Afraid of Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 apr. 2014
  • Opdateret: 20 jul. 2017
  • Status: Igang
19-årige Sofia Williams og hendes bedste veninde Emma Dixon er populære YouTubere. Det hele har kørt op ad bakke for dem, indtil pigernes managere fortæller, at de skal på Tour med de personer de netop ikke kan udstå - nemlig Cameron Dallas og Nash Grier. Der opstår et farligt forhold mellem Sofia og Cameron, da han allerede har en kæreste, som også er med på turnéen. Er de villige til at tage det farligt spring og fortælle hele verden om deres komplicerede forhold? Og hvad sker der, når Sofias ekskæreste bliver involveret?
º 2'eren er påbegyndt i samme movellas º

104Likes
185Kommentarer
81011Visninger
AA

37. ✿ Kapitel 8| Dystopisk

 

 

"Hvorfor må jeg ikke komme med?" spurgte Cordelia og lagde armene på kryds.

"Hm, hvorfor mon? Ser du, det tager dig flere timer at købe tøj og derfor vil jeg ikke have dig med," sukkede jeg og lynede Sofias jakke.

"Men jeg har ikke noget jeg kan tage på," mumlede hun surmulende. "Hvis du gerne vil have at jeg bruger mine penge på en taxi i stedet, er det helt fint med mig, men jeg skal have en ny kjole," argumenterede hun og kiggede stadig ikke på mig.

"Vi har ikke tid til at du skal i alle butikker for at finde noget til dig selv. Ikke i dag," sagde jeg og tog min egen jakke. Jeg havde virkelig bare lyst til at bortadoptere hende nogle gange. Nej, hvor er det irriterende at have en lillesøster, der vil det ene og det andet.

"Vi skal jo allesammen finde tøj. Det er jo ikke kun mig. Der er ingen grund til at overreagere," sagde hun og tog sin mobil i hænderne.

"Hey, der er ingen grund til at blive så vred," sagde Sofia grinende og jeg måtte genoverveje situationen. "Hvor slemt ville det være, hvis hun kom med? Det er jo ikke jordens undergang," tilføjede hun.

"Nej, men det er fandeme tæt på," sagde jeg og sukkede. "Ok, Cordelia. Tag din jakke på og skynd dig," sagde jeg og kunne høre hende hvine.

"Tak skal du have Sofia," sagde hun lykkeligt og krammede hende. Hun tog sine sko og jakke på, og vi forlod lejligheden. Keiser lod vi være hjemme alene, da Sofia sagde at han ikke brød sig om at komme udenfor. Han mindede mig meget om Sofia, men jeg undlod at sige det højt. Ellers ville jeg sikkert blive kastet ud af vinduet eller noget andet atypisk, som Sofia selv ville stå for.

"Hvor skal vi tage hen?" spurgte jeg Cordelia og Sofia, da vi havde sat os i bilen.

"Jeg har fundet den smukkeste sorte kjole fra Balmain, så jeg synes at vi skal tage derhen," foreslog Cordelia. "Og jeg ved godt hvilken ​kjole det er, så der er ingen grund til at sukke eller himle med øjnene," tilføjede hun og kiggede ud af vinduet.

"Fint, fint," mumlede jeg og kørte hen mod Mayfair området.

"Hvor meget har du egentlig betalt for lejligheden?" spurgte Sofia og så ud af vinduet.

"Det ved jeg ikke rigtig... Omkring £3 mio., tror jeg," svarede jeg og holdt for rødt. "Min far ville gerne have haft, at vi byggede vores eget hus og boede der, men jeg er bare ikke en hus type," mumlede jeg og kørte igen.

"Det er altså også ret svært at have et hus, siger jeg af ren erfaring," klukkede hun og smilte til mig. "Jeg ville også ønske at jeg havde investeret i en lejlighed som din," sukkede hun. Jeg så kort på Sofia, mens hun meget passioneret forklarede om et eller andet jeg ikke hørte. Cordelia nikkede i bakspejlet og lavede en thumps up.

"Hvad synes du så?"

"Jeg synes at du skal go for it," sagde jeg smilende og drejede til venstre i rundkørslen.

"Jeg mener nemlig at Emma og jeg tilsammen får omkring £52 tusind. Men lejligheden behøver ikke at have syv stjerner ligesom dig," sagde hun grinende og jeg smilte.

