Undercover ♦ One Direction (UD 2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2015
  • Opdateret: 17 okt. 2016
  • Status: Færdig
Politiet fandt frem til Clifftown, og i ly af natten oplevede indbyggerne deres livs mareridt. Nære venner blev skudt, andre blev fanget af betjente og for nogen endte deres unge liv på asfalten. Cora selv befandt sig i kaosset, men som et led i en af Harrys planer, slap hun med livet i behold. Nu skal hun se sin nye hverdag i øjnene, der indebærer et liv med uvidenhed omkring sin kærestes skæbne og eksistens efter angrebet. I fortsættelsen af Underdog følger vi Louis, der i et lille hus i skoven holder Cora og Liam til fange, for at overleve længst muligt. Men hvor længe kan hans plan holde, når hele Londons politi er på jagt efter dem? Forrædere bliver afsløret, bekendte dør og vigtigst af alt: Cora finder ud af, hvad der skete med Harry. ♦ Vandt Årets Cover til Movellys 2015 og Fandom-konkurrencen under 1D-kategorien.

161Likes
339Kommentarer
46193Visninger
AA

3. 1 | "Politiet skød ham."

KAPITEL 1
~
EN ENDE PÅ BEGYNDELSEN

Urets visere tikkede og var den eneste lyd, der kunne høres i kilometers afstand. Det var langt ud på dagen, eftermiddagens sene timer, og klikkene var ved at gøre mig sindssyg. Det var to dage siden, jeg var blevet spærret inde, omklamret af træhusets bjælker blandt skovens grantræer. For hvert sekund der gik, så jeg scenerne for mig. De grønne øjne skar. Det var flere dage siden, jeg havde set ham, rørt ham, hørt hans stemme. Jeg vidste ikke, om han overhovedet levede. Det eneste, der holdt mig kørende, var de ord Louis, ham der havde anbragt mig her, havde fortalt mig. Han vil komme om et par dage. Mit hjerte håbede inderligt, at det var snart. Harry var min sjæleven.

”Liam, jeg gider ikke høre på dine anklager!” Jeg hørte Louis’ stemme uden for i skoven, og rejste mig op, da døren åbnede. Liam, den eneste person, jeg stolede på i det her hus, var lettere fortvivlet, da han trådte ind. Han rystede opgivende på hovedet og slog ud med hænderne. Det var tydeligt, at Louis’ ord påvirkede ham. Han gik frustreret med hurtige skridt mod soveværelset og forsvandt.

Det var med en stor foragt for manden foran mig, at jeg vendte ryggen til de dybborende øjne. Han fortjente ikke mine tankestrømme omhandlede ham, også selv om det var et stort had, der forestillede sig hans dødsdag. Louis havde vist sig at være en dæmon, og der var intet i mig, der turde stole på ham igen.

”Kitty, vær nu ikke så barnlig,” sagde han slesk og prøvede at smigre mig. Vi havde en fortid, der var helt speciel, da jeg havde været hans elskerinde. Inden jeg mødte Harry, havde jeg tilbragt hver nat i Louis’ seng, men som vi stod her i samme rum, langt væk fra Clifftown’s regler, føltes det som år siden. I Clifftown, mit hjem, havde Louis kunne te sig på sin egen magtsyge måde, men her nægtede jeg at gøre som han befalede.

Jeg vendte mig om, og så ham stå og studere mig. Hans brune hår var som altid pjusket – hans signaturtræk – og bukserne var samme farve som T-shirten, sort. ”Du har ingen ret til at kalde mig Kitty,” protesterede jeg og påpegede, at hans rolle her var langt fra ligeså kraftfuld som i Clifftown. Der havde han ret til at kalde mig ved hans eget selvvalgte kælenavn, men det sluttede nu.

Louis rullede med øjnene, og havde ikke i sinde at fratage sig lederrollen. ”Jeg kan gøre, hvad jeg vil, for siger du mig imod, dør du.” Der var ingen følelser i hans blik, og ordene skar igennem rummet. Jeg mærkede knuden i maven. ”Jeg ved, at du ikke føler dig tvunget til at adlyde mig her, men Cora, siger du mig imod, giver jeg dig ikke en chance til,” afslørede han hårdhjertet og gik med et triumferende smil ud af huset. Jeg stod frosset tilbage, nervøs over Louis’ opfordring. Han kunne have planlagt alt fra overvågning over huset, til skytter i området. Tanken gjorde mig skrækslagen. Jeg havde lige planlagt, at han ikke skulle have nogen betydning for mine beslutninger uden for Clifftown, men hvorfor var det så, at jeg stadig gemte mig her? Louis havde mig snoet om sin lillefinger, og ønskede jeg at overlevede, blev jeg nødt til at adlyde hans ordrer.

