Afraid of Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 apr. 2014
  • Opdateret: 20 jul. 2017
  • Status: Igang
19-årige Sofia Williams og hendes bedste veninde Emma Dixon er populære YouTubere. Det hele har kørt op ad bakke for dem, indtil pigernes managere fortæller, at de skal på Tour med de personer de netop ikke kan udstå - nemlig Cameron Dallas og Nash Grier. Der opstår et farligt forhold mellem Sofia og Cameron, da han allerede har en kæreste, som også er med på turnéen. Er de villige til at tage det farligt spring og fortælle hele verden om deres komplicerede forhold? Og hvad sker der, når Sofias ekskæreste bliver involveret?
º 2'eren er påbegyndt i samme movellas º

104Likes
185Kommentarer
79933Visninger
AA

38. ✿ Kapitel 9| Deroute

 

 

Jeg lagde mit ansigt mod Elliots varme hånd og smilte svag. Synet om ham mindede mig om en mægtig engel eller et potrætbillede af en fransk konge fra 1800-tallet. Han var simpelthen så smuk.

"Hvad så?" klukkede Elliot og så sig omkring, da sneen knækkede under de folk der paserede os.

"Jeg tror aldrig jeg har tænkt over, hvor smuk du egentlig er. Sådan virkelig," sagde jeg og så hans smil blive større, som jeg fortsat talte om hvor pæn han så ud.

"Det er jo trods alt også det jeg får penge for," sagde han jokende og blinkede en enkelt gang.

"Du kan bare ikke lade vær med at spille lækker, kan du?" spurgte jeg grinende og han blinkede ukontrolleret med øjnene.

"Der var faktisk noget jeg ville tale med dig om," sagde han lavmælt.

"Mhm?" sagde jeg spørgende og så ud mod floden der glimtrede svagt.

"Jeg vil gerne blive seriøs med mine malerier og bruge mere energi på det," sagde han.

"Det synes jeg er fanstastisk," sagde jeg og klappede triumferende, som om jeg havde vundet en award. "Men det betyder ikke at du opgiver din modelkarriere, vel?"

"Nej selvfølgelig ikke," grinte han. "Ikke efter alt den hårde arbejde jeg har lagt i det. Men jeg vil bare gerne kunne være i stand til at udtrykke mig mere gennem mine malerier," tilføjede han og lød som en meget klog mand.

"Ville det ikke være mega awesome, hvis Louvre museet købte et af dine malerier?" spurgte jeg grinende og kunne sagtens se det for mig.

"Det ville være den største succesoplevelse jeg nogensinde ville få," grinte han. "Min drøm er dog at få den udstillet på Tate Modern museet her i London. Jeg tror at jeg vil græde, eller måske ikke helt, men i hvert fald meget tæt på," tilføjede han klukkende.

"Jeg tror på dig, Elli. Det skal nok lykkedes dig," forsikrede jeg ham og nikkede. Elliot åbnede munden for at tilføje noget i det samme øjeblik som min mobil ringede. Hvem mon det kunne være på dette tidspunkt?

"Hallo? Hej Sofia. Kan du høre mig?" lød en velbekendt stemme og jeg klukkede svagt.

"Hej, Cameron. Ja, jeg kan godt høre dig," sagde jeg og fornemmede pludseligt kulden i min hånd. Jeg så på Elliot, der havde trukket sin varme hånd tilbage og havde nu placeret den i sin jakkelomme.

"Jeg ville bare ringe for at høre hvordan det gik til. Desuden har Emma en masse at fortælle," tilføjede han.

"Det lyder spændende," indrømmede jeg. "Tja... Der er ikke sket særlig meget. Jeg skal til tjek-up om et par uger ellers er der jo musical på universitetet, som jeg er med i," forklarede jeg.

"Nå ja. Hvad er det for en musical i skal spille?" spurgte han og gabte.

"Vi skal spille Grease og det bliver virkelig fedt. Vent, hvad er klokken i L.A.?" spurgte jeg. Jeg håbede ikke, at han var blevet oppe til klokken fem om natten som han ellers plejede.

"Du har sikkert fået hovedrollen, ikke?" spurgte han og jeg nikkede meget stolt. "Hm... klokken er et par minutter i tre. Altså om eftermiddagen," sagde han og gabte igen.

"Hvad har i lavet i går siden i står så sent op?" spurgte jeg grinende.

"Vi filmede ret vildt til vores kanaler og redigerede hele natten. Så var vi også ude for at køre en tur og tage billeder. Meget belastende dag, hvis du spørger mig," sagde han jokende og gik ud i stuen. "Ser man det. Her er Nash og han er stadig grim som altid," grinte han.

Nash rullede med øjnene og sukkede dybt. "Hey, er det. Sofia? Hej, Sofia hvordan har du det?" råbte han næsten ind i telefonen.

"Jeg har det koldt," sagde jeg trist og misundede deres varme, amerikanske vejr. Nash forsvandt fra skærmen og Cameron gik ud på altanen.

"Jeg skal lige sige noget... Jeg tror faktisk at Nash er forelsket i Emma," sagde han og grinte enndu gang da han så Nash gå rundt i stuen.

