My story.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 apr. 2014
  • Opdateret: 20 apr. 2014
  • Status: Færdig
En del af mit liv jeg som jeg gerne ville have på papir.

0Likes
0Kommentarer
184Visninger

1. My story.

Det hele startede for tre et halvt år siden, en sommer hvor jeg gik igennem aalborg gågade, var på vej ud og spille rollespil med nogen af mine kæreste venner og veninder. Men på denne rute som jeg gik flere gange om ugen. Ja, hvem skulle tro at mit liv ville ændre sig blot min egen urban songline? Og så endda på en helt normal tirsdag. Og ja, bare for at gøre det mærkeligere så var det en fra folkekirkens nødhjælp der gjorde det, og så var det endda ikke mere end en fejl i personens øjne.  Men som jeg gik hen af gågaden så jeg fire unge kvinder stå med folkekirkens nødhjælp tasker og så de ikke havde nogen at snakke med, så vidste godt de ville tale med mig. Men som jeg nærmede mig begyndte det at regne så tre af dem gik ind mod læ, den sidste blev for at spørger om jeg havde tid til at høre om dem. Med orden hun brugte var “Undskyld mig frøken, men kunne du tænke dem at høre om folkekirkens nødhjælp.”  Den sætning, nej. Det ene ord frøken. Gjorde en del, det fik mig til at smile, gjorde mig glad, vil endda gå så langt at påstå at dette var første gang jeg følte at nogen talte til mig. Og ikke bare den de troede var mig, med andre ord. Hende her, hvis navn jeg ikke engang fik fat i, var den første snakkede til mig og ikke bare min skygge. Desværre ødelagde hun den glæde kort tid efter, da hun indså sin ‘fejl’  og undskyldte for at have behandlet mig som kvinde. Dette vidste jeg ikke hvordan jeg skulle reagere til, da jeg endelig ikke havde noget imod det og derfor ønskede jeg ikke hun sagde undskyld, men det var stadig en “fejl” . Jeg endte med ikke at sige noget til det, og bare fortsætte med min dag, både rollespil og andet uden at sige noget om dette. Endelig gav jeg det ikke meget tanke selv før jeg var hjemme og lå i min seng.

Som altid faldt jeg sent i søvn den nat, på grund af mit problem med at hver gang jeg ligger i min seng så flyver mine tanker rundt, analysere hvad analyseres kan. Og Jeg faldt over denne situation og forsøgte at finde ud af hvad det endelig var der gjorde mig så positivt under det. Var det at blive behandlet som kvinde ? eller var det bare personen foran mig? Tror ikke jeg fik sovet den nat. Og ved jeg ikke fandt ud af hvad der skete, men forsøgte meget og endte med at være forvirret og træt i den skole dag jeg havde efter. Der gik flere dage før jeg blev enig med mig selv i at det var ikke kvinden der gjorde mig glad, men måden hun snakkede til mig, eller rettere måden hun behandlede mig på.

 

Jeg holdt dette for mig selv i en længere periode, nok mest fordi jeg ikke helt forstod hvad det endelig var der foregik. Men fik det dog sagt til nogen af mine nærmeste venner/veninder efter nogle uger, og det tog endelig godt imod det, og virkede ikke vildt overrasket over det, dog stadig en smule, men der var ingen negative reaktioner på det.
Det tog lidt tid, men efter en periode begyndte de at behandle mig feministisk og jeg blev gladere og gladere af at være der. Og den her form for behandling blev en nødvendighed for mig.  Vil endda påstå at jeg blev afhængig af det, begyndte at opsøge det mere og mere. Ja, det medførte endda også nogle dårlige beslutninger fra min side.
Dette fortsatte i noget tid før jeg sagde det til andre end dem,  en pædagog fik det at vide og hun reagere slet ikke som jeg havde forventet, hun reagere så om hun vidste hvad jeg ville sige. Dette fik et smil frem på mine læber. Men som jeg fik denne følelse at forståelse flere og flere steder fra, men ikke derhjemme, fik jeg det dårligere og dårligere ved at være hjemme og sommerferien var lige om hjørnet.

Og ferien gik i gang, og den første uge var fin, der var rollespil som normalt så fik stadig mit “kick” som normalt, dog i reduceret form. Det var også i de dage hvor jeg dannede mit andet navn, mit feminine navn: Stefanie.