"Den har heller ikke syv stjerner," jokede jeg og hun himlede med øjnene.

"Nej, virkelig?" spurgte hun ironisk og slog blidt min arm.

"Wow, det gjorde virkelig ondt," sagde jeg grinende og ledte efter en parkeringsplads.

"I ligner altså et couple herfra," mumlede Cordelia og jeg måtte endnu en gang give hende hold-nu-op-blikket. "OK, det gør i ikke alligevel. My mistake," tilføjede hun og steg af bilen. "Jeg glæder mig så meget til at se far," sagde hun og var nu begyndt at danse.

"Cordelia, please stop. Du opfører dig som en syv-årig," sagde jeg og hjalp Sofia ud af bilen. Jeg kunne mærke hendes blik og tog min kommentar tilbage. "OK, undskyld," mumlede jeg og sukkede endnu en gang. I dag var ikke vores bedste "søskende dag".

"Du skal opføre dig dig pænt," sagde Sofia og løftede sin pegefinger.

"Javel frøken," sagde jeg grinende og blev endnu en gang slået. "Det gør altså ikke ondt, bare så du ved det," kommenterede jeg og vi grinte begge. Cordelia var allerede gået i Balmain og vi fulgte langsomt efter. Som Sofia selv havde sagt, så levede hun under andre vilkår. Hvilket i dette tilfælde var at hun kunne gå meget langsomt.

"Hej, kan jeg hjælpe med noget?" spurgte en medarbejder.

"Jeg leder efter jeres korte og sorte kjoler med lange ærmer," forklarede Cordelia og kjolen blev straks fundet. "Tak for hjælpen," sagde hun og satte kursen mod prøverummet.

"Vil du se efter noget herinde?" spurgte jeg og hjalp hende med at sætte sig ned på et af sofaerne foran prøverummet.

"Nej tak. Jeg har fundet en kjole fra Armani," sagde hun og blinkede til mig.

"Det er også der jeg plejer at købe mine jakkesæt," sagde jeg og blinkede tilbage. "Cordelia, hvor meget koster din kjole?" spurgte jeg og rejste mig op. Som storbroderen skulle jeg naturligvis betale for hende, hvilket i øvrigt ikke gjorde mig noget, men beløbet kunne meget nemt stige til skyerne.

"Øh, 2500 Euro eller sådan noget," sagde hun skamløst.

"2500 Euro, Cordelia?" spurgte jeg igen og tog min hånd til hovedet. Stakkels kreditkort..

"Ja, det er jo lige præcis det jeg sagde," sukkede hun irriteret og jeg kunne høre Sofia grine.

"Fint, fint," sagde jeg og gik ud for at betale for kjolen. Cordelia fulgte spændt efter og var nær ved at græde af lykke.

"Den er  smuk, altså," kommenterede hun henrivende og forklarede medhjælperen, hvor hun havde set kjolen. Jeg hjalp Sofia med at komme ud af butikken og vi satte os igen i bilen.

"Kører vi til Armani?" spurgte jeg og hun nikkede.

"Guys, er den ikke vildt smuk?" spurgte Cordelia og tog en masse billeder af sin kjole. "Det er til Instagram," kommenterede hun og fortsatte. Efter ti minutters kørsel, var vi nået frem til butikken og var endnu en gang på jagt efter tøj. En assistent hjalp Sofia og Cordelia, mens jeg gik rundt og så på forskellige farver af jakkesæt. Tanken om at jeg skulle tilbringe tid med min far startede en hovedpine og jeg sukkede kort. Gad vide hvordan han ville opføre sig med Sofia som gæst i dag. Som regelt pressede han mig til at droppe min modelkarriere og i stedet studere business ligesom ham selv og hans far, og hans bedstefar og hvad ved jeg. Det var pisseirriterende.

"Elliot, du skal lige se det her!" kunne jeg høre Cordelia sige og jeg blev igen hevet tilbage til virkeligheden.

"Hvad er der?" spurgte jeg og gik hen mod omklædningsrummene med et jakkesæt i min arm.

"Altså wow. Bare wow." sagde hun og pejede på Sofia, der var iført en sort blonde kjole, der sad tæt ind til hendes æstetiske figur. Jeg var fuldstændig mundlam og så bare på hende uden rigtig at kunne tænke på andet.

