Undercover ♦ One Direction (UD 2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2015
  • Opdateret: 17 okt. 2016
  • Status: Færdig
Politiet fandt frem til Clifftown, og i ly af natten oplevede indbyggerne deres livs mareridt. Nære venner blev skudt, andre blev fanget af betjente og for nogen endte deres unge liv på asfalten. Cora selv befandt sig i kaosset, men som et led i en af Harrys planer, slap hun med livet i behold. Nu skal hun se sin nye hverdag i øjnene, der indebærer et liv med uvidenhed omkring sin kærestes skæbne og eksistens efter angrebet. I fortsættelsen af Underdog følger vi Louis, der i et lille hus i skoven holder Cora og Liam til fange, for at overleve længst muligt. Men hvor længe kan hans plan holde, når hele Londons politi er på jagt efter dem? Forrædere bliver afsløret, bekendte dør og vigtigst af alt: Cora finder ud af, hvad der skete med Harry. ♦ Vandt Årets Cover til Movellys 2015 og Fandom-konkurrencen under 1D-kategorien.

161Likes
339Kommentarer
46200Visninger
AA

13. 10 | ”Jeg vil gerne huske dig, Cora."

På grund af alle jeres dejlige kommentarer fik jeg pludselig skrevet det her kapitel, så jeg er meget glad!! Tak fordi I er så skønne, jeg har dog ikke rettet kapitlet, da jeg bare var så spændt på at få det her ud, haha. 

RESUME: Liam og Cora har fundet Harry og har overfaldet ham Harry boede hos, så de kan bo der, men så hørte de sirener.

KAPITEL 10
~
DEN STORE FLUGT

”Fuck, fuck, fuck,” råbte Liam, da vi begyndte at indse, hvad der skete. Manden var på en eller anden måde sluppet væk og havde tilkaldt politiet, der var på vej. Hvad skulle vi gøre? Var det her slutningen? ”Vi bliver nødt til at skride nu,” råbte han efter os. Jeg kunne ikke se ham, men kunne høre ham, mens han begyndte at pakke noget. Jeg tænkte ikke rigtigt tingene igennem, men valgte i stedet at finde Harry. Jeg kunne ikke miste ham igen. Jeg skyndte mig op ad sengen og nåede ikke engang at tage mit tøj rigtigt på, da jeg fandt ham. Han stod ved bagdøren, og var i gang med at åbne den. På ryggen havde han en taske og bilnøglerne hang om hans finger. Hvor meget kunne han huske?

Vi fik øjenkontakt, og inden vi løb rakte han hånden ud. Jeg tog fat om den og mærkede varmen sprede sig i hele mit krop. Men hurtigt blev den erstattet af et pumpende hjerte, da vi løb ud til vores bil. ”Liam?!” Jeg råbte af ham, da han stadig ikke var kommet ud fra huset. Sirenerne blev højere. De nærmede sig. Vi skulle skynde os. Harry satte sig ind i bilen, og jeg valgte at tænke på mig selv. Jeg gjorde det samme. Jeg nåede slet ikke at overveje, hvad Harry kunne huske, men bare at vi skulle afsted.

”Liam, kom nu!” råbte jeg igen, men jeg hørte ikke noget svar. Jeg indså, da Harry tændte motoren, at det var for sent. Han ville ikke nå det. ”Vi bliver nødt til at vente,” prøvede jeg, men Harry viste mig med sit sørgmodige blik, at vi ikke kunne vente på ham. Det var nu eller aldrig. Jeg mærkede tårerne presse sig på, da Harry kørte væk af en af sidevejene væk fra huset. Jeg kunne ikke fatte, at jeg endelig var blevet genforenet med Harry, men at vi nu forlod Liam. Hvis han ikke var hurtigt ville politiet komme efter ham. Åh, hvad var det for en hverdag mit liv havde forandret sig til.

Jeg nåede ikke at tænke meget længere, da politibilerne omringede huset. Mit blik stirrede ud af bagruden. Der var mindst fem biler omkring huset. Vi var virkelig eftersøgt. Jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte bankede derudaf, mens Harry gassede op. Men pludselig sprang det et slag over, da jeg så en politibetjent hive Liam ud af huset. Hans prøvede at kæmpe imod, men manden holdte ham godt fast. Man kunne se på Liams manøvre, at han selv havde været politibetjent, men han var ikke stærk nok. Der var mindst fem mænd omkring ham. Og så skete det, jeg havde håbet, vi kunne undgå. På det, der føltes som ingen sekunder, pegede en politikvinde i retningen af vores bil, og på ingen tid lød sirenerne igen. Nu var de efter os.

