Undercover ♦ One Direction (UD 2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2015
  • Opdateret: 17 okt. 2016
  • Status: Færdig
Politiet fandt frem til Clifftown, og i ly af natten oplevede indbyggerne deres livs mareridt. Nære venner blev skudt, andre blev fanget af betjente og for nogen endte deres unge liv på asfalten. Cora selv befandt sig i kaosset, men som et led i en af Harrys planer, slap hun med livet i behold. Nu skal hun se sin nye hverdag i øjnene, der indebærer et liv med uvidenhed omkring sin kærestes skæbne og eksistens efter angrebet. I fortsættelsen af Underdog følger vi Louis, der i et lille hus i skoven holder Cora og Liam til fange, for at overleve længst muligt. Men hvor længe kan hans plan holde, når hele Londons politi er på jagt efter dem? Forrædere bliver afsløret, bekendte dør og vigtigst af alt: Cora finder ud af, hvad der skete med Harry. ♦ Vandt Årets Cover til Movellys 2015 og Fandom-konkurrencen under 1D-kategorien.

161Likes
339Kommentarer
46229Visninger
AA

14. 11 | "Jeg elsker dig."

Resume: Liam er blevet taget af politiet og Cora og Harry overnattede på et motel.

SIDSTE KAPITEL

~
ENDEN ER MIN BEGYNDELSE

Det var morgen, og jeg kunne næsten ikke tro det, da fuglekvidder fandt frem til vores værelse. Jeg havde ingen erindring om, hvornår jeg sidst var vågnet til lyden af lykke. Virkeligheden kom dog hurtigt skyllende ind og erstattede mine tanker. Kaos fyldte min hjerne og jeg mærkede dunkene, der gjorde mig svimmel. Det hele kom tilbage til mig. Clifftown, flugten, mine nu døde venner.

Jeg vågnede tit svedig op, da mine drømme havde taget den dramatiske drejning og var blevet fyldt med billeder af Niall, der blev skudt. Det spillede i ring, indtil jeg vågnede op i et mørkt rum.

Men dette var faktisk den første nat, jeg kunne huske, hvor jeg ikke var blevet vækket af et mareridt. Og da jeg vendte mig rundt i sengen, indså jeg hvorfor.

Godt nok kunne han ikke huske mig, men han var her. Harry lå ved min side og kiggede på mig.

”Er du okay?” spurgte hans hæse stemme. Jeg havde sådan savnet hans bekymring, og generelt bare alt ved ham.

”Jeg er bare bange. Det er første gang i flere år, jeg selv skal tage valg og finde ud af, hvad der er bedst at gøre.” Louis var væk. Liam var væk. Harry var ikke sig selv. Jeg var overladt helt til mig selv; ikke noget, jeg ønskede skulle ske, mens jeg var på flugt. For hvad skulle jeg dog gøre?

Mit blik havde søgt op mod loftet, så det var først ved berøringen, at jeg virkelig turde at kigge Harry direkte ind i øjnene. Jeg læste straks de grønne pupiller. Han behøvede ikke engang at fortælle mig, hvad han følte. Men det gjorde han. ”Jeg ville gøre alt for, at jeg kunne huske hvem jeg var, så jeg havde mulighed for at hjælpe dig,” hviskede han og aede forsigtigt mit håndled. Varmen sprudlede op i hele min krop og fandt frem til hjertet. Det begyndte at banke hurtigere.

”Jeg kan ikke beskrive, hvor meget, det ville betyde.” Selvom ordene påvirkede os begge, blev jeg nødt til at fortælle ham sandheden.

Harry sukkede. ”Vil du gøre mig en tjeneste?” Jeg nikkede. ”Fortæl mig mere om mig selv, måske hvis jeg får nok at vide, så husker jeg det,” bad han.

Og jeg fortalte. Om hans navn, den familie, han havde forladt, hvordan hans personlighed var. Og vigtigst af alt, gentog jeg, hvorfor jeg elskede ham. Jeg forgudede hans mod. Hvordan han aldrig havde været bange for at sige Louis igen. Jeg fortalte ham om hans forståelse for andre mennesker. Hvordan han altid forstod mig, selvom jeg ikke gav nogle ledetråde.

Jeg elskede hans hår. Den kunne jeg heller ikke komme udenom. Og de grønne øjne. De skinnede som krystaller.

Hvis det ikke var for, at Harry stoppede mig, var jeg blevet ved i mindst ti minutter mere. Men mine ord forsvandt, da han flyttede sig tættere på og kyssede mig på panden. Temperaturen steg i tempo med hastigheden af min hjerterytme.