"Hold da op. Så pæn er jeg heller ikke," sagde hun grinende og blinkede spøgende med det ene øje.

"Det er altså ikke normalt, at man kan være så pæn... Har du overvejet modelbranchen? For jeg kan sagtens hjælpe dig i gang," sagde Cordelia og satte sig ned med benene på kryds, som om de var til en jobsamtale.

"Jeg er rent faktisk blevet tilbudt en catwalk-prøve til et show jeg ikke lige kan huske hvad hedder... Men jeg takkede nej," forklarede Sofia og Cordelia så rystet på hende.

"Elliot, er det ikke nu at du burde sige noget?" spurgte Cordelia og jeg måtte hurtig sætte hjernen i gang. Der kom desværre ikke et eneste ord ud af min mund og de grinte i fællesskab om min desorientering.

Efter at have købt Sofias kjole, kørte vi hjemad og stoppede kort ved hendes hus for at bringe noget mere tøj med hjem til mig.

"Det er virkelig pænt herinde," sagde Cordelia, der var her for første gang og tog sig en rundtur, da Sofia ikke kunne vise hende rundt.

"Skal jeg hjælpe dig med at komme ovenpå?" spurgte jeg og hun nikkede kort.

"Men, du skal tage det helt roligt, OK? Du må ikke gøre ligesom sidste gang," sagde hun rystende på hovedet og var stadig skuffet.

"Ja,ja, det skal jeg nok. No worries," grinte jeg og bar hende op af trapperne. "Kan du huske sidste gang vi gjorde det her?" spurgte jeg og kunne ikke holde latteren tilbage.

"Nej, hvorfor?" spurgte Sofia forvirret og gav sig til at tænke.

"Hvis du ikke kan huske det er det lige meget. Jeg tror det er bedre, at du ikke ved det," sagde jeg og satte hende ned på hendes seng.

"Fortæl! Jeg vil vide hvad der skete," sagde hun ivrigt og jeg sukkede kort.

"OK... men du bad selv om det," sagde jeg og blev afbrudt endnu en gang.

"Ja, ja, kom nu bare i gang," kommenterede hun og gjorde små bevægelser med hendes hænder.

"Vi var kommet hjem fra festen med de andre fra klassen," startede jeg ud og så hende nikke anerkendende. "Du var så fuld, at du ikke kunne gå på dine egne ben, så jeg bar dig op af trapperne ligesom her for lidt siden."

"Skete der ikke noget mere?" spurgte hun og så på mig, som om jeg var ved at genfortælle handlingen i et eventyr. Jeg overvejede kort at fortælle hende sandheden, men tog muligheden for at spøge med hende.

"Jeg var på vej ud fra værelset, da Emma ville komme og hjælpe dig med at skifte tøj, men du mumlede et eller andet, der mindede om at du ville sige mig noget. Så jeg gik tilbage og satte mig ved siden af dig."

"Ja?" spurgte hun og holdt sig for ørene. "Fortsæt."

"Så kyssede du mig, og ville ikke give slip," sagde jeg og var ved at grine. Jeg så ud af vinduet.

"Nej! Gjorde jeg virkelig det? Ej, hvor pinligt. Det er jeg altså ked af Elliot!" udbrød hun og begravede nærmest sig selv ned i sin pude. "Åh, gud."

"Det var bare for sjov Sofia," sagde jeg grinene, så tårene næsten trillede ned af mine kinder. Der gik et par sekunder, hvor hun ikke sagde noget.

"For helvede, Elliot! Jeg troede at du mente det! Din ko," sagde hun mindre aggressivt og slog mig med puden, så jeg nær var faldet ned af sengen.

"Men helt seriøst. Du var virkelig væk og lavede jokes om Snehvide, to nisser og noget med svampene fra Super Mario," kommenterede jeg og grinte igen. Det var de værste jokes jeg nogensinde havde hørt.

"Viste du ikke også den der video af mig, der siger 'ja' til alle mulige mærkelig ting? Det kan jeg godt huske.." mumlede hun.

"Jo, lige præcist," sagde jeg og grinte igen. Det var fandeme sjovt. "Nå, hvad skal du have med?" spurgte jeg.

"Jeg har lagt noget tøj frem i mit skab. Det tager du bare frem. Desuden skal jeg også have undertøj og sådan noget med, men det gør jeg bare selv, tænker jeg," sagde hun halvt mumlende og pakkede tøjet ned i en taske. I det samme øjeblik kom Cordelia ind i værelset og afbrød stilheden.

