Afraid of Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 apr. 2014
  • Opdateret: 25 okt. 2016
  • Status: Igang
19-årige Sofia Williams og hendes bedste veninde Emma Dixon er populære YouTubere. Det hele har kørt op ad bakke for dem, indtil pigernes managere fortæller, at de skal på Tour med de personer de netop ikke kan udstå - nemlig Cameron Dallas og Nash Grier. Der opstår et farligt forhold mellem Sofia og Cameron, da han allerede har en kæreste, som også er med på turnéen. Er de villige til at tage det farligt spring og fortælle hele verden om deres komplicerede forhold? Og hvad sker der, når Sofias ekskæreste bliver involveret? º 2'eren er påbegyndt i samme movellas º

102Likes
185Kommentarer
66711Visninger
AA

9. Kapitel 8| Salighed

 

 

Sofias synsvinkel

"These hoes ain't loyal" sang Emma og jeg. Det var vores sidste dag i L.A., så Emma og jeg var fuldt i gang med at pakke vores kufferter. Musikken var høj, humøret var perfekt, kufferterne var endelig blevet pakket færdigt. Vi satte os forpustet i sofaerne.

"Wow. Jeg har aldrig pakket så hurtigt før" prustede jeg.

"Hurtigt? Du var mega langsom. Det tog dig 45 minutter" rettede hun mig.

"Ja ja, whatever. Man kan ikke være god til at?" afbrød jeg. Det var ikke på tide, at ødelægge min høje selvtillid. Vores venlige samtale blev afbrudt af en banken på døren og Emma gav mig vil-du-ikke-låse-op-blikket. Jeg sukkede højt og rejste mig op fra sofaen.

"Er De Sofia?" Spurgte en tjener, da jeg åbnede døren.

"Ja?"

"De har en time, til at gøre Dem klar i. Derefter kommer jeg og henter Dem" sagde en tjener. WtfTjeneren forklarede videre, da jeg sikkert lignede et spørgsmålstegn. Det var om en eller anden 'ung mand', som havde inviteret mig ud på en middag og ventede nede i restauranten. Nu forstod jeg det.

 

 

Døren blev åbnet og Hayes løb ked af det, i retning mod os.

"Det hele var min skyld" sagde han trist.

"Jeg vidste, at du ikke ville kysse Nash" tilføjede han og krammede mig.

"Det var da ikke din skyld. Du vidste ikke, at hun ville komme og gå amok. Men du kan gøre det godt igen, ved at invitere mig på en hemmelig middag" sagde jeg for sjov.

Et smil bredde sig på hans læber.

"Okay" mumlede han og løb tilbage.

 

 

”Hvem var det?” spurgte Emma, som havde hørt vores samtale.

”Haha. Hayes venter på mig nede i restauranten. Jeg har en time til at gøre mig klar i, for så kommer tjeneren og henter mig” sagde jeg og prøvede at efterligne ham.

Loool” grinte Emma.

”Kunne han ikke selv hente dig eller noget?” spurgte hun.

”Jeg tænkte lige præcis det samme!” Sagde jeg og rystede på hovedet. "Men det her er også vildt fedt" sagde jeg og viftede med brevet. "Nå. Lad mig læse op"

 

Join me on a date.

At 10 pm. there will come a waitress to pick you up. She will lead you to me. And I am waiting for you in the restaurant.

P.S. Wear something nice xx

 

”Nå” sagde jeg kort. ”Jeg må vist klæde om, til den specielle anledning”. Emma grinte stadig.

Of you go” forsøgte hun at sige, mellem hendes bizarre vejrtrækninger.

”Hold da op Em. Det er da sødt, at Hayes gør det på denne måde. Altså gammeldags kind of a thing? Med breve og sådan” sagde jeg og lagde brevet på bordet. Hun snøftede.

”Ved vi overhovedet om det er Hayes?” Hvorfor spurgte hun om det. Selvfølgelig var det Hayes. Hvem skulle det ellers være? Nu er det jo ikke fordi, at jeg har hemmelige beundrere eller sådan noget.