”Undskyld, men jeg kunne ikke holde ud af høre mere,” afbrød han. ”Ikke, når jeg ikke kan sige noget igen.”

Hans ord ramte mig som en storm og blæste mig næsten ud af sengen. For han havde ret. Af en eller grund blev jeg ved med at tro, at han kunne huske mig. Men hver gang blev jeg skuffet. Den eneste grund til han kunne huske mit navn, var fordi han havde lært det i denne omgang.

Harry tog endnu engang fat i min hånd og fik min opmærksomhed. ”Nu ved jeg ikke, om det her er en dum idé, men hvorfor tager du ikke tilbage til, hvad hed det, Clifftown?”

Den idé kom helt bag på mig. Jeg havde tænkt, at det ville være tåbeligt at tage tilbage dertil. Det var det eneste sted, jeg ikke ville tage hen. Men da det kom fra Harry begyndte jeg at overveje om, jeg havde haft ret i den påstand.

Han fortsatte. ”Jeg tænker bare, hvis det er det sted, I har opholdt jeg, så er der et eller andet, der siger mig, at politiet ikke er der. For det er det sidste sted, de ville regne med, I tog hen.”

Selv når han ikke vidste, hvem han var, var han genial. For selvfølgelig havde han ret.

Vi ville være tåbelige at tage tilbage, og derfor ville politiet ikke tro, at vi ville gøre det. Og det var præcis derfor, vi burde. Så det gjorde vi.

Det var lyst, da vi kom ud fra motellet. Jeg kiggede rundt og vidste ikke, hvad vi skulle gøre, for ingen af os havde fået vores udklædning med, da vi flygtede. Og jeg kunne ikke stjæle igen. Så jeg instruerede Harry I at tage sin hætte og dække for håret.

”Harry, tror du vi kan komme tilbage til bilen?” spurgte jeg ham for det var den eneste idé, jeg havde.

Han kiggede rundt og trak på skuldrene. ”Hvis du kommer fra det liv, du siger, kan vi vel ligeså godt tage den motorcykel der?” Harry pegede over på den. Vi burde ikke, men jeg havde ikke flere idéer. Og vi var så heldige, at den ikke var låst. Jeg kiggede rundt og gættede på at ejeren var inde på motellet. Så vi tog den.

Vinden blæste håret, mens vi kørte. Jeg havde fortalt Harry, at han godt kunne køre på motorcykel, og selvom vi ikke vidste, om det ville fungere, havde vi taget chancen. Og det virkede. Harry virkede som sig selv, og mens vi kørte ned ad vejen, tog jeg mig selv i at føle, det hele var som det plejede. Vi var på vej hjem fra Nialls hus igen og endnu engang bombaderede minderne mine tanker.

Vi var slet ikke så langt væk fra Clifftown, som jeg havde troet. Det var faktisk kun fem minutter væk, så efter at have genkendt skilte og bygninger, nåede vi frem. Vi var femhundred meter derfra, da jeg råbte til ham, at vi skulle stoppe. Hvis vi var kørt videre, ville vi skabt postyr med lyden, så vi måtte gå resten af vejen. Heldigvis kendte jeg området omkring Clifftown bedre end noget andet, så jeg vidste præcis, hvilken vej vi skulle tage, for at komme lettest derhen. Og heldigvis var der ingen politibiler, ingen betjente.

Mit hjerte pumpede for hvert skridt vi tog. For hvad nu hvis de lige pludselig sprang ud fra en busk? Så var vi for alvor færdige. Vi ville begge komme i fængsel og det hele ville være slut.

Men de kom aldrig frem. Selv ikke da vi kom ind på selve grunden, var der ingen i syne. Vi havde virkelig udspillet dem, og det føltes fantastisk.

Jeg nåede kun hurtigt at se mig omkring på grunden, for vi skulle skynde os i dække ved en af bygninger. Men jeg nåede at se træhuset. Det bragte så mange minder med sig. Det gjorde hele stedet, men jeg prøvede at fokusere væk fra det. For det var ikke det, der var vigtigt.

Harry fulgte med, da jeg gik hen til døren, der førte op til Louis’ kontor. Døren var blokeret med træplader, men Harry formåede at hive dem ud af sømmene, så vi kunne komme igennem.

Der lugtede indelukket, da vi trådte indenfor. Ingen af vinduer var åbne som de plejede, så det hele var omklamrende. Trapperne var også beskidte, og der lå støv på enhver overflade. Havde vi virkelig været væk så længe? Det føltes helt mærkeligt at være tilbage til det sted, jeg havde kaldt mit hjem. Men sådan føltes det ikke længere.