"Emma har et virkelig awesome værelse. Det er sådan lidt tumblr-agtig," sagde hun anerkendende og satte sig ned ved siden af Sofia.

"Jeg ville gerne sige, at jeg har hjulpet hende, men det er hende selv der har stået for det," jokede Sofia og Cordelia grinte.

"Wow, er det der dine medaljer?" spurgte Cordelia og så på en lang række af fodboldmedaljer og pokaler. "Hold da fast."

"Mhm. Jeg har også gået til det lige siden jeg var 9 år gammel," forklarede hun og sukkede kort. "Jeg glæder mig til, at jeg kan komme ud og dyrke noget sport igen," sukkede hun igen opgivende.

"Men jeg var faktisk kommet herop for at sige, at der står en dude uden for huset og påstår at han er din ven," sagde hun reporterende og spurgte Sofia om hun skulle lukke ham ind, som en eller anden bodyguard. "Han virker lidt... fimset?"

"Ja, selvfølgelig! Det er bare Alex," sagde hun storartet og rejste sig op. "Så fimset er han altså heller ikke," mumlede hun efter Cordelia havde forladt os for at åbne døren.

"Kun en smule," kommenterede jeg og hun nikkede kort.

"You're right." Jeg hjalp igen Sofia med at komme ned af trapperne og vi blev mødt af en ret så glad Alex.

"Oh my god, Sofia. Jeg ser at du bliver passet ret godt på," sagde han grinende og blinkede til hende. "Jeg så en bil uden for jeres hus, og tænkte at jeg lige kunne komme forbi," tilføjede han og krammede os begge.

"Det er virkelig lang tid siden at vi har set hinanden," sagde Sofia og så var deres egen samtale ellers i gang. Jeg hentede tasken fra Sofias værelse og ryddede op efter hende, da jeg vidste at hun ikke selv ville gøre det. Under en bunke af ubrugt sportstøj fandt jeg en sort scrapbook og lagde den tvivlsomt på hendes skrivebord. Jeg bukkede samtidig under for lysten af at kigge i den og satte mig derfor på hendes seng med bogen i mine hænder. Den var fyldt med billeder af Cameron og Sofia, der gik helt tilbage til hendes tour i Amerika. Jeg sukkede kort og lagde bogen fra mig.

"Skal vi køre videre?" spurgte jeg smilende, da jeg kom nedenunder og så dem tale sammen.

"Jo, det kan vi godt," sagde Sofia og blev hjulpet af Alex og Cordelia.

Jeg så på Sofia og erindrede billederne af hende og Cameron. En følelse af fortvivlelse bredte sig i min krop og jeg funderede over forholdet mellem os. Ville jeg nogensinde kunne gøre hende lige så glad som han havde gjort? Men igen, jeg var rimelig sikker på, at jeg kunne gøre det mindst dobbelt så godt som Cameron. Hvis hun så rent faktisk var interesseret i at have et seriøst forhold til ham, hvad lavede jeg så nu?

"Tak for hjælpen. Du er en skat," sagde Sofia og kyssede Alex på kinden. "Det er virkelig dejligt, at du vil passe på huset. I owe you big time," sagde hun og Alex lavede en afvisende bevægelse med hånden.

"Se du bare at tage af sted med prince charming," sagde han grinende og hjalp Cordelia med at tage hendes jakke på.

"Det ville være rart hvis du også gjorde det der," kommenterede Cordelia og takkede Alex.

"Sæt dig bare i bilen," sukkede jeg og hjalp Sofia ned af trapperne. "Vi ses, Alex," sagde jeg og vinkede farvel.

"I sure hope so," sagde han og sendte et luftkys til Sofia, der blev returneret.

"Hvorfor er du så gnaven?" spurgte Cordelia da vi satte os i bilen og kørte tilbage til lejligheden. Jeg svarede ikke på hendes spørgsmål og så i stedet ud på vejen.

"Er der noget i vejen?" spurgte Sofia og så på mig.

"Nej, ikke rigtig. Hvorfor da?" spurgte jeg, som den idiot jeg var, og smilte kort.

"Du virker lidt distraheret... måske endda oprevet?" sagde hun og kom med forskellige psykologiske teorier til hvorfor jeg opførte mig sådan. Man kunne vel diskutere om det var oprevethed eller opgivenhed. Det gjorde ikke rigitg en forskel for mig.