”Harry, for alt i verden, kør!” råbte jeg, da jeg satte mig ordentlig i sædet. Jeg tog min sele på.

Bilen kørte dobbelt så hurtigt som den måtte, men vejen var lang og Harry havde styr på det. Selvom han havde glemt, hvor han kom fra, var han helt klar på, hvad der skulle til, hvis vi skulle overleve dette. Jeg drejede hurtigt hovedet og kiggede bagud. Bilen nærmede sig mere og mere, i takt med at mit hjerte pumpede derudaf. Var det her enden? Ville politiet fange os nu?

Jeg var tæt på at give op, da Harry pludselig lavede et skarpt sving til højre og på ingen sekunder var vi omringet af træer. Han trådte speederen endnu mere i bund og kørte langs den lige skovvej. Bilen hoppede op og ned som vi kørte over bump og huller, men det var vores eneste chance. Hvis vi skulle overleve, skulle vi først satse. Og det gjorde vi. Endnu engang drejede Harry rattet skarpt til højre. Så til venstre, så højre og pludselig begyndte lyden at forsvinde i det fjerne. Jeg anede ikke, hvor mange minutter, der var gået, men da Harry stoppede bilen midt blandt træerne, turde jeg stadig ikke trække vejret ordentlig. Harry var hurtig til at slukke motoren, åbne døren og råbe til mig. Jeg vidste ikke, hvad hans plan var, men jeg var godt klar over, at vi skulle løbe. Og det gjorde vi så. Sidst jeg havde løbet så hurtigt, var da jeg flygtede fra Clifftown. Men det her var anderledes, for nu var jeg sammen med Harry, det var jeg ikke dengang. Han kunne dog stadig ikke huske mig. Det skar mig i brystet hver gang jeg tænkte på det. Jeg havde sådan en træng til at kysse ham, mærke hans fingre røre min krop. Men det kunne ikke lade sig gøre lige nu, og det vidste jeg også godt. Det var egoistisk at tænke sådan, når vi var i gang med at løbe fra politiet. Hvis vi dog bare kom ud af det her.

Mine ben var helt ømme, og jeg kunne næsten ikke gå, da vi endelig kom ud af skoven. Jeg var imponeret over, at Harry havde fået os ud på den anden side, så da jeg så en landevej pustede jeg ordentligt ud. ”Kom vi væk?” spurgte jeg, selvom jeg godt vidste, at han heller ikke vidste det.

Han ignorerede mig. ”Vi bliver nødt til at finde et sted at gemme os. Jeg tror, at der ligger et motel i nærheden.” Jeg indså, at han nok kendte området fra at have boet her siden han forsvandt fra Clifftown. Det var egentlig meget fredeligt og hyggeligt, hvis man så forbi det faktum, at vi løb for vores liv.

Harry havde ret, der var et motel i nærheden. Efter at have gået ti minutter nåede vi en lille bygning med skallet maling og mugne vinduer. Men det var lige meget, vi skulle bare have et sted og slappe af. Vi kom ind til receptionen, hvor en ældre mand tog imod os. De havde ikke overraskende et værelse ledigt og han førte os direkte til det. Der var intet luksus over det, blot en dobbeltseng, et lille badeværelset med et toilet og brusebad og det mindste TV jeg havde set. Men det var mere end hvad Clifftown havde. Det var perfekt til to på flugt. Jeg smed mig på sengen og sukkede højlydt. Så kom vi så langt, men der var stadig et stort problem, jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre ved.

Harry kunne ikke huske mig. Og det eneste jeg kunne komme i tanke om ville hjælpe mig lige nu ville være hans ægte nærvær. Desværre virkede han næsten ligeglad med mig, da han satte sig for enden af sengen og tændte fjernsynet. Det havde én kanal, men det var lige, hvad vi skulle bruge. Den gik direkte på nyheder og det var yderst skræmmende.

En kvinde sad i studiet og jeg følte, at hun stirrede os ned. ”Det er netop kommet ud, at politiet har anholdt Liam Payne fra Clifftown-mysteriet. Han havde gemt sig i en lille hytte, hvor han havde overfaldet manden, der ejede stedet. Politiet fik opringningen fra manden selv, der havde sluppet ud. Det er også bekræftet, at Payne befandt sig i hytten med to andre, men de to nåede væk fra hytten i bil. Politiet mistænker personerne for at være enten Cora Ellis eller Louis Tomlinson. Harry Styles er endnu ikke blevet fundet.