”Jeg har deja-vu, så det er vel godt?” hørte jeg Harry sige bag mig, men vi gik op ad trapperne. Et stort smil bredte sig om mine læber. Jeg ønskede sådan, at det at komme tilbage hertil, ville hjælpe på hans hukommelse. Og indtil videre gjorde det.

”Det er fantastisk, Harry,” fortalte jeg ham, da vi nåede op til Louis’ dør. Men jeg tog ikke fat i håndtaget. I stedet drejede jeg rundt og lænede mig op ad den. ”Da vi mødtes første gang, stod du herude, mens jeg var derinde,” fortalte jeg ham med det selvsamme smil. Mit hjerte bankede derudaf, og jeg havde givet op at prøve at styre mine tankestrømme. Derfor blev jeg pludselig så følsom. For det var her, vi havde mødt hinanden første gang.

Jeg studerede skikkelsen foran mig og fandt ham interessant. Han var nok den eneste dreng her på stedet, der ikke prøvede at gemme sine krøller ved hjælp af en masse hårprodukter. I stedet virkede han naturlig, og da han tog sine solbriller væk fra øjnene, dukkede et par grønne øjne op.

Det var den selvsamme Harry, der fik hevet mig ud af tankerne, da han foreslog, om vi ikke skulle gå ind på kontoret. Jeg åbnede døren, men havde fokus på Harry, mens vi gik ind. Så det var først, da hans øjne udviste nervøsitet, at jeg indså noget var galt. Så jeg drejede hovedet og dér så jeg ham.

Louis stod bag sit skrivebord.

Og han havde en pistol rettet imod os.

Jeg stod frosset tilbage og turde hverken sige noget eller rykke mig en mindste smule. For Louis kunne afgøre, om mit liv skulle ende her. Men som den person han var, blev hele situationen drejet hundred og firs grader. ”Dejligt at se dig igen, Kitty,” sagde han slesk og kiggede på mig med hans øjne. De var sorte og blikket sagde alt.

Han var blevet sindssyg.

Derfor mærkede jeg pulsen stige og stige. Den virkede ikke til at ville stoppe. Og derfor blev jeg overrasket over min egen handling, da jeg svarede ham. ”Det er også dejligt at se dig,” hilste jeg og mærkede hvordan min krop tog over mine tanker. For pludselig gik jeg over mod ham og kærtegnede hans kind. Sekundet efter tog han stramt sin arm rundt om mig, og jeg mærkede, hvor anspændt han blev. Jeg kiggede op og så de sorte øjne igen. Denne gang skreg de af lyst. Selvom Louis havde kigget seksuelt på mig før, var det her anderledes. For denne gang handlede det ikke kun om sex, der var meget andet i hans blik.

Mit mod viste endnu engang at jeg turde mere, end jeg troede, da jeg stillede mig på tær for at hviske Louis’ navn i hans ører. Men det skulle jeg ikke have gjort, for pludselig tog Louis hårdt fat i mig. Han drejede mig ind foran sin krop, og tog fat om min hals med den arm, han havde pistolen i. Det gik op for mig, hvad der virkelig skete, da jeg mærkede pistolens kolde overflade mon min tinding.

Jeg fik kuldegysninger i hele kroppen. Nu var det for alvor blevet min tur til at dø. Louis gjorde det klart. ”Du skal ikke spille skuespil over for mig, Kitty.” Måden, hvorpå han udtalte mit egenavn, fik alle hårene til at rejse sig. ”Tror du ikke godt jeg ved, at du og idioten herovre har noget? Jeg har hele tiden vidst det,” sagde han igennem sammenbidte tænder.

Jeg lukkede øjnene og prøvede at holde det hele ude. Kontrolleret prøvede jeg at få min vejrtrækning ned på en stabilt niveau og styrede den ved at puste langsomt ud. Det lykkedes kun i et par sekunder, da tankerne vandt igen. For jeg skulle dø.

Men det hele ændrede sig, da Harry for første gang åbnede munden.

”Cora!” Måden han sagde mit navn på var anderledes. Han skreg det ikke på sådan en måde, når nogen var bange for, at den anden var kommet noget til. Det var heller ikke rettet mod Louis, for at sige, at han skulle slippe mig. I stedet råbte han som om han var ved at miste pusten og pludselig indså noget. Og jeg vidste præcis hvad.

Han huskede mig. Jeg var sikker. Hans øjne skreg af nervøsitet og for første gang, siden jeg havde fundet ham, så jeg det, jeg havde søgt efter. Kærlighed lyste ud af de grønne krystaller og i et enkelt sekund følte jeg, at alt sammen var ok. Han kunne huske mig, han elskede mig.