”Selvfølgelig er det Hayes. Hvem skulle det ellers være?” jeg gik over mod mit værelse.

”Aner det ikke” mumlede hun, før jeg lukkede døren. 30 minutter senere var jeg klar, men ikke helt tilfreds med mit outfit. Jeg ville være pæn, som der stod at jeg skulle, men ikke alt for pæn. Lad os starte fra bunden; som sædvanligt havde jeg mine hvide Converse på, højtaljede denim shorts, sort top uden ærmer, cardigan med blomsterprint, rodet knold og tre ringe,som jeg havde fået af Alex, på min langefinger.By the way, så er Alex vores nabo. Og vores gaybedsteven. Nevermind.

Jeg kunne godt forestille mig Hayes’ ansigtsudtryk, hvis jeg dukkede op i gallakjole og fabulous maske, fordi det har jeg selvfølgelig (ikke) i min kuffert. Nå ja... Kufferten, som jeg lige havde pakke sammen, lå åbnet på gulvet med halvdelen af tøjet på min seng. Don’t blaim me. I had to do it.

”Nå Emma” sagde jeg højt, da jeg var færdig.

”Hvad synes du om mit tøj?” Hun sad med næsten ingen afstand fra fladskærmen og så en Zombie film. Typisk hende.

”Hvad sagde du?” mumlede hun, uden kigge op. Det bankede på døren.

”Bare glem det og nyd din film, ikk’?” sukkede jeg og himlede med øjnene.

”Hyg dig med dine zombier” tilføjede jeg, før jeg gik.

”Hyg dig med Hayes” grinte Emma tilbage. Gud hvor var hun bare akavet nogle gange. Vi skulle jo bare ”hænge ud” og ikke andet. Som om det ville ske noget. Yeezus.

”Denne vej” sagde tjeneren og drejede til venstre for lobbyen. Jeg fulgte efter ham og kiggede rundt efter Hayes i restauranten, men han var der ikke. Hvis det her var en joke, ville jeg dræbe alle drengene - undtagen Carter. Han er cool.

”Så er vi her” sagde han og afbrød mine tanker.Det her sted havde jeg aldrig set før. Det lignede VIP afdelingen eller sådan noget. Hvorfor gjorde Hayes så meget ud af det? Det var jo ikke hans skyld, at udyret kom og bitchslappede mig. For min skyld, kunne vi sagtens spise på Nandos eller sådan noget.Jeg satte mig ned på en stol, som tjeneren rykkede tættere på bordet. Han nejede hurtigt og forsvandt derefter. Jeg kiggede smilende op og blev mødt med et nervøst smil, som jeg udmærket kendte til. Det var ikke Hayes. De ’ikkeeksisterende’ følelser vendte tilbage og slog mig om kuld. Jeg druknede i hans øjne, faldt for hans smil igen. Vredt rejste jeg mig op, men nåede ikke engang at gå forbi ham. Han tog fat i mit håndled og prøvede at få mig tilbage.

”Sofia, lad nu vær” sagde han.

”Giv slip” mumlede jeg.

”Ikke før du begynder at tale med mig igen” svarede han tilbage. Jeg havde savnet hans berøringer. Hans hånd i min, hans søde smil, hans pæne øjne. Bare ham.

”Cameron. Giv slip lige nu” beordrede jeg, men han blev ved med at insistere.

 

 

”Det var altså rimelig akavet” sagde han grinende og kiggede væk.

”Vidste du ikke, at han var homoseksuel? Man kan altså høre det på den måde, han opfører sig på” sagde jeg grinte stadig over situationen.

”Hvordan kunne jeg vide det? Og i øvrigt, så troede jeg også at I var kærester” tilføjede han og spiste af sin pasta.

”Oh my God” sagde jeg og rystede på hovedet.”Du er helt gal på den, min ven”.En halv time var gået siden den vi kom op og "skændes". Det er altid med i romantiske film. Du ved, pigen som løber grædende væk og drengen som tager fat i hendes håndled, eller hvad ved jeg, og trækker hende ind til hans favn og derefter kysser hende? Det er det taler jeg om. Jeg havde droppet min facade og besluttet mig, at opføre mig civiliseret. Hvorfor ikke bare nyde den til vi havde sammen som venner?