 

 

 

Sofias synsvinkel
Først og fremmest var det meget besværligt at have en kjole på, når man skulle bruge arme og ben, hvilket jeg manglede. Mentalt. Det var noget andet at jeg havde Cordelia til at hjælpe mig. Hvad ville jeg dog have gjort uden hende? Hun fortjente en medalje eller to, for fremragende støtte hos handicappede personer. Eller bare personer som mig... Jeg havde samtidig også taget hele 5kg på, i løbet af meget få dage hvilket jeg ikke ligefrem var stolt af, så det var heller ikke så godt. Hverken Cordelia eller Elliot kunne se forskel, for så havde i så fald sagt noget, men fordi jeg konstant sad ned eller sov, havde ingen af dem lagt mærke til det. Heldigvis. Jeg håbede bare at jeg kunne være i min kjole, som jeg jo havde købt for en time siden... Alt andet ville overraske mig.

"Holy shit, du ser godt ud. Altså virkelig godt ud. Har du overvejet at blive model?" sagde Cordelia og var nu begyndt på model-samtalen igen.

"Jeg siger ikke ja jo flere gange du spørger," sagde jeg grinende og rejste mig. "Elliot er du klar?" spurgte jeg efter at have taget selfies med Cordelia, og ventede spændt på at komme af sted. Elliot mumlede noget med, at han var klar og havde ventet i snart 20 minutter. Det valgte vi at ignorere.

"Jeg synes stadig, at du skal overveje at blive model," sagde Cordelia og åbnede døren ud til stuen. "Det et jo ikke menneskeligt, at se så godt ud," tilføjede hun og hjalp mig ned af trapperne. Elliot stod lænet op af øen i køkkenet, iført hvid skjorte og helt sort jakkesæt med tilbagesat blondt hår. Jeg havde aldrig betragtet Elliot på denne måde. Så alvorlig og mystisk, hvis man kunne forklare det på den måde. Det var virkelig umenneskelig, at man kunne se sådan ud. Det havde Cordelia fuldstændig ret i.

"Wow.." sagde han, næsten mumlende, og smilede stort. "Hold da op, du ser godt ud," tilføjede han og blikkede et par bange, for at være sikker på at det ikke var en drøm. Hvilket jeg ikke kunne sige, da han så endnu bedre ud end jeg gjorde. Altså virkelig.

"I told you," sagde Cordelia og klappede ivrigt, som om jeg havde vundet en award.

"Stop jer selv, guys. I ser langt bedre ud end mig," sagde jeg imponeret og kiggede på mine to modeller. Wow. "Cordelia, vil du ikke tage et billede af os før vi tager af sted?" spurgte jeg og vi gav begge vores mobiler.

"Kom," sagde Elliot og hjalp mig med at komme over til ham. Jeg så ham i øjnene og grinte af en eller anden mærkelig grund. Man kan vel kalde det ren glæde.

"Hvad så?" sagde Elliot og grinte også.

"Jeg tænkte på den joke om svampene fra Super Mario. Den er altså pissegod," sagde jeg, som en uskyldig, hvid løgn. Han rystede på hovedet i form af benægtelse og sukkede kort.

"Den var pisse dårlig, det er hvad den var," sagde han og Cordelia hostede højt.

"If we may.." sagde hun og hintede til at hun skulle tage billeder. "Det er ret svært med to mobiler, men jeg tror at jeg har dem," sagde hun smilende og rakte mobilerne. "Skal vi så komme af sted?"

 

 

Da vi var ankommet til Le Gavroche blev vi omsværmet af en enorm gruppe paparazzier, der sikkert ville æde mig råt, så snart jeg trådte uden for. Heldigvis havde jeg både Cordelia og Elliot, der sikkert allerede var vant til alle de blitzende lys fra højre og venstre.

"Er det bare mig eller er det vildt mange mennesker uden for?" spurgte jeg.

"Jeg har aldrig oplevet en så stor gruppe før..." mumlede Elliot og slukkede bilmotoren. Det tog os hele 15 minutter at gå de ti meter der var fra bilen og til hovedindgangen ved restauranten, fordi vi konstant blev stoppet op og taget billeder af. Som sædvanligt forsøgte Cordelia, at overtale mig til at blive en model, da hun åbenbart syntes at jeg var fotogen, hvilket jeg overhovedet ikke er.