Selv om vi var kilometer fra Clifftown, havde intet ændret sig. Jeg var stadig Louis’ dukke, og han kunne gøre med mig, hvad han ønskede. Det eneste, der var anderledes, var Harrys tilstedeværelse. Han var forsvundet, måske død, og tanken skræmte mig som aldrig før. Endelig havde jeg formået at finde kærligheden, og så blev det taget fra mig som var det luft. Jeg var efterladt med min værste fjende, et minde om min bedste ven og en udviklende tillid til en politibetjent. Mit liv var gået fra at være spændingsløst til at kræve hurtige beslutninger hvert sekund.

Jeg besluttede mig for at høre Liam, hvad deres samtale havde omhandlet. Korte bank lød mod døren til det værelse, jeg delte med Liam. Huset var ikke særlig stort, alligevel var der hele tre soveværelser. Det sidste var ikke i brug endnu.

”Cora?” Liam henvendte sig straks til mig, da jeg viste mig i dørsprækken. Han lå i sengen og kølede ned. ”Jeg troede lige, at det var Louis,” sukkede han lettet og kørte sin hånd igennem det brune hår.

Jeg slog mig ned ved siden af ham. ”Hvad skete der mellem jer?” spurgte jeg Liam og studerede ham. Hans blik veg til siden, mens han tænkte. Mit venskab med Liam var så nyt, at jeg først var begyndt at kalde ham ved hans rigtige navne for få dage siden. Siden han kom til Clifftown for en måned siden, troede jeg, at han var den person, han udgav sig for. Jeg lærte dog hurtigt, at der lå hemmeligheder gemt bag facaden. Han havde været politibetjent i dække, for at hjælpe med at afsløre Louis, men var endt med at elske miljøet og stedet, at han var gået i mod sine kollegaer. Han havde fundet kærligheden, og for ham var alt andre mindre værd.

Liam skulle til at svare, men forseglede sine læber. Om han alligevel tog sig mod, eller besluttede sig for en anden forklaring, vidste jeg ikke, da han dog talte. ”To af Louis’ allierede er på vej,” bekendtgjorde han og først nu kiggede han på mig. Jeg kunne ikke aflæse blikket, der ramte mig, men noget var galt. ”De skal hjælpe med at holde os fanget her,” mumlede han og satte sig op ad sengens gavl.

”Fuck,” udbrød jeg uden at tænke mit overvalg igennem. ”Det er bare for meget! Også uden for Clifftown kan han hundse rundt med os,” brokkede jeg mig og slog opgivende ud med hænderne.

Liam rystede på hovedet. ”Cora, du må love mig, at du ikke prøver at flygte.” Jeg tøvede. ”Han har planlagt alt, så du slipper ikke herfra i live,” fortalte han med et opgivende blik.

”Men, hvordan kan det være så svært?”

Et suk fyldte rummet. ”Han har kontakter i hele London, og de to, der kommer, er nogen af hans nærmeste allierede.” Jeg nedstirrede min ven, da realiteten ramte mig. Han mente hvert ord, han havde delt med mig. Valgte jeg at løbe, ville jeg dø. Huset var min sikkerhed.

Sandheden var hård at indse, og tanken om, at min mulige chance for lykke indskrænkede sig hvert sekund gav mig lyst til at skrige. ”Jeg vil bare vide, at Harry lever,” hviskede jeg.

Liam tog forsigtigt fat i min hånd. ”Jeg kender følelsen. Jeg aner ikke, hvad der er sket med Jamie,” fortalte han og refererede til sin kæreste, der også var min bedste veninde. Jeg indså pludselig, at Liam havde ofret at hjælpe sin egen kærlighed ved politiangrebet. I stedet havde han hjulpet mig i sikkerhed som et led i en af Harrys mange planer. Tanken tvang følelsen af vrede frem indeni. Siden angrebet havde jeg ikke skænket Jamie en eneste tanke, og det var til trods for, at Liam og jeg begge var uvidende omkring vores kæresters skæbner. Jeg rystede irriteret på hovedet, og prøvede at skubbe alle tankerne væk. Minder og billeder skyllede rundt i min tankestrøm og dannede tårer i øjenkrogen.