”Du må ikke forstå det her forkert, men jeg kunne godt tænke mig, at lære dig, at kende. Så vil du fortælle lidt om dig selv?” sagde han lige pludselig.

”Mhm?” sagde jeg usikkert.

”Vent lige lidt. Hvordan er det muligt, at forstå det forkert?” spurgte  jeg smilende.

”Nå. Jamen, du ved. Øh. Jeg ved det faktisk ikke. Jeg har aldrig prøvet det her” sagde han lidt forvirret.

”Fint nok. Hvad vil du vide?”

”Det bestemmer du selv” sagde han.Øh hvor skulle jeg starte fra?

”Jeg hedder Sofia. Jeg fyldte 19 for to uger siden og bor med Emma, som jeg har været venner med i 14 år, i vores eget hus, i London, hvor jeg blandt andet skal studere på universitetet. Jeg har en hund - King, som du allerede har mødt”Han grinte akavet.

”Vi laver YouTube videoer og ligger nr. 2 på ’populære britiske YouTubere’, da Zoella er den førs-”

”Nej nej, ikke alment viden. Det kunne jeg bare spørge jeres fans om” afbrød han.

”Øh, hvad vil du så vide? Og du sagde, altså at jeg selv skulle bestemme” sagde jeg.

”Jeg vil vide noget ingen andre ved”. Seriøst? Hvad var han ude på?

”Er du helt sikker?” spurgte jeg og han nikkede.

"Vidste du egentlig godt, at Emma og jeg er nomineret til YouTuber of The Year til Teen Choice Awards? Det er mega fedt, selvom vi stadig ikke ved, hvem de andre er" sagde jeg spændt.

"Sjovt at du nævner det, for Nash, Carter og jeg er også nomineret, men nok om det. Du ville sige noget" smilede han.

”Ja, det er rigtigt. Jeg har været "forelsket" i den samme dreng siden jeg var 16 og selvfølgelig kan han ikke lide mig tilbage, fordi why not? Jeg blev udnyttet af min ekskæreste. Jeg er en eksistentialist. Da jeg var mindre blev jeg mobbet fordi jeg ikke var tynd nok, hvilket selvfølgelig gjorde at jeg spiste mere, og blev endnu federe" sukkede jeg og vi grinte begge lidt over det.

"Mine forældre blev skilt da jeg var 5, hvilket betyder at min åndsvage far ikke har været der for mig i 14 år, og at jeg på en måde ikke kan stole på nogen. Og så bliver jeg hele tiden fortalt, at jeg er svag hvis jeg græder. Fra min fars side selvfølgelig” sagde jeg roligt. Alt det der gik mig ikke på længere. Det var en del af min fortid.

Shit” svarede han med et seriøst ansigt.

”Hvad så?” sagde jeg og så lige så seriøs ud.

”Og jeg troede at min fortid havde været hård” grinte han.

”Åh gud” sukkede jeg.

”Hvorfor så du så seriøs ud? Jeg blev altså bange!” sagde jeg.

”Og hvad er der da sket for dig?" Spurgte jeg om.

"Jeg var ret ensom, som barn. Jeg havde ikke nogle venner helt indtil jeg blev færdig med High School. Jeg plejede faktisk at bede til Gud om venner" grinte han af sig selv.

"Så havde vi i det mindste noget tilfælles" sagde jeg og prøvede at få ham til at smile.

”Giv mig lige to sekunder” sagde han smilende og forsvandt derefter. Jeg tog min mobil op fra min lomme. Emma havde ringet omkring 4000 gange.

”Hallo?” sagde hun

”Hvad er der?” svarede jeg.

”Skulle bare tjekke om du stadig levede. Det kunne jo godt være, at Hayes havde kidnappet dig eller noget” sagde hun grinende.

”Skide morsomt Emma. Ha. Ha” sagde jeg ironisk.