"Bienvenue Monsieur," sagde tjeneren til Elliot i døråbningen og lod os komme inden for. "Deres fader sidder ved jeres sædvanlige bord." Elliot tog en dyb indånding og pustede ud.

"Nu er der ingen vej tilbage," sukkede han og tog min hånd.

"Hej far!" sagde Cordelia lykkeligt og hoppede op i armene på Elliots "frygtindgydende" far. Han så smilende på os og lignede overhovedet ikke den samme mand, som Elliot havde beskrevet. Han gav Elliot et stort kram og klappede ham på ryggen.

"Richard la Coeur," introducerede han og kyssede min hånd.

"Sofia Williams," sagde jeg smilende og vi satte os ned.

"Jeg har glædet mig sygt meget til det her," sagde Cordelia ivrigt og så meget spændt ud. Elliot, derimod, så meget anspændt ud. Richard lavede en håndbevægelse til et par tjenere og der kom hurtigt drikkevarer til os alle.

"Drikker i vin?" tilbød han.

"Rød," svarede jeg og han smilte anerkendende.

"Det er den bedste af slagsen," tilføjede han muntert og sørgerede for at tjeneren fik det med. "Nå, hvordan går det med jer? Cordelia?" spurgte han og forretterne kom strømende hen til bordet.

"Det går fint, som du ved. Der er ikke så mange ændringer i mit liv," klukkede hun.

"Jeg så på dit bevis at du er gået fra A til B i engelsk? Hvordan kan det lade sig gøre, når du er engelsk?" spurgte han og kiggede i mellemtiden på Elliot.

"Far, det er ikke noget du skal tænke på. Mrs. Charbonneau sagde et eller andet der var forkert omrking bøjningen af verbum, og fordi jeg vidste at det var forkert, rettede jeg hende," sagde hun og spiste.

"Men det er vel ikke ensbetydende med at du får lavere karakterer. Sagde du det på en uhøflig måde?" spurgte han og så på hende. Elliot sukkede næsten lydløst og ignorerede Richards kommentarer indtil videre.

"Nej, da. Jeg er et af de høfligste mennesker du overhovedet kan møde," sagde hun grinende og jeg tænkte på alle de gange hvor hun havde bandet ved siden af mig. Jeg smilte stort ved tanken om det.

"Josephines far talte om hendes karakterer her i sidste uge. Det ser ikke godt ud, Cordelia. Vi ved begge at du er langt dygtigere end den pige," tilføjede han.

"Kan vi ikke skifte emne, far? Vi er ikke kommet så du kan sammenligne to 14-årige piger og dømme dem ud fra tal," sagde Elliot. Jeg lagde min hånd på hans for at berolige ham og han tømte sit glas for vin på et sip. En tjener fyldte hurtigt op.

"Hvilken Josephine taler vi om?" spurgte hun.

"Josephine Mathieu. André Mathieus datter. Du ved hvor meget jeg afskyr den mand," svarede Richard og rystede på hovedet. "Han kunne ligeså godt have solgt alle aktierne til vores ærkefjender nu da han er i gang," informerede han os.

"Far, du kan ikke sammenligne mig med Josephine. Hun er i en helt anden liga," mumlede Cordelia og måtte føle sig meget usikker på baggrund af hendes kropsprog. Richard bad tjenerne om at bringe hovedretten, da vi alle var færdige og vendte sig igen mod Cordelia.

"Både du og jeg ved at du er bedre end hende. Hvorfor tror du ellers at du har flere A'er end hende?" spurgte han som et reotirsk spørgsmål. Cordelia svarede ikke.

"Nå, Sofia. Hvad laver du så?" spurgte han smilende og jeg måtte arbejde hårdt for at ikke kyle vand i ansigtet på ham efter hans opførsel mod Cordelia. Tænk sig, at man kan presse et barn så meget.

"Jeg ved ikke hvor jeg skal starte.." sukkede jeg. "Jeg går på universitetet og studerer psykologi ligesom Elliot," tilføjede jeg.

"Nå, ja," sagde han. "Jeg hører at i tilbringer meget tid sammen?" sagde han spørgende.

"Ja, det gør vi vel?" svarede jeg smilende og var ikke helt klar over hans intentioner.