"Hvad får dig til at sige det?" spurgte jeg nysgerrigt.

"Jeg tror det er måden han ser på hende," sagde han. "Han ser på hende som om han ikke rigtig kan fatte at hun eksisterer. Som om han beundrer hendes eksistens. Der er også nogle gange hvor han bare stirrer på hende uden at sige noget. Hans blik er altid rettet mod hende," sagde han og jeg så op på Elliot, der så på mig.

Baseret på det Cameron havde beskrevet kunne vi begge konkludere at Nash officielt var i den syvende himmel. Og det kunne vi sige som de to kloge og psykologiske mennesker vi var, men også af helt andre grunde.

"Han har introduceret hende til alle sine venner og veninder. Han sørger desuden også altid for at tage sig af hende frem for sig selv. Lige pludselig er han blevet meget glad for Dylan O'Brien og katte, hvilket er ret morsomt eftersom han er meget allergisk overfor katte," tilføjede han.

"Ej, hvor er det cute!" sagde jeg jublende og var blevet glad for hans vegne. Men vent nu lige lidt...

"Emma er bedre stillet uden Nash," mumlede Elliot og så væk.

"Hey, Nash er virkelig sød og godhjertet," sagde jeg og slog blidt Elliots arm. "Men Emma har allerede en kæreste," sagde jeg trist og kunne se Cameron's ansigtsudtryk ændre sig.

"Vent hvad?" sagde både Elliot og Cameron chokeret på samme tid.

"Ja," sagde jeg og så skiftevis på dem begge.

"Hvem er det?" spurgte Elliot og rynkede med brynene:

"Hvorfor har du ikke sagt det?" spurgte Cameron efterfølgende. Det virkede simpelthen så sjovt at de begge fuldenede hinandens undren og spørgsmål.

"Det er Morningstar fra universitetet," svarede jeg først Elliot.

"Morningstar?" sagde de begge.

"Lucien Morningstar? Han er på alder med mig og læser arkitektur på samme universitet som os. Men nu da jeg tænker over det, så ved jeg ikke særlig meget om ham..." mumlede jeg og kneb øjnene sammen. Hvem var den fyr egentlig? "Jeg sagde det ikke til jer, fordi Emma sagde at jeg ikke måtte sige det til nogen," sagde jeg og trak på skuldrene.

"Det kan godt være, men hvad så hvis han er en eller anden drug-addict der udnytter hende eller endnu værre?" spurgte Cameron frustreret.

"Det ville jeg nu ikke lige frem sige, men jeg er på samme side," kommenterede Elliot monotont. Helt seriøst, hvad var der lige sket med de to? Nu var de pludselig blevet enige om tingene?

"Der er dog en stor sandsynlighed for at han udnytter hendes uvidende teenagerhjerne. No offence," tilføjede Elliot hurtigt. "Du ved hvordan piger bliver, når de er sammen med en kæreste der er ældre end dem selv og ser godt ud. De falder pladask for dem," sagde Elliot sukkende og rystede på hovedet. Cameron så kort på Elliot med rynkede bryn.

"Altså, jeg var bare glad for at hun har fundet sammen med en hun kan lide, men jeg føler mig meget skeptisk lige nu. Jeg ved hvad vi skal lave i morgen Elliot," sagde jeg og var allerede begyndt at lægge planer.

"Nå, jeg vil smutte nu. Vi skal ud og spise et eller andet mexicansk som Emma åbenbart er stor fan af. No need to ask, det er Nash der fortalte mig det," sagde han og sukkede. Jeg grinte kort over hans opgivende suk og vinkede farvel.

"Jeg ringer tilbage på et andet tidspunkt, ok? See you later," sagde jeg og vinkede.

"Det gør du bare. I love you," sagde han og der gik et par sekunder før jeg reagerede.

"Love you too," sagde jeg kort og lagde på. Stemningen blev hurtigt meget akavet og vi sad uden at sige noget i meget lang tid. Jeg håbede til gengæld også at det forblev sådan.

"Hvad gik det ud på?" spurgte Elliot og jeg sukkede opgivende.

"Jeg vidste at du ville spørge om det," sagde jeg og lænede mig ind mod gitteret.

"Hvorfor siger du at du elsker ham, når du ikke gør det?" spurgte han alvorlig med et anerledes udtryk i ansigtet.

"Fordi... jeg føler at jeg sårer hans følelser hvis jeg ikke gør," sagde jeg nedtrykt og sukkede. "Hvad burde jeg gøre i stedet? Bare sidde og stirre på ham? Ignorere at han faktisk fortæller hvordan han har det?" spurgte jeg.

"Ja, det ville i det mindste være et skridt tættere på hvad der er rigtigt at gøre," mumlede han.

"Elliot, lad vær med at lade som om du ved hvad der er rigtigt. Du ved ikke noget om det," sagde jeg og talte hurtigere end jeg kunne nå at tænkte. Jeg fortrød det i samme øjeblik.

"Jeg er rimelig sikker på at jeg ved noget om det," sagde han og så ud mod floden. Jeg sukkede svagt.