”Nåå? Hvordan går det så?” Skulle jeg fortælle hende det?

”Øhm. Hayes viste sig at være Cameron” sagde jeg stille og tjekkede at han ikke var i nærheden.

What the fuck?” Råbte hun, så mit øre sprang.

”For helvede Emma. Tag det nu roligt ikke?” sukkede jeg.

”Vi troede jo, at det var Hay-”

Du troede. Ikke vi” afbrød hun. Jeg tog mig til hovedet. Tæl til 10 Sofia. Eller 100. Brug dine psykologiske øvelser. Ikke gå amok. Folk bliver bare skræmt.

”Ja. Jeg troede jo, at det var Hayes, som havde gjort alt det her, men det viste sig, at være Cameron i stedet” forklarede jeg, inden hun afbrød igen.

”Ahaa” lød hendes stemme.

”Hvor er han nu, siden du ringer tilbage?”Akavet stilhed.

”Øh. Jeg ved det faktisk ikke. Han gik” sagde jeg og blev ret nervøs.

”Tror du, at han er stukket af?” spurgte hun dødseriøst.

”Jeg ved det ikke. Måske? Jeg ville stikke af, hvis det var mig” sagde jeg. Stilheden varede ikke engang i et sekund, før vi begge flade af grin, igen og talte om hvordan han kunne have stukket af.

”Tror du han er kravlet ud af vinduet på toilettet eller bare smuttet op på værelset?” sagde jeg grinende.

”Jeg ved det ikke” svarede hun og prøvede at kontrollere hendes grin.

”Måske på en tredje måde?” sagde hun, da hun var faldet til ro.

Love you. See ya later” sagde jeg, da jeg kunne se Cameron komme gående.

I would love me too” gengældte hun.

”Ej, jeg laver bare sjov, ikke græd okay? Love you too” grinte hun. Jeg lagde mig mobil ned i min lomme igen og så op ham.

”Kom” sagde han kort og rakte hans hånd ud mod mig.Jeg rejste mig og tog hans hånd. Hans brandvarme hånd mod min. Alt omkring os gik i stå. Jeg så kun ham og følte kun hans varme. Vi gik ud af hotellet og satte kurs mod L.A.'s centrum.

”Skal vi ikke gå tilbage?” sagde jeg. Klokken var omkring 23:00 og hvis Elisa vidste, hvor jeg var, ville hun dræbe mig.

”Nope. Vi skal ud og havde det sjovt” sagde han og flettede sine fingre ind i mine.

 

 

"Ej lad os prøve den der!" sagde jeg friskt.Vi fandt et tivoli, som var 15 minutters gåtur fra hotellet, hvilket gjorde mit lidt vred over den anden dag, hvor vi spildte en hel time på at køre.

"Spøgelseshuset?" sukkede han.

"Øh ja?" jeg trak ham med hen mod indgangen.

"De plejer aldrig, at være uhyggelige og jeg har altså fobi for klovne, så hvis den var uhyggelig, tror du så at vi ville gøre det her?" tilføjede jeg, just in case, at han var lidt af en tøsedreng.Vi fik to klip i vores billetter og satte os ned i en vogn lignende et eller andet, som kørte med det samme.

"Undskyld" sagde jeg hurtigt, da jeg fløj ind i ham. Igen.

"Du behøver altså ikke, at undskylde, for hver gang" sagde han grinende. Stemningen blev akavet igen.

"Var det ikke meningen med, at vi skulle blive skræmt eller sådan noget?" sagde han, da turen næsten var færdig.

"Det var jo det jeg sa-" ville jeg have sagt, da en væmmelig klovn pludselig sprang ind i mit ansigt.

"Få den væk! Få den væk" skreg jeg panisk og lavede Kung Fu i luften, samtidig med at jeg forsøgte, at dække mine øjne med min cardigan.

"Rolig nu" sagde han og trak mig ind i sin favn. Det er selvfølgelig skide nemt for ham at sige rolig nu, når han ikke selv blev angrebet. Jeg dækkede mine øjne med hans hænder og lagde mine ovenpå, fordi jeg åbenbart troede, at der ville være mere beskyttelse. Sofia logic.