"Hvem har du så hørt det fra, for jeg har i hvert fald ikke sagt noget," sagde Elliot og så kritisk på sin far.

"Det er en mindre detalje. Jeg undrer mig bare over jeres forhold. Hvor længe har i været sammen? Ingen har givet mig den information," kommenterede han og jeg kunne se at Elliot blev provokeret af Richards kommentar.

"Som jeg i hvert fald har informeret dig, så er vi ikke sammen," sagde han fast. Noget i mig blev ked af tanken om at Elliot kunne sige tingene på sådan en hård måde, men jeg måtte indse at han havde det hårdest.

"Ok, ok, jeg spurgte bare. Så springer vi bare over det," sagde Richard og Cordelia så ned i sin tallerken, som om hun kunne spå at noget frygteligt skulle ske om ikke så lang tid. "Hvad beskæftiger du dig så med?" spurgte han.

"Jeg er en entertainer, også kendt som internet berømthed, og en YouTuber," forklarede jeg.

"Det har jeg ikke hørt om før.. Får du i det mindste en god løn?" spurgte han uden at kigge på mig og jeg måtte tage mig et par sekunder før jeg svarede tilbage.

"Omkring £52 tusinde om måneden," svarede jeg.

"Det er imponerende," sagde han chokeret. "Og det får du ved at bare lave videoer?"

"I mine øjne er det ikke at bare lave videoer. Det er en profession, som kræver hårdt arbejde, tålmodighed og ikke mindst viljestyrke," sagde jeg og følte, at han nedværdigede mig.

"Men det bliver vel ikke betragtet som et rigtigt job, vel?" spurgte han, som om jeg selv skulle være klar over hvad han mente.

"Far, kan du for en gangs skyld ikke tale opføre dig som et hvert andet menneske?" udbrød Elliot. "Hvorfor kan du ikke føre en samtale med folk uden at dømme dem?" sagde han vredt.

"Hey, det er OK. Jeg skal nok tage mig af det," sagde jeg og så på Elliot.

"Det er fandeme ikke ok. Hvad er der i vejen med dig, far?" fortsatte han.

"Som din veninde, og ikke kæreste, selv siger så er det helt OK, Elliot. Jeg synes du burde dæmpe dig," sagde Richard og hældte kun mere benzin på bålet.

"Jeg kan ikke tage det her mere," sagde Elliot og var ved at rejse sig op.

"Så du har tænkt dig at løbe fra alle dine problemer og realiteter?" spurgte Richard og så på Elliot med et alvorligt ansigtsudtryk. Elliot satte sig ned igen og grinte. Han slog armene ud til siden og nikkede.

"Det er lige præcis det jeg har tænkt mig at gøre," tilføjede han smilende.

"Gør som du vil, Elliot. Jeg ønsker blot det bedste for dig," sagde Richard defensivt.

"Og med det bedste for dig, mener du at jeg skal gøre nøjagtigt det samme som dig? Hvor mange gange har jeg fortalt dig, at jeg ikke vil studere handel?" sagde han vredt.

"Elliot, tror du virkelig at modelbranchen vil holde? Hvor er du om en ti-års tid? Det skal jeg sige dig, du er blevet til et uselvstændigt individ, der ikke kan sørge for hverken sig selv eller sin søster," sagde han strengt.

"Far, kan vi ikke tale om noget andet," sagde Cordelia optimistisk og forsøgte at ændre humøret, der hangt tungt i luften.

"Jeg vil skam gerne skifte emne, men som du kan se er nogle bare ikke villige til det," sagde han og rystede på hovedet.

"Elliot, lad os gå," sagde jeg og rejste mig op. "Cordelia kommer du med os?" spurgte jeg.

"Jeg bliver bare kørt hjem senere," sagde hun halvt smilende.

"Hvor skal i hen? Vi er ikke færdige endnu unge dame," sagde han grinende.

"Det er lige præcis hvad vi er," sagde jeg højt. Alles øjne var rettet imod os og der blev dødsstille i restauranten. "Hvor vover du at nedgøre dine børn og ikke mindst det menneske jeg elsker aller mest. Du burde skamme dig over din patetiske og infantile opførsel!" sagde jeg og kunne mærke Elliots hånd i min. Uden at sige andet gik vi ud af restauranten og fortsatte med gå, helt indtil vi ikke kunne mere.