"Elliot, det var ikke på den måde jeg mente det," sagde jeg undskyldende og indså at jeg endnu en gang havde begået en stor fejl.

"Det er jeg sikker på," svarede han og rejste sig op. "Skal vi gå?" spurgte han og hjalp mig op trods hans skuffelse og vrede.

Hele turen hjem var akavet og der blev ikke sagt et eneste ord.

"Er der sket noget imellem jer to?" spurgte Cordelia, da vi trådte ind i lejligheden. Ingen svarede. "Jeg tolker jeres stilhed som et ja," mumlede hun og så skiftevis på os. "Er det noget jeg kan hjælpe med?" spurgte hun og fik et hurtigt afslag.

"Bare gå ind på dig værelse," sagde Elliot og smed sin jakke ved siden af knagerækken.

"Det er da heller ikke fordi jeg gider at være sammen med dig, hvis du skal være så vred. Hvis du har brug for mig er jeg inde på mit værelse," sagde hun smilende til mig og smækkede døren bag sig i form af protest. Elliot stod med ryggen til mig og knappede sin øverste skjorteknap af. 

"Wow, det var virkelig uncalled for," sagde jeg og hævede et øjenbryn. Han så på mig over skulderen. Stilheden blev øredøvende. Jeg sukkede og vente ryggen til ham. Jeg ville ikke have den her samtale. Hvorfor kunne han ikke bare lade det ligge? 

"Sofia," sagde han og holdt en lang pause. Jeg så ned i gulvet. "Hvorfor?" han tog et skridt hen imod mig, men jeg svarede stadig ikke. Jeg var flov over det jeg havde sagt, men på samme tid var jeg vred på ham.

"Jeg vil bare gerne have at du selv tænker over det. Jeg er pisse ligeglad med om du vil svare mig, så længe at du bare svare på det for dig selv." Hans stemme var blød, kærlig og alligevel knust. Han trådte tættere på for hvert et ord, indtil han stod lige bag mig. Jeg kunne stadig ikke sige noget. En lille del af mig håbede vel, at hvis jeg ikke sagde noget, ville han droppe det og vi ville ikke skændes igen.

"Sofia," gentog og lagde en hånd på min skulder. Jeg skubbede dem væk og vendte mig mod ham. Jeg kunne mærke tårene presse sig på, men for helvede nej om jeg ville græde foran ham igen. 

"Kan du ikke bare lade det ligge?" Jeg rynkede brynene. "Jeg mener, det er jo ikke lige frem fordi det rager dig det mindste, vel?" Min stemme tog til i styrke og mod enden af sætningen råbte jeg næsten. 

"Sofia," hans stemme blev hård og kold. Hans ansigt blev mørkt og han så ned i gulvet. 

"Nej, Elliot, det har ikke noget med dig at gøre. Jeg har ikke brug for at du blander dig!" Keiser stod op på alle fire og gøede højt af Elliot.

"Nej, for det har jo gået så pisse godt for dig indtil videre ikke? Og gud, har det noget med mig at gøre! Hvem fanden er det, der kommer og samler lortet op når det går så fucking godt for dig?!" Han slog ud med armene og gik over mod køkkenet. 

"Jeg bad aldrig om din hjælp!" svarede jeg igen. "Stille, Keiser!"

"Nej, for det behøvede du ikke! Det er hvad bedste venner gør! Nej, fuck det, det er hvad man gør, når man elsker nogen!" Han smækkede køkkenskabet, så det rungede i hele lejligheden. Jeg kunne høre en dyb knurren bag mig.

"Jeg kan sagtens tage mig af mig selv..." sagde jeg lavmældt. "Jeg har ikke brug for, at du behandler mig som et barn, Elliot!" sagde jeg og slog ud med hånden. Jeg ville ikke finde mig i den behanling. Vi så på hinaden i 3 lange sekunger før jeg vendte mig om og gik hen mod hoveddøren. 

"Hvor tror du, du skal hen?" råbte han efter mig. 

"Væk fra dig!" råbte jeg tilbage og sørgede for at Keiser var med mig.

"Sofia, kom tilbage! Du kommer bare til skade!"

"Nej, Elliot. Jeg er ikke noget barn, som skal pakkes ind og holdes under opsyn!" råbte jeg tilbage og gik hen mod elevatoren.

"Hvis du ikke vil behandles som et barn, så lad vær med at opføre dig som et!"

Jeg slog på elevatorknappen et par gange mere. Han tog fat i mine skuldre. Jeg gav ham en lussing lige i det samme øjeblik som elevatorens ding lød. Han så helt ødelagt ud. Jeg skyndte mig ind i elevatoren og tryggede farbrilsk på knappen til lobyen. Men døren nåede ikke at lukke før jeg så lyset blive reflekteret i noget på Elliot's kind. 

Jeg greb min telefon fra min lomme og tryggede på det første nummer jeg kunne. Da en velkendt stemme lød fra hvad der føltes som den anden side af verden brød alle mine mure ned. 

"Hey, hvad så Sof? Hvad kan jeg gøre dig?" 

"Hey, Alex. Kan du hente mig?" sagde jeg lavmælt. 

"Jeg er der om 2 minutter," svarede han.

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...