Politiet formåede også i går at få et gennembrud i sagen, da de fandt frem til endnu en hytte midt inde i skoven, hvor Louis Tomlinson og Cora Ellis formodentlig har gemt sig. Ingen af dem var dog på stedet, i stedet anholdte politiet en kvinde, der skulle have været en sammensvorne med de to eftersøgte. Politiet mangler altså stadig at fange de vigtigste personer, men nærmer sig at have anholdt alle mistænkte i sagen.”

Jeg stirrede blankt på skærmen, da kvinden gik videre til andre nyheder. Harrys blik rettede sig mod mig. Da jeg så ind i hans grønne øjne blev jeg skræmt. Han så bange ud. ”Hvem er jeg, Cora?” spurgte han stammende. Nyhedsindslaget havde skræmt ham.

Jeg kiggede ned på mine fingre. ”Det sted vi kommer fra var slemt, Harry,” fortalte jeg ham. ”Folk døde, de-”

Han afbrød mig. ”Men hvem er jeg? Fortæl mig mere ligesom i går,” bad han. Jeg kunne se hvor meget det nagede ham.

”For mange er du en god ven, du var populær. Du var Louis’ højre hånd og gjorde alt for ham, selv om du ikke var bange for at gå bag om ryggen på ham.” Det gik lettere med at fortælle, da jeg først kom i gang. ”Jeg mødte dig først, da du kom tilbage fra at have været i politiet. Louis havde tvunget dig til at komme ind, så du kunne få insiderviden, og så havde du til sidst faket din eget død.”

Harrys øjne blev store. ”Død? Hvad mener du?”

Jeg tog endnu en dyb indånding. Tænk at jeg skulle sidde og fortælle ham det her. ”Ja, på en eller anden måde snød du politiet til at tro, at du var død, så du kunne komme tilbage til Clifftown. De ved dog godt nu, at du lever. De leder efter dig, som du ved.” Han nikkede sagte og prøvede at forstå alt det, jeg fortalte ham.

”Jeg er altså virkelig ked af, at jeg ikke kan huske, hvordan jeg havde det med dig.” Hans stemme hviskede næsten. Det var et ømt punkt for os begge. ”Jeg ville sådan ønske, at jeg huske alt. For hvis du siger vi elsker hinanden er det en ret stor del af min personlighed, der bare er væk.”

Jeg nikkede langsomt, men sagde intet. Hvad kunne jeg sige. Mit blik drog væk fra hans, da det var for svært. Jeg ville bare gerne mærke hans læber mod mine, men det kunne jeg ikke.

Harry rejste sig op, tog en dyb indånding og rakte så hans hånd ud mod min. Forvirret tvang jeg mig selv til at kigge på ham, men forstod ikke hvad han ville. I stedet for at spørge fulgte jeg hans øjne, der prøvede at få mig til at tage fat i hans hånd. Jeg tøvede ikke, nu når jeg havde muligheden. En eksplosion af følelser skød igennem min krop, da jeg mærkede hans fingre. Det føltes som dengang. Og pludselig stod vi over for hinanden i et klamt, lille værelse og kiggede hinanden ind i øjnene.

Hans næste ord kom bag på mig, men fyldte min krop med varme. ”Jeg vil gerne huske dig, Cora,” hviskede han, hvorefter hans frie fingre strøg min kind. Uden at tænke tog jeg min hånd op og lagde den over hans, mens mit blik blev fyldt med glæde. Vi var så tætte på. Nu skulle han bare huske. Harry trådte et skridt tættere på mig, og fordi værelset var så lille skubbede han mig hurtigt ind i væggen. Han havde stadig sine tricks. Mit blik begyndte at flakke mellem hans grønne øjne og hans bløde læber. Men pludselig blev det hele sort, da et hav af følelser eksploderede i hele min krop. Harrys læber var på mine. Han kyssede mig. Og jeg kunne næsten ikke få vejret. Jeg oplevede alle vores intime oplevelser igen og min krop sank under mig. Heldigvis var Harry hurtig og holdte mig oppe. Han begyndte i hast at kysse min hals. Jeg åbnede øjnene og så på ham. Åh, hvor havde jeg savnet ham. Han var –

Harry stoppede pludselig og kiggede sørgmodigt på mig. ”Det hjalp ikke.” Han græd næsten, da han bakkede tilbage. ”Undskyld Cora, men jeg husker dig stadig ikke.”

Tårerne begyndte at trille ned ad mine kinder. 

 

***

Jeg har lige kigget mine noter igennem og har set, at jeg faktisk kun har planlagt 1 kapitel endnu og så en epilog :O 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...