"Sofia?" lød Elliots stemme.

"Mhm?" sagde jeg og sukkede dybt. Vejret blev kun voldsommere som dagene gik og sneen faldt tung hen over os.

"Jeg vil gerne takke dig," sagde han og så på mig.

"Takke mig for hvad?" spurgte jeg og kneb øjenene sammen, for at undgå sne.

"Fordi du forsvarede mig derinde, uden at tøve," sagde han og så ned på sine hænder.

"Elliot, se på mig," sagde jeg og tog hans hånd. "Jeg kan dufte brændte mandler og jeg har ikke fået min dessert," sagde jeg og han grinte højt.

"Helt seriøst?" spurgte han og måtte tørre tårene af sine kinder.

"Ja, jeg er vildt seriøs," sagde jeg og vi grinte begge igen. Efter tre minutters gåtur nåede vi frem til bro, hvor vognen med de brændte mandler stod.

"Værsgod," sagde Elliot og rakte mig en rød, hjertet pose. Vi satte os ned ved den lille bro og lod vores ben hænge ud over kanten.

"Angående det tidligere, så se lige på mig," sagde jeg seriøst og blev mødt af de smukkeste, blå øjne jeg nogensinde havde været vidne til. "Jeg vil aldrig nogensinde lade andre nedgøre dig eller tale grimt om dig," sagde jeg og så ham smile.

"Det sætter jeg virkelig pris på," sagde han, stadig smilende, og tog sin vinterjakke på over jakkesættet. "Fryser du?"

"Vildt meget," sukkede jeg og valgte også at tage min jakke på. Elliot gjorde tegn til at jeg skulle komme tættere på og jeg ville ikke være andet end en idiot hvis jeg sagde nej.

"Undskyld, at jeg siger det her, men din far er en idiot," sukkede jeg og satte mig tæt ind til Elliot.

"Det skal du ikke undskylde for. Han er en idiot," grinte han og lagde armen rundt om mig.

"Og tak fordi du forsvarede mig," sagde jeg og smilte selvom han ikke kunne se det. "Jeg synes at det var meget modigt."

"Det er det mindste jeg kunne gøre for dig," sagde han og gabte. "Jeg bliver altid pisse træt efter at have været sammen med min far. Han dræner mig for energi," sukkede han.

"Så er det godt at du har mig som powerbank," sagde jeg grinende. "Var den ikke god?"

"Sofia, alle dine jokes er dårlige, også den her," grinte han. "Men det er det der gør dig til den du er," tilføjede han og trak på skuldrene.

"Burde jeg tage det som en kompliment eller en diss?" spurgte jeg mistroisk. "Pas på hvad du siger. Måske skubber jeg dig ud over broen," tilføjede jeg truende.

"Hvordan har du tænkt dig at kaste mig over broen når vi sidder ned? Desuden er der også et gitter," sagde han grinende og tog slet ikke min trussel alvorlig. "Jeg er ked af at aftenen skulle ende sådan her," tilføjede han.

"Jeg synes det er en perfekt aften," sagde jeg sukkende og kørte mit hår tilbage. "Ok, måske ikke perfekt fordi det både sneer og blæser, men ud over vejret synes jeg at det er perfekt," sagde jeg. Elliot sagde ingenting og nikkede i enighed. "Så kan man også se stjernerne."

"Jeg vil gerne lære dig noget på fransk, som passer lige til dette øjeblik," sagde Elliot og vendte sig imod mig.

"Hvad er det?" spurgte jeg nysgerrigt og smilte.

"Tu es ma joie de vivre," sagde han flydende og elegant. Wow.

"Elliot, du skal sige det langsommere," sagde jeg grinende og lagde min hånd på hans. "Og hvad betyder det?" spurgte jeg.

"Det skal du nok finde ud af, når du får brug for at sige det," sagde han. "Jeg gentager; tu es ma joie de vivre."

"Tu es ma joie de vivre. Er det rigtigt?" Jeg kunne se ham smile stort, som om han havde vidnet et barn gå på sine ben for første gang.

"Det er perfekt," sagde han nikkende.

"Det lyder i hvert fald virkelig smukt," sagde jeg og holdt mit flyvende hår tilbage for blæsten.

"Det er smukt," smilte Elliot og så på mig. Han flyttede en hårlok bag mit øre og lagde sin hånd på min kind.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...