Jeg mærkede Liams trøstende hånd ae min skulder, men han skyldte mig intet. På grund af mig havde han måske mistet Jamie. Jeg havde aldrig fortrudt noget mere end nu. Mit blik studerede ham, og da jeg skulle til at fortælle ham, hvad jeg følte, blev døren åbnet.

Zayn, der var Louis’ håndlanger og altid havde været det, fik vores opmærksomhed. ”Liam, du skal følge med,” beordrede han med et følelseskoldt blik. I de år, jeg havde kendt Zayn, havde jeg stadig ikke formået at regne ham ud. Hans sorte hår gav ham mystiske karaktertrak, men de brune øjne dæmpede til tider frygten for hans personlighed. Nu stod han her, dyb seriøs, og videregav en af Louis’ utallige ordrer.

Liam stirrede koldt tilbage på Louis’ håndlanger og rystede afvisende på hovedet. ”Jeg nægter at gøre noget, som han vil have,” protesterede han og blev siddende i sengen. Jeg mærkede, hvordan en klump voksede sig i min hals. Hvis man nægtede at adlyde, endte det i en ond cirkel. For Liams vedkommende turde jeg slet ikke tænke den mulige straf. Det var ingen hemmelighed, at siden han var kommet til Clifftown som politi under dække, havde han stået højt på Louis’ fjendeliste. En afvisning af en ordre fik ham blot højere op, hvis der overhovedet var en højere placering.

Der skulle gå nogen tavse sekunder, før skridt kunne høres på gangen. Jeg holdt vejret, da Louis viste sig og gik ind i rummet. Hans øjne lynede, da de kiggede på Liam. ”Forstår du ikke en ordrer?” spurgte han og løftede sit øjenbryn op i en fornærmet grimasse.

Jeg kunne se på Liam, at han stille begyndte at fortryde sit valg om at gøre vores fjende arrig. Han sad stille og prøvede at formulere et svar, men Louis var hurtigere på aftrækkeren. ”Det var dråben, Zayn før ham ned i kælderen med det samme.” Jeg sad stille i flere sekunder, og først da Zayn hårdt tog fat i Liam, indså jeg, hvad der var blevet sagt. Der var ingen, der havde fortalt mig, at huset havde en kælder, og derfor regnede jeg hurtigt ud, at kælderen ikke var noget rart sted. Jeg prøvede at udtænke en plan, men Liam var blevet ført ud af rummet før, jeg kunne nå at indse, det her var min hverdag nu. Ét forkert træk, og jeg var færdig.

”Du er en djævel, er du godt klar over det, Louis?” snerrede jeg og krydsede mine arme, da vi var alene tilbage i rummet. Jeg var godt klar over sådan en kommentar kunne gøre Louis vred, men jeg troede på, at jeg spillede mine kort rigtigt.

Louis grinede hånende og satte sig på sengekanten. Vores kropsvarme snittede hinanden og forårsagede en følelse af væmmelse skød gennem min krop. Men jeg turde ikke rykke mig. ”Søde, lille Cora, pas på hvad du siger,” opfordrede han og aede til min overraskelse pludselig min arm. ”Hvis jeg var dig, ville jeg i stedet gøre, hvad jeg siger,” hviskede han i mit ører. Jeg sad helt stille. Forsigtigt flyttede han en af mine hårtotter bag øret og kiggede mig ind i øjnene. Hans blik havde mange nætter været betryggende, men nu var det et signal på fare.

”Louis, du ved, jeg elsker Harry, så vær sød ikke at tvinge mig til det her,” bad jeg og prøvede forsigtigt at få ham væk.

Han havde et smørret grin om læberne. ”Du har ikke fattet det endnu, vel?” Forvirret stirrede jeg på ham og krummede øjenbrynene. Hvad talte han om?

”Jeg forstår ikke …”

Louis nikkede og tog min hånd i sin. ”Harry er død, Cora. Politiet skød ham.”

 

----

Så er vi i gang! Hvad er jeres tanker? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...