Og som ferien gik fik jeg det dårligere og dårligere, da jeg var oftere hjemme og rollespil blev aflyst mere og mere..Ja blev mere og mere stresset, men desværre lod jeg ikke mærke til hvad der skete i løbet af ferien før jeg tog mig selv i at sidde og skrive et selvmordsbrev. Jeg førte det ikke ud, men overvejede det i en længere periode af ferien. Og fra dette punkt af var der intet rollespil resten af ferien.  Og som ferien sluttede startede jeg mit første år på nordbo.

 

da ferien var slut, gik rollespil i gang som normalt igen, og da første måned fik jeg modet til at sige det til nogle flere af mine venner/veninder nogen jeg kender fra live rollespil,  og det tog det vildt pænt, og det kom hurtigt rundt blandt de ældre spillere, selv nogen jeg ikke havde snakket med før vidste det før spil gangen var slut, flere spurgte også til det og jeg var vildt glad for det, var skønt at snakke om, var skønt at folk lyttede. Var skønt at folk ville snakke om det og at de forstod det...eller i det mindste virkede som det, om det var sandt eller ej var ligemeget så længe det føltes så om det lyttede og gerne ville snakke i mine øjne. Jeg kom hjem gladere end jeg havde været længe. Og jeg er ikke i tvivl om min mor vidste dette. Dog vidste hun stadig intet om min stilstand omkring hvilket køn jeg tilhøre.

På dette tidspunkt var jeg ikke længere i tvivl, mit navn var ikke det mine forældre havde valgt dengang, men det var Stefanie. Jeg var ikke den køn jeg var født som biologisk, men det modsatte, jeg var en kvinde fanget i en anden krop end den jeg ønskede mig. Jeg begyndte at præsentere mig som Stefanie frem for mit maskuline navn. Begyndte endda at sy feminint tøj til mig selv. En nederdel var det første stykke tøj. Dog før det var færdigt fik jeg aftalt et møde med min ‘mentor’ fra nordbo og mine forældre hvor jeg fik det hele fortalt til dem. Deres reaktioner var som man forventede at forældre, de så overrasket ud, men sagde begge to at de ville støtte mig. Hvilket fik mig til at smile.

Kort tid efter kom jeg hjem med en nederdel jeg havde lavet, var endelig glad for den. Men sendte den til vask, og har aldrig set eller hørt om den siden. Har mine mistanker om hvad der skete med den, så tror ikke jeg før den igen.

 

Ikke længe efter var jeg ude at handle med min mor, hvor mit blik faldt over en kvinde cardigan som jeg endelig gerne ville have købt. Men så snart jeg kikkede på den slags tøj, begyndte min mor at ville videre, dette skete flere gange, dog ved forskellige ting, fx Sko.

 

Men...Det varede ved et halvt års tid før filmen knækkede...Det næste halve år kan jeg knap huske, og jeg skrev ikke dagbog. Men jeg ved at jeg var negativ, trist, og så ikke mening i ret meget, eller rettere så ikke mening i noget ud over uddannelse, som fik alt mit fokus de dage, og fra da jeg endelig kan huske igen..Var det stadig det eneste der var vigtigt. Min egen glæde var gemt væk og skal jeg være ærlig tror jeg ikke at jeg kunne huske hvad det var der gjorde mig glad.

 

Der gik næsten et år mere før jeg fandt det der endelig gjorde mig glad igen, en veninde fra rollespil brugte mit rigtige navn. Stefanie, og jeg smilte det secound der hørte det, og tror ikke der gik et minut før jeg kunne huske alt det fra de “gamle” dage...Og ja, selv min “afhængighed” dukkede op igen, og jeg fik hurtigt bedt nogle af mine venner/veninder om at kalde mig det igen...For at sige det som det er, de to bedste jeg har, selv den dag i dag. Og før jeg vidste af det fik jeg det sagt til flere og flere om hvad der foregik.


Men da jeg skulle have ny jakke i år, var jeg ude at handle med min mor, og dem som jeg endelig ville gå med, var nogen som jeg ikke måtte kigge på..Hvilket irritere mig og ja, gjorde rent faktisk ondt ikke at måtte.

er kommet frem til det med at det gør ondt når jeg bliver kaldt simon, og jeg bliver glad hver gang jeg bliver kaldt stefanie..Og ikke bare lidt, nok til at gøre en ok. forskel, hvis ikke en stor...Nej det passer ikke, det gør en kæmpe forskel, stor nok til at er glad i en længere periode og ikke bare under samtalen. det går så stor en forskel at, jeg tror at det er det, med mine forældre behandler mig som hankøn at jeg stresser i mine ferier. jeg føler ikke at jeg er hjemme når jeg er ved dem, men jeg føler mig hjemme når jeg er ved folk der behandler mig som det jeg rent faktisk er.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...