at se dig,” hilste han slesk og overvejede hvert ord, han sagde til mig, så hans dialog var perfekt. Opgivende gik jeg over mod vasken for at vende ryggen til ham. Han skulle ikke have lov til at tro, der ville ske noget mellem os igen. Aldrig. ”Nu ikke så gnaven,” foreslog Louis, da jeg tog et glas frem for at fylde det med vand.

Jeg hørte Louis rejse sig fra bordet, og jeg vidste godt, hvad hans plan var. ”Du skal ikke nærme dig, Louis,” advarede jeg og strammede mit greb om glasset. Han ignorerede mig, og nærmede sig sagte. ”Louis, jeg mener det,” prøvede jeg igen, men måtte indse, han ikke opgav lederrollen.

”Cora, Cora, Cora,” sukkede han. ”Du må efterhånden have lært, at jeg kun tager ordrer fra mig selv,” påmindede han mig om. Han placerede pludselig sine ækle hænder om min talje, som om de sidste måneder slet ikke var hændt. Han opførte sig som dengang vi stadig var i Clifftown, inden jeg mødte Harry, da jeg var hans sexpartner. Noget jeg dengang aldrig tænkte over var dumt, som jeg faktisk nød, men som jeg i dag fortrød over alt andet. Louis’ hænder blev hvor de var, og da jeg var bange for konsekvensen ved at rykke mig, stod jeg helt stille og overvejede mine taktikker. Det var først, da han forsigtigt løftede stoffet af min bluse, jeg gik i aktion.

I en hast vendte jeg mig om, stirrede ham dybt ind i øjnene med lyngnister værre end tordenvejr, indtil jeg kom på den idé, at kaste indholdet af glasset i hovedet på ham. Så det gjorde jeg. Vandet ramte hans ansigt direkte, og selv om jeg vidste, dette var en idiotisk beslutning, fortrød jeg intet, da jeg så Louis’ ansigt efterfølgende. Overrasket gloede han på mig, og prøvede at kapere, hvad der lige var hændt ham. ”Jeg sagde jo, at du ikke skulle nærme dig,” røg det ud af mig, men jeg fortrød intet. Hans øjne himlede, og prøvede ikke at skjule, at min reaktion kom meget bag på ham. Han prøvede forgæves at ryste med hænderne for at få vandet af sine arme, inden han tog fat i et viskestykke og tørrede sit hoved. Jeg nød sekunderne uden at være nødsaget til at se hans ansigt. Men da han fjernede stoffet, stirrede et flammehav på mig.

”Er du godt klar over, hvor dumt det her var?!” råbte han og tog på et sekund hårdt fat om mit håndled. Han strammede til, og jeg mærkede smerten stige. ”Hvis det ikke var for, at jeg skal bruge dig, og Køter allerede er der, var du blevet smidt i kælderen med det samme,” truede han og skubbede mig så op ad væggen. Han smed viskestykket fra sig i et hårdt kast mod gulvet, inden han pressede sin kropsvægt op mod mig. Håndledet blev stadig trykket af hans fingre og jeg slugte en klump spyt, da hans blik begyndte at kigge op og ned ad min krop.

”Please, Louis,” bad jeg og rystede på hovedet for at undvige hans ansigt, der nærmede sig for at hviske ting i mit øre. Jeg frygtede, hvad han kunne finde på, da jeg ikke formåede at se hans blik. Men pludselig, som om intet var hændt, fjernede han sig og fortsatte mod døren. Den smækkede hårdt i, så husets vægge rystede. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv, da jeg blev efterladt i køkkenalrummet. Jeg indså, hvor rodet og ødelagt mit liv egentligt var. Hvis bare der var en måde at flygte på, ville jeg gøre det med det samme, men intet gik min vej i min nye, forfærdelige hverdag. Jeg havde brug for ham. Han var den eneste, der forstod mig i disse situationer, han kunne fortælle mig, hvad jeg skulle gøre. Men han var her ikke.

”Cora, er det dig?” Jeg hørte pludselig Zayn’s stemme og så ham dukke op nede fra gangen. Han måtte have hørt, da døren smækkede og undret sig over, hvad der mon var sket. Da han så mig stå der ved væggen, helt forpustet og forbavset, løftede han sit øjenbryn. ”Er du okay?” spurgte han, men blev stående der, flere meter væk. Det var typisk Zayn. Han sørgede for at være opmærksom, hvis noget var galt, men havde ikke i sinde at hjælpe.