 

"Det gør vi aldrig igen" sagde jeg og kæmpede for at få spindelvæv ud af mit hår.

Seriøst, hvem synes at det er sjovt, at smide med sådan noget ækel stads i et spøgelseshus? Ingen. I hvert fald ikke mig.

"Lad mig" afbrød han mine tanker.Han kom tæt på og fjernede forsigtigt spindelvævet fra mit hår. Jeg kiggede op i hans øjne og han smilede som gengæld.

"Jeg kan ikke koncentrere mig" sagde han grinende, men stadig uden at kigge.

"Kom nu Cameron. Du er så langso-"

"Åh gud. Er det, hvad jeg tror det er" afbrød jeg mig selv og pegede på en Candyflossmaskine.

"Kom" sagde jeg, tog hans hån og marcherede over mod "Candyflossland".

"Det er bogstaveligt 100 år siden, at jeg har spist candyfloss" sukkede jeg.

"Hvis jeg kender dig, bare en lille smule, så passer det ikke" grinte Cameron.

"Nej det gør det ikke" indrømmede jeg trist.

"Vil du smage?" spurgte jeg om.

"Der er jo ikke særlig meget tilbage" svarede smilende. Der var vist kun en mundfuld eller sådan noget tilbage.

"Det er jeg ked af. Du må gerne få det sidste" ændrede jeg det til og rakte ham det resterende candyfloss.

 

 

Klokken var 00:30. Vi bestemte os for at tage hjem.

"Er det ikke Cameron Dallas?" hørte vi nogle piger sige bag os.

"Men hvem er pigen?" hviskede de.Fuck fuck fuck!Jeg kiggede på Cameron og Cameron kiggede på mig. Det her var ikke godt.

"Undskyld" sagde et af pigerne.Cameron stoppede op, mens jeg langsomt gik videre og forsøgte at dække mit ansigt.

"Må vi få billeder med jer?" spurgte De i munden på hinanden. Han så usikkert på mig.

"Desværre. Vi har rigtig travlt" løj han og gik videre.Pigeflokken på omkring 10, fulgte stadig efter os. Han så på mig, tog min hånd, flettede sine fingre ind i mine og smilede sødt.

"Kom lad os gå" mumlede han.

"Hvem er pigen? Det er i hvert fald ikke Sarah. Hun har jo ikke brunt hår" hviskede de. Vi blandede os i en stor gruppe mennesker og løb begge automatisk.

"Der" sagde han og pegede.

 

"Tror du, at De finder os?" hviskede jeg og prøvede at kontrollere min vejrtrækning. Jeg lænede mig op ad muren og Cameron placerede hans håndflader på hver sin side af mit hoved. Vi gemte os i en meget smal gyde, som var en halv meter bred og stod alt for tæt på hinanden. Det føles som at være klemt inde i et skab eller sådan noget og direkte ind i min klaustrofobi.

"Det ved man aldrig. De er jo trods alt fans" svarede han.

"Næsten ligesom FBI" afsluttede jeg hans sætning.Vi grinte begge lydløst og med et, kiggede han op. Jeg kunne mærke hans ånde mod min hals og måtte styre mig, for at ikke overfalde ham. Han smil blev skævt og han havde et glimt i øjnene. Åh nej. Jeg vidste udmærket hvad det betød og kiggede hurtigt væk. Ikke igen, please? Jeg bliver jo mere og mere forelsket i ham. Han lagde begge sine hænder, på mine kinder og løftede mit ansigt op. Damn it.

"Skal vi ikke hjem ad?" mumlede jeg.

"Shh" tyssede han. Jeg lagde mine hænder bag hans nakke og smilede som han gjorde, bare for at irritere ham.

"Du er for meget" sagde han, før han lænede sig ind og startede kysset.

"Vi burde at tage hjem" forsøgte jeg at sige og lagde mine hænder bag hans ryg.

"Helt klart" mumlede han.

"Det er også ved at blive sent".

"Mhm" tilføjede jeg.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...