Men straks indså jeg, at situationen var en hel anden. Jeg havde kniven for struben og kunne dø hvornår som helst. Det eneste Louis skulle var at trykke på aftrækkeren og min verden ville blive sort. Men alligevel trodsede jeg alt det.

På mirakuløs vis formåede jeg at komme ud af Louis’ greb uden, at der skete noget. Og jeg løb over til ham. Sprang ind i hans favn, så han næstede væltede. Men jeg var ligeglad med det hele. Det eneste, der betød noget var, at han huskede mig. ”Harry!” græd jeg af glæde og nåede slet ikke at tænke, før vores læber mødtes.

Kysset var fantastisk. Det var vådt og fyldt med lyst, men jeg mærkede også hvordan savnet påvirkede det hele. Vi åd hinanden og kunne ikke få nok, for efter flere uger med usikkerhed, stod vi her endelig. Sammen.

Men det hele blev afbrudt med én lyd. Jeg hørte skuddet før jeg åbnede øjnene. Det hele var sort, og jeg følte straks en ubehag, der spredte sig til hele min krop. Men da jeg mærkede efter, indså jeg, at det ikke var smerte. Det var ikke mig, der var blevet skudt. Og da jeg åbnede øjnene, så jeg ham falde til jorden.

Hele min verden gik i stå. For foran mig så jeg mit livs kærlighed falde til jorden i smerte. Louis havde skudt ham. Jeg vidste, at jeg skreg, men jeg hørte det ikke. Det var som om det hele skiftede til slowmotion, og den eneste sans, der virkede, var synet. Jeg følte ikke engang, jeg kunne føle ham, da jeg prøvede at sætte mine hænder oven på såret. Louis havde skudt ham tæt på hjertet, og jeg havde ærligtalt ingen idé om, om havde ramt.

Men Harrys øjne var stadig åbne, dog var de så fjerne, at jeg ikke vidste, om han var død.

Alle mine følelser blev pludselig erstattet af et chok, da endnu et pistolskud blev fyret af. Igen nåede jeg at tro, at det var mig, der var blevet skudt. Men da jeg drejede hovedet nåede jeg at se Louis krop falde ned på gulvtæppet. Hurtigt blev det helt mørkerødt ved hans hoved og jeg indså, hvad han havde gjort. Men jeg kunne ikke fokusere på ham.

Og da mine øjne fór tilbage til Harry, kunne jeg pludselig høre og føle igen. Han hostede og prøvede at få vejret.

”Harry!” skreg jeg og vidste ikke, hvad jeg kunne gøre, for at hjælpe ham. Blodet fyldte hele hans overkrop og mine hænder var smurt ind i det. Tårerne var begyndt at trille ned, men det var først efter et par dråber, at jeg indså det ikke var hans. Det var mig, der græd.

”Cora.” Harrys stemme var svag, da han prøvede at få min opmærksomhed. Men jeg kunne slet ikke holde til det. Så først, da han gentog mit navn, fandt jeg hans øjne. Jeg kunne ikke beskrive, hvad det var, der mødte mig, da vi fik øjenkontakt. Han var ved at dø.

Han måtte ikke dø. Jeg kunne ikke overleve, hvis også han forlod mig. Det kunne jeg simpelthen ikke. Så da han talte, afbrød jeg ham.

”Cora, hvis jeg dør nu-”

”Du dør ikke!”

Harry ignorerer mine ord og fandt sine sidste kræfter frem. Håndtrykket var slapt, men jeg mærkede den sidste varme fra hans fingre. ”Så skal du vide, at jeg ikke forstår, hvordan jeg kunne glemme dig. Jeg elsker dig,” stønnede han, og da hans sidste ord forlod hans læber, lukkede øjnene samtidig i.

Jeg skreg igen. Højere end nogen sinde før, og prøvede at mærke efter hans puls, men jeg vidste ikke, hvordan man gjorde. Derfor sad jeg tilbage og følte, jeg havde nået enden.

Jeg skreg igen. Men denne gang var det ikke på grund af alle mine følelser. Grunden var, at der pludselig var arme, der tog fat i mig og hev mig væk. Mine skrig overdøvede alt, men jeg var ligeglad. Jeg blev ved og ved, mens min hjerne prøvede at registrere, hvad der skete.

Det var først, da jeg blev hevet ud i gangen og så en masse skikkelser samle sig rundt om Harry, at jeg indså det. Politiet havde stormet kontoret og var ved at hive mig væk fra min døende kæreste. Jeg kæmpede imod og skreg hans navn, men blev fuldstændig ignoreret.

Jeg indså som jeg blev skubbet ind i politibilen, at mit liv nok for alvor var slut. 

 

***

HUSK DER MANGLER EN EPILOG. Den kommer mandag.

Men please please please kommenter!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...