Jeg kiggede blankt på ham. ”Tror du det er okay, når Louis går og smækker døren?!” Louis’ vrede havde smittet af på mig, og jeg ærgrede mig straks over min opførsel mod Zayn. Det fortjente han i det mindste ikke.

”Slap af, jeg spurgte bare,” gav Zayn igen og rullede med øjnene. Han gik hen til mig, men for at tage noget mad i køleskabet. ”Desuden tror jeg, at han gik for at hente vores nye bofæller,” forklarede han og lukkede døren.

Jeg kiggede forvirret på ham. ”Bofæller? Det nævnte Liam godt,” fortalte jeg ham og frygtede, hvem de var og hvad de havde i tankerne. Jeg magtede ikke at være sammen med flere personer, jeg ikke kunne stole på. Louis’ venner var hundred procent nogen, jeg ikke skulle snakke med. Mindede de bare lidt om ham, kunne de være deres egne djævle.

Zayn tog et glas vand, og drak det, inden han svarede. ”Det er en af Louis’ tætteste allierede, der vidst kendte Harry, og så en pige på din alder,” svarede han og fik mig til at tænke. En Harry kendte, der samtidig var en af Louis’ allierede – hvem kunne det være? Så godt kendte jeg ikke Harry endnu, så jeg var helt klar over, hvem hans venner var. Den eneste ven, jeg med sikkerhed vidste, han havde, var Greg, Nialls storebror, men ham kunne det jo ikke være.

”En pige siger du. Er hun pæn?” spurgte jeg, og håbede, at Louis ville bruge sin energi på hende i stedet for.

Zayn trak på skuldrene. ”Jeg har aldrig mødt dem før. Men ham fyren havde vidst en lillebror, der boede i Clifftown. Han døde.” Jeg nikkede trist og huskede på alle dem, der var døde, da politiet var kommet til Clifftown. Niall, min bedste ven, jeg havde mødt på den aftenskole, jeg studerede på i hemmelighed, var en af dem, politiet havde skudt. Jeg havde stadig ikke indset, at jeg aldrig skulle høre ham grine igen. Det var noget, jeg ikke kunne beskrive at være foruden. Vi var blevet så tætte på så kort tid, og vores venskab havde ikke engang nået at udvikle sig til sit fulde. Nu var jeg i stedet fanget her med min største fjende, der snart kom tilbage med nye mennesker, jeg skulle tage stilling til. Det hele var så meget lettere, da jeg boede i Clifftown. Selv om jeg dengang skulle gemme mig fra Louis for at være sammen med Harry, havde jeg mere frihed end nu.

”Der kan man bare se, de kommer nu,” nævnte Zayn pludselig ud af det blå, da han kiggede ud fra gardinet igennem vinduet ved døren. Jeg tog en dyb indånding og gjorde klar til at se Louis igen. Efter det jeg gjorde for blot minutter siden, var jeg bange for, hvordan han ville reagere. Han kunne gøre alt med mig lige nu, for han ville føle han trængte til hævn, og den hævn ville blive slem. Han ville sikkert ikke engang tænke på mig i den situation.

Døren gik op, og ind kom han selv, inden vores nye gæster gjorde entre. Han kiggede slet ikke på mig, men gik i stedet til siden, så pigen kunne komme til syne. Jeg studerede hende fra top til tå, da hun gik ind i huset. Med langt lyst hår og skinnende blå øjne smilede hun til mig. Hun skræmte mig, da smilet langt fra var en kærlig gestus, men i stedet en slesk grimasse, der advarede mig. Jeg sank en klump spyt for anden gang i dag, og turde ikke at se manden, der ville følge efter hende. Han var Louis’ tætteste allierede, og det kunne kun betyde ballade.

Døren åbnede mere, og da jeg så ham, stå der, få meter fra mig stoppede min verden fuldkommen. Jeg kunne ikke tro det. Var han Louis’ tætteste allierede? Han var den sidste, jeg havde troet, jeg ville se igen. Og så her i den her sammenhæng. Efter alt det, der var sket, kunne jeg slet ikke forstå, at han var gået bag min ryg. Han var sågar gået bag sin brors og søsters ryg, og det var dråben. Nu stod han her og var Louis’ samarbejdspartner. Jeg skammede mig over, at jeg havde stolet på ham.

Det var Greg. 

 

---

Havde I set den komme? Fortæl mig, hvad I tænker :D 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...